18+ | Spil ansvarligt | Selvudelukkelse via ROFUS.nu | Kontakt Spillemyndighedens hjælpelinje på StopSpillet.dk

Bluffs - Licens til Løgnen



POKER I TV

For mange, der ikke spiller poker, er bluffs næsten synonymt med spillet. Måske har man set lidt poker på TV.

I disse hårdt redigerede udsendelser har man naturligvis særlig fokus på de spektakulære puljer. Og især puljer, hvor der iscenesættes stort anlagte bluffs.

TO SANDHEDER OM BLUFFS

Blufffs og poker reflekterer hinanden som spillets hjerteblod og mandsmod.

Der er to sandheder om bluffs i poker. For det første er det aldeles overvurderet. For det andet er det afgørende for gode resultater.

Hvis man bluffer for meget, får man en momentan medvind og vinder en stribe puljer - indtil man ender som stribet flæsk. Mørbanket.

Hvis man aldrig bluffer, kan man lige så godt spille med åbne kort.

SMÅ OG STORE BLUFFS

Der er de små krejlerbluffs og de store bluffs. Krejlerbluffs - som at stjæle blinds og små puljer - er en naturlig del af spillet.

Dem lærer de fleste hurtigt at udføre.

Det store bluff er en kunstart i sig selv. Det er her det viser sig, at poker ikke er en eksakt videnskab.

Det kræver helt bestemte forudsætninger, og det udspilles ofte i stort anlagte scenarier med både to og tre skud efter puljen. Med absolut intet.

Man skal være i stand til at spinde en historie, der er så troværdig og gruvækkende at modstanderen ikke tør se slutningen.

Er der den mindste mislyd, vil de skarpe modstandere fange bluffet i flugten.

SVAGE SPILLERE ER SVÆRE AT BLUFFE

Der er et indbygget paradoksved bluffs. Jo ringere en spiller er, jo sværere er han at bluffe. Især hvis han er en kaldestation.

De skarpeste spillere bliver ofte bluffet. Og det ved de alt om.
En sådan spiller ved, at man skal kunne lade sig bluffe i de mindre puljer for selv at kunne lave narrestreger i de store.

STRATEGISKE OG TAKTISKE BLUFFS

Nogle af de mest veludførte bluffs er allerede planlagt, før hånden spilles. Et sådant bluff indlejrer bordets aktuelle historik i sin strategi.

Det er kun få, der kan eksekvere det strategiske bluff. Det kræver talent, timing - og mod. Den slags, der skaber mestre.

Det taktiske bluff er mindre prangende. Men de dygtigste spillere udnytter den mindste åbning til at bluffe, når der i løbet af hånden opstår en mulighed. De har den taktiske tæft.

HARRINGTONS LOV OM BLUFFS

Ingen ved i sagens natur, hvor meget der bluffes. Det ville jo være svært at få faktiske tal på.

Pokerautoriteten Dan Harrington har lavet sin egen "lov" om bluffs. Den siger, at der er mindst 10% sandsynlighed for, at modstanderen bluffer.

Vi tager ham gerne på ordet og føjer nogle procenter til.

SEMI-BLUFFET

Det vigtigste bluff er dog nok semi-bluffet. Her har man til dels noget at bakke sit eventyr op med.

Men det store anlagte rene bluff er og bliver adelsmærket for de allerfarligste spillere.

BLUFFS ER IKKE LIGE VIGTIGT

Hvordan og hvor meget man bluffer, er afhængig af, hvilken pokervariant man spiller. Det giver således sjældent nogen mening at bluffe i Fixed-Limit Hold'em. Modstanderne vil for ofte have oddsene til at calle.

I en stor turnering er det afgørende - især i slutfasen - at man er meget liberal i sine bluffs. Men også i det komplicerede Pot-Limit Omaha er bluffs af vital betydning.

Og når det drejer sig om Heads-Up er spillet essentielt ét stor bluff. Intet mod intet.

Hvis man ikke kan vinde uden at have noget, har man ingen chance

Tilføj kommentar