Læs en vurdering af de tyske klubber efter sommerens transfers. Inkl Robert Skov til Hoffenheim, Marcus Ingvartsen til Union Berlin og  Mads Valentin til Augsburg...

Augsburg Eintracht Köln Union Berlin
Bayer Leverkusen Düsseldorf Mainz Werder Bremen
Bayern Freiburg Paderborn Wolfsburg
Dortmund Hertha Berlin Leipzig
Gladbach Hoffenheim Schalke


Jagut! På fredag og i weekenden går den tyske Bundesliga i gang med den nye sæson efter opvarmning via forrige weekends Supercup-opgør mellem Dortmund og Bayern (borusserne snuppede sejren) samt sidste weekends (og mandags) pokalrunde. Hvor kun to BL-klubber, Mainz og Augsburg, tabte. De øvrige 16 vandt deres pokalkampe (nogle dog via straffesparkskonkurrence), også de tre oprykkere Köln, Paderborn og Union Berlin.

BetXpert er pt uden Bundesliga-ekspert (sig til på [email protected] hvis du har een i maven), så den gamle redacteur må vikariere på nødtørftig vis. Med denne optakt og evt med et tip i ny og næ.

Flemming Poulsens knæskade i 1993

Jeg følger ikke tysk fodbold nær så tæt som jeg gjorde i 1993 hvor jeg boede i landet i otte måneder og græd salte tårer da Dortmunds danske Dauerläufer Flemming Poulsen blev knæskadet. Men jeg elsker stadig Bundesligaen (der i mine øjne burde være verdens bedste liga og meget vel kan blive det, alt efter hvordan det går med Brexit), læser stadig avisen Kicker (nu via nettet, dengang var det naturligvis papir der var mellem hænderne) og følger stadig så nogenlunde med.

Derfor denne optakt. Tiden (og, indrømmet, indsigten) har ikke været til dybdegående analyse, men jeg har gennemgået de tyske sommerhandler, og følgende artikel er et forsøg på at udpege de vigtigste transfers og vurdere om de har styrket eller svækket den enkelte klub.

TransfervIndue åbent til 2. september

Bemærk: Det tyske transfervindue, der åbnede 1. juli. er åbent til 2. september, så meget kan nå at ske før det smækkes i. Ved væsentlige nye transfers opdaterer jeg i forum.

Hvis jeg har overset eller misforstået noget – eller hvis man simpelthen har noget at tilføje eller spørge om, hvis man fx har kig på spilbare odds - må man meget gerne sige til i kommentartråden forneden.

Klubberne er listet efter anslået trupværdi (taget fra transfermarkt.de). Sidste sæsons ligaplacering er noteret. Bemærk: Transferlisten er ikke udtømmende; jeg har kun nævnt de handler jeg finder vigtige/interessante.

BAYERN MÜNCHEN

Anslået trupværdi: 760 mio euro

Mesterholdet (og pokalvinderen) har styrket forsvaret. Ganske vist er den erfarne midterforsvarer Hummels væk, men han er forbi sine bedste år, og til er kommet de to franske verdensmesterbacks Hernandez og Pavard der begge også kan spille i centerforsvaret.

Offensiven har sagt farvel til de gamle klassefløje Ribéry og Robben, samt kreatør James Rodriguez. Men med denne uges tilgang (leje) af Ivan Perisic fra Inter er der alligevel noget fløjbredde. (Coman og Gnabry er gode, men kan jo ikke spille hele tiden).

Bayen fik en skidt start på sæsonen i forrige weekend med 0-2-tab til et effektivt Dortmund-hold i Supercuppen hvor fløjspiller Gnabry var skadet (kollega Coman var med og gjorde det godt).

OPDATERING 20/8: Offensiven forstærket med tilgang af den dygtige kreatør Coutinho, lejet i Barcelona. 

BORUSSIA DORTMUND

Anslået trupværdi: 645 mio euro

Sølvvinder Dortmund har solgt midterforsvarer Diallo til PSG og købt Hummels i Bayern for cirka samme beløb (cirka 30 mio euro). Ikke helt logisk at de to skal koste det samme. Diallo havde en klart bedre 18/19-sæson og har med 23 år fremtiden for sig, men jaja, Hummels har masser af erfaring.

