Læs spiltanker til tirsdagens otte Champions League-opgør hvor kriseramte Spurs har en must win-kamp mod udesvage Røde Stjerne. Kikser den, ser det sort ud for Eriksen & Co.

Det er tid til tredje spillerunde i CL-gruppespillet. Otte kampe tirsdag og otte kampe onsdag. Denne artikel fokuserer på tirsdagens opgør (onsdagsartiklen er på vej).

Det handler om odds og værdi (samt naturligvis trupnyt og andre informationer). Artiklen kan indeholde deciderede tip, spiltanker (fristende odds hvor der måske, måske ikke, er værdi) samt kampe hvor der umiddelbart ikke er fundet værdi. Læs følgende kamp- og oddsgennemgange og kommentér meget gerne.

Selv hvis man er stærkt uenig i skribentens vurdering, behøver man dog ikke spørge om han er på svampe. Det er han.

(Læs også meget gerne vores store Champions League-optakt, skrevet før gruppespillet gik i gang. Optakten ser nærmere på hvert hold.)

Gruppe A

Club Brügge – PSG

Tirsdag kl 21:00. Match Center (med odds, statistik etc)

Spiltanke: Begge hold scorer til odds 1,79 hos NordicBet

Club Brügge er ikke bange for nogen, viser 2-2-kampen i Madrid, og storklubben PSG vil nok være en del modigere end Galatasaray var i den belgiske by. Pariserne mangler Neymar, men har Mbappé tilbage, og da forsvaret samtidig er til at tale med, kunne det godt ligne en kamp med mål fra begge hold. Værdi i odds 1,79? Jeg er ikke sikker, men det frister.

Med sidste sæsons belgiske mesterskabstræner Clement (skiftede i sommer fra Genk) ved roret vandt Club Brügge fredag den femte belgiske ligakamp i træk (fire uden modscoring) og er ubesejret i denne sæson, inkl de to CL-runder, hjemme mod Galatasaray (chancefattigt opør) og hos Real. Hvor belgierne måtte se en tomålsføring, begge mål sat ind af angriber Dennis, blive indhentet (udligning faldt i 88. minut efter belgisk rødt i 85.), men stadig: 2-2 i Madrid er temmelig godt. Nu må hjemmeholdet dog undvære den karantæneramte midtbanemand Vormer. Tvivl om venstreback Ricca (ude siden 14/9) og angriber Tau, mens def-midtbanemand/midterforsvarer Balanta fortsat er ude (siden 25/9).

Trods diverse fravær vandt storklubben PSG de to første runder, hjemme mod Real samt ude mod Galatasaray. Pariserne må undvære topscorer Neymar (havde karantæne i de første to grupperunder, og nu er han skadet), som i fredagens ligakamp hvor det alligevel blev til 4-1-sejr i Nice efter to tidlige mål af Di Maria. Angriber Mbappé startede på bænken efter skadespause, men kom ind til sidst, scorede og kan meget vel være udset enten en startplads eller i hvert fald mere spilletid her. Kollega Cavani er også tilbage efter skadespause, men kom ikke ind mod Nice og får nok kun nogle minutter til sidst i Brügge. Spilfordeler Verratti blev sparet mod Nice, lige som midterforsvarere Silva og Marquinhos (evt def-midtbane) kun fik en halvleg hver. Som mod Nice mangler nok midtbanemand Gueye, men venstreback Bernat kan spille efter karantæne fredag.
 

Galatasaray – Real Madrid

Tirsdag kl 21:00. Match Center (med odds, statistik etc)

Spiltanke: Galatasary asian 0 til odds 4,25 hos LeoVegas

Galatasaray stiller nok med angriber Andone der ved hvordan man scorer mod Real Madrid, og tyrkerne (samt deres entusiastiske fans) må tøste efter mål og sejr efter skidt start på gruppespillet. Sejr tørster den spanske storklub også efter ligeledes tung gruppestart, men bortset fra at Hazard (nylig far for fjerde gang) nok er klar efter at være blevet sparet i weekenden, ser det ikke ret godt ud for Real der har diverse skader og kommer fra et nederlag hos Mallorca.

Galatasaray er gået målløs fra banen i de første to grupperunder, 0-0 i Brügge og 0-1 hjemme mod PSG. Pinligt for et hold der bl.a. råder over Falcao og Babel. Sidstnævnte hollænder kom dog på scoringslisten i fredagens 3-2 over Sivasspor, og Falcao-vikar Andone scorede 2. Falcao er skadet siden 1. oktober og misser nok også dette opgør (ligesom def-midtbanemand Lemina nok gør), men Andone ligner en fin afløser. Rumæneren har i øvrigt før scoret mod Real (i 2017 da han spillede for Deportivo).

