Nadal, Federer, Azarenka, Sharapova... Favoritterne falder som fluer i årets Wimbledon, mens bookmakerne fryder sig. Vander de mon græsplæner?

 

Der er ualmindeligt glat på græsbanerne i Wimbledon i år, og det har fået adskillige favoritter til – bogstaveligt talt – at glide og falde ud af turneringen. Ud er således røget Nadal og Federer (tredje- og fjerde-favoritten) hos herrerne, samt Sharapova og Azarenka (anden- og tredjefavorit) hos kvinderne.

 

Diverse andre seedede er også ude – fx Tsonga, Tipsarevic, Errani, Ivanovic og såmænd også danske Wozniacki. I skrivende stund er 14 (heraf tre af de fem højestseedede) af 32 seedede ude af kvindernes turnering. Hos mændene har 12 ud af 32 seedede sagt farvel.

 

Vander bookmakerne græsplæner?

"Det er ikke fordi Unibet* har udkommanderet samtlige ansatte på Wimbledon-kontoret til i nattens mulm og mørke at rende længere ned af vejen, bevæbnet med fyldte havekander…"

Per Marxen, Unibet*

Favorit-massakren er naturligvis til gavn for bookmakerne – men de insisterer ikke desto mindre på at det altså ikke er dem der står bag de glatte baner. Heller ikke selv om fx Unibet* faktisk har kontor i Wimbledon.

 

"Det er ikke fordi Unibet* har udkommanderet samtlige ansatte på Wimbledon-kontoret til i nattens mulm og mørke at rende længere ned af vejen, bevæbnet med fyldte havekander…," siger Per Marxen, Unibets danske pressechef, med et diabolsk smil om læben.

 

Så må vi se om den forsikring er nok til at overbevise tippere med hang til konspirationsteorier. Hvorom alting er, er der ingen tvivl om at bookmakerne tjener penge når store tennisnavne elimineres tidligt i turneringen.

 

Favoritters exit luner bookmakernes kasse

Tal fra Tipico viser at 20% af danskernes vinderspil-indsatser før Wimbledon gik i gang blev sat på Federer, 10% på Nadal. Disse penge kan bookmakerne nu smide i overskuds-kassen.

 

Danskernes vinderspil hos Tipico:

Federer Nadal Wozniacki
20% 10% 0,5%

Cirka samme billede ses hos Unibet*:

 

"Især Nadal og Federers tidlige exits har da lunet gevaldigt i de her dage. Især i Grand Slam-turneringerne er det jo en yndet disciplin, at nappe en 5-6 storfavoritter til lave odds og så lave en (nogenlunde) sikker combo. Men skader og overraskelser har ødelagt rigtig mange kuponer for spillerne i de her dage, så vores margin har været ganske nydelig," fortæller Per Marxen.

 

"Især Nadals overraskende klare nederlag, var noget der kunne mærkes: Darcis var stod til 22,0 for at vinde matchen – og selvom græs ikke er Nadals favoritunderlag, var det forventet, at han ville klare sig frem til i hvert fald en kvart- eller semifinale. Uanset hvad, har han været et af de foretrukne valuebets til Wimbledon – ikke mindst efter et fænomenalt French Open.  Det samme kan i grunden sige om Roger Federer, så hans exit vejer næsten lige så tungt."

 

Wozniacki ikke så populær længere

Danske Caroline Wozniacki, seedet 9, er som bekendt også ude af Wimbledon – hun tabte i anden runde til den useedede Cetkovská fra Tjekkiet.

 

Som BetXperts Rasmus B. Olesen korrekt forudsagde, lurede der mørke skyer i horisonten for den danske tennisstjerne.

 

Et tidligt Wozniacki-exit er normalt også noget bookmakerne kan mærke, men denne gang har danskerne ikke satset ret meget på Caroline. Nok pga hendes svigtende resultater i 2013.

 

Kun 0,5 procent af danskernes samlede vinder-indsatser hos Tipico blev sat på Wozniacki. Hos Unibet* var det også småt med Wozniacki-indsatser.

 

"Hun har ikke længere spillernes tiltro til at gå langt i en Grand Slam, og derfor var det i grunden ikke nogen større overraskelse, at hun (igen) røg tidligt ud. 'Wozzie' er øjensynlig ikke Grand Slam-materiale, og især den nationale hype omkring hende, har for længst lagt sig. Danskerne smider stadig lidt efter hende, men kun som outsider. De tunge vinderspil ligger  - som det er tilfældet for alle markeder - på Serena Williams og Maria* Sharapova," fortæller Per Marxen.

 

Det kan stadig gå den anden vej

Tipperne kan stadig nå at få lidt hævn over bookmakerne – hvis resten af Wimbledon går som prædket, dvs hvis de seedede holder deres seedning, og hvis Serena vinder hos kvinderne, mens Djokovic tager sig af mændenes titel.

 

Eller hvis tipperne lurer overraskelserne...

 

Det er en overraskende udvikling vi har set i Wimbledon indtil nu og det bliver spændende at se om det fortsætter. Kan spillerne lure de næste overraskelser og dermed tage fusen på vores oddsættere, eller kommer det til at gå den anden vej? Det vil tiden vise,” lyder det fromt fra Rasmus Hatting, Tipicos danske Marketing Manager.

 

Unibets Per Marxen afviser også at han løber jublende rundt:

"Det er for tidligt ligefrem at gnide os i hænderne, eftersom de største favoritter stadig i er i spil (Djokovic & Serena Williams)."

 

Så bookmakerne gnider sig altså IKKE i hænderne. Næh, de vander græsplæner i Wimbledon, gør de – indtil den sidste favorit er faldet på halen...