På venstreback er landsholdsmand Schulz kommet til, og på højreback Barcelonas U19-talent Morey.

Offensiven ser styrket ud. Det kvikke kantkalent Pulisic er solgt til Chelsea (og mindre brugte folk som Kagawa og Philipp er også draget bort), men foruden rutinerede Reus og Götze, er talentfulde Sancho og Bruun Larsen er der stadig, og de har fået selskab af to andre meget lovende offensivfolk, Julian Brandt og Thorgan Hazard. Det kan desuden nævnes at angriber Alcacer er blevet købt hos Barcelona for 21 mio euro efter at have været lejesvend i Dortmund i seneste sæson.

Dortmunderne viste kontra-effektivitet i sæsonens første kamp, Supercup mod Bayern, og vandt 2-0. Her vikarierede reserven Toprak på glimrende vis for skadede Hummels i midterforsvaret, men nu er Toprak udlejet til Werder.

Ud over venstrefløj Bruun Larsen råder Dortmund stadig over DK-midtbanemand Thomas Delaney. Ligesom landsmanden har han dog hård konkurrence; folk som Witsel, Weigl og Dahoud.

LEIPZIG

Anslået trupværdi: 521 mio euro

Den østtyske bronzevinder (og pokal-finalist) har tanket op med unge, lovende spillere. Venstrefløjspiller Bruma er solgt efter liden spilletid, og i stedet håbes det at Everton-indskifter Lookman (21 år) kan slå igennem. Det samme med Salzburg-offensivmand Wolf (20 år) og PSG-midtbanemand Nkunku (21 år). Sidstnævnte var kun afløser/indskifter i Paris, men var stort set altid god – dynamisk og skudstærk – når han fik chancen.

Og dér stopper foryngelsen ikke. Til er også kommet to 18-årige: defensiv-midtbanemand/midterforsvarer Ampadu – Chelsea (afløser) og det walisiske landshold – samt Palmeiras-venstreback (U18) Candido.

Meget passende har Leipzig fået ny cheftræner denne sommer – den blot 32-årige Julian Nagelsmann som gjorde det flot i Hoffenheim hvor han stod for målsøgende fodbold. Noget der bør passe glimrende til den danske angriber/højrekant Yussuf Poulsen der stadig slår sine folder i den saksiske klub hvor han med 15 mål blev næsttopscorer i seneste sæson – hans bedste siden han kom til klubben i 2013 - blot eet mål efter angrebskollega Werner.

BAYER LEVERKUSEN

Anslået trupværdi: 420 mio euro

Die Werkelf – nr 4 i sidste sæson - har sendt 41 mio euro til Hoffenheim og gaflet A-landsholdsmidtbanebobler Dermirbay (god oplægger) og offensivmand Amiri (var med til sommerens U21-EM). Desuden er der betalt 15 mio for det kvikke PSG-offensivtalent Diaby, og 5 mio for den glimrende Ajax-forsvarer Sinkgraven (kun afløser i Amsterdam, men konkurrencen var hård).

Kreatør Brandt og midtbanemand Kohr er blevet solgt, men selv om især Brandt var en stor profil, ser truppen stærkere ud nu. Burde den også. Der er solgt for cirka 34 mio euro, købt for cirka 61 mio. Og der er stadig klassefolk som midtbanemand/topscorer Haverz.

BORUSSIA MÖNCHENGLADBACH

Anslået trupværdi: 259 mio euro

Gladbachs har solgt sin næsttopscorer og top-oplægger, Thorgan Hazard for 25 mio euro, men for 38 mio er der hentet fire stærke spillere: højreback Lainer fra Salzburg, angriber Embolo fra Schalke (hvor han dog ofte var skadet), venstrefløj/angriber Marcus Thuram fra Guingamp og senest den angrebsdygtige venstreback Bensebaini fra Rennes.