Real har åbnet gruppespillet på pinlig vis: 0-3-tab i Paris trods diverse PSG-fravær og 2-2 hjemme mod lille Club Brügge – hvor madrilenerne fik kæmpet sig tilbage fra 0-2, men blev hjulpet af belgisk rødt. Sideløbende gik det længe fint i den spanske liga, men efter 9 runder i træk uden tab blev det lørdag til nederlag hos Mallorca. Rødt kort til madrilenerne (til højreback Odriozola der overraskende havde fået chancen i stedet for afsatte Carvajal) efter 74. minutter hjalp naturligvis ikke, men da førte hjemmeholdet allerede. Man kan mene at Real Madrid var uheldig (hjemmeholdet havde kun 6 forsøg, 2 inden for rammen – inkl målet), men Zidanes tropper formåede kun at komme frem til 13 afslutninger. Dog manglede offensivprofil Hazard der blev sparet fordi belgierens fjerde barn blev født natten til lørdag. I Tyrkiet må Real nok fortsat (ud over langtidsskadede Asensio og Nacho) undvære midtbanemand Kroos og muligvis også kollega Modric. Højrefløj Bale var skadet i weekenden og er tvivlsom her. (Rent bortset fra den tvivl der altid omgærder waliseren; efter en ellers fin sæsonstart blev han sat forud for seneste CL-kamp; træner Zidane er mærkelig...) Og det er et problem, for alternativ Vazquez er sandsynligvis stadig skadet.

Gruppe B
 

Tottenham Hotspur – Crvena Zvezda

Tirsdag kl 21:00. Match Center (med odds, statistik etc)

Tottenham -2 asian til odds 2,34 hos NordicBet

Røde Stjerne er udesvag (og var i øvrigt heldig med seneste rundes hjemmesejr over Olympiakos). CL-sølvvinder Tottenham befinder sig i den værste krise i årevis, men viste gejst til sidst i weekendens ligakamp og kan meget vel bruge dette opgør til at få sig en tiltrængt opmuntring. Oddset er steget markant. Så meget at jeg synes det frister. Bemærk dog: Jeg er Spurs-fan, og selv om det ikke normalt får mig til at spille hovedløst på hjerteklubben, så hvem ved – måske er dette en undtagelse...

Det lugter af krise i Tottenham hvor det i weekenden blev til point efter to store nederlag i træk, men 1-1 mod svage Watford er ikke noget der får Spurs-fans til at ånde lettet op. Især fordi det var endnu en kamp hvor Pochettinos tropper viste idéfattigdom fremme og stor sårbarhed over for kontraer (langsom central-defensiv og hyppigt fejltimende backs). Der blev dog vist noget gejst til sidst, og Alli fremtvang et mål (dog heldigt). Kreatør Eriksen blev sparet pga trælår og kan nok være med nu, men med en svag sæsonstart in mente er det langt fra sikkert at danskeren kan tilføre holdet ret meget. Tvivl om højreback Walker-Peters der har haft en skadesplaget eftersommer og pt har manglet siden 24/9. Uheldigt, for pladskonkurrent Aurier er hyppigt elendig defensivt, og alternativ Foyt er næppe i brugbar form efter skadespause. Ude siden 5/10 er førstekeeper Lloris (vikar Gazzaniga er dog ganske god). Desuden mangler fortsat to sommerindkøb, Lo Celso og Sessegnon. Og spørgsmålet er: Hvornår satser Pochettino ordentligt på det tredje sommerindkøb, den dynamiske midtbanemand Ndombele (kun indskifter i weekenden)? Han kan dårligt gøre det ringere end formsvage Winks. Krise til trods: Spillermaterialet er det. Kane & Co kan gøre det meget bedre.

Røde Stjerne er klart stærkere hjemme end ude. Det vister serberne i sidste CL-sæson – tre klare nederlag på udebane, fire point (inkl sejr over Liverpool) på hjemmebane – og det er vist i dette gruppespil med tyskertæv i München og 3-1-hjemmesejr over Olympiakos (dog markant hjulpet af græsk rødt; det faldt i 57. minut ved stilingen 0-1). Siden har Beograd-klubben vundet 3 kampe i den hjemlige liga og pokalturnering, men kan serberne stå imod i London? Def-midtbanemand Jovicic er nok stadig ukampdygtig (ude siden juli). Tvivl om højreback Gajic der blev skadet 6/10.

