Superliga-bolden ruller igen. Læs optaktsartiklen der gennemgår de 12 hold: transfers, styrker/svagheder, indsats i den forgangne sæson og chancer i den nye...

Når OB lørdag kl. 17 får besøg af FC Nordsjælland, markerer startfløjtet i kampen åbningen på sæson 2011/2012 i Superligaen, der som sædvanlig strækker sig over 33 spillerunder. Resten af første spillerunde spilles søndag (4 kampe) og mandag (1 kamp).

I sidste sæson måtte vi sige farvel til Randers og Esbjerg, der begge rykkede ned via en dramatisk sidste spillerunde. Henover sommeren var der dog tvivl om Randers nu også skulle ned, da en sag om tvivlsomme kontraktforhold stillede tvivl ved Lyngbys berettigelse i den bedste fodboldrække. En kontroversiel dom mandag fastslog dog at der ikke kunne røres ved Lyngbys Superliga-eksistens.

Dermed klarede begge af sidste sæsons oprykkere frisag, hvilket var noget af en overraskelse. Man siger dog, at anden sæson er den sværeste som oprykker, så måske disse to, Horsens og Lyngby, må tage turen ud af Superligaen ved næste sæsons afslutning .

I den kommende sæson skal de bl.a. kæmpe med HB Køge og AGF, der begge formåede at hive sig op i Superligaen efter kun et år i 1. division ovenpå netop nedrykning fra Superligaen. Så vi har altså sagt farvel til Randers og Esbjerg og goddag til HB Køge og AGF.

I den anden ende af tabellen sikrede FC København sig det sikreste mesterskab i Superligaens historie, hvilket må siges at være noget af en bedrift. Hele 26 point var man bedre end nummer 2, OB, da regnskabet til sidst skulle gøres op. Forhåbentlig får ”Løverne” lidt mere kamp til stregen i den kommende sæson.

Jeg vil så vidt muligt prøve at komme med mine tanker om hvad vi kan forvente os af de 12 forskellige Superliga-mandskaber i den kommende sæson – bl.a. på baggrund af sommerens til- og afgange. Det er naturligvis en subjektiv vurdering, og jeg ser meget gerne, at I byder ind med jeres tanker i den dertilhørende tråd.

Hold også øje med BetXperts Superliga-tips:

http://betxpert.com/ekspert/nikolaj-petersen

http://betxpert.com/ekspert/tommy-shearer


AAB

AaB reddede med nød og næppe livet i landets bedste række, da et sent Esbjerg-mål i sidste spillerunde sendte Randers ud i mørket. AaB havde ovenpå et sløjt efterår rustet kraftigt op til forårssæsonen og fik efter en sløv start skabt nogle resultater. Faktisk kørte det så godt, at medier og omgivelser med et stykke tilbage af sæsonen stort set var begyndt at forberede sig på endnu en sæson i den bedste række for Aalborg mandskabet. Det var formentlig derfor tingene pludselig gik i stå for AaB, der blev sin egen værste fjende og altså var få minutter fra nedrykning. Heldigvis, for dem, blev de altså reddet til allersidst.

Mange af de spillere der forstærkede holdet i foråret var dog lejesvende – fx angriber Morten ”Duncan” - der sidenhen er blevet vejet og fundet for tunge sådan rent økonomisk af sportsdirektør Lynge Jakobsen. I stedet har Lynge valgt at satse på truppens unge og billigere spillere. Det er også gået ud over én af de erfarne spillere der var i klubben i forvejen. Den rutinerede målmand Karim Zaza er blevet vraget til fordel for sin reserve, den unge og lovende Nicolai Larsen, der har en fortid i Lyngby og har en masse u-landskampe på CV'et.

Væk er i øvrigt også forsvarsprofilen Dennis Marshall der 23. juni blev dræbt i en trafikulykke i hjemlandet Costa Rica.