Thuram er stor og kropsstærk som sin far, den gamle franske landsholds-forsvarskæmpe Lilian Thuram, men er endnu hurtigere og temmelig meget bedre til at drible. Faldt ud i en del kampe i sidste sæson (blev alligevel Guingamps topscorer), men det skyldtes nok frustration over at spille på et dårligt hold.

Die Fohlen har i øvrigt fået ny træner denne sommer: Marco Rose der kommer til efter to sæsoner i østrigske Salzburg.

WOLFSBURG

Anslået trupværdi: 231 mio euro

Ulvene (nr 6 i seneste sæson) fra Folkevognsbyen har været på rov syd for grænserne til Østrig og Schweiz og hentet gode folk i midtbanemand Schlager i Salzburg, venstrefløj Victor i LASK (hvor han blev topscorer) samt højreback Mbabu i Young Boys. Sidstnævnte er schweizisk landsholdsspiller.

Så vidt jeg kan se, har truppen ikke mistet nogle markante. Wolfsburg har faktisk solgt et par interessante spillere, men de var udlejet i sidste sæson. Man kan dog diskutere om Folkevognsklubben fik nok for dem... Den ene er Dimata der scorede 13 mål i 17 kampe for Anderlecht, og selv om han blev alvorligt skadet i februar, valgte den belgiske klub at udnytte optionen ved sæsonslut og købe angrebstalentet for 5 mio euro. Billigt, synes jeg. Det anden er Osimhen der i 18/19 scorede mange mål for Charleroi der naturligvis også valgte at udnytte optionen og købe det nigerianske angrebstalent for 3,5 mio euro. Hvorefter den belgiske klub fluks solgte ham videre til Lille for 13 mio. Han scorede to mål i sin debut for den franske klub forleden.

Også Wolfsburg har fået ny træner denne sommer: Oliver Glasner der gjorde det godt i østrigske LASK og nu har taget et skridt op ad karrierestigen.

HOFFENHEIM

Anslået trupværdi: 230 mio euro

Sidste sæsons nr 9 har ladet nogle større klubber årelade truppen, men taget sig godt betalt.

Dortmund har lagt 25 mio euro for landsholdsvenstreback Schulz, mens Leverkusen har købt midtbanemand Demirbay (Hoffenheims bedste oplægger) og offensivtalent Amiri for i alt 41 mio. Endnu flere penge fik Hoffenheim for angriber Joelinton der indbragte 44 mio fra Newcastle selv om han kun leverede 7 mål og 5 assists i sidste BL-sæson. Men han har både fysisk styrke, fart og teknik, og med sine 22 år må han siges at være lovende.

(Væk er også sidste sæsons lejesvend fra Arsenal, højrekant Ross Nelson der scorede 7 mål i 23 kampe hvoraf kun 5 var fra start).

I alt salg for sådan cirka 110 mio euro. Og indtil videre er der kun brugt cirka 20. Heraf 8,5 på højrekant Bebou fra BL2-klubben Hannover og 10 på FC København-højrekant og Superliga-topscorer Robert Skov.

Desuden er den erfarne def-midtbanemand Rudy lejet hos Schalke. OPDATERING 16/8: Salzburg-midtbanemand Samassekou også kommet til, for 12 mio euro.

Træner Alfred Schreuder, der denne sommer er kommet til som afløser for ungtræner-fænomenet Nagelsmann, var senest assistent i Ajax, men har tidligere været trænerassistent i Hoffenheim, bl.a. under Nagelsmann, så han kender kluuben og står nok også for fremadrettet fodbold.

Kan skudstærke Robert Skov tilspille sig en plads på holdet under Schreuder? Tjah. Truppen har klassefolk som Kramaric og Belfodil, men selv om de godt kan ligge på kanten eller som offensiv-midtbanefolk, kan de også ligge helt i front, og de blev holdets topscorere i sidste sæson. Så måske er det snarere Bittencourt og nytilkomne Bebou der er Skovs pladskonkurrenter.

Hvad med frisparkene som Skov scorede på efter behag i Danmark? Med Demirbay og Amiri ude af billedet, er der i hvert fald færre konkurrenter. Men fx Kramaric er også god til at sparke frispark.

