18+ | Spil med omtanke | Stopspillet.dk | ROFUS.nu
Annonce

Bliv liveblogger hos BetXpert

Kan du tifingersystemet i søvne og er hurtig på tasterne? Er du sportsnørd med stort N og villig til at arbejde i weekenden, hvor du ser en masse fodbold? Kan du formidle levende på tekst, og har du lyst til at blive en del af BetXpert-teamet, så er du måske en af vores nye livebloggere. 

Vi udvider nemlig vores team af livebloggere og søger derfor skrivekyndige folk, som er hurtige på tasterne. BetXpert's liveblog er læserens faste live-assistent, som kommer med observationer og input til livespil på de store kampdage. Det er derfor afgørende, at vores kommende bloggere kan formidle og skrive interessant. Meget gerne krydret med en god portion humor hist og her.

Når vi liveblogger, fokuserer vi primært på de fodboldkampe, der vises live på TV og/eller streamingtjenester, men ligesom i alle andre kroge af BetXpert, følger vi på livebloggen også med i andre sportsgrene og events. Vi har tidligere blogget fra bl.a. Transfer Deadline Day
For nuværende er vores liveblog tekstbaseret, men såfremt det bliver aktuelt på midlertidigt eller permanent basis, må du meget gerne være indstillet på at tage springet til helt eller delvis videobaseret liveblog.

Livebloggerens DNA

Som liveblogger er du læserens altvidende observatør, ham med det forkromede overblik. Jo flere kvalitative betragtninger du kan dele, des bedre oplevelse får læseren, og des bedre er han stillet til at placere livespil med værdi.
Du har en grundlæggende baggrundsviden om, hvad der rører sig i de ligaer og sportsgrene, der er på dagens liveblog-program, eller også er du indstillet på at tilegne dig det. Det vigtigste er, at du har fingeren på pulsen. Du kan måske ikke på stående fod huske, hvor mange kampe i træk West Bromwich har lukket mål ind på udebane, men du ved, hvordan du på få sekunder kan fremskaffe informationen, hvis den bliver relevant. 
Der er intet krav om, at du i privaten har skabt formuer på livespil, for din primære funktion er ikke at komme med dine egne spilforslag undervejs, men at formidle. Berette levende om det, du ser. Har du et hunch, står det selvfølgelig frit for at viderebringe en ide til et spil, men de deciderede livetips formidler du på vegne af vores eksperter.

Arbejdstider

Vi liveblogger typisk i weekender, hvor kampudvalget peaker, og udbuddet af spilmuligheder er størst. Du skal derfor forvente at arbejde primært lørdage og søndage.
Som oftest spænder livebloggen over cirka 5 timer fra start til slut, men nu og da kan vagterne være både kortere og længere. Vi kan også programsætte en liveblog på en hverdag, hvis kampudvalget taler for det.
Det er hensigten at alle på teamet skal være i stand til at arbejde alene, men til de fleste liveblog sessions tilsigter vi, at der er to mand til stede det meste af tiden.

Arbejdets indhold

På en typisk liveblog-lørdag starter vi kl. 12-12:30 med en time eller halvandens forberedelse, før den virkelige action går i gang. Vi forbereder os på, at tempoet uundgåeligt kommer til at blive højt i visse tidsrum undervejs, så vi klargør måske nogle potentielle betragtninger, hvis specifikke scenarier udspiller sig i dagens kampe.
Vi gør brug af alle tænkelige platforme for at skabe det fornødne overblik, så hvis du har generel rutine i brug af datatunge websites og sociale medier, kommer det dig helt klart til gavn både før og under den enkelte liveblog.
Når startskuddet lyder i dagens første liveblog-kampe, følger vi med på TV og streams, ligesom vi også overvåger andre interessante brændpunkter på sociale medier og diverse liveservices. Sideløbende sidder vi hele tiden klar til at formidle livetips fra vores eksperter i samme øjeblik vi modtager dem.
Midt på eftermiddagen når der er fuld knald på alle ligaer og kampe, skal tungen holdes lige i munden. Det kan hænde at der inden for samme minut scores seks mål, dømmes et par straffespark, og to-tre eksperttips skal sendes ud i æteren. Det er den ene svære kunst som liveblogger.
Den anden er at holde kadencen oppe på opdateringerne, når det modsatte sker: når samtlige livekampe er gabende kedelige og uden skyggen af action. Det er her, den dygtige liveblogger excellerer ved at skue frem mod næste kamp, finder en video på de sociale medier af den spektakulære De Gea-redning tidligere på dagen, eller graver lige præcis den statistik frem, som kan øge læsernes indsigt og måske ligefrem give dem belæg for at placere et vindende spil.

Vi forventer, at du...:

  • Er hurtig på tasterne og er grammatisk og sprogligt flydende i skriftligt dansk
  • Bevarer overblikket, når der sker meget på en gang i kampene
  • Har stor rutine i at bruge websites og sociale medier til research
  • Er mødestabil og møder ind på vores kontor 1-2 gange om ugen i primært weekenderne
  • Er ansvarsbevidst og selvstændig, da der vil væres liveblogs, hvor du er alene
  • Har en naturlig interesse for betting og kender til forskellige spilmuligheder
  • Er sportsnørd med stort N
  • Besidder grundlæggende IT-færdigheder og har teknisk kunnen, så du selv kan kontrollere den håndfuld TV- og computerskærme der er dit ultimative værktøj gennem livebloggen.

Arbejdssted

Vi blogger fra vores kontor, som er beliggende i Brøndby (gåafstand fra Glostrup S-togsstation). Her forefindes alt det udstyr, der skal bruges til livebloggen i form af TV med de relevante kanaler, computere mv.

Løn

Der afregnes efter fast timesats.

Ansøgningsproces og startdato

Send ansøgning og CV til [email protected].
Da vi har behov for flere kandidater, besættes denne stilling løbende indtil vi har nået et passende antal livebloggere. Derfor forventer vi også alle kandidater kan tiltræde stillingen straks ved ansættelse.

Kontakt og yderligere informationer

Har du spørgsmål til stillingen eller brug for flere informationer, inden du sender din ansøgning, så kontakt os på [email protected].

Se tidligere udgaver af vores liveblogs her:
Feedback