Olympiakos – Bayern München

Tirsdag kl 21:00. Match Center (med odds, statistik etc)

Olympiakos viste gode ting i 2-2-hjemmekampen mod Tottenham. I hvert fald offensivt; der var temmelig åbent bagved. Grækerne tabte så hos Røde Stjerne, men førte faktisk indtil rødt kort i 74. minut. Kreatør Valbuena – stor kamp mod Spurs i 1. runde – var sat på bænken til fordel for Benzia. Nu mangler begge nok. Benzia gør i hvert fald – det var ham der blev vist ud i Serbien. Valbuena gør nok også, pga skade (ude siden 6/10). Der er dog andre stærke offensivfolk i fx Podence og målmaskinen El-Arabi. Han blev sparet i weekenden hvor Soudani (ikke CL-spilleberetttiget) scorede 2 i 2-1-hjemmesejren over OFI. Højreback Torosidis er sandsynligt nyt fravær; blev skadet i weekenden. Fortsat ude (siden sommerferien) er off-midtbanemand Fortounis.

Bayern vandt sikkert hjemme over Røde Stjerne i første runde og uddelte lussinger i London i 2. runde (tysk 7-2-sejr) hvor Tottenham egentlig var ok med offensivt, men var alt for åben bagude. Dejlige forhold for målræv Lewandowski og lynhurtige og på dagen uhyre effektive Gnabry. De to stod også for holdets mål i weekenden i Augsburg. Men det blev skuffende til 2-2 – nok bl.a. fordi midterforsvarer Süle udgik med skade efter 12 minutter (han er ude til foråret). Uden ham kan Bayern bruge den gamle reserve Boateng eller flytte def-midtbanemand Martinez ned i forsvaret; ingen af delene er ideelle. EDIT: Der er også en tredje mulighed: Den fleksible højreback Pavard kan flyttes ind i midterforsvaret, en plads han ofte udfyldt da han spillede for Stuttgart. Højrebacken kan så tages af Kimmich der i diverse sæsoner havde dén plads. I denne sæson har han dog spillet på den defensive midtbane.

Gruppe C

Shakhtar Donetsk – Dinamo Zagreb

Tirsdag kl 18:55. Match Center (med odds, statistik etc)

Spiltanke: Over 2,5 mål til odds 1,86 hos NordicBet

Hvis Dinamo griber kampen an som de gjorde førsterunde-opgøret mod Atalanta, dvs offensivt – i modsætning til den pointløse pindsvine-affære i Manchester – kan dette blive underholdende. Shakhtar viste mod hos Atalanta og vil nok gerne på måltavlen på ”hjemmebane” (dvs Kharkiv, hjemmebane siden 2017).

Shakhtar rystede i anden runde hjemme-nederlaget mod Man City af sig ved at vinde fortjent hos Atalanta. Siden har den ukrainske klub (med mange brasilianere på holdet) vundet 3 klare sejre i træk i den hjemlige liga, inkl fredagens gevinst med tenniscifre hvor en håndfuld idealstartere blev sparet. Midterforsvarer Khotcholova, der blev skadet i august, er desuden tilbage; var med i landskampe for Ukraine i forrige og sidste uge. Venstrekants-/midtbanemand Maycon (mest indskifter) mangler stadig, ligesom 2-3 andre marginalfolk.

Dinamo åbnede gruppespillet med imponerende hjemme-ydmygelse af Atalanta, men tabte så hos Man City. Efter at have vist stor offensiv vilje mod italienerne, forsøgte kroaterne at grave sig ned på Etihad, men de kontratruede ikke, og de kunne ikke holde stand i længden. Dinamo er dog velkørende i den hjemlige liga hvor det fredag blev til 4-2-udesejr over Gorica. Udeholdet mangler nok stadig midtbanemand Majer, midterforsvarer Leskovic og angrebsindskifter Andric. Nyt fravær: angrebsindskifter Kulenovic.
 

Manchester City – Atalanta

Tirsdag kl 21:00. Match Center (med odds, statistik etc)

Man City har åbnet gruppespillet med to sejre uden modscoring – trods svækket midterforsvar: 
Kompany rejste i sommer, og Laporte er skadet (siden 31/8), mens kollega Stones ganske vist er tilbage efter sin skade, men nok ikke er i topform endnu (han blev skiftet ind i weekenden). Def-midtbanemand Fernandinho er en habil vikar. Der har dog været svaghed at spore i PL-sæsonstarten hvor City har tabt point i tre (to nederlag) af ni kampe. Venstrefløjafløser Sané stadig ukampdygtig, men pladsens normalstarter, Sterling, er holdets topscorer. Scorede dog ikke i weekendens 2-0-sejr hos Crystal Palace; det gjorde David Silva samt Jesus (der vikarierede i angrebet mens normalstarter Agüero blev sparet).

