Så starter den danske 1. division. Lørdag kl 15:00 tyvstarter FC Århus – Randers, og søndag følger resten af kampene. Viasat har købt rettighederne til at vise en kamp hver søndag, og i weekenden er det B93 – NFA som spilles kl. 13:00. Som optakt til runden har Anders Kristensen gjort sig nogle tanker om favoritterne til op- og nedrykning – og har i øvrigt i skrivende stund allerede analyser ude, herunder et gult tip:

http://www.betxpert.com/ekspert/dan1/

1. division har taget en drejning som sjældent er set. Vi kommer ikke uden om Horsens, som har været helt suveræne i efteråret. 40 point ud af 45 mulige i 15 kampe, og det er med en målscore på 31-9. Jeg tager hatten af for Horsens, men om de kan bevare koncentrationen og fuldføre missionen, tvivler jeg stærkt på. Godt nok er de 9 point foran Silkeborg på 3. pladsen, men med endnu 45 point at spille om, kan meget endnu nå at ske. Kampen om de to oprykningspladser er dermed utrolig åben og som jeg ser det, har hele 5 hold mulighed for at spille i SAS-ligaen næste år. Med stærke spillerindkøb og forstærkninger på ledersiden har holdene gjort meget for at trimme deres trup, og de vil kæmpe med arme og ben om de to eftertragtede pladser.

I bunden ser det svært ud for B1913, som kun har vundet én kamp og tabt 10. De to andre nedrykningspladser indtages af FC Århus og Brønshøj. Sidstnævnte tror jeg får det svært igen i år, og FC Århus skal virkelig gøre noget drastisk for at komme tilbage.

Som det fremgår af tabellen er det karakteristisk for de fem førerhold, at de er utrolig stærke hjemme, og lidt mere svingende ude.

Der er ligeledes blevet scoret utrolig mange mål i ligaen. 3,4 mål i snit i hver kamp, og dette bringer underholdningsniveauet helt i top. Når man samtidig kigger på spillerne i ligaen, som bliver bedre og bedre, er jeg sikker på at vi i fremtiden ikke vil få så stort et spring fra SAS-ligaen til den næstbedste række; 1. division.

Held og lykke til oddsspillere på den danske 1. division.