Opfordring: Vær med til at forme det nye bet-regnskab. Desuden: Kort tilbageblik på ekspertpanelets august.

Inden jeg gør status over ekspertpanelets august, et vigtigt blik fremad: En ny, BetXpert-integreret version af Betwatcher-regnskabet er på vej. Test-fasen begynder senere i denne måned, og i den forbindelse søger vi engagerede Betwatcher-brugere der er interesserede i at komme med input og være med til at forme produktet.

Målet er at give en toptunet - og fortsat gratis - regnskabsmulighed til vores brugere her på sitet, så de nemt og overskueligt kan holde øje med hvordan det går for de spil de sætter hos bookmakerne. De skal kunne se om de vinder på Premier League eller Bundesliga eller NFL, hvilke eksperter de har succes med at følge, om mandagsspil er en underskudsforretning, etc, etc. 

Men der er mange elementer i sådan et regnskab: Hvad skal med, og hvordan skal det se ud? Vi har en idé (og vi kan godt love at det nye regnskab kommer til at have en række lækre, nye features), men vi vil yderst gerne have ivrige regnskabsbrugere til at give deres besyv med.

Har du en motiveret tester i maven, så end os en mail på [email protected] og beskriv kort hvorfor du gerne vil være med til at forme det nye Betwatcher.

Det oprindelige Betwatcher blev launchet i 2009, men har de seneste år ligget mere eller mindre dødt uden udvikling og med sporadisk fejl-korrektion. Det ændrer sig nu hvor vi moderniserer og integrerer Betwatcher på BetXpert.com. Vi glæder os!

August: Op og ned for ekspertpanelet

Og så til redaktørens måneds-tilbageblik: Ekspertpanelet fik en tilbagebetaling på 104% i august. Det var tredje måned i træk med overskud, og samlet er vi også i sort for 2019 (dog kun med 101%).

Topscorer blev cykelekspert Lasselaugesen med +14,67 enheder hvoraf tippet på Laurens de Plus som vinder af Binckbank Classic til odds 13 stod for de fleste.

I den anden ende af ekspertpanelet i august var Thomas Schyth med -11,13 enheder. En horribel måned for englandsfodbold-eksperten der dog stadig har en solid samlet tilbagebetaling med 106% for de seneste tre år. Og da Thomas er een af de mest selvreflekterende og jordbundne eksperter vi nogensinde har haft, har han gode chancer for at mindske 2019-underskuddet (pt 11,87) eller måske ligefrem vende til overskud i de kommende måneder.

Andet: Vi søger fortsat nye eksperter, bl.a. til tysk fodbold.