Vundet
Tips & Spilforslag
Manny Pacquiao - Joshua Clottey,: Pacquiao w/ point el. teknisk afgørelse
Spiltip af Loke Barrett
den
Annonce - Indeholder reklamelinks | 18+ | Regler og vilkår gælder | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk
Da bookmakerne i første omgang lagde spil ud til kampen, så alle pointsejren mest sandsynlig, mens en knockout ville være imponerende, hvilket fulgte diverse eksperters forudsigelser. Det er helt omvendt nu. Personligt ser jeg det ca. lige sandsynligt, om Pacquiao vinder på point eller om det lykkes ham at stoppe Clottey sent.
Det virker som om flere bettere lider af en smule Pacquiao-feber og blindt spiller på knockouten, som jeg slet ikke finder værdi på længere. Sådan som linien har vendt sig flere steder, finder jeg nu klar værdi i et spil på pointsejren til Pacquiao hos Ladbrokes, som også ligger noget over det øvrige marked med 2.75. Bl.a. Bet365 giver 2.62 på samme mens Stan James er helt nede på 2.20.
Manny Pacquiao
Filippinerne
31 år (17. december 1978)
50-3-2, 38 KO
Southpaw
Højde: 169 cm.
Rækkevidde: 170 cm.
Boksestil
Manny Pacquiao er tidligere mester i seks divisioner fra fluevægt på 112 lbs. op til juniorweltervægt på 140 lbs. og nuværende WBO-mester i weltervægt. Han er ubestridt mester i juniorweltervægtsdivisionen og er rangeret som nummer et i weltervægtdivisionen og pound for pound hos The Ring.
Gennem sit årelange arbejde med den legendariske træner, Freddie Roach, har Pacquiao udviklet sig til noget nær en komplet fighter. Hans fodarbejde har altid været forrygende, som en ren hvirvelvind rykker han ind og sender kombinationer af sted, blot for at forsvinde væk, før modstanderen kan nå at svare igen. Hans eksplosivitet kender ingen mage i sporten.
Det store gennembrud kom tilbage i 2003 med en knockoutsejr over den mexicanske kriger Marco Antonio Barrera. Dengang var han "blot" en lynhurtig fighter med en dødbringende lige venstre. Han havde tendens til at gå hovedkulds på sine modstandere og var en smule endimensional, hvilket senere blev udnyttet af Erik Morales og J.M. Marquez. Pacquiao har dog udviklet sin bokseforståelse betydeligt siden, han bevæger sig klogt i ringen og bevæger konstant overkrop og hoved, hvilket gør ham sværere at ramme.
Han har en imponerende koordinationsevne og er dygtig til at se slag komme. Og så har han oven i købet en jernkæbe – der skal virkelig meget til at ryste ham. Han har godt nok lidt to nederlag på knockout, men de ligger så langt tilbage i karrieren, at de er fuldstændig uden betydning. Pacquiao har et stort fighterhjerte, han har kæmpet gennem slemme cuts og han bliver ved med at rykke frem, selvom han bliver ramt rent og rystes.
Hans slagkraft er helt forrygende, han kan sende folk til tælling med et enkelt slag fra begge hænder. Han er ekstremt præcis, mestrer alle slag og kan slå fra alle vinkler. Han er venstrehåndet, så det giver næsten sig selv, at hans farligste slag er den føromtalte lige venstre, men med tiden er også det højre hook blevet udviklet til perfektion. Det betyder, at Pacquiao er meget svær at forsvare sig mod. Filippineren er effektiv tæt på sin modstander, kender de fleste tricks, men ved infight giver han nogle af sine fordele væk, det helt unikke er nemlig hans speed. Pacquiao er offensivt set ganske enkelt den mest fuldendte bokser i sporten!
Der er virkelig få negative ting at sige om fillipineren. Kun et par fightere har haft held med at regne ham ud og rigtig fange ham. Pacquiao har dog en tendens til at bruge hovedet lidt i infighting, derfor bliver han til tider cuttet, hvilket altid er farligt.
