I denne uge sidder de fleste af topspillerne over, mens vi skal finde værdi i spillerne fra næstøverste hylde. Lars Baes tager her et kig på ATP-turneringer fra München, Estoril og Istanbul, hvor han har fidus til et par spændende outsidere.

Det er tre af de små 250'ere, vi skal runde denne uge på ATP-touren, men det er heldigvis ikke sådan, at vi ikke er garanteret verdensklassetennis, for spillere som Thiem, Kyrgios, Simon, Monfils, Kohlschreiber, Dimitrov og Goffin skal i kamp.

På papiret ser München ud til at blive den stærkeste turnering, mens det ikke ligefrem emmer af forventningsglæde, når man ser feltet i Istanbul.

I München plejer tyskerne at gøre det ret godt foran et relativt talstærkt tysk publikum, men feltet ser så stærkt ud i år, at det umiddelbart er svært at finde den mest oplagte lokale vinder. Kohlschreiber og Zverev er de åbenlyse titelaspiranter fra hjemmebanenationen, mens Dustin Brown ikke er uden chancer for at skabe en gedigen overraskelse.

I Istanbul er Roger Federer forsvarende mester, men han vil til arrangørernes ærgrelse ikke forsøge at genvinde titlen. I stedet er Bernard Tomic førsteseedet, og han er ikke ligefrem et trækplaster i Federer-kategorien.

Feltet er svagt, og spørgsmålet er, om de lokale tyrkere kan lokkes ud til endnu en uge med tennis, efter Istanbul i uge 16 var vært for en WTA-turnering, hvor lokale Cagla Buyukakcay endte med at levere en voldsom overraskelse ved at vinde sin første WTA-titel.

Portugisiske Estoril kan mønstre et lidt stærkere felt, men desværre stiller forsvarende mester, Richard Gasquet, heller ikke op her. Det gør sidste års finalist, Nick Kyrgios, til gengæld, og han ligner et meget varmt bud på en vinder af turneringen, selv om Gilles Simon, Benoit Paire og Guillermo Garcia-Lopez kan gøre ham livet surt undervejs.

Selvom de største stjerner sidder ude denne uge, så kan der sagtens vente nogle tennis- og bettingmæssige interessante turneringer, inden det i uge 18 går løs med den europæiske grussæson. Indenfor den næste måneds tid skal herretouren nemlig både forbi Madrid Masters, Rom Masters og French Open i Paris.

ATP München: Kan Thiem slå igennem den tyske mur?

Turneringsinfo

Sted: München, Tyskland

Status: ATP 250

Underlag: Grus

Antal spillere i hovedrunden: 28

Forsvarende mester: Andy Murray

De fire topseedede: David Goffin (1), Gael Monfils (2), Dominic Thiem (3), Philipp Kohlschreiber (4)

Udvalgte odds - vinder af ATP München 2016

Bedste odds Bookmaker
Dominic Thiem 4,33
Bet365
Gael Monfils 4,50
Unibet
David Goffin 5,00
Bet365
Philipp Kohlschreiber 9,00
NordicBet
Alexander Zverev 18,00
Betsafe
Juan-Martin Del Potro 20,00
NordicBet

Det er slet ikke så tosset et felt, München kan præstere i år. Foruden de i tabellen ovenfor nævnte spillere skal blandt andre Fabio Fognini, Mikhail Youzhny, Ernests Gulbis, Florian Mayer og Thomaz Bellucci også i aktion i den tyske storby.

Lodtrækningen har nok umiddelbart favoriseret Dominic Thiem, når vi skal kigge fra forhåndsfavoritternes perspektiv. Han sidder over i første runde og har umiddelbart Bellucci som værste modstander inden en semifinale. Her vil han så formentlig stå ansigt til ansigt med David Goffin, som han før har udkæmpet drabelige grusdueller mod.

Goffin skal dog lige først igennem tyske Alexander Zverev, som har vist et meget højt topniveau i år og umiddelbart fremstår som tourens mest lovende spiller sammen med Nick Kyrgios.

