Jo flere bad beats du får, jo bedre en pokerspiller er du. Jo flere sucktouts du laver mod modstanderne, jo ringere er du.
Dette er sandt, hvis man ser bort fra den naturlige varians.
Den spiller, der får mange bad beats må nødvendigvis være en god spiller. Det skyldes, at han har tvunget modstanderen ud i gentagne situationer, hvor han selv har en positiv forventning (+EV) og modstanderen en negativ (-EV).
Den spiller, der tildeler modstanderne mange bad beats må nødvendigvis være en middelmådig spiller. Det skyldes, at han har kastet sig ud i situationer, hvor han har -EV og hvor modstanderen har +EV.
På bunlinjen vil spilleren med mange bad beats have sjovere tal end spilleren, der deler masser af lussinger ud, hvor han laver suck outs på modstanderne. Måske ikke på en uge. Måske heller ikke på en måned. Men på det lange stræk er det uundgåeligt, at det forholder sig sådan.
Lad os prøve at bygge lidt teori på "bad beat-teorien". Og lad os gøre det enkelt. David Sklansky har i sin bog "The Theory of Poker" formuleret det, han kalder "Pokerens fundamentale teorem." Dette teorem er en definition af den bedste beslutning i enhver given situation. Teoremet lyder: "Every time you play a hand differently from the way that you would have played it if you could see your opponents' cards, they gain; and every time you play your hand the same way you would have played it if you could see all their cards, they lose."
Nu kan man jo ikke se modstandernes kort. Derfor må man altid vælge det spil, der har den mest positive forventning. Ofte vil denne forventning være lig nul. Det sker, når man folder. En positiv forventing på nul er bedre end en negativ forventning (-EV). Derfor kan man i teorien "tjene" ved at folde. Man kan købe lige så mange Piratos og Anders And-blade, for de penge, man ikke har tabt som for de, man har vundet.
Dette er sandt, hvis man ser bort fra den naturlige varians.
Den spiller, der får mange bad beats må nødvendigvis være en god spiller. Det skyldes, at han har tvunget modstanderen ud i gentagne situationer, hvor han selv har en positiv forventning (+EV) og modstanderen en negativ (-EV).
Den spiller, der tildeler modstanderne mange bad beats må nødvendigvis være en middelmådig spiller. Det skyldes, at han har kastet sig ud i situationer, hvor han har -EV og hvor modstanderen har +EV.
På bunlinjen vil spilleren med mange bad beats have sjovere tal end spilleren, der deler masser af lussinger ud, hvor han laver suck outs på modstanderne. Måske ikke på en uge. Måske heller ikke på en måned. Men på det lange stræk er det uundgåeligt, at det forholder sig sådan.
Lad os prøve at bygge lidt teori på "bad beat-teorien". Og lad os gøre det enkelt. David Sklansky har i sin bog "The Theory of Poker" formuleret det, han kalder "Pokerens fundamentale teorem." Dette teorem er en definition af den bedste beslutning i enhver given situation. Teoremet lyder: "Every time you play a hand differently from the way that you would have played it if you could see your opponents' cards, they gain; and every time you play your hand the same way you would have played it if you could see all their cards, they lose."
Nu kan man jo ikke se modstandernes kort. Derfor må man altid vælge det spil, der har den mest positive forventning. Ofte vil denne forventning være lig nul. Det sker, når man folder. En positiv forventing på nul er bedre end en negativ forventning (-EV). Derfor kan man i teorien "tjene" ved at folde. Man kan købe lige så mange Piratos og Anders And-blade, for de penge, man ikke har tabt som for de, man har vundet.