Nyheder

AMLA sender nye AML-standarder i høring: Spillemyndigheden opfordrer branchen til at give input

A Skrevet af Amanda Flyvbjerg den
Opdateret den
17 Visninger
0
AMLA sender nye AML-standarder i høring: Spillemyndigheden opfordrer branchen til at give input

EU's nye hvidvaskmyndighed, Anti-Money Laundering Authority (AMLA), har sendt et udkast til nye tekniske standarder om risikovurdering i den ikke-finansielle sektor i offentlig høring.

Spillemyndigheden danske licenshavere og øvrige interessenter til at indsende høringssvar, inden høringsperioden afsluttes den 27. september.

De foreslåede standarder er en del af EU's nye ramme for bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering og har til formål at skabe en mere ensartet metode til, hvordan nationale tilsynsmyndigheder vurderer risikoen hos virksomheder omfattet af hvidvaskreglerne - herunder spiloperatører.

Der er dog tale om et udkast. Standarderne er endnu ikke vedtaget, og de kan blive ændret på baggrund af de høringssvar, som AMLA modtager fra myndigheder, virksomheder og brancheorganisationer.

Fakta: AMLA's høring om ny AML-standarder

Hvad er det?
AMLA har sendt et udkast til tekniske standarder om, hvordan nationale tilsynsmyndigheder skal vurdere hvidvaskrisikoen hos virksomheder i den ikke-finansielle sektor, herunder spiloperatører.
Er reglerne vedtaget?
Nej. Der er tale om et høringsudkast, som kan blive ændret, før de endelige standarder vedtages.
Hvorfor er det relevant?
Hvis standarderne vedtages, kan de få betydning for, hvordan danske licenshavere dokumenterer deres risikovurderinger og AML/CFT-kontroller over for Spillemyndigheden.
Hvad sker der nu?
Spillemyndigheden opfordrer branchen til at indsende høringssvar til AMLA. Der er høringsfrist den 27. september, og den 10. september er der planlagt en offentlig høring om det. Når høringen er afsluttet, vil AMLA gennemgå bemærkningerne og eventuelt justere udkastet, før de endelige tekniske standarder sendes videre i EU's lovgivningsproces.

Skal skabe en fælles metode i hele EU

I dag foretager de nationale tilsynsmyndigheder risikovurderinger på baggrund af de overordnede krav i EU-lovgivningen, men der kan være forskelle i, hvordan reglerne fortolkes og anvendes fra land til land. 

Med de nye tekniske standarder foreslår AMLA en fælles metode, som skal gøre vurderingerne mere ensartede på tværs af medlemsstaterne. Ifølge myndigheden skal en harmoniseret tilgang bidrage til, at virksomheder vurderes efter de samme kriterier, uanset hvor i EU de opererer, samtidig med at risikoen for forskellige nationale fortolkninger og potentielle smuthuller reduceres.  

For spiloperatører med licenser i flere EU-lande kan en fælles metodik på sigt gøre det lettere at arbejde med ensartede compliance-processer, hvis standarderne bliver vedtaget. 

Forslaget lægger op til en fælles risikomodel 

En central del af høringsudkastet er en fælles metode til at klassificere virksomhedernes risikoprofil. 

Først skal tilsynsmyndigheden vurdere virksomhedens iboende risiko (inherent risk). Altså den risiko, der følger af virksomhedens aktiviteter, produkter, kunder og geografiske eksponering. 

Dernæst skal kvaliteten af virksomhedens interne AML/CFT-kontroller vurderes. Udkastet lægger op til, at kontrollernes kvalitet skal klassificeres på en skala fra A til D, hvor A svarer til meget høj kvalitet, mens D indikerer utilstrækkelige kontroller.  

På baggrund af de to vurderinger skal tilsynsmyndigheden beregne virksomhedens samlede residualrisiko – altså den risiko, der vurderes at være tilbage, når virksomhedens kontrolforanstaltninger er taget i betragtning. Udkastet opererer med fire risikokategorier: Low, Medium, Substantial og High Risk.  

Hvis standarderne vedtages, vil alle nationale tilsynsmyndigheder skulle anvende den samme metode ved deres vurderinger. 

Hyppigere og mere dynamiske risikovurderinger 

Høringsudkastet beskriver også, hvor ofte virksomhedernes risikoprofil skal vurderes. 

AMLA foreslår, at tilsynsmyndigheder som udgangspunkt gennemfører en vurdering af virksomhedernes iboende og residuale risiko én gang om året. Virksomheder, som tidligere er blevet klassificeret som lavrisiko, vil dog i visse tilfælde kunne nøjes med en ny vurdering hvert tredje år.  

Samtidig lægger udkastet op til, at tilsynsmyndigheder skal kunne opdatere en virksomheds risikovurdering hurtigere, hvis der sker væsentlige ændringer. Det kan eksempelvis være ændringer i virksomhedens forretningsmodel, størrelse eller produkter eller tilfælde, hvor tilsynet identificerer væsentlige svagheder i virksomhedens AML/CFT-procedurer og interne kontroller.  

Kan få betydning for danske licenshavere 

Spillemyndigheden understreger, at der fortsat er tale om et høringsudkast, men opfordrer alligevel branchen til at sætte sig grundigt ind i forslaget. 

Hvis standarderne vedtages - og uden væsentlige ændringer - kan de få betydning for, hvordan danske licenshavere fremover dokumenterer deres risikovurderinger og interne kontrolprocedurer. 

For operatører med aktiviteter i flere EU-lande kan en harmoniseret metode samtidig betyde, at risikovurderinger og compliance-processer i højere grad kan standardiseres på tværs af markeder. Omvendt kan de mere detaljerede tekniske krav også betyde, at nogle virksomheder får behov for at gennemgå deres eksisterende processer for at sikre, at de lever op til den endelige metode. 

Spillemyndigheden opfordrer branchen til at indsende høringssvar 

Spillemyndigheden opfordrer nu danske licenshavere og andre interessenter til at gennemgå AMLA's udkast og indsende bemærkninger som led i den offentlige høring. I videst mulige omfang skal høringssvarene sendes direkte til AMLA. Høringsmaterialet kan tilgås på AMLAs høringsportal, hvor interesserede også kan tilmelde sig den offentlige høring den 10. september. 

Høringen giver virksomheder mulighed for at komme med input til de foreslåede standarder, inden AMLA udarbejder den endelige version, som efterfølgende skal behandles i EU-systemet. 

Dermed er der fortsat mulighed for, at indholdet ændres, inden standarderne eventuelt bliver vedtaget og senere finder anvendelse i medlemslandene. 

Høringen lukker den 27. september.

Kort fortalt: De vigtigste forslag i høringsudkastet

  • En fælles metode til at vurdere virksomhedernes hvidvaskrisiko på tværs af EU.
  • En model, hvor tilsynet vurderer både virksomhedens iboende risiko (inherent risk) og kvaliteten af dens AML/CFT-kontroller.
  • En samlet klassificering af virksomhedernes residualrisiko som Low, Medium, Substantial eller High Risk.
  • Som udgangspunkt en årlig risikovurdering, mens virksomheder klassificeret som lavrisiko i visse tilfælde kan vurderes hvert tredje år.
  • Krav om, at risikovurderingen opdateres, hvis der sker væsentlige ændringer i virksomhedens forretning eller kontrolmiljø.

Om forfatteren

A
Amanda Flyvbjerg Bruger: 0 messages

Dansk journalist med seks års erfaring i nyhedsdækning for adskillige danske medier. Hendes fokus er på spillebranchen, erhverv, regulering og det bredere nordiske marked.

Kommentarer

Tilføj kommentar