Pacquiao er for nylig blevet sat i forbindelse med brug af steroider. Kritikerne, heriblandt Floyd Mayweather Sr, kan ikke forstå, hvordan han har bevaret sin utrolige speed og power op gennem divisionerne uden ulovlig hjælp, og da fillipineren nægter at afgive blod op til dagen før kamp, fordi han føler, at han svækkes deraf, får vi formentlig aldrig et endegyldigt svar. Jeg anser Pacquiao som ren indtil det modsatte er bevist og han er altså aldrig blevet testet positiv for noget ulovligt stof. Blodprøver kan godt nok give flere svar end urinprøver, men det er ganske uhørt at forlange den form for tests op til en titelkamp i denne sport. Alt i alt er det en stor skam hvis dette skulle betyde, at der aldrig bliver en kamp mellem Pacquiao og Mayweather Jr. Det ville ikke blot skuffe fansene, men gøre yderligere skade på en sport som længe er faldet i popularitet pga. politik og beskyldninger om aftalt spil.
I ringen
Pacquiao har mødt og besejret en lang række forrygende modstandere. Blandt de mest navnkundige må bl.a. nævnes de tre mexicanske koryfæer Erik Morales (47-2), Marco Antonio Barrera (57-3) og Juan Manuel Marquez (42-2). De to førstnævnte var aldrig blevet knockoutet, før de mødte filippineren, mens Marquez rejste sig fra sammenlagt fire knockdowns i deres to kampe, for at bokse helt lige op med Pacquiao. De to fantastiske opgør endte først med en uafgjort og så en snæver split decision til Pacquiao med 114-113 på den tredje og afgørende dommerseddel.
Derudover udraderede han i slutningen af 2008 en aldrende De la Hoya (39-5) i sin første kamp som weltervægter. Pacquiao var simpelthen for hurtig til De la Hoya, der på trods af favoritværdigheden nærmest ikke fik et slag ind og efterfølgende trak sig tilbage.
Herefter møde fillipineren den daværende ubestridte juniorweltervægtsmester Ricky Hatton (45-1). Englænderen er kendt som en ufortrøden pressure fighter der kan trylle enhver boksekamp om til en slåskamp. Han gik fra start løs på filippineren, men blev hele tiden fanget af Pacquiaos højre. Hatton overlevede lige akkurat første runde efter to knockdowns og begyndte at komme bedre med i anden, da Pacquiao gik lidt for meget efter at lande endnu et stort slag, frem for at dominere gennem kombinationer. Med 30 sekunder tilbage af runden gik filippineren tilbage til boksningen, han fangede Hatton lige på kæben med endnu et højre hook, da englænderen var på vej ind. Hatton så aldrig slaget og blev efterfølgende liggende på kanvassen i flere minutter.
I sin seneste kamp udraderede Pacquiao den fremragende Miguel Cotto (34-1). De første fem runder var blandt de mest brutale i nyere tid, men Pacquiao formåede at fange Cotto rent og sende ham til tælling, hvilket gjorde forskellen i de ellers ret lige runder. Det andet knockdown tog en del ud af puertoricaneren, der dog nægtede at give op. Pacquaios speed var alt for meget for den rystede Cotto, der glemte at udnytte sit fremragede jab. Fra niende runde var der ikke mere saft tilbage i Cottos slag og han sakkede for alvor bagud på point, kampen var sådan set afgjort, men det urutinerede hjørne lod puertoricanere tage unødigt meget afstraffelse før kamplederen skred ind i starten af tolvte omgang.
Joshua Clottey
Ghana
31 år (16. Marts 1977)
35-3, 20 KO
Ortodoks
Højde: 173 cm.
Rækkevidde: 178 cm.
Boksestil
Joshua Clottey er tidligere IBF-mester i weltervægt og er rangeret som nummer fem i weltervægtdivisionen hos The Ring. Clottey er en fighter med en akavet stil som er meget svær at se godt ud imod, derfor er han ofte blevet undgået af de store navne og er derfor en smule overset i sporten i forhold til hvad hans talent berettiger.
Clottey kommer altid til kamp i forrygende form, han er solidt bygget og ganske muskuløs. Derudover regnes han som en af de store weltervægtere, det er ikke usædvanligt, at han træder i ringen et stykke over 160 lbs. og hans naturlige styrke finder formentligt ingen mage i divisionen.