Satsningen på ungdom (man har dog stadig Wähler og Bøgelund i forsvaret, samt Chanko, Würtz og Augustinussen på midtbanen) er noget af et gamble i Aalborg-klubben, eftersom netop en urutineret og profilløs trup sendte nordjyderne nedenunder stregen i første halvdel af sidste sæson. Men måske strategien får mere succes denne gang. Træner Kent Nielsen har i hvert fald i Horsens tiden vist at han kan bygge et konkurrencedygtigt mandskab op omkring meget lidt, hvilket også bliver målet i AaB.

Har han en dedikeret spillertrup på sin side, så kan vi forvente et defensivt kompakt mandskab, der vil satse alt på omstillinger og dødbolde. På mange måder de dyder der gjorde AaB til mestre for nogle år tilbage, dog denne gang i noget mindre sofistikeret udgave.

Dyder eller ej, forventer jeg en placering i den ”forkerte” ende af tabellen for AaB. Dette er på alle måder en mellemsæson, hvor spillerudvikling kommer før sportslige ambitioner. Er konceptet klart og truppen dedidkeret, så tror jeg dog på at man igen redder sig en sæson i den bedste række.

IND: Ingen 

UD: Morten ”Duncan” Rasmussen (Lejeretur, Celtic), Michael Lumb (Lejeretur, Zenit), Kayke Rodrigues (Lejeretur, Vila Nova), Daniel Christensen (SønderjyskE), Michael Sten (Ventura County Fusion), Marc Pedersen (kontraktudløb), Karim Zaza (kontraktudløb), Ibekwe Chijioke (kontraktudløb), Dennis Marshall (afgået ved døden)


AC HORSENS

Som ventet sikrede AC Horsens sig endnu en sæson i landets bedste række ovenpå oprykningen sidste sæson. Holdet måtte dog lide den skæbne at blive kaldt kedeligt ovenpå flere målløse kampe. Man markerede sig med en dedikeret fysisk indsats, ligesom holdet ofte var sat taktisk flot op af træner Johnny Mølby.

Offensivt haltede det dog af og til, hvilket bl.a. var en af årsagerne til det noget kedelige prædikat holdet fik sat på sig. Jeg synes at Horsens af og til mestrerede glimrende pasningsfodbold, men mangel på støtte til angriberne gjorde det for nemt for modstanderne at neutralisere Horsens offensiv.

I dette transfervindue har Horsens handlet fornuftigt ind. Man har sagt farvel til gamle og ligegyldige periferi-spillere og har derved fået råd til at hente fornuftige forstærkninger i Søren Jensen (forsvar) fra Randers FC og Jeppe Mehl (kant) fra Esbjerg.

Alt i alt bør man altså være styrket til den kommende sæson, hvor Horsens nok vil holde fast i Johnny Mølbys solide koncept. Ambitionen bør dog være at blive lidt farligere foran modstandernes mål, så man kan vende de tætte kampe, som der var mange af sidste sæson, til ens fordel. Især Jeppe Mehl kan her blive et aktiv.

Jeg regner med at Horsens placerer sig midt i tabellen. Truppen bør være for god til at rykke ned, man samtidig for svag til at blande sig i kampen om de europæiske placeringer. Pokalen virker som et oplagt sted at satse – også selvom man altså siger at anden sæson er sværere end den første ovenpå en oprykning.

IND: Søren Jensen (Randers FC), Alexander Juel Andersen (Viborg FF), Jeppe Mehl (Esbjerg fB) 

UD: Rasmus Katholm (kontraktudløb), Allan K. Jepsen (karrierestop), Ulrik Lindkvist (kontraktudløb), Sebastian Andersen (Lejeretur, Esbjerg fB), Jimmy Mayasi (fritstillet), Tonny Brochmann (kontraktudløb)


AGF

Peter Sørensen skulle lære spillertruppen fodboldens ABC, da han sidste sommer overtog det århusianske trænersæde ovenpå en katastrofal nedrykning. Den tidligere Fredericia træner fik dog guidet AGF igennem en hamrende solid sæson i 1. division, hvor der ret beset aldrig var tvivl om oprykningen. De Hvide fra Fredensvang var simpelthen for stærke til den næstbedste række.

