Ifølge nye tal fra Spillemyndigheden er Danmark det land i Norden, hvor befolkningen bruger færrest penge på spil. Til gengæld er vi den nation, som bruger den største andel af vores spilforbrug på væddemål.

Spillemyndigheden præsenterede i går nye tal for europæernes spillevaner i 2019. Her fremgår det blandt andet, at Danmark er det land i Norden, som i gennemsnit spillede for færrest kroner. Helt præcist spillede den gennemsnitslige dansker over 18 år for 2.101 kroner i 2019. Det rækker til en 8.-plads over en række udvalgte lande i Europa. 

Finland er det land, hvor spilforbruger per indbygger over 18 år var allerhøjst. Her lød tallet på 3.148 kroner. 

Danskerne er glade for sportsvæddemål

Tallene viser også, at danskerne og europæerne generelt bruger flest penge på kasinospil. Helt præcist brugte danskerne i 2019 41,7 procent af deres spilleforbrug på kasinospil. Det europæiske gennemsnit blandt de udvalgte lande i undersøgelsen lå på 45,4 procent. 

Ovenstående kategori inkluderer både fysiske kasinoer, onlinekasino og spilleautomater. Dette skyldes, skriver Spillemyndigheden, at opgørelsesmetoderne varierer fra land til land, og kategoriseringen er lavet med det formål at få det bedst mulige sammenlignelige datagrundlag. 

Også i kategorien lotterier ligger vi i Danmark en smule under det europæiske gennemsnit. Vi brugte 32,7 procent af spilleforbruget på kategorien, mens det europæiske gennemsnit var 38 procent. 

Hvor vi som nation stikker særligt ud er ved sportsvæddemål. Her er vi det land, der bruger den største andel af vores spil på kategorien. Helt præcist drejede det sig i 2019 om 25,6 procent. Gennemsnittet i Europa var på 16,6 procent. 

Du kan læse hele rapporten fra Spillemyndigheden her

Du kan også læse flere generelle tal fra det det danske spillemarked her.