Det har i flere måneder svævet i det uvisse, hvorvidt den kommende VM-kvalifikationskamp mellem Sverige og Danmark ville blive sendt på dansk TV. Nu er det en kendsgerning, at YouSee, Stofa, Viasat og TDC har købt kampen. Alle deres kunder med digital TV får adgang til opgøret d. 6. juni 2009.


Så får danskerne alligevel mulighed for at se landsholdkampen mellem Danmark og Sverige d. 6. juni. Et samarbejde mellem tv-distributørerne Viasat, YouSee, Stofa, og TDC betyder, at de danske husstande med digitalt TV-signal fra en af distributørerne får adgang til Råsunda Station i Stockholm, når danske landshold møder ærkerivalerne.


For YouSee, som ikke tidligere har investeret i fodboldlandskampe, er der bestemt stor glæde ved, at distributørerne har fået aftalen i huset:
"Vi ser det som en god mulighed for at få gjort reklame for vores digitale tv-udbud, og vi håber selvfølgeligt, at kampen kan føre til, at flere vælger at blive digitale kunder. Mange skal alligevel træffe et valg inden 31. oktober, hvor det analoge TV-signal til stue – og tagantenne slukker. Nu kan de bruge denne oplagte lejlighed til at investere i digitalt TV", siger YouSees administrerende direktør Niels Breining.


Også kollegaen fra kabel-tv-selskabet Stofa, administrerende direktør Ole Simonsen, mener, at netop Sveriges-kampen er af en sådan betydning, at det var på sin plads at tænke anderledes.
"Der var bestemt uvished, om kampen vil blive vist herhjemme, og det ville da have været ærgerligt, hvis ikke nabolandsopgøret kunne ses af de danske TV-seere. Ingen tvivl om at kampen er en stor investering og derfor glædeligt, at vi ved fælles hjælp kan give vores digitale kunder adgang til at se kampen gratis."


Viasat har i flere år kun sendt digitalt TV, og det betyder, at alle deres kunder får adgang til kampen:
"For os er sport og i særlig grad fodbold en vigtig del af vores udbud. Derfor sætter jeg pris på, at vi har kunnet finde en model sammen med YouSee, TDC og Stofa, som betyder, at vi endnu engang kan glæde vores kunder med en landsholdskamp. Samtidig sørger vi for, at mange sportsbarer og beværtninger får adgang, så de fodboldfans, der ikke har digitalt TV, alligevel kan nyde kampen", siger administrerende direktør for Viasat, Kim Poder.


Aftalen er kommet i stand efter længere tids spil i kulisserne om rettighederne til kampen, hvor det danske landshold så godt som sikkert kan sikre sig en plads ved næste sommers VM i Sydafrika. Rettighederne til kampen ejes af det schweiziske agentur Kentaro, som har købt kampen af det svenske fodboldforbund.


"Vi har længe forhandlet med danske tv-stationer, men vi har på intet tidspunkt været blot i nærheden af, hvad vi mener, der er rimeligt for en kamp af den kaliber. Vi har overvejet alt fra pay-per-view til slet ikke at sælge kampen i Danmark, men jeg er glad for, at vi nu sammen med de fire distributører er kommet frem til en aftale, hvor en stor del af den danske befolkning kan se kampen", siger Phillip Grothe administrerende direktør i Kentaro.


Programmet for landsholdskampen er følgende:
16.00 - 19.00:
Højdepunkter og sammendrag fra Danmarks kvalifikationspulje hidtil samt højdepunkter fra tidligere møder mellem DK og Sverige.

19.00 - 20.00: Live fra studiet med Peter Schmeichel som vært med sine to eksperter; Preben Elkjær og Brian Laudrup. Luna Christofi er på sidelinjen i Stockholm. Carsten Werge og Per Frimann sidder i kommentatorboksen.

20.00 - 22.00: Live: Sverige - Danmark.

22.00 - 23.00: Reaktioner og analyser på kampen samt højdepunkter fra øvrige VM-kvalifikationskampe afviklet samme dag.

kilde: yousee.dk / digitalt.tv