Tour de France er nået frem til årets første hviledag hvor cykelekspert Jesper Sørensen benytter lejligheden til at kigge nærmere på løbets gang.

Tour de France har nået sin første hviledag, og selvom bjergene ikke for alvor er kommet på menuen, så er det på tide at gøre en lille status over det løb, som vi har haft indtil videre. Hvem af favoritterne har klaret sig bedst, hvem kunne have gjort det bedre, og hvem har mest mulig grund til at være skuffet?

Overordnet vurdering

Som seer har vi fået et forrygende cykelløb indtil videre, hvor der er sket noget de fleste dage. Det var også det man regnede med, da man lavede denne rute. Jeg havde personligt forventet, at det var Nibali, der var kommet bedst ud af de første etaper, men i stedet er han den af favoritterne, der har klaret det dårligst – og det endda før bjergene for alvor er kommet.

Det ligner Chris Froomes løb i min optik, hvilket oddset også efterhånden afspejler. Quintana er en gudsbenåedet klatrer, men er han 2 minutter bedre end Froome i denne form? Det kan godt gå hen og blive svært. Men vi har et stærkt felt, og det ville være tåbeligt at afskrive Tejay van Garderen, Alberto Contador og selv Vincenzo Nibali – også selvom det ser svært ud.

Den gule trøje

På den første hviledag af Tour de France er det tid til at kigge lidt nærmere på det hele. Det er oplagt at starte med hvem, der vinder løbet, men lad os starte med et overblik over hvem, der ligger godt til i klassementet.

2 Tejay van Garderen (BMC) 00:12

5 Alberto Contador (Tinkoff-Saxo) 01:03

6 Rigoberto Urán (Etixx-Quickstep) 01:18

7 Alejandro Valverde (Movistar) 01:50

9 Nairo Quintana (Movistar) 1:59

13 Vincenzo Nibali (Astana) 2:22

Der er flere interessante ryttere efter Nibali som Barguil, Mollema m.fl., men jeg vil blive meget overrasket, hvis en af dem ender med at vinde løbet. Faktisk vil jeg blive overrasket, hvis der er andre end en af de fem store, der ender med at løbe med sejren.

Før løbet snakkede mange om fire store ryttere – bemærk dog at jeg på forhånd kun have udpeget tre favoritter og én outsider i form af Contador – men løbet har indtil videre bevist, at Tejay van Garderen fra BMC i allerhøjeste grad er med inde i klassementet. Da Froome blev spurgt om hans rivaler efter holdløbet, fokuserede han nærmest udelukkende på van Garderen – amerikaneren har set stærk ud, og han er givetvis den største ”overraskelse” her i starten af løbet. Jeg gennemgår de fem største her.

Vincenzo Nibali, Astana - 2:22 efter Chris Froome

Vincenzo Nibali skulle have triumferet i den første uge. Ruten var ret godt lagt an for en rytter med hans kvaliteter, men i stedet er han den af favoritterne, der har det sværeste udgangspunkt. Samtidigt er han ikke den bjergrytter, som Froome og Quintana er, så det er bestemt ikke godt, at han allerede er fanget bag dem. Jeg har meget svært ved at se ham gå hen og vinde løbet.

Det var især på brostensetapen, at han skulle have vundet meget tid på konkurrenterne, men vejret ville ikke som han ville, og derfor endte den etape uden tidsforskelle. Men det er ikke det eneste – generelt har Astana ikke set helt så skarpe ud, som de gjorde under Giro d’Italia eller under Tour de France sidste år. På Mûr-de Bretagne var hele holdet nærmest væk – Fuglsang smed meget tid, mens også Nibali tabte ti sekunder til alle konkurrenterne. Lur mig om Vinokourov ikke er i gang med at forfatte endnu et brev til Astana-rytterne.

Nibali skal i offensiven, og det er en rolle, han egentligt har det ganske komfortabelt med, men det er noget sværere i en Grand Tour end det er i et ugelangt etapeløb. Indtil videre har han tabt tid til Froome på begge afslutninger op ad en lille bakke, men det er ikke helt sammenligneligt med de lange bjerge. Som udgangspunkt skulle han dog have været foran Froome og Quintana på nuværende tidspunkt.

