18+ | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk

Peterborough-Milton Keynes Dons (19/05)

London Road lægger i aften græs til returopgøret i League 1's oprykningssemifinale mellem Peterborough og MK Dons. MK Dons tog første stik 3-2 på hjemmebane i søndags.

Det er nummer fire mod nummer fem fra den netop overståede League 1-sæson, der tørner sammen, og en kamp mellem ligaens tredjebedste hjemmehold (og mest scorende hold i ligaen), og femtebedste udehold.

Den samlede vinder (om nødvendigt efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence) vil møde Huddersfield på Wembley i oprykningsfinalen. Skulle Peterborough sikre sig den tredje oprykningsplads vil de dermed sikre sig en hurtig tilbagevenden til den næstbedste række efter at være rykket ned via en sidsteplads i sidste sæson.

Peterborough:
Det suverænt mest scorende hold i League 1 var Peterborough, som med 106 mål i 46 kampe (2,30 mål pr. kamp) næsten egenhændigt var skyld i at 36 af holdets kampe gik over 2,5 mål (at holdet så tillod 75 mål (1,63 pr. kamp) må også siges at have haft indflydelse).

Peterboroughs hjemmebanestatistk på 15-5-3 var den tredjebedste i ligaen, kun overgået af de direkte oprykkere fra Brighton og Southampton, og målscoren i de 23 kampe - 69-40 - var både flest scorede OG tilladte mål på hjemmebane af noget hold i ligaen (det kan yderligere nævnes at Notts Co. på ALLE sine 46 kampe sluttede med en målscore på 46-60, tre mål færre end der blev scoret i de 23 kampe på London Road).

"Posh" gik ind i oprykningsslutspillet med en 3-5-1-statistik i sine seneste ni ligakampe. Hjemmebaneformen siger 2-1-0 i de seneste tre, og 10-5-0 siden seneste hjemmebanenederlag (1-5 til Charlton 15. november).

At Peterborough med et 2-3-nederlag i bagagen fra første kamp er presset frem på banen vil næppe have nogen indflydelse på holdets tilgang til kampen. Det ligger ganske enkelt i blodet på værterne at blæse til angreb på hjemmebane. Siden 1-5-nederlaget til Charlton har man scoret mindst to mål i 14 af 15 hjemmekampe, og mindst tre mål i otte af disse 14. Sæsonen blev lukket med en 5-0-afklapsning af nedrykkerne Dag and Red, og midt i marts blev Carlisle (der sluttede som nummer 12 i ligaen) sendt hjem med et 0-6-nederlag.

Målscoren indikerer dog også at forsvaret ikke just hører til blandt de bedste, og team news til kampen må også delvist indikere at Peterborough atter vil gå ud fra devisen at det bedste forsvar er et angreb.

Værterne må således undvære keeper Joe Lewis, som måtte udgå med et brud på knæskallen i søndagens nederlag. Derudover må man klare sig uden Charlie Lee, der blev udvist i søndags. Lee erstattede i forvejen den skadede Grant Basey, som træner Darren Ferguson håber at have med til aftenens kamp. Ferguson har dog snakket om at rykke midtbanespiller Tommy Rowe ned på positionen, som han betegner som et svagt punkt sæsonen igennem, og i så fald vil han muligvis prøve den blot 18-årige fløj Joe Newell af på Rowes normale plads.

Forsvarer Gabriel Zakuani forventes at være klar til aftenens kamp ovenpå en skulderskade.

Offensivt er man ikke ramt af nævneværdige fravær, så ligaens farligste offensiv er klar til at gå til angreb.

MK Dons:
Gæsterne fra MK Dons kan ikke betegnes som helt så målfarlige som værterne, men fik ikke desto mindre altså sendt bolden i kassen tre gange i det første møde og gav sig selv et fint udgangspunkt før dette opgør - selvom de uden tvivl havde været foruden Peterboroughs straffesparksreducering ti minutter før tid, da en 3-1-sejr ville tillade Dons et étmålsnederlag i denne kamp. Nu vil en sejr på ét mål til Peterborough sende kampen i forlænget spilletid og evt. straffesparkskonkurrence.

MK Dons' 9-3-11-statistik på udebane - 30 points - var den femtebedste i rækken i den forgangne sæson (de fire bedste på udebane samlede 43, 40, 40 og 33 points sammen). Ovenpå en god periode i sidste halvdel af februar og hele marts (6-2-0) lukkede man sæsonen med en 4-0-3-statistik, herunder 2-0-2 på udebane (alle fire kampe afgjort med ét mål).

Gæsterne fik midtbanemand Stephen Gleeson udvist i søndags (for at begå straffesparket der førte til reduceringen), men efter en appel er hans karantæne blevet ophævet og han er dermed klar til aftenens kamp. Dons må dog atter klare sig uden den vigtige midtbanespiller Peter Leven (9 mål (tredjeflest på holdet), 10 oplæg (flest), hvis plads igen overtages af Adam Clayton. Med den primære oplægger atter fraværende kan MK Dons dog glæde sig over at den armskade Luke Chadwick (6 assists, næstflest på holdet) pådrog sig ikke er så alvorlig som først antaget, og han skulle derfor være at finde i startopstillingen, der forventes at være uændret fra det første møde.

Tidligere opgør:
Peterborough vandt det første møde i sæsonen på London Road med 2-1 og har siden lidt 0-1- og altså senest 2-3-nederlag hos MK Dons.

Odds:
http://www.betxpert.com/matchc…

At odds på over 2,5 mål er utroligt lave er der ikke meget at sige til. 22 af Peterboroughs 23 hjemmekampe er gået over 2,5 mål (den ene der ikke gjorde endte 1-1) og MK Dons har også primært spillet over 2,5 mål på udebane - om end ikke i noget nær samme omfang (13 af 23). Flere ligger i 1,65 på overspillet, og det kræver "blot" lidt over 60% på mindst tre mål. Det kunne godt ligne værdi med tanke på at Peterborough skal frem og score (mindst to mål for at undgå overtid), og kun har holdt et clean sheet i 5 af 23 hjemmekampe (og fire af 23 udekampe - 4 af 24 inkl. søndagens kamp).

Nogen med input?
Denne tråd er relateret til Peterborough - Milton Keynes Dons

Tilføj kommentar