Endnu en uge med tre ATP-turneringer står for døren, men der er meget stor forskel på det forventede niveau i de tre turneringer. I Buenos Aires og New York er der én spiller fra top 20 i feltet, mens der er i Rotterdam stiller hele 10 top 20-spillere til start. Derfor vil de flestes øjne nok være rettet mod Holland i denne uge, hvor der også allerede i første runde er flere opgør, som ville være en uge 2 i en hvilken som helst Grand Slam værdig.

Rotterdam, Holland

Rang: ATP 500
Underlag: Indendørs hard
Forsvarende mester: Gael Monfils

Ingen fra top 4 spiller denne uge, men ellers er der ikke mange, der glimrer ved deres fravær. Nummer 5, Medvedev, og nummer 6, Tsitsipas, er topseedede i Rotterdam, og begge har de naturligvis kompetencerne til at gå hele vejen indendørs.

Medvedev nåede semifinalen i denne turnering sidste år, hvor det blev til exit til Monfils, men russeren har i i 2018-2019 vundet tre indendørsturneringer, og selv om det ikke har været de stærkest besatte af slagsen, så har han rigeligt vist, at han skal medregnes på hurtige underlag. Han faldt dog igennem ved World Tour Finals i London sidste år, hvor han tabte alle sine kampe, men dette skal nok ses i lyset af, at han forinden havde kørt et ekstremt hårdt program, som blandt andet bød på et tungt nederlag til Nadal i finalen ved US Open. 

Der findes ingen lette lodtrækninger for nogen i Rotterdam, men det kunne have været for Medvedev, der har en muligt fatigueramt Pospisil i første runde og et forventet opgør mod Krajinovic i anden runde. Derefter kan Rublev vente i et russeropgør med masser af prestige på spil. Rublev vandt Next Gen Finals i 2018 og Moskva sidste år, og med den start han har fået på 2020-sæsonen (11-1), så kan der meget vel vente Medvedev yderst jævnbyrdig modstand og et muligt tidligt farvel allerede i kvartfinalen. Rublev virker dog som en spiller med en overligger, der ikke helt når op til de allerbedste, hvilket man også så ved Australian Open, hvor han tabte tre gange 64 til Zverev uden at tilspille sig en eneste breakbold undervejs. 

I semifinalen kan der vente en tredje russer, Khachanov, som i min bog stadig er en bedre spiller end Rublev, men han er faldet en smule tilbage på ranglisten, mens Rublev er steget, hvilket har givet Rublev en 7. seedning her og Khachanov en useedet position. Khachanov skal dog først igennem en fjerdedel med spillere som Fognini og forsvarende mester, Monfils. Monfils kommer lige fra en turneringssejr i Montpellier, og så er spørgsmålet som altid, om han kan bære den gode form med sig videre til Rotterdam, hvor han har en masser point at forsvare, eller om han er ramt på trætheden efter sin sejr i hjemlandet. 

Han spillede "kun" fire kampe i Montpellier, og de var relativt blide for helbredet, hvis man skal tolke ud fra cifre og kampenes varighed, og da han immervæk får nogle dages pause inden han påbegynder titelforsvaret i Rotterdam, så vil jeg tro, at han vil føle sig klar til at give den fuld skrue igen denne uge. Han spillede virkelig fremragende i turneringen sidste år, og det er vel nærmest den største præstation, han nogensinde har leveret i karrieren at vinde en så stærk turnering, så jeg forventer, at han ikke bare pakker tingene sammen, inden de sjove kampe starter. Hans lodtrækning fordrer i hvert fald ikke et hurtigt exit og en formodet kvartfinale mod Fognini skræmmer næppe.

Tsitsipas skuffede fælt ved Australian Open, hvor han var chanceløs mod Raonic, som konsekvent bombede løs mod grækerens baghånd, som faldt sammen, da den kom under pres. Tsitsipas har problemer mod de store servere, og skærer vi opvisningskampene fra, så har han faktisk kun vundet to af sæsonens første fem kampe. Han sluttede ellers 2019 fornemt af ved at vinde sæsonfinalen i London, så evnerne bør række langt indendørs. 

