Selvom de har udelukket sig selv, får spilafhængige hos Danske Spil* stadig sendt bonustilbud og opfordringer til at spille videre, skriver Politiken.

Bare fordi man har skrevet sig op i ROFUS (registret over frivilligt udelukkede spillere), så kan man stadig få bonustilbud, breve og mails hos Danske Spil*. Det skriver Politiken tirsdag.

Således har flere ludomaner fået opfordringer til at fortsætte med at spille, selvom de havde udelukket sig selv og er i gang med behandling for spilafhængighed.

Ifølge Center for Ludomani får de fleste af de 700-800 personer, som årligt er i behandling, bonustilbud fra branchen efter deres spilstop.

"Det er svært for dem ikke at blive fristet, og vi ser tilbagefald, så det er noget djævelskab," siger behandlingsleder Henrik Brandt til Politiken.

Danske Spil* imod bonusser

Pressechef ved Danske Spil*, Marie Grabow Westergaard, beklager, men kan ikke garantere, at det ikke vil ske igen.

"Vi har ingen ambitioner om at tjene penge på denne sårbare gruppe. Derfor er det dybt ulykkeligt. Men der er teknikaliteter, der gør det svært for os at vide, om folk er i behandling, eller om de er registreret i Rofus," siger hun til avisen.

Som det er nu, får bookmakerne ikke besked om, at en kunne har tilmeldt sig ROFUS, før personen forsøger at spille igen. Dermed kan det være svært at holde øje med.

Hun oplyser, at Danske Spil* faktisk er imod bonusser. Men at de som bookmaker er nødt til at være med på vognen, da kunderne ellers vil forsvinde til konkurrenterne.

"... vi må erkende, at bonusser er et konkurrenceparameter; det er noget, som alle vore konkurrenter benytter sig af. Vi er så mere restriktive over for os selv, end de andre er", siger hun til Politiken og forklarer, at  Danske Spil* indførte et bonusloft på 1.000 kroner i november 2014.

Politikerne er forargrede

Historien har fået politikerne op i det røde felt.

Socialdemokratiet er ikke afvisende for helt at forbyde spilbonusser, som man har gjort i Norge og Sverige.

"Er man kommet i den situation, hvor man lider af ludomani, eller er på grænsen til det og føler behov for en pause, så er det jo ekstremt problematisk, hvis man så bliver kontaktet med markedsføring og bonustilbud", siger Benny Engelbrecht til Politiken.

Tilbud til taberne

Politikens artikler tirsdag fokuserer ensidigt på Danske Spils rolle. Der er dog intet, der tyder på, at de øvrige licenserede bookmakere skulle være bedre.

Det er almindelig kendt, at stort set alle bookmakere skriver mails eller ringer rundt, hvis en kunde stopper med at spille.

BetXpert har tidligere beskrevet emnet indgående. Det er særligt de tabende kunder, som får bonustilbuddene, mens de dygtige kunder systematisk udelukkes ved brug af restriktive limits.

For nyligt skrev BetXpert blandt andet historien om AllanW, som i en kort periode tabte mange tusinde kroner og prompte fik mails med VIP-tilbud og freebets. Da han så begyndte at vinde, ophørte tilbuddene.