Sådan som løbet har udviklet sig indtil videre, så skal Nibali nok nærmere kæmpe for podiet end om den samlede sejr.

Nairo Quintana, Movistar – 1:59 efter Chris Froome

Havde man på forhånd spurgt Nairo Quintana, om det ville være acceptabelt at være nummer ni, kun 1:59 efter den gule trøje efter den første uge, så havde han utvivlsomt sagt ja lige på stedet. Han er nok også meget glad, men han havde helt klart foretrukket, at de 1:59 var til Nibali, og ikke til Froome, der kan matche ham i bjergene.

De første mange etaper har ikke været optimale for Quintana. Sidevindskørsel er ikke hans force, ligesom brostensetapen også kunne have været slem. De små, korte stigninger er heller ikke guf, så den første del af løbet har uden tvivl handlet om at forsvare sig.

Det har han klaret flot. Havde holdet beskyttet ham lidt bedre – og Quintana kørt lidt klogere – så havde han heller ikke tabt tid i sidevinden på 2 etapen. Jeg vil sige, at det er et godt udgangspunkt for Quintana. Han virkede så stærk på holdløbet, hvor han kørte Movistar fra hinanden på den afsluttende bakke. Det lover godt, for nu kommer hans terræn.

Kan han tage 2 minutter på Chris Froome i de lange bjerge? Han vil i al fald prøve, og Froome får bestemt ikke en let tur i bjergene – især ikke hvis han falder lidt i niveau i løbets tredje uge, som han gjorde i 2013. Quintana vil i al fald forsøge. Hans odds er cirka det samme som det var før løbet, og det spejler måske også meget godt at han har fået en solid start, som godt kunne have været bedre.

Alberto Contador, Tinkoff-Saxo – 1:03 efter Chris Froome

Alberto Contador har fået en ganske pæn start på løbet. Tidsmæssigt er han i al fald ikke sat tilbage, selvom jeg vil argumentere for, at hans tidstab på Mur de Huy var små-kritisk. Jeg forventede, at han ville åbne løbet på et ret højt niveau, men stille og roligt fade ud i løbet af løbets sidste uge, men så stærk har han altså ikke været.

Bjarne Riis, der er tilknyttet TV2, siger at planen er, at Contador skal blive stærkere og stærkere gennem løbet. Hvis vi blot forudsætter, at det også er sådan det ender, så ser det ganske fint ud for Contador. Det er på de lange stigninger, at han er bedst, og det er her, han skal vinde løbet.

Det kan godt ske, at Alberto Contador bliver stærkere og stærkere gennem løbet, men hans tidstab på Mur de Huy var ikke imponerende. Hele den situation mindede mig om 2013-sæsonen, hvor han forsøgte at gå med Froome flere gange, men simpelthen bare ikke havde britens niveau – og det kostede ham måske lidt mere tid end hvad godt var.

Udgangspunktet er, at han er 1:03 efter Froome. Det er afgjort ikke kritisabelt, men jeg tror, at Contador håbede på at være på niveau med Froome og lidt efter Nibali efter den første uge i løbet.

Tejay van Garderen, BMC – 00:12 efter Chris Froome

Den måske helt store vinder efter den første uge, er Tejay van Garderen. Amerikaneren kom ind til løbet i ret godt form, og han har set rigtig stærk ud – så stærk, at han har ændret hele fortællingen om the big four så den ny lyder the big five. Van Garderen og BMC-holdet har kørt intelligent og ikke brugt kræfter før de skulle bruges – modsat mange af de andre hold, der har siddet fremme hele tiden.

Chris Froome har også peget på Tejay van Garderen som den største udfordrer. Jeg er selv meget spændt på, om han kan holde niveauet over hele løbet. Jeg er ikke i tvivl om, at han nok skal udfordre nogle af de oprindelige fire, men ligefrem vinde løbet? Det er et stort skridt for ham, og jeg tror også, han må komme til kort lidt senere i løbet.

