Lotto-bon eller investering?
Det er det helt store temperaments-spørgsmål, når det gælder sports-betting. Better man, fordi man tror, man på den lange bane kan lave overskud, eller better man for hurtigt at blive millionær?

Der er ingen tvivl om, at bookmakerne elsker, når deres kunder spiller kombinationer - og helst så mange kampe i kombination som muligt.
Forklaringen er enkel. Hvis vi antager, at bookmakeren opererer med en teoretisk tilbagebetaling på 90 procent, så tjener han i gennemsnit 10 procent af indskuddet, hver gang en kunde gambler på en single. Satte kunden 100 kroner, ville bookmakerens gennemsnitlige profit pr. bet altså være en tier.
Spillede samme kunde 10 kampe ”lige på”, ville bookmakerens gennemsnitlige ”profit” pr. 100 kroners-indskud være 65 kroner!

Regnestykket er ikke så vanskeligt (10 kampe i kombination = tilbagebetalingsprocent 35):

90% x 90% x 90% x 90% x 90% x 90% x 90% x 90% x 90% x 90% = 35 procent.

Derfor kan man godt forstå, når spiludbyderne klapper i hænderne, når de modtager kombinations-væddemål, og det er da også derfor, visse spiludbydere ligefrem kræver kombintions-spil af deres kunder (Danske Spil f.eks.).

Da det som udgangspunkt er en dårlig idé for gambleren at kombinere, er alle prof-gambleres væddemål primært single-spil.

Godt i teorien, problematisk i praksis

Men betyder det, at kombinations-spil altid er en dårlig idé? Faktisk ikke, ikke teoretisk i hvert fald, for hvis man går ud fra, at man udelukkende spiller værdi-væddemål, så vil den samlede værdi i teorien stige, når man kombinerer to værdi-væddemål.
Lad os sige, at vi til en weekend har fundet fem værdi-væddemål til 10 procents mer-værdi pr. styk . Disse værdi-væddemål er fundet hos samme bookmaker, hvilket giver os mulighed for at kombinere til det optimale odds.
Spiller vi nu de fem kampe som singler, vil vores gennemsnitlige fortjeneste blive 10 % = tilbagebetaling 110 procent.

Men hvad nu, hvis vi kombinerer de fem kampe? I så fald ville vores teoretiske tilbagebetaling blive enestående 161 procent! (110% x 110% x 110% x 110% x 110% = 161 procent).
Og det vil faktisk sige, at - teoretisk - så burde i vi stedet for f.eks. at placere 100 kroner på hvert af vores fem singler spille ét single-væddemål for 500 kroner. Den teoretiske tilbagebetaling er nemlig meget højere.

I princippet korrekt - problemet er bare, at hvis man spiller på den måde, så kan der gå så længe imellem gevinsterne, at vi risikerer fallit, inden vores ”korrekte” spillemåde belønnes.
Her bevæger vi os over i området money management, men uden at blive teknisk er det indlysende, at der er grænser for, hvor mange ”bad streaks” en gambler kan udholde uden at gå fallit, og hvis man sværger til konsekvent kombinations-spil med mange kampe, så kan der gå længe mellem succes-oplevelserne.

Med single-spil sikrer man, at der er grænser for hvor lange gevinst-løse perioder, man vil blive udsat for.
Det gør samtidig, at man med fornuften i behold er i stand til at skrue indskuddene pr. væddemål op. Det er meget populært at spille kombination-systemer, f.eks. ”tre af fem” e.lign., men man bør spørge sig selv, om det ikke er mere givende i længden bare at spille single-væddemål, og så til gengæld overveje at kaste en lidt større sum efter hvert enkelt bet. Med den strategi vil man på negativ-siden score en lavere gevinst-sum, hvis ”hele dynen” skulle gå hjem, men til gengæld er underskuddet begrænset, hvis f.eks. kun to af de fem kampe skulle nå helskindet igennem.

Ambition: Undgå fallit!

Starter man ud som vordende prof-spiller, bør første ambition være at undgå at gå fallit. En noget defensiv målsætning, som næppe stemmer overens med de flestes bevæggrund for at bevæge sig ud på spillemarkedet, men erfaringen viser, at det er den slags spillere, der profiterer i længden.
Og skal man undgå fallit, så bør man for at minimere risiko starte med at spille singler.
Hvis man ikke kan lave overskud på single-spil, så kan man være helt sikker på, at så kan man det slet ikke ved at spille kombinationer.

Det forfærdende er nemlig, at en tabende spiller - og det er langt de fleste bookmaker-kunder, tallet er 97-98 procent - forøger sin tabs-rate, når han kombinerer kampe.
Satte en gennemsnitlig bookie-kunde 1.000 kroner ind hos en bookmaker (med en teoretisk tilbagebetalings-procent på 90), ville han gennemsnitligt skulle spille sine indskuds-1.000 kroner igennem 10 gange, før han var fallit. Spillede samme kunde f.eks. sekslinger, skulle han kun spille sit 1.000 kroners indskud igennem gennemsnitligt fem gange, før han havde tabt det hele.
Så derfor er det kedelige gode råd til kommende prof.gamblere: Indtil du har bevist, at du laver overskud på den lange bane, så hold dig fra kombinations-spil.

Undtagelsen: De lave værdi-odds

Én undtagelse vil jeg dog godt tillade, nemlig hvis vi taler om væddemål til meget lave odds.

Man skal være varsom og tjekke værdien en ekstra gang, når vi er nede i små odds-størrelser, men det sker, at væddemål også til odds 1,10 har værdi. Med så lille en forrentning er det imidlertid de færreste, der har stor nok bank-roll eller penge nok stående hos den pågældende bookmaker, til at det er tiltrækkende at banke til en ekstrem lav-oddser på et single-væddemål.

Er man stensikker på værdien, kan man imidlertid overveje at bruge denne kamp som kombi-objekt til sine andre værdi-spil (forudsat, det er hos samme bookie, du kan score dig de mest fordelagtige odds).

Men en advarsel: I national liga-fodbold er det sjældent, man kan finde værdi-spil nede i de små odds-størrelser. Det er oftere forekommende, når vi snakker Europa Cup-runder eller landskampe.

I en Europa Cup-runde er det ikke usædvanligt, at man kan trylle en god håndfuld lav-oddsede kampe frem, som alle hver for sig repræsenterer værdi. Oddset er bare så lavt, at det næsten ikke synes umagen værd.
Ér man sikker på værdien i hver enkelt kamp, er kombinations-spil i disse tilfælde imidlertid ikke nogen dårlig option. I Europa Cup’en kan det med behændighed ofte lykkes at finde ret store mer-værdier i lav-oddsere - f.eks. hvis det ”fair” odds er 1,05, så repræsenterer et udbudt odds 1,10 øjenbrynsløftende 100 procents mer-værdi (dette dog afhængigt af hvilken udregnings-metode på over-odds, man benytter - se evt. artiklen tidligere i denne uge ”Den grundlæggende odds-matematik”). Har man en håndfuld af den slags kampe, så kan man såmænd godt overveje at spille dem alle ”lige på”. Man skal være opmærksom på den forøgede risiko for hver kamp, man tilføjer, men i tilfælde som det nævne vil der stadig være pæne muligheder for, at kombinations-væddemålet går hjem, og det til akkumulerede over-odds.


Læs Torben N. Sørensens øvrige artikler: http://www.betxpert.com/articles/main.asp?cat=spil

Og se hans spilforslag: http://www.betxpert.com/ekspert/torben/