I gårsdagens poker-turnering hos Mansion Poker blev det BetXpert-brugeren Xau der til sidst kunne hæve armene i triumf efter han vandt VIP rejsen for 2 til UEFA Cup kampen Tottenham-AaB d. 29/11. Stort tillykke til Xau herfra!

Undervejs måtte Xau distancere de 53 andre deltagere i en turnering hvor det bestemt ikke skortede på udnyttelsen af rebuy-muligheden. Således endte den regulære præmiepulje på knap $400, og dermed næsten 4 gange højere end ved turneringens start.

De mange rebuys gav mange chips på bordene, og det benyttede især brugeren lynknudsen sig af, da han stort set fra start formåede at rage de andre spilleres chips til sig efter behag. Da finalebordet blev samlet af de sidste 10 spillere, var det med lynknudsen stabilt i front med over 100.000 af de totalt lige knap 300.000 der var i omløb i spillet. På det tidspunkt hang den senere vinder, Xau, alvorligt med en vis legemsdel i vandskorpen med blot 6.500 chips foran sig...

Én for én blev finalebordet langsomt reduceret, med lynknudsen som den dominerende bøddel, og med 3 mand tilbage var fordelen stadig på lynknudsens side, med over halvdelen af alle chips foran sig. Nu skulle rejsen vindes!

Det syntes Xau også, og over de næste 10 hænder formåede han at plukke over halvdelen af lynknudsens chips, og til sidst slå ham ud. Som mere eller mindre passiv tilskuer til dette afgørende skifte, måtte finalebordets sidste udfordrer M_Haumann1 nu håbe på heldet hvis han skulle fravriste Xau den VIP rejse der nu lå meget nær.

Xau holdt som bekendt stand og udnyttede sin chiplead klogt, og langsomt sivede chipsene fra M_Haumann1´s stak, og efter knap 3 timers intenst spil på alle borde under hele turneringen, var sejren en kendsgerning for Xau.

Vi kontakter Xau med henblik på præmiens udbetaling i løbet af i dag, og retter i øvrigt en stor tak til alle deltagere for interessen i turneringen!