Clottey bokser mest effektivt som counterpuncher, bag sit skildpaddeforsvar lader han modstanderen spilde slag, for så selv at angribe hårdt til kroppen og som kampen skrider frem overtage initiativet. Clottey er meget påpasselig med selv at spilde kræfter og han har konstant paraderne oppe. Denne forsigtighed har kostet ham et par dyrebare runder undervejs i de store kampe og kritikerne siger, at han kun formår at bokse enten offensivt eller defensivt.
Sandt eller ej så er han meget svær at fange med rene træffere, oftest blokeres slagene af arme og skuldre og selv hvis noget slipper igennem, så besidder ghaneseren en jernkæbe. Clottey har været i ringen med flere modstandere af høj klasse, men han har endnu aldrig virket rystet og han har kun været til tælling en enkelt gang i karrieren. Clottey blev fanget ude af balance med et stift jab fra Miguel Cotto (33-1), men han var ikke såret, der var kun tale om et rent teknisk knockdown.
Clottey besidder udmærket hand speed og er også en solid puncher. Han er farlig pga. sin undervurderede intilligens i ringen, man ser sjældent ghaneseren slå folk ud med et enkelt slag, men han formår ofte langsomt at finde åbninger hos sin modstander, som han udnytter. Mod den dygtige, men svingende Zab Judah (36-5) var hans venstre uppercut især effektiv, mens han nærmest ikke kunne ramme forbi med sit højre hook imod Cotto.
Således er Clottey en ganske præcis puncher og parret med det intensive pres han lægger på sine modstandere, når han vælger at komme fremad, regnes han som en hård nød at knække for enhver i divisionen. Den legendariske træner og ekspertkommentator på HBO, Emanuel Steward, har udtalt, at selv Thomas Hearns (som han selv trænede) og Sugar Ray Leonard ville have haft problemer med ghaneseren.
I ringen
Clottey har besejret et par stærke modstandere i ringen, hovedsageligt Diego Corrales (40-4), som blev domineret ved en catchweight på 150 lbs. hvilket var alt for højt for amerikaneren, de solide Richard Gutierrez (21-0) og Shamone Alvarez (19-0) og ikke mindst den føromtalte Judah i en kamp for det frie IBF-bælte.
Med sine indiskutable bokseevner vandt Judah de første to runder. Det lykkedes dog efterfølgende Clottey at mindske afstanden mellem de to og i fjerde runde fangede han Judah med en uppercut, så blodet silede fra amerikanerens næse ved rundens afslutning. Judah gav for en gangs skyld, alt hvad han havde, men han blev fanget igen i syvende, og var tæt på at gå ned. I niende runde stoppede dommeren kampen, da Judah havde fået et slemt cut. Det var tydeligt, at det var Clotteys slag der stod bag skaden, men det blev dømt som et sammenstød af hoveder. Heldigvis var Clottey foran hos alle tre dommere, så han fik alligevel fortjent sejren.
Clotteys nederlag har alle været noget kontroversielle og han er aldrig nogensinde blevet stoppet før tid. I sit første nederlag tilbage i 1999 mod den udmærkede journeyman Carlos Baldomir blev Clottey diskvalificeret, foran på point, efter et sammenstød af hoveder, som kamplederen dømte var intentionelt.
Andet nederlag var mod den frygtede pressure fighter Antonio Margarito (33-4), som siden blev fundet med ulovligheder i handskerne og som bl.a. har knockoutet Cotto. Clottey udvekslede fra kampens start slag med mexicaneren og fik overraskende det bedste ud af det, men i fjerde runde beskadigede han sin venstre hånd efter en uppercut. Senere blev også den højre hånd skadet, mens Margarito trak fra på dommernes scorecards pga. et sandt arbejdsraseri. Det lykkedes aldrig rigtig mexicaneren at skade Clottey, selv med de to beskadigede hænder og selvom Margarito satte ny rekord for flest slag sendt afsted i en kamp med 1675, en rekord som stadig står den dag i dag.