Men podiet er skam realistisk – Nibali får svært ved at hente de to minutter på amerikaneren, der dog godt kunne have ønsket sig en enkeltstart mere i løbet. Hvis Contador ikke er helt skarp, så får han også svært ved at gå forbi amerikaneren. I Criterium du Dauphine klatrede han på et meget højt niveau, og hvis han kan holde det, så ser det godt ud. Men sejren tvivler jeg på.

Chris Froome, Sky – fører løbet

Chris Froome kunne ikke have gjort det meget bedre. Han havde sandsynligvis regnet med at tabe tid på brostensetapen eller måske i sidevinden, men i stedet har han vundet mere tid end alle andre, og han fører løbet.

Dermed er han også i den grad i pole position. Froome har set meget stærk ud, når det er gået op ad, om end det kun har været på små bakker. Samtidigt er hans hold ret stærkt. Nibali er ikke længere den samme rival, han har to minutter ned til Quintana og Contador, der må være lidt mærket, skal også ud og angribe.

Lur mig om han ikke vil forsøge at sætte løbet på plads efter hviledagen. I 2013 var han stærkest i uge 2, og det kan meget vel også være samme billede vi ser i år. Han virker ret selvsikker, og snakkede nærmest kun om Tejay van Garderen som den store rival, men han giver ikke Nibali, Quintana eller Contador en milimeter. Vi kan forvente at se Sky levere det normale, høje tempo på stigningerne, der passer Froome så godt.

Bjergtrøjen

Der er ikke sket meget i kampen om bjergtrøjen. I al fald ikke direkte, da der nærmest ingen point har været at køre om. Til gengæld er flere ryttere røget ud af klassementet, hvorfor de i højere grad kan fokusere på bjergtrøjen. Nairo Quintana – hvem jeg har en analyse ude på – er faldet i odds siden starten, hvilket måske hænger sammen med, at han i endnu højere grad skal ud og hente point.

Men samtidigt er der også kommet flere konkurrenter som Rolland, Pinot, Hesjedal m.fl., der alle er ude af klassementet. For både Rolland og Pinot er bjergtrøjen meget værd, da den vil redde deres klassement. Joaquim Rodriguez har også en interesse i prikkerne, og han vil forsøge at gå efter den i de kommende bjerge igen, så der er afgjort mange kandidater til den. Er det skidt for Quintana, at der er så mange konkurrenter? Ikke nødvendigvis - man kunne jo frygte, at det ville sprede pointene ud blandt konkurrenterne, og dermed gøre etapeafslutningerne endnu mere vitale - og her har Quintana en fordel. Det er måske også en af årsagerne til at oddset er faldet.

Quintana vil dog – modsat konkurrenterne – ikke som udgangspunkt køre for bjergtrøjen. Han er her for klassementet, og tager kun point med undervejs, fordi han alligevel er løbets bedste klatrer. Hvis Froome er overlegen, så kan vi måske forvente at se ham gå efter prikkerne helhjertet som en trøst – men det er klassementet, der først og fremmest tæller for ham.

Pointtrøjen

Det har været en perfekt start for Peter Sagan. Han har selv spurtet ret godt med, hvilket blandt andet skyldes, at han er hurtigere end længe, og at ryttere som Kristoff, Demare og Bouhanni har skuffet af forskellige årsager. Det har betydet, at differencen mellem Sagan og topsprinterne har været minimal – især når man så også tænker på, at han ved et par lejligheder har vist sig at være den andenhurtigste i en spurt.

Mark Cavendish var anset som den hurtigste før løbet, men to gange i streg er han blevet slået af Andre Greipel, og hans chancer for at vinde pointtrøjen er nærmest helt forduftet. Faktisk skal meget gå galt, hvis ikke Peter Sagan skal ende med at vinde trøjen for fjerde år i træk – helt uden hjælp har han allerede fået trøjen, og nu skifter terrænet over til hans fordel.

Oddset afspejler også dette, og man skal lede langt efter værdien i denne konkurrence i min optik.