Caroline Wozniacki har fået nok. I samråd med sin far, trækker den danske tennisspiller sig i protest mod WTAs nye rangliste-regler...

Caroline Wozniacki har fået nok. Hun er træt af at høre på kritik af sin opvisningskamp i Hviderusland og det famøse kram med diktator Lukasjenko. Hun er træt af det tætpakkede WTA-program der ikke giver hende lov til at være det hun er, nemlig en ung pige der gerne vil nyde livet ved siden af tennis-karrieren.

Og verdensetteren er især træt af WTAs nylige beslutning om at ændre ranglistesystemet – en ændring der vil koste hende den førsteplads hun har kæmpet så hårdt for.

Sidstnævnte var dråben der fik bægeret til at flyde over.

Caroline holder pause på ubestemt tid”, skriver Piotr Wozniacki i en pressemeddelelse sendt torsdag aften dansk tid, i protest mod hvad han og datteren opfatter som en personlig hetz.

Ingen Grand Slam – ingen førsteplads

WTA offentliggjorde torsdag ved Sony Ericsson Open i Miami, hvor Caroline Wozniacki mandag blev slået ud af tyske Andrea Petkovic, et nyt ranglistesystem, som i praksis vil gøre det næsten umuligt at nå førstepladsen på verdensranglisten uden at have vundet en Grand Slam. Det nye system vil træde i kraft med udgangen af april.

Under det nye ranglistesystem vil en Grand Slam-sejr give mere end det dobbelte antal points i forhold til tidligere, mens uddelte points ved øvrige turneringer reduceres med op til 25%. Det vil således næsten kun kunne lade sig gøre at tage førstepladsen på verdensranglisten uden en Grand Slam-sejr hvis spillere, der ellers befinder sig et stykke nede på ranglisten, tager sig af Grand Slam-titlerne i løbet af sæsonen.

Dertil kommer en ny feature, hvor indbyrdes opgør mellem spillere indenfor det seneste år også vil have indflydelse på rangeringen. Ud fra de points man spiller om ved turneringerne året igennem, modtager man en vejledende placering på ranglisten – herefter vil man i intervaller på fem (1-5, 6-10, 11-15 osv.) uddele ekstra points baseret på præstationer i evt. indbyrdes kampe, som kan (men ikke nødvendigvis vil) ændre på placeringen. Også i de indbyrdes kampe vil en Grand Slam-sejr tælle ekstra (noget der minder om udebanemål i fodbold).

For Caroline Wozniackis vedkommende vil det nye ranglistesystem betyde at hun falder til femtepladsen på verdensranglisten, mens Kim Clijsters via sine Grand Slam-sejre ved US Open og Australian Open er ny suveræn nummer et på ranglisten. Francesca Schiavone (French Open-vinder i 2010) tager andenpladsen, mens Vera Zvonareva og Li Na (hhv. to og én Grand Slam-finaleoptræden indenfor det seneste år) tager sig af tredje- og fjerdepladsen.

Wozniackis præstationer ved de mindre turneringer fastholder hende i top 5, men nederlag til Zvonareva ved US Open og senest nederlag til Li Na ved Australian Open, samt det faktum at hun ikke har været i en Grand Slam-finale indenfor det seneste år, forhindrer hende i at komme højere end femtepladsen. Danskeren holder en indbyrdes fordel overfor Schiavone, men italienerens Grand Slam-sejr gør det umuligt for danskeren at indhente hende – når samtidig hun har lidt de førnævnte Grand Slam-nederlag til Zvonareva og Li Na.

Serena Williams, der holder en lang ufrivillig tennispause pga en fodskade, vil være rangeret som nummer seks i det nye system – takket være sin sejr ved Wimbledon sidste år.

Hetzkampagne”

Den danske verdensetters far og træner, Piotr Wozniacki, raser over beslutningen om et nyt system og langer i pressemeddelelsen, hvor datterens tidsubestemte pause annonceres, ud efter WTA, som han beskylder for at køre en hetz mod Caroline Wozniacki.

Piotr Wozniacki udtrykte i sidste uge mishag over datterens manglende fritid, bl.a. pga. forpligtelser overfor WTA – en kritik som WTAs kommunikationschef Andrew Walker afviste, med henvisning til at spillerne selv har accepteret det program, der er fremsat for de enkelte turneringer.

Vi vil ikke stå model til den hetzkampagne, der føres mod Caroline”, udtaler Piotr Wozniacki i pressemeddelelsen, og lægger vægt på at han hverken som far eller træner til Caroline kan acceptere det tætpakkede program datteren er udsat for.

Caroline Wozniacki har ikke selv udtalt sig vedr. tennis-pausen, men det er almindeligt kendt at Piotr udtaler sig på hendes vegne.