Det var dog ikke helt udramatisk, da den forventningsfulde fanskare til tider var utilfreds med trænerens taktiske dispositioner. Peter Sørensen, der i sin tid stod i lære hos succesfulde Ståle Solbakken, stod dog godt imod og havde tydeligvis 100% opbakning til sine idéer fra spillertruppen.

Transfermæssigt har AGF gjort sig lidt i et scoop ved at hente Atle Roar Håland i OB. Nordmanden er ganske vist ved at være oppe i årene, men har gang på gang markeret sig som en af ligaens mest solide midterforsvarere. Han har den klasse og erfaring der skal til at styre defensiven igennem en svær første sæson.

Og så har man senest hentet Søren Larsen, der vil give AGF flere strenge at spille på rent offensivt. Larsen er en typisk boksspiller, der skal serviceres via indlæg, mens de andre angrebsspillere vandrer meget. Kan Larsen holde sig skadesfri, kan han nemt blive et stort aktiv for århusianerne – og igen komme i betragtning til landsholdet.

AGF's allerstørste aktiv kan dog nemt blive Peter Sørensen, der er en meget grundig og hårdtarbejdende trænertype. Han kan med rette anses for at være en af de dygtigste trænere i ligaen, men spørgsmålet er hvordan han vil håndtere mediepresset på den allerstørste scene.

Jeg forventer mig en midterplacering af Århus-klubben. Det var en Superliga-trup der rykkede ned, og det er en Superliga-trup der rykker op; forstærket af Håland og Larsen. Målsætningen vil naturligvis primært være at sikre sig endnu en sæson i bedste række, men jeg forventer at man gør det før sidste spillerunde.

IND: Anders Nielsen (Lejeretur, SønderjyskE), Emil Ousager (OB), Atle Roar Håland (OB), Søren Larsen (Toulouse)

UD: Anders Rasmussen (kontraktudløb), Frederik Krabbe (Lyngby), Nicolaj Christensen (kontraktudløb), Dan Thomassen (Ravenna)


BRØNDBY IF

Brøndby begyndte på et nyt kapitel i klubbens historie i sidste sæson. Ny sportschef og ny klar strategi, der sætter det som mål at satse på egne talenter. Første sæson slap man på sin vis heldigt fra, da det blev til en pæn tredjeplads. Men omskiftelige præstationer og lavt bundniveau gav alligevel alvorlige ridser i lakken.

Brøndby begyndte allerede i sidste sæson at lade op til den kommende sæson, og det var ikke armbevægelser der manglede. Klubben har dog fået et realitetstjek og har langsomt skruet ned for forventningerne, hvilket understreges af at eneste sommerindkøb er FCM-offensivmanden Mikkel Thygesen, der er en kvalitetsspiller, som dog havde problemer med at ramme topniveauet til sidst i det midtjydske.

Resten er blevet ved rygterne. Især den længe efterspurgte angriber må man lede længe efter på Vestegnen. Pt. virker det mest realistisk med et comeback til Morten ”Duncan” Rasmussen, der dog ikke virker til at være den profil trænerteamet efterspørger.

På den anden side har Brøndby luget godt ud i truppen. Faktisk så meget, at den trup der i slutningen af sidste sæson var alt for bred, nu er alt for smal ifølge træner Henrik Jensen.

Brøndby vil gerne være det boldbesiddende hold, men man skal blive langt mere effektiv i det åbne angrebsspil. Alt for ofte har man måtte lukrere på evnerne ved dødbolde for at finde åbningsmålet, der kunne åbne modstandernes defensiv lidt mere op. Træningskampene har ikke antydet et skift i den tendens.