Han møder Hurkasz i første runde her i Rotterdam, og hvor Tsitsipas har fået en lidt sløj start på 2020, så har polakken spillet en fin sæson indtil videre, hvor det er blevet til syv sejre i ni kampe. Han skufffede ved AO, hvor det blev til et nederlag i anden runde mod Millman, men han virkede også lidt flad i dét opgør. Indendørs bør bekomme ham vel, og han er ikke chanceløs mod Tsitsipas. Vinderen skal formentlig op mod Paire i anden runde, og i kvartfinalen er det svært at spå om, hvem modstanderen bliver, eftersom den del af lodtrækningen indeholder fire klassespillere i form af Shapovalov, Dimitrov, Struff og Auger-Alliasime. 

Semifinalen er på papiret sat til at stå mellem Tsitsipas og Goffin, og hvor Tsitsipas har fået en meget hård lodtrækning, så ser det umiddelbart en anelse lettere ud for Goffin, der kan gå til semifinalen ved at slå Haase, Sinner og Bautista-Agut. Det er ingen enkelt vej for belgieren, der slog Nadal ved ATP Cup, men har skuffet voldsomt siden ved efter min mening at tabe kampene mentalt til Rublev ved Australian Open og til Pospisil i Montpellier sidste uge, hvor Goffin ellers havde mulighed for at serve kampen hjem ved 5-4 i tredje sæt. 

Skuffer Goffin igen, så er det nærliggende at sætte sin lid til Bautista-Agut, som rensede voldsomt igennem alle sine modstandere ved ATP Cup, men tabte overraskende til Cilic allerede i tredje runde ved Australian Open. Bautista kan spille på alle underlag, men udover en enkelt titel på 250-niveau er det aldrig rigtigt lykkedes ham at sætte det helt store i banken indendørs. Han har slået gode spillere indendørs, men han kommer som regel til kort mod de bedste, hvis de er i okay form, og det virker ikke sandsynligt, at han skal kunne komme igennem Tsitsipas i en evt. semifinale. Første runde virker bestemt heller ikke ligetil, efter Fucsovics viser fremragende form i år. Ungareren er ikke ligefrem den mest spektakulære type, men han er stabil på serven og fra begge sider, og er han i form, så skal Bautista ikke slække meget på tingene, hvis han skal komme videre fra det opgør.

New York, USA

Rang: ATP 250
Underlag: Indendørs hard
Forsvarende mester: Reilly Opelka

Det vrimler med big servers i New York denne uge, og der bliver da bestemt også spillet under forhold, som fremmer de kompetencer, som de tungtservende spillere besidder. Sidste år blev turneringen vundet af Opelka, som kommer ind til sit titelforsvar uden at have vundet en eneste kamp i år (0-2) og endda have tabt dem begge til Cuevas og Fognini med 7-6 i afgørende sæt. 

Opelka får i servebomberafdelingen følgeskab af Isner, Raonic, Anderson, Johnson og Sock, mens der skal holdes et vågent øje med Sandgren, Humbert og Edmund. Særligt interessant skal det blive at se, hvordan Sandgren tackler Australian Open-nederlaget til Federer, hvor amerikaneren havde syv matchbolde, før han måtte give fortabt i sin karrieres uden sammenligning største skuffelse resultatmæssigt. Sandgren spillede dog en fremragende turnering i Melbourne, og forhåbentligt kan han tage det med sig videre til New York og resten af sæsonen generelt. Han har aldrig været mere fit, og han er så stærk både offensivt og særligt defensivt, at han i mine øjne har langt flere strenge at spille på end de andre amerikanske og mere klassiske hardhittere, der sætter en ære i at få afgjort boldene så hurtigt som muligt bygget op omkring en stor serv.

