Favoritten Contador kan tage sin tredje sejr i Paris-Nice efter seks års fravær. Læs Jesper Sørensen store optakt her, hvor han kigger på odds, gennemgår alle favoritter, outsidere og langskud til det prestigefyldte etapeløb, som starter søndag.

Læs den nye optakt til Paris-Nice 2017 her

Årets Paris-Nice 2016 er uden en lang enkeltstart, hvorfor løbet skal vindes ude på ruten. Man har fået lavet en interessant rute, der ikke for alvor har et hårdt afslutningsbjerg, og det er i den grad med til at åbne løbet.

Løbets største og formentligt vigtigste afslutning hedder La Madone D’Utelle (15,3 km, 5,7 %), og den afslutter sjette etape.

Det er ikke den hårdeste stigning, og jeg kan godt forestille mig, at det bliver svært at lave store forskelle på den stigning. Derfor skal man ud og udnytte resten af terrænet på forhånd – men hvem tør satse tidligt i løbet?

Der er nogle store profiler i det franske felt, mens andre klassementsstjerner søger mod Tirreno-Adriatico, der kører fra 9. marts. Spanske Alberto Contador er dog tilbage i Paris-Nice.

Det er et løb, hvor han før har triumferet (2007 og 2010) og lidt store nederlag, som da han i 2009 gik sukkerkold på næstsidste etape.

Det var ligeledes i dette løb, at han første gang for alvor slog sit navn fast, da han vandt løbet i 2007, før han gik hen og vandt Tour de France samme år.

Kan han tage en tredje sejr i løbet? Umiddelbart ligner han favoritten, men med en åben rute kan der ske mange ting. Han kommer sandsynligvis til at tabe lidt tid på den indledende prolog, og så skal vi se den spanske etapeløbsstjerne i offensiven for at hente tiden tilbage. Det kan godt blive et ret lækkert cykelløb.

Odds & Tips - Paris-Nice 2016

Hold øje med tips fra BetXperts cykeleksperter:

Jesper Sørensen 

Odds på vinder af Paris-Nice 2016

Bedste odds Bookmaker
Alberto Contador 3,00
Bet365
Geraint Thomas 6,00
Bet365
Tom Dumoulin 10,00
Bet365
Richie Porte 10,00
Bet365
Romain Bardet 17,00
Bet365
Tony Gallopin 17,00
Bet365
Rui Costa 19,00
Bet365

Favoritten

Jeg synes, det er svært at pege på én rytter i dette løb. Spanske Contador er utvivlsomt det største navn på startlisten, men ruten er ikke helt optimal, synes jeg. Ikke desto mindre holder jeg ham som favorit.

Alberto Contador, Tinkoff

Chancevurdering: 30 %

Alberto Contador stiller til start i løbet, som et af de helt store navne. Spanieren stopper officielt efter denne sæson – eller måske ikke – og han håber at gøre det godt i alle de løb, han stiller til start i, som han altid har gjort.

Spanieren startede sæsonen i Volta ao Algarve, hvor han skuffede lidt på den første kuperede udfordring. I den hurtige afslutning kunne han ikke følge med. På enkeltstarten kørte han solidt, og på løbets sidste etape, konge-etapen på Malhao, vandt han. Contador er på et fint niveau.

Contador kommer til at klare prologen ganske fint, men han kommer til at smide tid som nogle af konkurrenterne som Kwiatkowski, Porte og især Dumoulin. Derfor skal han ud og vinde tid på de øvrige etaper, og her er det især på tredje- og sjette etape, at han skal i offensiven.

Tredje etape er en kort, eksplosiv afslutning, hvor han af og til gør det godt, mens han andre gange klarer dem mindre godt. Sjette etape er en lang afslutning, hvor han er favoritten – men stigningen er altså ikke vanvittig hård, og det vil kræve en god dag, hvis han skal sætte konkurrenterne så tilpas meget, at han vinder løbet.

Når det så er sagt, så er Contador den mest komplette rytter i det her løb, og han er på et niveau over konkurrenterne normalt. Havde ruten været lidt hårdere, havde mine procenter også været markant højere på ham.

Outsidere

I min optik er det et meget åbent felt i årets Paris-Nice. Contador er det største navn, men ruten er ikke optimal for ham. Jeg er ikke kritisk over for ruten, for den er i min optik en af de bedste i de seneste mange år, men der mangler de helt hårde udfordringer, der virkelig skubber det over i Contadors favør.

Geraint Thomas, Team Sky

Chancevurdering: 12 %

Geraint Thomas har valgt at skippe alle klassikere i år for i stedet at fokusere på etapeløb. Der er ingen grund til, at han ikke skulle være god til det – det beviste han også under Tour de France sidste år, hvor han længe lå med langt fremme i klassementet.