HERTHA BERLIN

Anslået trupværdi: 215 mio euro

Sidste sæsons nr 11 har solgt højrekantsmand Lazaro til Inter for 22 mio euro, men har hentet en fin (og næsten lige så dyr) erstatning i Lukebakio der gjorde det godt for Düsseldorf i sidste sæson og var blandt lyspunkterne på det belgiske hold ved sommerens U21-EM.

Til er også kommet midtbanemand Löwen fra Nürnberg, Celtic-midterforsvarer Boyata samt den 18-årige angriber Redan fra Chelseas U23-hold.

Desuden har berlinerne skiftet træner denne sommer: Klubbens U23-træner Covic er blevet forfremmet.

SCHALKE 04

Anslået trupværdi: 213 mio euro

Den traditionelle storklub blev kun nr 14 i seneste sæson (efter sølv i 17/18), men ser styrket ud nu. Dels på trænerposten med hyringen af David Wagner der trods skidt afslutning gjorde det godt i Huddersfield i 2015-2019. Dels i truppen.

Farvel til angriber Embolo (ofte skadet) og den erfarne def-midtbanemand Rudy (samt målmand Fährmann, men han mistede alligevel sin startplads til unge Nübel i løbet af sidste sæson). Til er kommet Stuttgart-midterforsvarer Kabak og Düsseldorf-fløj Raman. Desuden højreback Kenny fra Evertons U23-hold. Og mon ikke flere forstærkninger er på vej til Gelsenkirchen.

EINTRACHT FRANKFURT

Anslået trupværdi: 208 mio euro

Sidste sæsons nr 7 har solgt ikke bare topscorer Luka Jovic – Real Madrid har betalt 60 mio euro for den serbiske målæder (hvoraf 7 mio dog gik til Benfica) – men også næsttopscorer Haller der har kostet West Ham 40 mio. Det er lige 32 frankfurtermål (17/1 på straffe og 15/3) der ”ryger” der.

Der er dog håb om at andre kan tage over, fx talentfulde Joveljic, hentet hos serbiske Røde Stjerne hvor den 19-årige nettede 8 gange i 17 kampe (9 fra start) i 18/19. Og Eintracht har stadig den dygtige kroat Rebic der scorede 9 mål i sidste sæson.

Men der bør være penge til at købe endnu en angriber eller to.

8,5 og 9 mio er brugt på midtbanefolkene Kohr (Leverkusen-indskifter) og Sow (Young Boys). Og så er i alt cirka 30 mio brugt på at købe folk der spillede for Eintracht som lejesvende – klassekeeper Trapp, midterforsvarer Hinteregger, midtbanefolk Rode og Kostic. Men det levner immervæk cirka 45 mio at gøre godt med.

I Eintracht-truppen er i øvrigt stadig den danske målmand Frederik Rønnow, men ex-BIF’eren kunne ikke vippe Trapp af pinden i sidste sæson og kan næppe heller klare det nu.

WERDER BREMEN

Anslået trupværdi: 164 mio euro

Sidste sæsons nr 8 har afgivet topscorer Max Kruse (11 mål, 3 på straffe) til Fenerbahce. 

(Angrebskollega Aron Johansson er også rejst, til svenske Hammarby, men ex-AGF’eren var kun at regne som reserve i Bremen).

En erstatning er hentet i den glimrende Hannover-angriber Füllkrug. Han scorede kun 2 mål i sidste sæson (efter 14 styk i 17/18), men gik glip af stort set hele foråret pga en knæskade.

Hentet er også Schalke-fløjtalent Goller og den rutinerede midterforsvarer Toprak. Det var ikke meget spilletid han fik i Dortmund i sidste sæson, men han startede og spillede glimrende i Supercup-kampen mellem borusserne og Bayern i forrige weekend. 

Det ligner et solidt midterforsvar bestående af Toprak og den endnu mere erfarne Moisander – medmindre Friedl, lejesvend fra Bayern i sidste sæson, nu købt, kan opnå forfremmelse fra afløser til starter. Foran i køen står dog nok Veljkovic og Langkamp, der i sidste sæson skiftedes til at være den foretrukne Moisander-makker.

