I tirsdagens træningskamp mellem AGF og Galatasaray blev der stik mod reglerne reklameret for en stribe bookmakere uden dansk licens. Det vidste de dog ikke noget om, forklarer pressechef i AGF.

Det var ikke kun storholdet Galatasaray, som var uvante gæster i træningskampen på Ceres Park tirsdag aften i Aarhus.

På banderne til kampen - som TV3 Sport 1 sendte live - figurerede også reklamer for en stribe af bookmakere og kasinoer, som normalt ikke optræder i Danmark. Spiludbyderne HiperBet, Tempobet, Forvetbet og Canli Casino har nemlig ikke licens til det danske spillemarked, og så må der ikke reklameres eller markedsføres på dansk grund ifølge spilleloven. 

"Jeg kan ikke kommentere på den konkrete problemstilling, men generelt sige, at spilleloven giver mulighed for, at straffe den, som reklamerer for spiludbydere, der ikke har tilladelse efter loven," forklarer Nicolai Lodberg, chefkonsulent hos Spillemyndigheden. 

Reglerne gælder også, selvom kampen var produceret af tyrkisk TV, oplyser den selvstændige advokat Daniella Maria Thomsen, som har hjulpet adskillige bookmakere med at søge licens til det danske marked.

Modsat Spillemyndigheden vil hun gerne kommentere på den konkrete kamp, og her er ingen tvivl.

"Man kan ikke omgå reglerne på denne måde. Hvis kampen spilles på dansk grund, så må du ikke reklamere for bookmakere uden dansk licens," siger hun til BetXpert.

Billedtekst: Her ses en af bandereklamerne fra tirsdagens træningskamp mellem AGF og Galatasaray. (Fra TV3 Sport 1)

AGF: Det vidste vi ikke

AGF oplyser til BetXpert, at de ikke selv har stået for afviklingen af kampen og derfor ikke har haft noget med det at gøre. Det er derimod bureauet Prime Sport Agency, som har stået for den del.

BetXpert har været i kontakt med Prime Sport Agency, og her lyder det, at det er AGFs mediebureau, som har stået for at sælge bandereklamer til de tyrkiske og udenlandske bookmakere.

AGFs pressechef Bo Jensen ønsker ikke at gå yderligere ind i sagen.

"Hvis det er tilfældet, har vi ikke været opmærksomme på det, og vi har ikke yderligere kommentarer," siger han til BetXpert.

Billedtekst: I træningskampen mellem AGF - Galatasaray var der i strid med loven masser af reklame for bookmakere uden dansk licens. (Fra TV3 Sport 1)

Viasat: Arrangøren er den ansvarlige

Hos TV-selskabet Viasat, der sendte kampen på TV3 Sport 1, har de heller ikke været opmærksomme på, at den tyrkiske produktion kunne kollidere med dansk spillelovgivning.

"Vi sender tusindvis af timers livesport hvert år, og reklamer på stadions og i arenaer rundt om i verden er ikke noget, vi som udgangspunkt bruger tid på at koncentrere os om. Det må som udgangspunkt være arrangøren, der er ansvarlig," siger Kim Mikkelsen, redaktionschef på TV3 Sport, til BetXpert.

"Helt konkret tror jeg ikke, at mange har registreret reklamerne i forbindelse med Galatasaray-kampen, og jeg tvivler på, at de tyrkiske bookmakere har scoret en eneste dansk kunde på de reklamer, som tydeligvis var rettet mod de tyrkere, som kunne se kampen hjemme i sofaen i Tyrkiet," siger han.