Faktisk startede han sæsonen med at være rigtig stærk i Paris-Nice. Han endte med at blive 5’er i det franske etapeløb, mens han senere på sæsonen blev nummer 2 i Tour de Suisse. Thomas er en glimrende klatrer, og med endnu større fokus på at klare sig godt i bjergene, kan han blive en farlig mand i løb som disse. I Volta ao Algarve smadrede han Alberto Contador på enkeltstarten, så han får formentligt også et fint forspring ned til ham efter prologen i dette løb.

Jeg kunne godt se ham køre med om podiet, og med den åbne rute er det heller ikke usandsynligt, at han kører efter den samlede sejr her i Frankrig. Formen er der - men hvordan klarer Thomas presset som kaptajn? Han har det med at være involveret i diverse uheld fra tid til anden.

Tom Dumoulin, Team Giant-Alpecin

Chancevurdering: 12 %

Man bør afgjort holde øje med Dumoulin i dette løb. Han har et mål om en OL-guldmedalje i enkeltstart, men han beviste i Tour of Oman, at han bestemt ikke har opgivet at køre klassement. Han blev nummer fire på Green Mountain i Oman, og det beviser, at formen er fin.

Jeg troede – hver evig eneste dag – at han ville knække under sidste års Vuelta. Det var det samme, jeg tænkte dengang Ryder Hesjedal vandt Giro d’Italia. Det skete først på 20. etape, og Dumoulin endte som nummer seks i løbet. Han beviste dog, at han afgjort er kommet for at blive.

I min optik er han den rytter, som ruten passer bedst til. Han er god på de små eksplosive stigninger, som der kommer på tredje etape, og han kan sagtens klare en 15 kilometer lang stigning med en forholdsvis mild gennemsnitsstigning – og så er han den klart bedste prologkører af de helt store favoritter. Potentielt set kan vi se ham i løbets førertrøje efter prologen, og så skal han ”blot” forsvare sig. Det er en rolle, han kan finde ud af.

Jeg er altid lidt påpasselig, når det kommer til defensive ryttere – men jeg kunne godt blive fristet af Dumoulin i dette løb.

Tom Dumoulin til odds 10,00 hos Bet365*

Hollandske Tom Dumoulin er en maskine. Han kommer sandsynligvis til at være tæt på den gule trøje efter den indledende prolog, og derfra skal han "blot" forsvare sig - det er han lidt af en mester til, hvilket han beviste under Vuelta a España. Ruten er i min optik ikke så voldsomt hård, hvorfor det gør opgaven for ham lettere. Se tippet her

Richie Porte, BMC Racing Team

Chancevurdering: 8 % 

Før Tour of Oman udtalte man fra BMC-lejren, at Porte ikke helt var, hvor han skulle være, efter en træls tur til landet, men at han nok skulle blive klar til Paris-Nice.

Men sådan lyder det ikke just, hvis man læser Portes udtalelse i forbindelse med at BMC-holdet blev udtaget til løbet. Her siger han, at han går ind til løbet med færre forventninger end tidligere, og at løbet i højere grad skal bruges til at få løbsdage i benene.

Sandheden er, at han heller ikke var helt skarp under Tour Down Under, hvor hans kvaliteter vejede op for lidt manglende form – han vandt trods alt stadig på Willunga Hill og blev nummer to i løbet.

Porte mangler en lang enkeltstart her i løbet, og så er jeg også meget spændt på at se, hvordan han håndterer skiftet væk fra Team Sky. Indtil videre har det ikke været helt kønt. Han vandt dette løb i 2013 og 2015, men begge gange skete det blandt andet efter en kanon enkeltstart på sidste etape.

Romain Bardet, Ag2r

Romain Bardet har set godt kørende ud i starten af denne sæson. Han blev nummer to i Tour of Oman, og i sidste weekend blev det til to top10-placeringer i franske endagsløb. Ikke voldsomt prangende, men det vidner om at formen er, hvor den bør være.

Det er dog ikke fordi, at han ligefrem har imponeret i Paris-Nice tidligere. 14. pladsen sidste år er hans bedste resultat i det franske etapeløb. Han kørte egentligt fint, men blev sat voldsomt tilbage på enkeltstarten og endte mere end 4 minutter efter Richie Porte.

I år er der ingen lang enkeltstart, og han var godt kørende i Tour of Oman. Personligt tror jeg, at han kører stærkere i Paris-Nice end nogensinde før. Umiddelbart er han dog ikke helt den mest oplagte vinderkandidat, fordi han hverken er den bedste klatrer eller prologkører. Til gengæld er han herlig optimistisk, og på en rute som denne kan ét veltimet angreb være alt, der skal til for at hente sejren.

Langskud

Jeg tror, at vinderen skal findes blandt de førnævnte ryttere, men det er nu stadig et fint felt bag de bedste. Jeg fremhæver her nogle interessante ryttere, der kan være spændende at følge af forskellige årsager.

