BetXpert har indsamlet data på, hvilke spillere fra Champions League-finalen der har fået flest nye følgere på de sociale medier Instagram og Twitter. Vi bringer top-10-højdspringerne i denne artikel.

Champions League 2022 er afgjort, og det blev Real Madrid, som vandt det eftertragtede trofæ med 1-0 over Liverpool. 

Finalens helt store helt blev Vinícius Júnior som scorede det afgørende mål. Real Madrid-angriberen har imidlertid ikke kun scoret i sportens verden; det gjorde han også på de to sociale medier, også kaldet SoMe, Instagram og Twitter.

Det viser data, som BetXpert har indsamlet på alle finalespillerne, over antal følgere på de to sociale medieplatforme. Først indsamlede vi data inden holdenes respektive returopgør i semifinalerne den 3. og 4. maj. Herefter har vi målt disse tal op mod data fra lige efter finalen sent lørdag aften samt ditto fra søndag formiddag.

Det har vi gjort for at se, hvad en Champions League-finale og ikke mindst en spillers præstation i en sådan kan gøre for antallet af følgere på de sociale medier.

Her viser det sig med al tydelighed, at en god og/eller bemærkelsesværdig præstation i en Champions League-finale kan være gavnligt for antallet af nye følgere.

Real Madrid-spilleren Vinícius Júnior, der blev matchvinder i finalen, kommer nemlig ind på en flot 2.-plads, kun overgået af holdets største stjerne, Karim Benzema, som dermed blev SoMe-topscorer; og i øvrigt også turneringens måltopscorer med 15 fuldtræffere i 12 optrædener. 

Benzema har fået flest nye følgere på Instagram

Karim Benzema har således taget det højeste spring af alle finaledeltagerne i antal følgere på Instagram.

Champions League-topscoreren er gået fra at have 50,6 millioner følgere den 4. maj til at have 53,4 millioner lige efter finalen. Det er en stigning på 2,8 millioner (5,5 procent), hvilket altså er det højeste spring af alle finalespillerne. Søndag formiddag, det vil sige cirka et halvt døgn efter finalen, er tallet på 53,6 millioner.

På Twitter gik Benzema fra 15,2 millioner følgere den 4. maj til 15,7 millioner lige efter finalens afslutning. Det vil sige en stigning på 3,3 procent. Søndag formiddag var tallet oppe på 15,8 millioner.

Ligesom det er tilfældet med resten af spillerne, så har Benzema også klart flest følgere på Instagram. Dette afsløres meget godt af de følgende billeder i artiklen. 

Karim Benzema er dog langtfra den eneste, som har fået sig en masse nye følgere på de sociale medier. Her har du et top-10-billede over de spillere, som har taget de højeste spring på Instagram.

Champions League-finalen 2022: Top-10 over finalespillere med flest nye følgere på Instagram

Champions League-finalen 2022: Top-10 over finalespillere med flest nye følgere på Instagram

Nummer to på listen over flest nye følgere er Vinícius Júnior. Real Madrid-spilleren er gået fra 17,4 millioner følgere den 4. maj til 18,6 millioner lige efter finalen. Søndag formiddag lød tallet på 19 millioner. Det vil sige, der var en stigning på syv procent.

Champions League-finalens Man of the Match blev Real Madrids Thibaut Courtois. Målmanden diskede op med flere gode redninger, som var med til at sikre spanierne sejren. For det blev belgieren belønnet med en halv million nye følgere og en 9.-plads, som det ses på billedet ovenover. 

Benzema topper også Twitter-listen

Som allerede benævnt i det seneste afsnit så var Karim Benzema også den med flest nye følgere på Twitter. Her har franskmanden kunnet hilse pænt goddag til en halv million nye følgere. 

Holdkammeraten Rodrygo er gået fra 1,2 millioner til 1,6 millioner følgere lige efter finalen. Det er en stigning på 33 procent.

Champions League-finalen 2022: Top-10 over finalespillere med flest nye følgere på Twitter.

Champions League-finalen 2022: Top-10 over finalespillere med flest nye følgere på Twitter.

Instagram og Twitter kombineret

Da Karim Benzema er den med flest nye følgere på både Instagram og Twitter, er han naturligvis også den med flest nye følgere sammenlagt. Men hvilke andre spillere har fået en masse nye følgere kombineret på de to medieplatforme?

Tabellen herunder viser os, at især Rodrygo og Vinícius Júnior også har fået en stor tilgang af nye følgere. For Vinícius Júniors vedkommende skyldes det formentlig ikke mindst, at han scorede det enlige mål i finalen lørdag aften.

Trænerne og de to klubber

Det er ikke kun spillerne, som kan bryste sig af flere følgere på de to sociale platforme. Real Madrid-træner Carlo Ancelotti er således gået fra 7,4 millioner følgere på Instagram til nu 7,8 millioner. På Twitter hedder tallene 2,8 millioner til nu 2,9 millioner.

Liverpool-manager Jürgen Klopp gør sig ikke i sociale medier, hvorfor vi selvfølgelig ikke har nogle tal på ham.

Det har vi til gengæld på hans klub. Liverpools officielle Instagram-profil er gået fra at have 37,7 millioner følgere til nu 38,7 millioner. På Twitter er de gået fra 20,4 millioner til 20,6 millioner.

Flotte tal, men det er dog ikke nok til at overgå Real Madrid. ”Kongeklubben” er gået fra 115 millioner på Instagram og 41,4 på Twitter til nu henholdsvis 118 og 42 millioner.

Ingen kan røre finalens SoMe-konge

Selvom Karim Benzema er den finalespiller med flest nye følgere på både Instagram og Twitter, ændrer det ikke ved, at Marcelo er den med flest Instagram-følgere af alle, nemlig 55,4 millioner. Det vil sige to millioner flere end sin målfarlige holdkammerat. 

Alligevel er det franskmanden, som atter trækker det længste strå, når vi lægger begge SoMe-platforme sammen. Angriberen har sammenlgt 69,1 millioner følgere, mens venstrebacken har 67,8 millioner. 

Med 18,8 millioner følgere er Gareth Bale dog Twitter-topscoreren blandt de to finalehold. 

Værd at bemærke er imidlertid, at hverken Marcelo eller Gareth Bale fik spilletid i finalen. Dette til trods er Marcelo alligevel at finde på alle artiklens top-10-lister, mens Gareth Bale omvendt ikke har fået nok nye følgere til at klare cuttet på nogle af dem. 

Brasilianeren fik på trods af manglende spilletid alligevel en del sekunder på skærmen. Han blev nemlig flere gange filmet, mens han nervøs så til, at holdkammeraterne kørte sejren i hus. 

Følgere på Instagram kan være en guldgrube

For spillerne kan der være meget mere i det at have mange følgere på de sociale medier end blot at have håneretten overfor holdkammeraterne.

Der er nemlig meget store penge at hente, hvis du har mange følgere. Nu har vi fået slået fast, at franske Karim Benzema blev Champions League-finalens SoMe-konge.

Angriberen når dog ikke Cristiano Ronaldo til sokkeholderne. Portugiseren, der spiller for Manchester United, er verdens bedste betalte på Instagram. Der er han, fordi han p.t. har 445 millioner følgere. Beløbene varierer lidt fra kilde til kilde, men der er forlydender om, at den femdobbelte Ballon d'Or-vinder kan få helt op til 15 millioner kroner for et sponsoreret Instagram-opslag.

Så mange penge tjener Champions League-finalespillerne ikke på deres opslag, men de skal helt sikkert nok også tage sig godt betalt for deres popularitet.