MAINZ 05

Anslået trupværdi: 148 mio euro

Sidste sæsons nr 12 har solgt den stærke defensiv-midtbanemand Gbamin til Everton for 25 mio euro. Desuden er angrebsindskifter Ujah sendt til Union Berlin for 2 mio, og det danske angrebsfyrtårn Emil Berggren, der missede hele 18/19 pga en alvorlig knæskade, er skiftet til Twente.

Men truppen ser alligevel styrket ud efter indkøbet af Feyenord-midterforsvarer St. Juste, West Ham-midtbanemand Fernandes (senest udlejet til Fiorentina hvor han var fast starter) og den glimrende Monaco-højrebackreserve Pierre-Gabriel (han fik aldrig rigtigt chancen i fyrstedømmet). Augsburg-angriber Ji er også kommet til, transferfrit. Desuden har Die Nullfünfer købt Barcelona-venstreback Martin efter en glimrende 18/19-sæson som lejesvend.

Endelig er der hentet nogle talentfulde folk i fx venstreback Meier (Bayerns andethold) samt angriberne Akono (Preussen Münster/3. liga) og Awoniyi. 

Sidstnævnte ejes af Liverpool og var i foråret udlejet til belgiske Mouscron hvor han scorede 11 gange i 16 kampe. Så måske han kan udfordre sidste sæsons Mainz-topscorer Mateta. Ingen af de to var dog med i sidste søndags pokalnederlag på 0-2 hos 3.-liga-klubben Kaiserslautern. Af de to nye var kun Fernandes og St. Juste (indskifter) med i kampen.

AUGSBURG

Anslået trupværdi: 116 mio euro

Sidste sæsons nr 15 har sagt farvel til målmand Kobel, højrekantsmand Schmid, venstreback Stafylidis, offensiv-midtbanemand Koo og midterforsvarsafløser Danso.

Lidt af en åreladning. Til er dog kommet diverse andre: Rennes-målmand Koubek (den store tjekke har tidligere begået en del blundere, men havde en god 18/19-sæson i Frankrig), Basel-midterforsvarer Suchy, venstreback Iago fra brasilianske Internacional, def-midtbanemand Gruezo fra Dallas, venstrefløj Vargas fra Luzern, Freiburg-angrebsindskifter Niederlechner, Hannover-fløjditto Bazee..

Og så er den danske venstreback Mads Valentin Pedersen købt i FC Nordsjælland formedelst 800.000 euro. Han begik et par store fejl mod Tyskland i sommerens U21-EM, men er kvik på fødderne, og EM-indsatsen har åbenbart ikke skræmt Augsburg. Spørgsmålet er om han kan erobre en startplads? Det er i hvert fald gjort nemmere af at ligeledes nytilkomne Iago fik en meniskskade i begyndelsen af august og dermed er ude i ugevis.

Augsburg fik desværre en tung sæsonstart i sidste søndags pokalkamp hvor Die Fuggerstädter tabte 1-2 hos fjerdedivisionsklubben Verl. Ligesom fire andre nye, Koubek, Suchy, Gruezo og Niederlechner, var Valentin var med fra start, men danskeren blev udskiftet efter 67 minutter.

Værd at bemærke: Angriber Finnbogason, sidste sæsons holdtopscorer med 10 mål, 4 på straffe, er tilbage i normal træning efter den skade der sluttede hans 18/19-sæson i april.

Augsburg trænes stadig af den schweiziske ex-mekaniker Martin Schmidt der kom til i april. Med ham ved trænerroret fik holdet syv point i de sidste seks runder – rigeligt til at holde playoff-placerede Stuttgart bag sig – og i de seks kampe scorede ausburgerne 14 mål (inkl 6-0 over Stuttgart), men samtidig lukkede de altså 17 ind, inkl 1-8-øretæven hos Wolfsburg i sidste spillerunde. Er Schmidt en god træner? Jeg er i tvivl. Han forlod både Mainz (2017) og Wolfsburg (2018) før tid efter dårlige resultater.

OPDATERING 20/8: To rutinerede forsvarere med liden spilletid i 18/19 hentet: midterforsvarer Jedvaj (Leverkusen) og Lichtsteiner (Arsenal), midterforsvar og højreback.