Hos Astana har man Luis Leon Sanchez, der tidigere har gjort det rigtig godt i Paris-Nice. Jeg tvivler på, at han har niveauet til at vinde løbet, men han så ud til at være godt kørende i Volta ao Algarve, indtil han måtte udgå på grund af et styrt.

Lampre-Merida sætter deres lid til Rui Costa, der altid er solid i disse ugelange etapeløb, mens de også har Louis Meintjes. Rui Costa viste fin form i Tour of Oman, hvor han endte på en femteplads. Han mangler dog lige 5 %, før han for alvor er blandt eliten.

Team Sky har som nævnt Geraint Thomas, men de har også colombianske Sergio Henao, der godt kunne hente et pænt resultat her i Paris-Nice. Jeg tror bare, at man satser mere på Thomas. Han er brite, og han har udtalt at han vil fokusere mere på etapeløb i denne sæson – og så er Paris-Nice et oplagt løb for ham.

Andre jokere tæller ryttere som Jerome Coppel (IAM Cycling), Pierre Rolland (Cannondale) Tony Gallopin (Lotto Fix ALL), Rafal Majka (Tinkoff), Simon Spilak (Katusha) og Andrew Talansky (Cannondale). Vil man i stedet holde med en ung og spændende rytter, så kan man med fordel holde lidt øje med norske Odd Christian Eiking (FDJ). Nordmanden er en ret kompetent klatrer, og han burde kunne få chancen her i det franske løb. Han vinder ikke, top3 sker heller ikke, men han er en spændende mand.

Ruten - Paris-Nice 2016

Ved første øjekast er ruten til Paris-Nice ikke særlig interessant. Men graver man lidt dybere end blot ruteprofilen, så finder man en varieret rute, der nok skal skabe et særdeles spændende cykelløb.

Løbet starter med en prolog på 6,1 kilometer. Jeg er ikke særlig glad for prologer og lange enkeltstarter i disse ugelange etapeløb, men da det er den eneste dag, hvor rytterne kører individuelt mod uret, så er det fint nok. 6,1 kilometer er nok til at lave en markant forskel, og jeg forestiller mig, at der kommer til at være op mod et halvt minuts forspring mellem de bedste og værste klassementsryttere.

Allerede på 1. etape bliver klassementsrytterne udfordret yderligere. Etapen er 198 kilometer lang. Mod finalen kommer der grusveje og grusstigninger. Det er ikke Strade Bianchi, men det er en udfordring, der kan skabe nogle tidsforskelle mellem de bedste. Ligeledes køres etapen i et ret åbent landskab, hvorfor man også kan ’frygte’ (på rytternes vegne, naturligvis), at der kommer sidevindskørsel. Til sidst afgøres det nok i en spurt, men det kan blive en dramatisk dag, der koster et klassement eller to.

Sprinterne ventes at få deres dag på 2. etape. Måske kørte de om sejren dagen forinden, men her bør de i al fald kæmpe om sejren. Etapen er 213,5 kilometer lang, og der er kun små bump på vejen – sprinterne bør kæmpe om sejren her.

Terrænet skifter på 3. etape, der er 168 kilometer lang. Etapen er kuperet med mere end seks kategoriserede stigninger undervejs. Etapen slutter på Mont Brouilly (3 km, 7,7 %), som de også passerer 30 kilometer før målstregen. Den er ret stejl mod toppen. Der kan hentes vitale sekunder på denne etape blandt klassementsrytterne.

Sprinterne får deres chance på 4. etape. Etapen er 195,5 kilometer lang, og der er ikke de vilde udfordringer undervejs. Det ligner en massespurt i Romans-Sur-Isère.

5. etape kører rytterne på velkendte veje. Etapen ender nok i en form for decimeret spurt, men undervejs passerer man Chalet-Reynard (9,5 km, 9,3 %), som kendes fra Mont Ventoux. Med 1.440 meters højde, er det løbets højeste punkt, og som altid på denne tid af sæsonen, så kan sneen være et problem. Der er nogle hårde stigninger undervejs, men den sidste udfordring kommer med 30 kilometer til målstregen, så mon ikke en større gruppe kommer hjem sammen.

Det hele bliver nok afgjort på 6. etape, der er 177 kilometer lang. Etapen går op og ned hele dagen, men slutter på stigningen La Madone D’Utelle (15,3 km, 5,7 %). Det er ikke jordens stejleste stigning, men det er nok til at være afgørende for løbet.

Løbet slutter på 7. etape med en klassisk etape fra Nice til Nice på 141 kilometer. Løbets sidste udfordring er Col d’Eze, der i sig selv ikke er vanvittig hård (7,7 km, 5,7 %), og den topper efter 126 ud af de 144 kilometer. Typisk ender det relativt samlet her i Nice, så etapen er ikke voldsomt afgørende, medmindre nogen forsøger at kuppe trøjen.