Atalanta gør i Serie A det samme som i sidste sæson: scorer en masse mål. Men i CL har der været debutantnerver: To dårlige indsatser, eet mål og 0 point. Een ting har italienerne overført fra den hjemlige liga (hvor det i weekenden blev 3-3 hos Lazio) til Europa: Der lukkes mange mål ind. Fire i Zagreb, to ”hjemme” (kampen blev spillet i Milano) mod Shaktar. Dette selv om Bergamo-forsvaret i sommer blev forstærket med Simon Kjær. Af een eller anden grund (trods flot debut mod Roma) har danskeren indtil videre kun været afløser (2 starter). Han blev skiftet ind i weekenden; starter han nu? Måske. Men det gør topscorer Zapata ikke; han er skadet. Holdet har dog diverse andre gode offensivfolk, og Muriel er en stærk centreforward-afløser.

Gruppe D
 

Atlético Madrid – Bayer Leverkusen

Tirsdag kl 18:55. Match Center (med odds, statistik etc)

Spiltanke: X til odds 3,95 hos NordicBet

Leverkusen skal på tavlen efter 2 nederlag i første 2 runder. Normalt ville jeg sige at tyskernes målsøgen risikerer at blive straffet hårdt af Atléticos kyniske kontrastil, men lige nu virker spanierne offensivt blodfattige og krydstenderende. Uafgjort er usandsynligt, men til det høje odds frister det altså.

Atlético er ubesejrede i seneste 7 kampe, men har på den anden side kun vundet 2 af de 7. Lørdagens hjemmekamp mod Valencia endte 1-1. I første grupperunde blev det 2-2 hjemme mod Juventus, mens det i 2. runde blev til 2-0-sejr i Moskva, men lige nu ser offensiven bleg ud. Og den risikerer at se endnu blegere ud. Angrebsstortalent Felix blev skadet lørdag og er næppe med mod Leverkusen. Som mod Valencia mangler midterforsvarer Savic, ligesom kantafløser Vitolo nok fortsat er ude.

Bayer Leverkusen er 0-1-2 i seneste 3 kampe, inkl 0-3-tab hos Juventus i seneste CL-runde og fredagens 0-3-tab i Frankfurt. Hvor Eintrachts danske målmand Rønnow præsterede nogle store redninger (Leverkusen havde 19 forsøg, 10 inden for rammen), men nederlaget var fortjent nok: Leverkusen ydede svag forsvarsindsats og var ineffektiv foran mål. Som i den kamp må tyskerne nok undvære def-midtbanemand Aranguiz og forsvarer Sinkgraven. Offensivmand Bailey, skadet siden 18/9, er der også markant tvivl om. Også tvivl om højreback Weiser der lod sig udskifte efter blot 30 min mod Eintracht efter skidt indsats. Skadet eller blot rundtosset?
 

Juventus – Lokomotiv Moskva

Tirsdag kl 21:00. Match Center (med odds, statistik etc)

Spiltanke: Juve vinder med clean sheet til odds 1,71 hos Cashpoint

Juventus har fået en stærk sæsonstart trods diverse skader og bør vinde sin tredje gruppekampssejr mod Lokomotiv der vandt i Leverkusen, men tabte hjemme mod Atlético og er svækket i offensiven. Det ligner hjemmesejr uden modscoring. Værdi i odds 1,71? Jeg er i hvert fald fristet.

Juventus har fået en nydelig start på gruppespillet med 2-2 hos Atlético og 3-0 hjemme over Leverkusen. Det går også fint i den hjemlige liga, den italienske Serie A, der føres, og hvor det senest er blevet til udesejr over Inter i Derby d’Italia samt denne lørdag 2-1 (gode mål af krybskytte Ronaldo og midtbanemand Pjanic) hjemme over Bologna. Alt dette til trods for at der er mange skader i Juve-lejren. Midterforsvarer Chiellini blev skadet i august (ude til marts), men her er sommerindkøb De Ligt gravist blevet bedre og bedre som makker til Bonucci. Højreback De Sciglio mangler også stadig (konkurrent Danilo er til gengæld tilbage efter skade, men fløjspiller Cuadrado har gjort det glimrende på pladsen og kan meget vel fortsætte). Endelig mangler nok også stadig midtbanemand Ramsey og fløjspiller Costa (samt reservemålmand Perrin og fløjreserve Pjaca). Truppen er bred.

Lokomotiv overraskede i 1. runde ved at vinde 2-1 i Leverkusen. Hjulpet af et målmandsdrop, men sejren var som sådan ikke ufortjent. I 2. runde gik det modsat: Russerne tabte 0-2 hjemme mod Atlético. I fredags blev det 2-0 ude overt Akhmat Grozny, men Torino ligner en helt anden opgave for Moskva-klubben. Der er svækket offensivt uden Smolov (ude siden 6/10) og Farfan (siden juni). Ude er desuden fortsat midtbanemand Anton Miranchuk og forsvarsreserve Rotenberg. Det er muligt at fløjspiller Zhemaletdinov (skadet 1/10) er tilbage, men han må regnes som tvivlsom.