Dagens finale-brag i den engelske FA Cup kan roligt klassificeres som en forbudt for børn kamp, når Arsenal og Manchester United tørner sammen i den sidste engelske finale på Millenium Stadium i Cardiff.

Begge hold står uden sølvtøj efter denne sæson (når man ser bort fra Arsenals "pokal"-sejr i sæsonåbneren Community Shield), og det er begge holds sidste chance for at stille en pokal ind på en af de tomme pladser der med sikkerhed blev forberedt i pokalskabet før denne sæson.

Der er derfor lagt op til et brag af en kamp hvor begge hold vil gå langt for sejren, og når kombattanterne i forvejen er hvad man med et mildt udtryk kan kalde "ærkerivaler", og gennem historien har for vane at skabe godt postyr om deres indbyrdes kampe - både før, under og efter kampene - så står vi i eftermiddag overfor en særdeles sprængfarlig fodbold-cocktail.

Og fodbold-fans over hele verden kan kun håbe at finalen bliver lige så dramatisk og mindeværdig som da de to hold mødtes sidst i en FA Cup finale i 1979, hvilket i øvrigt er den foreløbigt eneste gang de har krydset klinger i den glorværdige turnering.

Dengang vandt Arsenal efter et sandt drama, hvor Manchester United med 2 mål i kampens døende minutter indhentede Arsenals 2-0 føring, for blot at se Arsenal score et i fodboldkredse legendarisk vindermål i det allersidste minut.

Om dagens finale bliver lige så mindeværdig som for 26 år siden, må tiden vise. Én ting er dog sikkert: det bliver tæt og intenst!

Vores to eksperter udi den bedste engelske række, Mike Larsen og Steen H. Jessen, har lavet en flot analyse af dagens finale, som kan ses på http://www.betxpert.com/ekspert/engcup/#48022.

Mike og Steen har - måske klogeligt - valgt ikke at anbefale spil på dagens kamp, selvom de svagt antyder en tendens imod den første uafgjorte FA Cup finale siden 1993.

God fornøjelse til alle fodbold-elskere med dagens finale, som kan ses på TV3+ fra kl. 15:00 (kickoff kl. 16:00). Den bliver med garanti seværdig - hvis ikke for begivenhederne på banen, så måske for dem udenfor...