FREIBURG

Anslået trupværdi: 114 mio euro

Sidste sæsons nr 13 har sagt farvel til venstrekantsmand Grifo, midterforsvarsafløser Schlotterbeck og angrebsindskifter Liederlechner.

Til er kommet højrekantsfolkene Schmid (kan også spille back) fra Freiburg, Kwon fra franske Dijon (hvor han mest var indskifter) samt 19-årige Jeong fra Bayerns andethold. Desuden venstreback Itter fra Wolfsburgs andethold.

Dvs en styrket højrekant, men en styrket trup? Hmm. Jeg tvivler. Men det skal blive interessant at følge den hurtige og skudstærke venstrebens-angriber Waldschmith der boltrede sig for Tyskland ved sommerens U21-EM. Han scorede 9 gange i 30 kampe, 16 fra start, for Freiburg i sidste sæson og kan meget vel notere sig for flere denne gang. Han nettede i hvert fald kampens eneste mål i sidste lørdags pokalkamp mod Magdeburg hvor Freiburg gik videre via forlænget spilletid.

KÖLN

Anslået trupværdi: 101 mio euro

Gedebukke-klubben var lige nede at vende i en enkelt sæson, men er nu tilbage i den bedste række efter at have vundet 2. Bundesliga. Med seks point ned til nr 2, men undervejs var der alligevel så meget tvivl at træner Anfang blev fyret efter en række sejrsløse kampe i april – hvorefter andetholdstræner Pawlak kørte oprykningen i hus. Nu varetages tjansen af Achim Beierlörzer der forrige sæson førte Jahn Regensburg fra 3. til 2. Bundesliga; dette er hans første 1. Bundesliga-tjans.

Truppen: Den 36-årige def-midtbanemand Lehmann har indstillet karrieren, men ellers har ingen stamspillere sagt farvel. Angriber Guirassy er solgt til Amiens, men han blev allerede lejet ud til den franske klub i januar.

Til er kommet midterforsvarer Bornauw fra Anderlecht, højreback Ehizibue fra Zwolle, samt def-midtbanefolk Verstraete fra Gent og Skhiri fra Montpellier (han er dygtig; form er dog et spørgsmålstegn efter sen sommerferie pga Afcon).

Folk der kan forstærke holdet? Måske, nok. De har ikke BL-erfaring, men det er gode spillere. Bornauw kan i øvrigt gøre det endnu sværere for Frederik Sørensen at få spilletid i midterforsvaret. Den høje dansker var fast starter for Köln i tre Bundesliga-sæsoner i træk 2015/16-2017/18, men var kun reserve i sidste sæson. Og det selv om Gedebukkene ind i mellem spillede med tre midterforsvarere. Faste startere var tyske Czichos (ingen BL-erfaring trods 29 år) og den lille, kvikke spanier Jorge Mere (der vandt U21-EM denne sommer).

(OPDATERING 20/8: Frederik Sørensen udlejet til Young Boys)

I front har kölnerne stadig Terodde og Cordoba der stod for henholdsvis 29 (4 på straffe) og 20 mål i seneste sæson. Med den tidligere målsluger Modeste som joker. I foråret, efter halvandet år i Kina, virkede han langt fra topformen, men måske det kommer.

FORTUNA DÜSSELDORF

Anslået trupværdi: 82 mio euro

Sidste sæsons nr 10 har sagt farvel til to markante offensivfolk, venstrefløj Raman (Schalke har betalt 13 mio euro) og højrefløj-lejesvend Lukebakio. De to belgiere scorede begge 10 mål (og blev holdets topscorere) i sidste sæson. Væk er også midterforsvarer Kaminski.

Er fløjene blevet erstattet? På papiret, ja – venstremand Ampomah er kommet til fra belgiske Beveren (7 mål i 22 kampe), højremand Tekpetey fra Paderborn (10 mål i 2BL) – men een ting er at score i dårligere ligaer, noget andet at sætte sig igennem i den tyske Bundesliga. Desuden må Ampomah se til fra sidelinjen i et par måneder pga den skade han pådrog sig (efter at have scoret) i sidste weekends pokalrunde.

