Med tirsdagens lidt heldige hjemmesejr over Celtic sikrede AaB sig tredjepladsen i Champions League-gruppe E, og det udløser en billet til UEFA Cuppens sekstendedelsfinaler - der spilles i februar næste år.

En stor succes for den nordjyske klub og for dansk fodbold der er på vej op ad UEFAs rangliste og dermed nærmer sig to Champions League-kvalifikationspladser i stedet for blot een.

Det kræver dog at danske hold bliver ved med at skrabe point sammen; og det gælder i år FCK i UEFA Cuppens gruppespil og naturligvis også AaB der stadig mangler en kamp i CL-gruppespillet: Mødet med selveste Manchester United på Old Trafford d. 10. december.

Chancen for point i dén kamp ser dog noget mindre ud end point-chancen i forårets playoff-kampe...

Hvem AaB kommer til at møde i sekstendedelsfinalen, er endnu uvist. UEFA Cuppens gruppespil mangler stadig tre spillerunder, inklusive den der spilles i morgen. FCK står over i denne uges runde, men har så to kampe til at gøre nordjyderne kunsten efter ved at kvalificere sig til playoff. Efter to kampe og kun eet point, skal københavnerne til at rubbe neglene - og håbe at gruppens øvrige resultater flasker sig.

Inden vi når til torsdagens UEFA Cup, er der dog stadig noget Champions League på programmet, nemlig onsdagens otte kampe. Vi har udlagt et par analyser, herunder et tip til kampen mellem Liverpool og Marseille. Læs analyserne.