Her hos BetXpert havde vi satset på sejr til Villarreal i onsdagens Champions League-kamp på Aalborg Stadion mod AaB - men alligevel klappede vi anerkendende da opgøret sluttede 2-2.

Anders Dues fremragende frisparksmål i 81. minut fortjente betingelsesløs respekt.

Sikke en venstrepote!

I det hele taget spillede nordjyderne en flot kamp, og uafgjort var ikke ufortjent. Selv om Villarreal måske burde have fået straffespark til allersidst.

Den anden kamp i Gruppe E endte også uafgjort: Celtic spillede 1-1 på hjemmebane mod Manchester United. Det klappede vi ikke af (selv om tre point til skotterne ville have været skidt for AaBs chancer for at snuppe en tredjeplads).

Vi havde nemlig forsøgt os med et højoddset sats på hjemmesejr - og der stod såmænd 1-0 til Celtic indtil Ryan Giggs fik udlignet for United i 84. minut.

Valencia - FCK

I dag skal Danmarks anden repræsentant i europæisk fodbold i ilden. FCK spiller på udebane mod spanske Valencia i UEFA Cuppens gruppespil.

Det ligner en svær opgave for Ståle Solbakkens københavnere - men Valencia er før snublet mod en nordisk modstander hjemme på Mestalla. Vi har ikke fundet værdi i 1X2-oddsene, men derimod i et sats på en målrig kamp. Læs hvorfor på denne side.

Samme sted findes diverse andre UEFA Cup-analyser.

Vi har bl.a. tip til opgøret mellem Michael Laudrups Spartak Moskva og italienske Udinese, og til dysten mellem AC Milan og portugisiske Braga. I begge kampe lurer en overraskelse.