Til er dog også kommet det ghanesiske offensivtalent Ofori, og så har Düsseldorf lejet nogle interessante folk: målmand Steffen (ejet af Man City, senest lejesvend i Colombus i MLS), midtbanemand Baker (ejet af Chelsea; senest lejesvend i Reading) og midterforsvarer Nuhu fra Hoffenheim.

UNION BERLIN

Anslået trupværdi: 34 mio euro

Den lille hovedstadsklub er med i den bedste række for første gang nogensinde efter sidste sæsons tredjeplads i 2. Bundesliga, fulgt af playoff-succes mod Stuttgart (2-2 ude, 0-0 hjemme).

I forhold til sidste sæson er der sagt farvel til midtbanemand Zulj (starter/indskifter) og fløjindskifter Mané. 

Til er kommet en hel masse spillere. Fx angriber Ujah, midterforsvarer Subotic og Schlotterbeck, midtbanemand Andrich, Gentner og Kade, fløj Bülter, Flecker og Becker, målmand Nicolas...

Af disse er det dog kun den erfarne midtbanemand Gentner der var fast starter på et Bundesliga-hold (Stuttgart) i sidste sæson. De øvrige kommer fra markant dårligere ligaer eller var reserver på deres respektive klubhold, fx den slasklangsomme Subotic i franske Saint-Étienne. Han var god engang, men er et godt stykke over-the-hill nu. Ujah er dog kun 28 år, så trods en flad 18/19-sæson i Mains kan den nigerianske angriber måske finde tilbage til den form der gjorde ham til temmelig giftig for Köln og Werder for et par år siden (hvor han drog til Kina for derefter at blive reserve i Mainz).

Ud over Gentner og Ujah, ser Flecker (Hartberg/Østrig), Becker (Den Haag/Holland) og Bülter (Magdeburg/BL2) lidt interessante ud. Men gode nok til bare sådan lige at gøre en forskel i Bundesligaen?

Der er faktisk endnu en nytilkommer, den danske angriber Marcus Ingvartsen (1,5 mio euro har han kostet) der blev Superliga-topscorer med FCN i 2017, dvs har nydeligt potentiale. Han kommer dog fra en kikset sæson i Genk der blev mester, men uden særligt bidrag fra Ingvartsen der kun fik otte kampe, syv som indskifter. 0 mål. I Union Berlin skal han, ud over Ujah, konkurrere med svenske Sebastian Andersson, klubtopscorer i 18/19 med 12 mål.

Der er endnu en dansker i klubben, målmand Jacob Busk Jensen, men han sad på bænken i hele 18/19-sæsonen og er nok også i den nye sæson sufflør for Gikieewicz – medmindre unge Nicolas sniger sig forbi danskeren i hierakiet.

PADERBORN
Anslået trupværdi: 24 mio euro

Paderborn har været på en rutsjebanetur de seneste år. I 2014 rykkede klubben op i 1. BL for første gang nogensinde, men det blev et kort visit, og i 2015 og 2016 rykkede holdet ned i først 2. BL og så 3. BL. Hvor det faktisk blev til endnu en nedrykningsplads i 2017, men fordi en anden klub blev tvangsnedrykket, forblev Paderborn i den tredjebedste række. Reaktionen? Oprykning i to sæsoner i træk. De må have tyndslidte nerver efterhånden, de stakkels/heldige fodboldfans i Nordrhein-Westphalen...

Sidste sæsons nr 2 i 2. Bundesliga har solgt holdets topscorer, offensivmand Klement (16 mål, 3 på straffe), samt fløjspiller Tepeytey – for 2,5 mio euro stykket.

Hvem har Paderborn hentet? Ud over diverse fra nedre tyske rækker (3. BL og lavere): midtbanemand Kapic fra schweiziske Grasshoppers, højreback Jans fra franske Metz, samt Mainz-reserverne Holtmann (venstrefløj) og Huth (målmand).

Ikke just wauw-tilgange. Det gode er at ingen af tilkommerne har kostet noget indtil videre, så måske er der deciderede holdforstærkende indkøb på vej.