Er der én turnering, hvor Nadal har været særligt suveræn gennem tiden, så er det i Barcelona, hvor den spanske gruskonge har løftet sejrstrofæet hele 11 gange. Kun to sæt har han tabt i de 11 turneringer, han har vundet, og han har i skrivende stund vundet 30 sæt i træk i turneringen. Kan han komme sig ovenpå choknederlaget mod Fognini i Monte Carlo, det er ugens helt store spørgsmål? Udover turneringen i Barcelona spilles der en mindre turnering i Budapest.

Barcelona, Spanien

Rang: ATP 500
Underlag: Grus
Forsvarende mester: Rafael Nadal

Nadal fik frygtelige klø af Fognini i Monte Carlo, og der var mildest talt ikke megen gruskonge over ham i den kamp. Han lignede generelt en mand uden særlig selvtillid i løbet af turneringen, og det var da også dér, han selv slog ned efterfølgende. De mange skader har gjort ham mindre selvsikker - det giver faktisk ganske god mening, og det beviser blot, at selv Nadal er menneskelig.

Denne turnering i Barcelona har han vundet 11 gange, og han plejer at gøre det med stil. 30 sæt har han vundet i træk her, og sidste år destruerede han Tsitsipas i finalen. I år ser lodtrækningen svær ud. Han er sat til at møde netop Tsitsipas allerede i kvartfinalen, og i semifinalen kan han stå overfor den værst tænkelige modstander; Dominic Thiem. 

Thiem skuffede med 3-6 3-6 mod Lajovic i Monte Carlo, men han er specialist på underlaget, og med den form han viste i Indian Wells (som han vandt), så er det et spørgsmål om tid, før han også for alvor får gang i spillet på grus. Thiems tunge grundslag kan sætte en kæp i hjulet for enhver, og hæver Nadal ikke niveauet fra Monte Carlo, så er det bestemt ikke givet, at han går videre fra en potentiel semifinale mod Thiem. Forinden har Nadal dog ganske kompetente hurdler at overkomme, og der kunne gemme sig et interessant opgør i tredje runde mellem Nadal og Ferrer. Fire gange har de to mødt hinanden i finalen i denne turnering, og hver gang har Nadal gjort det af med sin landsmand i to sæt. Dette er Ferrers sidste gang i Barcelona, og mon ikke han gerne vil krone sin flotte karriere med en sejr over netop Nadal i netop denne turnering.

Thiems vej til semifinalen ser bestemt heller ikke let ud. Han skal op mod Schwartzman allerede i sin første kamp, og derefter kan vente gode grusspillere som Munar, Carreno-Busta (som dog lige er vendt tilbage fra skade), Khachanov eller en formstærk Paire.

I den nederste halvdel af lodtrækningen er Zverev og Nishikori sat til at møde hinanden i semifinalen. Ingen af dem viser dog synderligt god form, og der er masser af dygtige grusspillere, der kan spænde ben for dem undervejs. Nishikori vandt turneringen her i 2014 og 2015, så han har nogle meritter herfra, han kan finde selvtillid i, men i sidste uge, hvor han forsvarede en finaleplads i Monte Carlo, røg han alligevel ud i sin første kamp, så det lader ikke til, at niveauet er der pt. Nishikori kan komme op mod tourens mest brandvarme spiller, Fognini, i kvartfinalen, og hvis Fognini kan fortsætte stilen fra Monte Carlo, så bliver det et meget vanskeligt bjerg at bestige for den formsvage japaner. 

Fognini, der satte Nadal eftertrykkeligt på plads sidste uge, kan både være en spiller, der rider videre på momentum, men han kan også være en spiller, der mentalt stadig svømmer rundt i sin gyldne uge i Monte Carlo og derfor ikke investerer det nødvendige i endnu et "run" denne uge. Jeg har lidt på fornemmelsen, at han ønsker at toppe senere på grussæsonen, hvor der både spilles Masters i Rom og naturligvis French Open, så han kan gøre mere skade på sæsonen ved at køre en fuld uge igen her i Barcelona, som med al respekt ikke har sammen prestige over sig som eksempelvis turneringerne i Rom og Paris.

Zverev er sat til en kvartfinale mod Medvedev, der spillede blændende i Monte Carlo, men endte med at gå helt død mod Lajovic i semifinalen. Russeren kunne også godt tænkes at tage den med ro denne uge og gemme det tunge artilleri til senere. Zverev derimod har brug for at få nogle sejre under bæltet. Han har længe været ekstremt svingende, og rammer han ikke sit topniveau, så har han svært ved at finde alternative løsninger rent taktisk. Lodtrækningen er ellers god for tyskeren, der i værste fald kan se frem til et opgør mod Dimitrov i ottendedelsfinalen. Dimitrov viser nogle tegn på forbedring pt., og da han er en ganske udmærket grusspiller, så er det heller ikke umuligt, han kan blive den næste, der gør det af med Zverev.

Budapest, Ungarn

Rang: ATP 250
Underlag: Grus
Forsvarende mester: Marco Cecchinato

Førsteseedede Cilic har ikke ramt en kugle meget længe, men måske kunne en lille turnering som denne være starten på en god optakt til French Open, som dog næppe er sæsonens helt store mål for Cilic, som aldrig for alvor har truet de bedste spillere på gruset. Lodtrækningen er ellers fin for det kroatiske tårn, der dog kan komme op mod Cuevas allerede i sin første kamp i turneringen. 

Basilashvili eller Djere virker umiddelbart som de sværeste modstandere for Cilic i en eventuel semifinale, men særligt den georgiske hardhitter ved man aldrig rigtigt, hvor man har. Han kan spille blændende tennis, men han kan også falde helt igennem og mest af alt ligne én, der hellere vil være alle andre steder end på en tennisbane. Jeg ser dog en lille stjerne i ham, fordi han er typen, der går efter sine slag uanset stilling osv., og selv om han måske er skabt bedre til hard court, så er grus intet dårligt underlag for ham. Hvis han er motiveret, så kan han godt gå langt her i Budapest, men motivation hos ham er næppe noget, jeg kan anbefale, man skal sætte sine penge på, før man har set ham i aktion i turneringen.

Nederste halvdel af lodtrækningen ser på papiret bedre ud, synes jeg. En semifinale mellem Coric og forsvarende mester, Cecchinato, er i kortene, og særligt italieneren må regnes som én af de helt store outsidere til at gentage kunststykket fra sidste år. Han kan dog komme op mod sidste års finalist, Millman, allerede i kvartfinalen, og det kan godt blive en svær opgave, hvis Millman rammer samme niveau i år som i 2018. Australieren kan spille på alle underlag.

Coric er seedet 2 og har fået en rigtig fin lodtrækning. Jeg er dog ikke helt sikker på hans motivation denne uge og kan godt se ham tabe til f.eks. Krajinovic i kvartfinalen. Krajinovic vil helt sikkert gøre sit for at gå langt her (særligt efter en hårdt tilkæmpet sejr over Seppi i første runde). Coric er stadig ikke dér, hvor han bare kan forvente at gå let igennem modstandere som Krajinovic. Han skal stadig slide, hvis han skal gå langt i turneringerne, og det ved jeg som sagt ikke rigtigt, om jeg tror, han vil i denne lille turnering så tæt på store Masters-turneringer og French Open.