I nederste halvdel af lodtrækningen kunne det godt ligne en kamp mellem Philipp Kohlschreiber, som var i finalen her sidste år, og som også har vundet turneringen i både 2007 og 2012, Fabio Fognini og andenseedede Gael Monfils, som viste imponerende form med finalepladsen i Monte Carlo forleden.

Fognini ligner dog ikke helt sig selv endnu, og selv om han pressede Nadal i andet sæt i Barcelona, så fremstod han ikke videre som værende i fremragende fysisk form. En spiller, der ligger lidt som en ubekendt størrelse i lodtrækningen, er argentinske Del Potro, som er i gang med et pænt comeback efter en af sine mange skadespauser.

Del Potro har en svær opgave i Dustin Brown i første runde, men kommer han helskindet igennem den, så er der lagt i kakkelovnen til et potentielt storopgør mod Kohlschreiber i kvartfinalen.

Thiem kæmper for tredje titel

4,33 er umiddelbart intet genialt spil på Dominic Thiem som turneringsvinder, når feltet er så stærkt, som det er, men jeg har en god fornemmelse for, at Thiem gerne vil vinde denne turnering, og er motivationen høj, så har jeg svært ved at se andre end Goffin slå ham inden finalen.

Thiem har allerede vundet to titler på dette niveau i år. Han har slået Nadal i en gyser af en grusmatch, og han har vundet samtlige af sine 11 kampe, der er gået i tre sæt i 2016. Han ser ud til at være i ret god form, og jeg hælder mere til 25% end 20% i min vurdering af hans titelchancer i München.
 

ATP Istanbul: Granollers kan true Dimitrov

Turneringsinfo

Sted: Istanbul, Tyrkiet

Status: ATP 250

Underlag: Grus

Antal spillere i hovedrunden: 28

Forsvarende mester: Roger Federer

De fire topseedede: Bernard Tomic (1), Grigor Dimitrov (2), Ivo Karlovic (3), Federico Delbonis (4)

Udvalgte odds - vinder af ATP Istanbul 2016

Bedste odds Bookmaker
Grigor Dimitrov 4,00
Betsafe
Federico Delbonis 6,00
NordicBet
Marcel Granollers-Pujol 10,00
NordicBet
Bernard Tomic 13,00
Bet365

Grigor Dimitrov og Federico Delbonis er turneringens store favoritter i én af de nyere turneringer i ATP-kalenderen. Det er kun andet år, turneringen i Istanbul afholdes, og sidste år tourdebuterede tyrkerne endda med en kroning af Roger Federer som turneringens første vinder.

Dimitrov er "kun" andenseedet, selv om han er den soleklare favorit. Bernard Tomic, det australske problembarn, som bestemt ikke har grus som sit favoritunderlag, er seedet 1'er, og oddsmæssigt nummer fire i favorithierarkiet.

Dimitrov har fået en fin lodtrækning, hvor han kun skal igennem enten Krajinovic eller Ungur for at nå kvartfinalen. Her venter med al sandsynlighed tjekkiske Jiri Vesely, som slog Novak Djokovic i Monte Carlo, men umiddelbart ser jeg ikke Vesely som det værste matchup mod en motiveret Dimitrov. 

Finder Dimitrov motivationen, så er det svært at se, hvem der skal stoppe ham udover bookmakernes næststørste favorit, Delbonis, men jeg har en lille fidus til, at Granollers-Pujol, som var yderst velspillende i Monte Carlo, kan gå hele vejen her. Lodtrækningen er god (bortset fra, han er i halvdel med Dimitrov), og han er altid en tricky modstander for spillere fra et felt som dette.

Dimitrov eller Granollers hæver trofæet

Jeg er tæt på at finde noget værdi i et kombinationsodds mellem Dimitrov (4,00) og Granollers-Pujol (10,00). Laver man en halvgardering på de to udfald, får man et effektivt odds på 2,86.

