Efter to skumle dage, hvor det var stolpe-ud for BetXperts Champions League-tip, tog vi revanche torsdag med solidt overskud på UEFA Cup-dækningen.

Ved siden af en lang række info-analyser (advarsler mod spil pga for lavt odds) udlagde vi 6 tip. Heraf gik 4 hjem og 1 gik i odds 1,0 - og samlet fik vi en UEFA Cup-tilbagebetaling på 119%.

Blandt fuldtræfferne var OBs flotte kamp mod Hertha Berlin. Rasmus Olesen havde satset på, at opgøret ville være målfattigt, dvs. under 2,5 mål, og da det endte 1-0 til odenseanerne, var glæden dobbelt. Dels over et rigtigt tip, dels over et superflot resultat for OB og for dansk fodbold. Det første opgør, i Tyskland, var endt 2-2, og med en samlet gevinst på 3-2 har den fynske klub kvalificeret sig til UEFA Cup-gruppespillet.

I Brøndby-Frankfurt var der ikke rigtigt noget at komme efter, eftersom BIF var bagud med 4-0 efter den første kamp. Men til gengæld kunne man gå efter en spille-gevinst ved at satse på en målrig kamp. Det gjorde Rasmus - og med 2-2 faldt også dén appelsin ned i BetXperts turban.

Den sidste danske UEFA Cup-deltager var Randers der på "hjemmebane" i Århus tabte 0-3 til det tyrkiske storhold Fenerbahce. Dermed kunne randrusianerne ikke helt følge op på brandkampen i Istanbul for 14 dage siden, hvor det højst overraskende kun blev til et 2-1-nederlag. Randers kæmpede dog godt for sagen, så længe der var kræfter - dvs. i en times tid. Derefter var der udsolgt, og tyrkerne kunne score tre hurtige kasser.

OB blev altså det eneste danske hold, der kvalificerede sig til UEFA Cup-gruppespillet, der går i gang d. 19. oktober. Hvem fynboerne skal op imod, vil vise sig d. 3. oktober, når der trækkes lod i Nyon i Schweiz.