Medmindre der findes et par kvalitetsforstærkninger frem inden transfervinduet lukker, så har jeg svært ved at se BIF for alvor true OB og FCK i den kommende sæson. Der er talent, men en del skal finpudses.

IND: Mikkel Thygesen (FC Midtjylland) 

UD: Pierre Kanstrup (Brønshøj), Bruno Batata (Lejeretur, Corinthians Paranaense), Daniel Wass (Benfica), Mikkel Bischoff (Lyngby), Ousman Jallow (kontraktudløb), Beran Camili (kontraktudløb), Peter Madsen (Leje, Lyngby), Remco van der Schaaf (kontraktudløb)


 

FC KØBENHAVN

Nordens fodboldflagskib viste sig fra sin stærkeste side nogensinde, da man både opnåede et sikkert mesterskab og en imponerende andenplads i CL-gruppen (hvorefter det blev til elimination mod Chelsea). Eneste malurt i bægeret var den tidlige exit i pokalturneringen, hvor træner Ståle Solbakken dog stillede med mange reserver.

Meget har dog forandret sig henover sommerpausen for den mægtige københavnerklub. Ståle er taget til Köln og blevet erstattet af den tidligere svenske topspiller, Roland Nilsson, der bl.a. har et svensk mesterskab på træner-CV'et.

Spillertruppen har også været igennem en gevaldig overhaling, hvor 3 ud af de 4 faste i forsvaret har forladt klubben. På midtbanen har man solgt ankermanden, William Kvist, mens den erfarne offensiv-klassespiller, Jesper Grønkjær, har lagt støvlerne på hylden.

Ind er i stedet kommet islandske Ragnar Sigurdsson (midterforsvar) fra IFK Göteborg, den erfarne norske landsholdsspiller, Christian Grindheim (defensiv midtbane) og den norske ligas topscorer, Pape Pate Diouf (venstrekant). Spillere der på hver deres måde er profiler i skandinavisk fodbold, men spørgsmålet er naturligvis om de kan lukke de tydelige huller. Det ligner en svær opgave.

Derudover må man formode, at FCK går efter at forstærke bredden på back-siden. Pt. ser det ud til at man satser på Johnny Thomsen og Pierre Bengtsson, der har været profiler i mindre Superliga-klubber. Men backups må være en prioritet.

Taktisk kan man næsten altid forvente noget velorganiseret og kompakt, når der er tale om svenske trænere. Spørgsmålet er om Nilsson kan bygge videre på den udvikling Ståle Solbakken omsider havde sat i gang, hvor holdet i højere grad smed tøjlerne og leverede væsentlig mere underholdende fodbold. Jeg er bange for at svenskeren får en hård opstart, når man ser på de forventninger der er til FCK. Indtil videre lugter det af en 4-4-2 med mindst een centralt søgende midtbanespiller på kanterne.

Jeg forventer naturligvis, at FCK snupper guldet nok engang. Selv med stor udskiftning er truppens af en helt anden kvalitet end de andre klubber. Ingen andre hold holder lige så højt bundniveau som FCK, ligesom københaverne har en beundringsværdig bredde.

IND: Søren Frederiksen (Lejeretur, Sønderjyske), Johnny Thomsen (SønderjyskE), Morten Nordstrand (Lejeretur, FC Nordsjælland), Bryan Oviedo (Lejeretur, FC Nordsjælland), Peter Larsson (Lejeretur, Helsingborg), Ragnar Sigurdsson (IFK Göteborg), Christian Grindheim (Heerenveen), Pape Pate Diouf (Molde), Youssef Toutouh (Hvidovre) 

UD: Zdenek Pospech (Mainz), Oscar Wendt (Mönchengladbach), Mikael Antonsson (Bologna), Danni Jensen (kontraktudløb), Jesper Grønkjær (karrierestop), Jos Hooiveld (Lejeretur, Celtic), William Kvist (VfB Stuttgart)