Senest måtte Clottey opgive sit IBF-bælte for at udfordre Cotto i en kamp for WBO-titlen. Puertoricaneren var klar favorit hos bookmakerne, mens eksperterne så kampen en hel del tættere, hvilket også blev tilfældet. Cotto var mest arbejdsom i kampen, men han havde store problemer med at regne Clotteys forsvar ud. I sjette runde havde han ghaneseren trængt op i hjørnet halvdelen af runden, hvor det udelukkende var ham der sendte slag afsted. Alligevel formåede han ikke at trænge igennem og da runden sluttede sænkede Clottey blot hænderne og rystede smilende på hovedet.
Som sædvanlig blev Cotto slemt cuttet undervejs, stærkt besværet mistede puertoricaneren initiativet og Clottey ramte ham nærmest efter behag, men netop som Cotto virkede færdig, satte ghaneseren tempoet ned, eftersigende fordi hans hjørne ville have ham til at tage færre chancer, da de så ham solidt foran. Således overlevede Cotto og stjal de sidste runder, hvilket rakte til en snæver afgørelse med to ud af de tre dommerstemmer.
Clottey følte sig berøvet og fyrede efterfølgende sin træner, han havde ramt mest i kampen, men havde ikke været ligeså arbejdsom som Cotto, hvilket endte med at gøre udslaget i puertoricanerens adopterede hjem, Madison Square Garden.
Matchup
Endnu engang er Pacquiao overvældende favorit, på trods af, at han for første gang møder en naturlig og endda bomstærk weltervægter. Bookmakerne er ikke i tvivl om en sejr til fillipineren, eksperterne er enige langt hen af vejen, men Clottey er en modstander der ikke må undervurderes.
Det springer i øjnene, at begge mænd mødte Miguel Cotto, senest de var i ringen. Mens Pacquiao pløjede igennem puertoricaneren, forærede Clottey sejren væk i en tæt, intens kamp. Ud fra dette skulle Pacquiao også kunne pløje igennem ghaneseren natten til søndag. Jeg tror dog næppe det bliver tilfældet. Pacquiao har aldrig mødt en så naturligt stor og stærk modstander før, selvfølgelig er det oftest tilfældet, når en mester rykker op i vægt, men det må alligevel tages i betragtning. Clotteys krop er som skåret i sten og han vil formentlig være 15-20 lbs. tungere end fillipineren på kampdagen, hvilket svarer til en forskel på to vægtklasser. Desuden er Clotteys forsvar langt bedre end Cottos, hans kæbe er langt bedre end Cottos, han har aldrig før virket rystet eller været cuttet og han er aldrig blevet domineret.
De fleste føler, at Cotto aldrig har været den samme efter nederlaget til Margarito og han blev allerede før kampen mod Pacquiao anset som over the hill af flere.
Når alt dette er sagt, ser jeg stadig Pacquiao være for dygtig og for hurtig for Clottey, fillipineren er simpelthen for fuldendt, har for mange våben. Jeg forventer dog, at han vil have nogle problemer med Clotteys høje parader, således er det ikke sikkert, at han vil få nok rene træffere ind, til at kunne slide den større modstander op i kampens anden halvdel, som især betterne forventer. Det lykkedes ham med Cotto, der var nede to gange i kampens første halvdel, alligevel overlevede puertoricaneren til tolvte runde. Pacquaio kunne formentligt have gjort det af med Cotto lidt tidligere og puertoricanerens hjørne burde også have trukket ham, da alt håb var ude.
Alt dette siger dog noget og Clottey virker simpelthen ikke som en mand, man tager ud med et enkelt slag. Han skal domineres og skilles ad, hvilket ikke kan gøres uden en rigtig god første halvdel af kampen fra fillipinerens side. Det er nok at slå ind i paraderne, være mest arbejdsom og sætte runder i banken som Cotto, hvis han vil have sejren, men det rækker ikke, hvis han skal være den første til at slå Clottey ud.
Derudover har Clottey en vaskeægte insighter i sin camp i form af den midlertidige træner Felix De Jesus, som var cutman for Pacquiao i perioden 2002-2005. De Jesus kender Pacquiao bedre end de fleste, han har været med i fillipinerens hjørne bl.a. mod Marquez og Barrera, så selvom det nok ikke kan ændre slagets gang, så bør han kunne forberede sin fighter en smule ekstra på hvad der venter mod den fillipinske hvirvelvind.
Interesseret i mere? Så sørg for at se vores daglige odds tips og betting tips.
Tilføj kommentar