Både Isner og Raonic fandt lidt form i Melbourne, og Anderson ser også ud til at ramme bolden udmærket efter sit længe ventede comeback. Af alle spillere i feltet i New York synes jeg dog, at Raonic så klart bedst ud i Australien. Han var fremragende og klinisk mod Tsitsipas, som ikke formåede at tilspille sig en eneste breakbold, og selv om han var chanceløs mod Djokovic senere i turneringen, så efterlod han det indtryk, at han er tilbage på højeste niveau. Går han fri af skader, kan han sagtens nå tilbage i top 10, og han har tidligere præsteret stort i de her mindre amerikanske turneringer på hurtigt underlag. 

Mens Isner har en meget vanskelig lodtrækning med Sandgren i kvarten og Opelka/Anderson i en semifinale, så går Raonic fri af det helt tunge skyts før en evt. finale mod en af de tidligere nævnte. Edmundien kvartfinale kan lyde vanskelig, men briten har ikke ramt fordums styrke længe, og en Raonic i topform taber næppe det opgør pt. I semifinalen ser jeg heller ikke hverken Kecmanovic eller Humbert som den helt store udfordring for Raonic, og det giver nok heller ikke de helt store panderynker, at Jack Sock har fået et wild card og befinder sig i den del af lodtrækningen.

Buenos Aires, Argentina

Rang: ATP 250
Underlag: Grus
Forsvarende mester: Marco Cecchinato

For anden uge i træk spilles der ATP 250 på grus i Argentina, og for anden uge i træk hedder de finaleseedede spillere; Diego Schwartzman og Guido Pella. I sidste uge lykkedes det Schwartzman at spille sig i finalen, hvor det blev til et nederlag i tre sæt til Garin, og i denne uge er chancerne i og for sig tilsvarende gode, eftersom feltet styrkemæssigt minder meget om det, vi havde i Cordoba i sidste uge. Spørgsmålet er så, hvorvidt Schwartzman har rystet skuffelsen af finalenederlaget af sig. Han tabte 6-0 i tredje og var mildest talt ikke tilfreds med sin egen præstation i afgørende sæt. 

Schwartzman kan få sin revanche mod Garin i semifinalen, men jeg tvivler på, at de begge når så langt. Der skal slides noget mere på grus end i indendørsturneringerne, og det kan meget vel tage lidt tid at restituere for dem begge ovenpå sidste uges strabadser i Cordoba. Derudover er feltet fyldt med grushajer, og selv om jeg synes, at øverste halvdel af lodtrækningen ser lidt lettere ud end den nederste, så kan spillere som Ramos-Vinolas, Cuevas, Moutet, Coric (hvis han ellers snart begynder at finde sit niveau igen) og Munar sagtens skabe rigeligt med problemer for både det argentinske hjemmebanehåb og Garin, sådan at ingen af dem ender med at stå i semifinalen på lørdag.

Den nederste halvdel af lodtrækningen virker en smule stærkere, synes jeg. Ikke nødvendigvis navn for navn, men i den type turneringer som denne, er der flere som jeg vurderer har gode chancer for at gøre sig gældende. Pella er som tidligere nævnt seedet til at gå igennem til finalen, og efter et skuffende nederlag til Moutet i Cordoba kunne han godt bruge lidt succes på hjemlig grund, men spillere som Londero og Djere kan spænde ben inden semifinalen, og skulle Pella komme igennem sin fjerdedel, så venter der ham modstand fra en meget stærk fjerdedel, der blandt andet består af spillere som Ruud, Cecchinato (forsvarende mester), Lajovic, Andujar og Verdasco. Fem spillere som alle kan vinde denne turnering, hvis de rammer deres bedste niveau i løbet af ugen. 

Cecchinato er begyndt at finde lidt form igen efter et rædderligt 2019, og kan han komme igennem Ruud/Andujar i anden runde, så tror jeg, han står med gode kort på hånden for at kæmpe med om sit titelforsvar til det allersidste. Han har en French Open-semifinale på cv'et, og hans topniveau er fremragende, så spørgsmålet er, hvor han formmæssigt ligger pt., og hvordan hovedet klarer at skulle spille som forsvarende mester. Da han skulle forsvare sin semifinale i Paris, gik han helt kold mentalt og endte med at tabe til Mahut. Et meget pinligt nederlag for en grusspecialist i verdens største grusturnering.