 

FC MIDTJYLLAND

Midtjylland kunne have fået en af klubbens pæneste sæsoner sådan rent sportsligt, men endte i stedet med nul og niks i 2010/11. Især var det skuffende, at man for andet år i træk tabte pokalfinalen til FCN. Ligeledes trak man det korteste strå i kampen om bronzemedaljerne, der i stedet gik til Brøndby. Derudover må det siges at være en skuffelse, at vi endnu ikke har set skyggen af de mange indiske millioner, der i en overgang blev betragtet som en realitet.

Midtjyderne har da heller ikke udvist det sædvanlige hovmod henover sommerpausen. Man har vinket farvel til en stor personlighed i form af Mikkel Thygesen og i stedet har hentet en af sidste sæsons største fiaskoer, Tim Janssen (angriberen scorede 15 mål for Esbjerg i 2009/10, men kun 8 i 2010/11). Hollænderen har dog tidligere vist sine styrker og kan meget vel være et fornuftigt indkøb for Midtjylland, der i den grad har savnet en klassisk boksspiller.

Konceptmæssigt famlede Midtjylland henover sidste sæson. De store armbevægelser kom til udtryk i form af en idé om at være boldbesiddende og holde bolden langs jorden, men spillerne havde uhyre svært ved at finde hoved og hale i det koncept. Da Glen Riddersholm kom ind, fik han mere arbejdsro end Allan Kuhn havde haft, men spillestilen var stadig ikke helt oppe på det niveau som klubbens ledelse åbenbart kræver. Er det stadig et ultimativt krav, bliver det et meget svært for Riddersholm at mestre. Den direkte spillestil og de mere primitive dyder passer den nuværende spillertrup bedre.

Placeringsmæssigt kunne jeg godt se FCM indtage 4.-pladsen nok engang. Det ligner en mellemsæson for klubben, der har meldt klart ud at det er slut med dyre indkøb som Jonas Borring og at man fremover vil holde fuld fokus på talentudviklingen. I den kommende sæson skal talenterne finde ud af hvilket ben de skal stå på.

IND: Jude Nworuh (Lejeretur, FC Fredericia), Tim Janssen (Esbjerg fB) 

UD: Viktor Fischer (Ajax), Nicolaj Ritter (Silkeborg IF), Ken Ilsø (Fortuna Düsseldorf), Mikkel Thygesen (Brøndby IF), Baba Collins (Leje, FC Ordabasy)


 

FC NORDSJÆLLAND

Farum-klubben var på et tidspunkt en del af nedrykningskampen ovenpå nogle idé- og energiforladte præstationer. Man strammede dog skruen og sikrede sig på rimelig sikker vis endnu et års eksistens i den bedste række. Derudover blev det for andet år i træk til en pokaltriumf, hvilket må siges at være en noget imponerende bedrift for træner Wieghorst.

Han har dog forladt FC Nordsjælland til fordel for det danske U21-landshold. Men eftersom man har hentet erstatningen i egne rækker i form af Wieghorsts assistent, den tidligere Lyngby-træner Kasper Hjulmand, så bør det næppe ændre det store ved konceptet.

FC Nordsjælland har i sommerpausen sagt farvel til flere lejesvende, der alle havde mindre betydningsfulde roller. Derudover fik den ellers dygtige midtbanemand Patrice Bernier ikke sin kontrakt forlænget, hvilket formentlig skyldes hans mange skadesproblemer og FCN's gode bredde på positionen. En mærkbar forstærkning er det blevet til i form af Randers´ Mikkel Beckmann. Han havde en sløj sæson sidste år, men vi ved at han har landsholdspotentiale, og FCN's spillestil bør passe ham bedre end de mange lange bolde i Randers.