Jeg tror ikke rigtigt på, at Tomic eller Karlovic, som er seedet 1 og 3, præsterer noget særligt her, og Delbonis kunne godt få en kort uge efter at have præsteret godt i en længere periode. Noget, Dimitrov og Granollers bør profitere af.
 

ATP Estoril: Den ligger til højrebenet for Kyrgios

Turneringsinfo

Sted: Estoril, Portugal

Status: ATP 250

Underlag: Grus

Antal spillere i hovedrunden: 28

Forsvarende mester: Richard Gasquet

De fire topseedede: Gilles Simon (1), Nick Kyrgios (2), Benoit Paire (3), Joao Sousa (4)

Udvalgte odds - vinder af ATP Estoril 2016 

Bedste odds Bookmaker
Nick Kyrgios 4,00
Unibet
Benoit Paire 6,00
Bet365
Gilles Simon 6,00
Unibet
Guillermo Garcia-Lopez 13,00
Unibet
Joao Sousa 16,00
Unibet

I Estoril har jeg en klar favorit i skikkelse af Nick Kyrgios, men desværre har bookmakerne valgt at sætte deres lid til samme hest. Kyrgios er forsvarende finalist i Estoril (tabte til Gasquet sidste år), og han har set bedre og bedre ud i 2016, som sæsonen er skredet frem.

Det vrimler derudover ikke ligefrem med kompetente modstandere til titlen, og har Kyrgios motivationen for at gå et skridt længere end sidste år, så kan han formentlig selv afgøre, om det så også skal ske.

Det taler dog imod, at Kyrgios sæsondebutterer på gruset, og selv om han formentlig er formstærk og viste fine grusevner sidste år, så bør dette underlag ikke ligge voldsomt naturligt til ham. Jeg har nok svært ved at hive mig over 25%, selv om Kyrgios' også har fået en meget fin lodtrækning, hvor vejen til finalen er brolagt med spillere, der normalt befinder sig et skridt eller to længere nede i niveau.

Kyrgios befinder sig i nederste halvdel, og øverste halvdel ser umiddelbart en del stærkere ud, når det kommer til antallet af titelaspiranter.

Her gemmer sig både Gilles Simon, form- og grusstærke Benoit Paire, Guillermo Garcia-Lopez, der endelig er ved at finde lidt form igen (og har en semifinale at forsvare fra 2015) samt Fernando Verdasco, som dog i skrivende stund venter på at spille en regnvejrsudsat finale i Bukarest.

Formsvag Sousa skal vise flaget

Joao Sousa har været en af sæsonens helt store skuffelser efter min mening. Jeg rangerer ham normalt som en mentalt kompetent spiller med et solidt og temmelig højt topniveau. Han plejer at kunne bide skeer med stort set alle udenfor top 10, men i år har han næsten intet vundet.

Det kunne meget vel skifte denne uge, hvor Sousas motivation må være i top, og han har ikke fået den værste lodtrækning (står dog til Kyrgios i semifinalen). Odds 16 er jeg dog lidt lunken overfor ift. værdispørgsmålet, eftersom formen stadig ikke rigtigt har vist sig, og historikken i Oeiras/Estoril er intet at prale af.

ATP Challengers denne uge

An-Ning, Kina

Turneringen spilles på grus. Franco Skugor vandt turneringen i 2015.

Ostrava, Tjekkiet
Turneringen spilles på grus. Inigo Cervantes-Huegun vandt turneringen i 2015.

Tallahassee, USA
Turneringen spilles på grus. Facundo Arguello vandt turneringen i 2015.

Taiwan, Taiwan
Turneringen spilles på indendørs hard. Samuel Groth vandt turneringen i 2015.

WTA-karavanen gør denne uge stop i...

Rabat, Marokko
Turneringen er en International Event (226,750$) og spilles på grus. Elina Svitolina er forsvarende mester.

Prag, Tjekkiet
Turneringen er en International Event (426,750$) og spilles på grus. Karolina Pliskova er forsvarende mester.