18+ | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk

AGF-AaB (13/07)

Superligaens start nærmer sig med hastige skridt. Fredag sparkes den så igang på NRGi Park i Aarhus med den jyske klassiker AGF-AaB.

Sidste sæsons positive oprykkeroverraskelse, der spillede sig til en plads i Europa for første gang i dette årtusinde, mod et aalborgensisk mandskab, der forrige år med nød og næppe overlevede i rækken og sidste år hentede en syvendeplads, men også et mandskab der ikke umiddelbart har ret meget dybde at komme med.

Lidt tanker om AGF (fra en aarhusianer, vel at mærke):
AGF står foran det europæiske comeback - der indledes næste torsdag i Aarhus - og det virker lidt som om at det er dén kamp der er fokus på, i hvert fald i fankredse. Tidligere ville det let kunne smitte af på truppen, og det skal da heller ikke udelukkes at fokus allerede lidt er på denne ventende kamp, mere end på Superliga-debuten.

Der er dog faktorer der taler imod dette - for det første er det en ganske rutineret trup; nok er det kun Martin Jørgensen, der har spillet europæiske kampe for AGF tidligere, men spillere som bl.a. Søren Berg, Hjalte Nørregaard og Peter Graulund har også spillet i Europa tidligere og samlet bør der være tale om en så garvet flok spillere, at fokus er hvor det skal være. For det andet er det svært at forestille sig at træner Peter Sørensen lader sig rive med og ikke sørger for at holde fokus på den nært forestående opgave - Sørensen har som den første AGF-træner i årevis (nogensinde?) formået at holde armene lidt nede både i truppen, på direktionsgangen og rundt omkring i Aarhus, selvom det er gået godt i ligaen, og alene dét at ingen i Aarhus snakker mesterskab (og samtidig lyder til at tro på det) er i høj grad Sørensens fortjeneste.

Fokus bør altså være hvor det skal være - men hvad med spillet på banen? I tre kampe sidste år faldt opgørene ud med alle de mulige udfald - en sejr til hver i Aalborg og uafgjort 1-1 i Aarhus i april.

AGF står med en mindre skadesramt trup end i foråret og efter at en spiller som David Devdariani sad over i hele foråret var han tilbage da "de hviii'e" spillede sidste testkamp mod OB mandag, hvor han kom ind efter pausen. En plads i startopstillingen bliver det dog næppe til for georgieren (Peter Sørensen giver på AGFs hjemmeside udtryk for at Devdariani pt. kun har luft til ca. en halv time på Superliga-niveau, så en rolle som den Graulund havde i foråret som indhopper i anden halvleg virker ikke utænkelig).

Midtbanemand Kasper Povlsen er dog ude i nogle måneder endnu med en beskadiget blodåre i halsen, og heller ikke Mark Howard i midterforsvaret er kampklar endnu. Venstre back Adam Eckersley er tvivlsom med en ankelskade.

Mit bud på AGFs startopstilling:
Steffen Rasmussen
Arthur Sorin - Anders Kure - Atle Roar Håland - Mikkel Kirkeskov
Stephan Petersen - Hjalte Nørregaard - Martin Jørgensen - Søren Berg
Aron Johannsson - Peter Graulund

Osama Akharraz, der gjorde det glimrende i slutningen af sidste sæson, skal ikke udelukkes som starter på en af kanterne og Søren Larsen skal nok heller ikke udelukkes helt på toppen, selvom jeg tror det bliver til en plads på bænken fra start.

Nogle aalborgensere (eller bare folk med viden om AaB), der kan byde ind med nogle tanker om AaBs tilstand her inden sæsonstart - og et bud på en startopstilling?

En analyse til kampen er på vej - skulle gerne komme på siden senest onsdag middag - men lad os bare få gang i diskussionen inden da.

Mvh Peter, BetXpert
Denne tråd er relateret til AGF - AaB

10 Kommentar

Tilføj kommentar