Spillemæssigt forventer jeg som sædvanlig, at vi ser et FCN-mandskab, der har stor fokus på at holde spillet langs jorden, med dertilhørende boldsikkerhed. Af den grund kan man dog ind imellem også godt savne lidt kynisme fra mandskabet, hvilket forhåbentlig er en af de ting Kasper Hjulmand kan ændre lidt på. Spillerne skal både blive bedre til at begå professionelle frispark, men også til at spille lidt mere simpelt i offensiven.

Placeringsmæssigt forventer jeg mig at FCN, der i kraft af pokaltriumfen også skal spille europæisk, vil snuppe en solid midterplacering. Truppen bør være for driftsikker, og konceptet for godt, til at kunne rykke ned.

IND: Mikkel Beckmann (Randers FC) 

UD: Morten Nordstrand (Lejeretur, FC København), Bryan Oviedo (Lejeretur, FC København), Emil Lyng (Lejeretur, Lille), Daniel Jensen (FC Fredericia), Patrice Bernier (kontraktudløb), Robin Kacaniklic (kontraktudløb)


 

HB KØGE

Det var en mindre overraskelse, at HB Køge fik tilspillet sig endnu en oprykning til landets bedste række. Især i starten af sæsonen i 1. division var det lidt hip som hap med præstationerne, men man fik hurtigt etableret et solidt fundament. I starten var det især et problem at en mand som Henrik Toft havde forladt klubben, men unge Simon Makienok erstattede ham med succes.

HB Køge har ikke rigtig forstærket truppen henover sommeren, hvilket holdets sportschef også var hurtigt til at pointere ikke var en af tankerne. Man kører videre med det man har, så der ikke skal omsadles for meget, hvis endnu en nedrykning finder sted.

HB Køge ER en klar kandidat til den ene nedrykningsplads,især efter at træner Auri Skarbalius valgte at forlade klubben henover sommeren. Den litauiske træner er i stedet blevet assistenttræner i hjerteklubben, Brøndby, mens talenttræner Tommy Møller Nielsen har fået ansvaret for HB Køges førstehold.

Tommy Møller Nielsen har haft blandet succes i sin trænerkarriere (assistent i Rangers og Aberdeen, chef i B1909 og kortvarigt i Viborg). Jeg vurderer at udskiftningen på cheftrænerposten vil være en ulempe for HB Køge, der har mistet den mand der kendte sit holds styrker og svagheder bedst.

Jeg forventer at HB Køge rykker ned. Truppen mangler både klasse og erfaring og kan nemt blive prügelknabe.

IND: Daniel Dulong Meinike (FC Midtjylland), Ronnie Bendtsen (Næstved), Brad Rusin (Carolina Railhawks), Simon Richter (Fremad Amager) 

UD: Morten Nielsen (kontraktudløb), Søren Nielsen (kontraktudløb), Marco Jørgensen (kontraktudløb), Marco Agger (kontraktudløb), Kenneth Bjergsted (kontraktudløb)


 

LYNGBY

Lyngby var udråbt som stensikker nedrykker, da holdet i sidste sæson skulle forsvare den nyvundne Superliga-eksistens. Træner Niels Frederiksen var dog god til at få indarbejdet en vis kynisme i mandskabet, der gjorde at man fik kæmpet sig til mange livsvigtige point i løbet af sæsonen. Alt i alt var det fænomenalt trænerarbejde, der sikrede Lyngby en sæson mere – især taget i betragtning, at man måtte kæmpe uden flere af efterårets profiler i forårssæsonen.

Henover sommeren har Lyngby handlet fornuftigt ind. Angriber Peter Madsen tager endnu en tørn som lejesvend, mens midterforsvarer Mikkel Bischoff er hentet på permanent basis. To erfarne Superliga-spillere. Rasmus Nielsen har længe været en midtbaneprofil hos AB, mens Frederik Krabbe (AGF) vil give god konkurrence i forsvaret. Eneste markante tab er venstreback Brian Hamalainen, der prøver lykken i belgisk fodbold.

