I sommers blev Jetbull opkøbt af svenske AMGO iGaming, og siden da har bookmakeren arbejdet hårdt på at få solidt fodfæste på det danske marked, hvilket blandt andet er sket gennem et sponsorat af Superliga-klubben Lyngby BK. På trods af ejerskiftet har Jetbull dog fortsat været kørt på Every Matrix' platform og danske licens, og det koster nu bookmakeren en ufrivillig pause. 

Every Matrix har nemlig fået fjernet sin danske licens af Den Danske Spillemyndighed, akkurat som det skete i Storbritannien tidligere på året. Det oplyser Jetbull i en pressemeddelse. 

"Vi beklager de problemer, det giver vores loyale kunder, men vores leverandørs problemer med såkaldt "compliance" har gjort, at vi må starte med at flytte Jetbull.dk øjeblikkeligt," siger Kristian Bækgaard fra Amgo Danmark. 

"Vi arbejder på højtryk med et nyt og bedre Jetbull, hvor vi kan betjene vores kunder på egen licens på en ny og forbedret platform," afslutter han. 

Kunder har indtil 13. december til at udbetale

Selvom Every Matrix allerede har mistet licensen, og er blevet fjernet fra Spillemyndighedens hjemmeside over tilladelsesindehavere, har aktive Jetbull-spillere stadig tid til at få udbetalt deres penge.

Frem til fredag den 13. december kan man logge ind på Jetbull.dk og udbetale sine indestående midler. Alle bonusser bliver derudover annulleret, så penge kan udbetales og bets også ud i fremtiden vil blive afgjort, hvis disse er sat på nuværende tidspunkt. 

Selvom Jetbull må tage en midlertidig pause fra det danske spillemarked, er der stadig plads til ambitioner. Bookmakeren oplyser, at den ser frem til stadig at være en central del af det danske spillemarked i fremtiden.

BetXpert har i dag været i tæt kontakt med Jetbull, og vi har fået lovning på, at bookmakeren vil hjælpe alle brugere, der får problemer i forbindelse med den midlertidige lukning. Det vil således være muligt at komme i kontakt med Jetbull her på BetXpert, hvis der er behov for det. 

Spilforslags-konkurrence fortsætter med gavekort

Grundet disse uforudsete hændelser udgår den sidste runde af vores Champions League-konkurrence, da det naturligvis ikke er muligt at give ekstrabets længere. 

Vores leaderboard-konkurrence vil dog fortsætte, og her bliver præmierne i stedet for ekstrabets gavekort til GoGift.com, der matcher værdien af de lovede ekstrabets. Dermed kan det stadig godt betale sig at lave brugertips og gå efter at komme til tops på leaderboardet.