Ifølge en undersøgelse er udbuddet af ligaer og sportsgrene det vigtigste for tyske spillere.

Alle spillere har på det ene eller andet plan og af den ene eller anden grund stået i situationen, hvor man skal vælge, hvilken bookmaker man skal gøre indskud hos. Selv den mest erfarne spilleræv har været grøn engang. 

Så hvad går man efter, når man udvælger sig en bookmaker? Udvalget af sportsgrene, ligaer og antal spil? De bedste odds? Den bedste velkomstbonus? Bedste livespil-muligheder? Laveste risiko for at få limit? Mest overskuelige hjemmeside?

Overvejelserne kan være mange. Nu viser en ny undersøgelse fra Tyskland, hvad bettorne fra vores naboland mod syd foretrækker ved en bookmaker.

Sportsgrene og antal ligaer trækker mest

Undersøgelsen, der er foretaget af MySportwetten.de, viser, at det vigtigste for de tyske spillere, når de skal udvælge sig en bookmaker, er udvalget af sportsgrene samt antallet af ligaer.

På andenpladsen kommer en god cash-out-funktion. Først herefter kommer selve oddsene ind på tredjepladsen. 

Andre ting, der ligger højt på listen, er tiltro til bookmakeren samt en god betting-app. Herudover også, hvis man kan slippe for at betale skat. Siden 2012 har tyskere skullet betale fem procent i skat af hvert spil. Her er der dog nogle bookmakere, der villigt betaler skatten. 

Gider ikke kasino

Undersøgelsen viste også, at sportsbettorne ikke var interesserede i bookmakernes kasinotilbud. Ting som livestreaming, antallet af betalingsmuligheder og regelmæssige kampagnetilbud lå heller ikke højt på listen. 

Den fulde liste ser således ud:

  • Udvalg af sportsgrene og ligaer: 23,5 %
  • Cash-out-funktion: 20,4 %
  • Gode ​​odds: 17,6 %
  • Sikkerhed/seriøsitet: 10,2 %
  • Betting-app: 4,5 %
  • Ingen spilleafgift: 4,1 %
  • Brugervenlighed: 3,5 %
  • Spilkonfigurator: 3,3 %
  • Kundeservice: 3,3 %
  • PayPal som betalingsmetode: 2,0 %
  • Indbetalingsbonus: 2,0 %
  • Liveodds: 1,4 %
  • Live ticker: 1,2 %
  • Betalingsmetoder: 1,0 %
  • Regelmæssige kampagner: 0,8 %
  • Livestreaming: 0,6 % 
  • Onlinekasino-tilbud: 0,4 %