Lyngby er kendetegnet ved mange unge spillere og et temmelig ambitiøst spilkoncept. Man vil gerne spille bolden langs græsset, men jeg synes dog at træner Niels Frederiksen har været god til at få taget nogle af de naive elementer, der prægede Lyngby sidste gang de var i Superligaen, ud af mandskabet. Fysisk led man en del sidst i kampene sidste sæson, hvilket man bør have lært af op til denne sæson.

Jeg tror dog alligevel at Lyngby er en af de mest oplagte nedrykningskandidater. Især i de meget fysisk prægede kampe, mener jeg at de fleste andre mandskaber står bedre. De danske baners beskaffenhed in mente, kan det nemt blive problematisk for Lyngby. Den anden sæson i rækken siges at være den sværeste for en oprykker, og det kan nemt blive historien for Lyngby.

IND: Rasmus Nielsen (AB), Peter Madsen (Leje, Brøndby), Mikkel Bischoff (Brøndby), Frederik Krabbe (AGF)

UD: Brian Hamalainen (Zulte-Waregem), Frederik Sørensen (Juventus), Marc Møller (kontraktudløb), Mitja Mörec (kontraktudløb), Cheikh Sarr (kontraktudløb), Esben Hansen (karrierestop)


 

OB

OB fik nok en gang sølvmedaljerne, hvilket mere eller mindre cementerer deres position som Danmarks andenbedste hold. Sidste sæson var dog ikke uden problemer for OB, der tidligt svingede kniven over sportsdirektør Kim Brink og træner Lars Olsen – man ville prøve noget nyt. Truppen skulle efter sigende have været splittet og præget af konflikter, hvor særligt dovne afrikanske spillere var et problem. Alligevel var man dog altid det andenbedste mandskab i rækken.

Henover sommeren har OB handlet godt ind. Med defensivmanden Tore Reginiussen og angriber Morten Skoubo forsøger man rent faktisk at nærme sig FCK. Godt nok skal nordmanden erstatte sin erfarne og dygtige landsmand Håland, men hans potentiale overstiger Hålands. Skoubo har altid haft sine skadesproblemer, men viste især i sin tid i Brøndby, at han absolut er en klasseangriber efter Superliga-standard.

Fynboerne kan dog godt være lidt for en-dimensionelle i deres spillestil. Man slår mange lange bolde og baserer sig meget på duelspil, hvilket ikke altid er en fryd for øjet. Den nuværende træner, Henrik Clausen, virker ikke som en mand der kan flytte spillertruppen voldsomt rent niveaumæssigt.

Håbet er at man vil basere sig mere på en kreativ spiller som unge Rasmus Falk, der glimtvist viste sit store potentiale sidste sæson. Kreativiteten er nok nøglen til at udfordre FCK og skabe bedre resultater i Europa, hvor holdene som regel er fysisk mindst lige så velforberedte som OB.

Jeg forventer at OB igen hiver sølvmedaljerne hjem. Truppen er ganske vist lidt aldrende efterhånden, men på papiret er det Danmarks andenbedste hold her og nu.

IND: Timmi Johansen (Lejeretur, Viborg), Tore Reginiussen (Schalke 04), Morten Skoubo (Roda), Daniel Krogh (Otterup), Jacob Schoop (FC Fyn) 

UD: Emil Ousager (AGF), Oliver Feldballe (kontraktudløb), Atle Roar Håland (AGF), Jonas Troest (Leje, SønderjyskE)


 

SILKEBORG

Den jyske klub tog som sædvanlig fusen på alle, da den i rimelig sikker stil snuppede 5.-pladsen. Dette var ellers ovenpå en efterårssæson på det jævne, det fik folk til at spekulere i om endnu en trup var kørt død i Troels Bechs metoder.

