Udspekulerede oddstyve hærger landet over og koster supermarkeder og spillekiosker dyrt. Én har snydt for 275.000, og lige nu efterforsker politiet mere end 100 sager fra hele landet.

Udspekuleret oddssvindel har de seneste år gjort ondt på Danske Spil-forhandlere rundt i landet.

Oddstyve snyder på ulovlig vis kiosker og supermarkeder for tusindvis af kroner ved at undlade at betale for oddskuponer eller ved at forvirre ekspedienterne med diverse afledningsmanøvrer. Det skriver onlinemediet BetXpert.

Svindlen har været en stor plage for forhandlerne, oplyser Danske Spil*.

"Det er uacceptabelt, og vi gør, hvad der er muligt for, at forhandlerne ikke oplever denne type svindel," siger Morten Hedegaard Hansen, pressemedarbejder i Danske Spil*

Danske Spil* har ikke noget overblik over omfanget af oddssvindlen.


"Vi kender ikke det faktiske omfang, da vi ikke hører om alle sager," forklarer Morten Hedegaard Hansen.

100 sager efterforskes

En hurtig søgning på nettet viser dog et væld af artikler fra lokalaviser, der beretter om oddssvindel helt tilbage fra 2013. Og hos Østjyllands Politi er man i øjeblikket i gang med efterforskningen af mere 100 sager fra hele landet, forklarer politikommissær Michelle Husum til BetXpert.

"Det drejer sig foreløbig om syv kriminelle gerningsmænd, hvoraf de seks er blevet sigtet, og en gerningsmand har fået en dom," oplyser hun.

At det ikke er småpenge, det drejer sig om, viser en retssag fra slutningen af 2015. 

Her blev en mand ved Retten i Roskilde dømt for omfattende oddsbedrageri. Mere end 29 gange var det lykkedes ham at snyde for samlet set 275.000 kroner. Det kostede et år og tre måneders fængsel.

Mange gange er det mindre kiosker og butikker, det går ud over. Men også hos Dansk Supermarked - hvor blandt andet Bilka og Føtex hører under - døjer de med, hvad de kalder "halvprofessionel" svindel ved Danske Spils odds-terminaler.

"Vi er desværre bekendt med problemet. Vi oplever, at halvprofessionelle vekselsvindlere forsøger at snyde og forvirre vores medarbejdere ved kassen på forskellige måder. Derfor gør vi rigtig meget for at være opmærksomme og have fokus på også dette i arbejdet ved kassen," forklarer Julie Spanner Kloppenborg, kommunikationsmedarbejder ved Dansk Supermarked, til BetXpert.

To varianter af tricks

Oddssvindlen kan udføres i flere varianter, men der er to typer af tricks, som går igen.

Den ene variant foregår således, at en person går ind til en Danske Spil-forhandler og spiller en livekupon på Oddset, hvor spillet afgøres få minutter efter. Personen spiller for et højt beløb og får ekspedienten til at skrive kuponen ud, mens han endnu ikke har betalt.

Når først kuponen er skrevet ud, siger han så, at han har glemt sin pung i sin bil på parkeringspladsen. Han går herefter ud af butikken, hvor han tjekker sin telefon for at se, om kuponen er gået hjem. Er den det, så kommer han tilbage og betaler for kuponen og får gevinsten. Går kuponen i vasken, så bliver han helt væk. Hermed står forhandleren med tabet. Ofte er der to eller flere personer om det.

Det andet trick går ud på at forvirre ekspedienten ved oddsterminalen. Typisk er der flere personer, som på én gang vil købe cigaretter, veksle penge, og som lægger gamle kuponer frem. På den måde lykkedes det dem måske kun at betale 10 kroner for en kupon til 1.000.

Sætter hårdt ind

Danske Spil* opfordrer forhandlerne til at være ekstra opmærksomme, når de udleverer oddskuponer.

"Det er medarbejdernes ansvar ikke at udlevere en spilkvittering, før de har modtaget betaling for spillet," siger Morten Hedegaard Hansen.

 

Han forklarer, at Danske Spil* er opmærksom på snyderiet og har iværksat en række tiltag.

Blandt andet har de gjort en del for at advare forhandlerne om, at tricktyve kan være på spil. Derudover får ekspedienterne via Danske Spil-terminalerne en advarsel om kun at udlevere spilkuponer, når de har fået pengene.