Den altid veltalende Bech leverede dog i foråret en halvsæson, hvor hans hold på flot vis fik afviklet mange kampe på egne præmisser.

Henover sommeren har man ikke skiftet ret meget. Ind er kommet flere ubeskrevne blade, mens det er aldrende marginalspillere der har forladt klubben. Den tyske angriber Marvin Pourié, der tidligere har været ungdomsspiller i Liverpool og senest har spillet på Schalkes andethold, og den kroatiske keeper Josip Solic, virker mest af alt som lottokuponer. Om de bliver den store gevinst vil tiden vise, men Silkeborg har vist tænkt sig at holde ved de samme spillere der klarede det så flot i anden halvdel af sidste sæson (man skal dog huske at man i marts måtte sige farvel til den stærke midtstopper Jim Larsen – der drog til Rosenborg).

Konceptmæssigt har Silkeborg under Troels Bech markeret sig som en mandskab, der på dagen har de taktiske kompetencer til at spille op med de bedste. Desværre kan bundniveauet også være tilsvarende lavt. Man har længe været dygtige på dødbolde, ligesom kontrafaserne som regel er veludførte. Grundet Troels Bechs forhistorie ved man dog ikke helt hvad man kan forvente af Silkeborg, når sæsonen starter op igen.

Personligt vurderer jeg at de igen finder sig til rette i en solid midterplacering. Der vil nok være for langt til medaljer, ligesom nedrykning ikke bør blive en problemstilling.

IND: Nicolaj Ritter (FC Midtjylland), Marvin Pourié (Schalke 04), Josip Solic (HNK Mosor) 

UD: Kenneth Falkenberg (FC Fredericia), Thomas Bælum (Grauballe), Mathias Valentin (kontraktudløb), Thomas Hansen (SønderjyskE)


 

SØNDERJYSKE

Sønderjyderne snød igen alle eksperter, da de på ret sikker vis nok engang sikrede endnu en sæson i landets bedste række. Dette til trods for, at man mod slutningen af sæsonen havde en noget pointfattig stime. Men i sidste ende viste mandskabet for meget klasse til at en nedrykning kunne blive aktuel.

Henover sommeren har sønderjyderne dog sagt farvel til flere profiler, hvor især midtbanemand Skulason og højreback Johnny Thomsen er mærkbare tab. Ind er kommet folk som angriber Tommy Bechmann, der tidligere var en stor profil i ligaen og midterforsvarer Jonas Troest, der håber på at kunne få gang i karrieren igen ovenpå en bænktilværelse i OB.

Derudover har man skiftet ud på trænerbænken, da Michael Hemmingsen søgte nye udfordringer i nedrykkede Randers. Ind er kommet Lars Søndergaard, der primært har gjort sig i østrigsk fodbold.

Hvilke idéer Lars Søndergaard helt præcist kommer med, har jeg svært ved at vurdere. Jeg tvivler dog på at SønderjyskE vil sige farvel til det fysiske spilkoncept, som både Hemmingsen og Carsten Broe stod for.

Det er som regel i form af fysiske robuste spillere i forsvar og på midtbane, mens angriberne ofte er af den hurtige og meget bevægelige type. Derudover plejer sønderjyderne at være dygtige i luftrummet, hvilket også kommer til udtryk ved dødbolde.

IND: Daniel Christensen (AaB), Thomas Hansen (Silkeborg), Connor O'Brien (SønderjyskE), Tommy Bechmann (Freiburg), Jonas Troest (Leje, OB), Hallgrimur Jonasson (Leje, GAIS) 

UD: Hannes Eder (Lejeretur, Rapid Wien), Søren Frederiksen (Lejeretur, FC København), Johnny Thomsen (FC København), Anders Nielsen (Lejeretur, AGF), Olafur Skulason (Zulte-Waregem), Michael Stryger (kontraktudløb), Mustafa Kucukovic (Energie Cottbus), Andrei Sidorenkov (kontraktudløb)