Omsætningen hos onlinekasinoerne er mere end tredoblet fra 2012 til 2018. I gennemsnit bruger hver husstand i underkanten af 20.000 kroner om året på spillesiderne. 

Kristeligt Dagblad bragte sent i aftes en artikel, hvori de skriver, at omsætningen på onlinekasinoer er mere end tredoblet fra 2012 til 2018. Mediet skriver, at de har taget udgangspunkt i tal fra Spillemyndigheden. 

20.000 kroner per husstand

Et voksende antal onlinekasinoer har medført en markant stigning i den samlede omsætning. I 2012 lød omsætningen for onlinekasinoer på 15,7 milliarder kroner. I 2018, som er det seneste år, hvor den samlede omsætning er opgjort, kom tallet op på 53,7 milliarder kroner. Det vil sige, at der har været mere end en tredobling af omsætningen på bare seks år.

Fordeler man omsætningen ud over alle landets husstande, svarer det til, at hver husstand har spillet for 19.825 kroner om året.  

Ifølge Thomas Marcussen, klinikleder og psykolog på forskningsklinikken for ludomani på Aarhus Universitet, er det jagten på gevinsten og ikke mindst faktum, at spilautomaterne udløser signalstoffet dopamin i hjernens belønningssystem, der gør, at vi spiller. 

”Onlinekasinoer er i gang hele tiden, og de har en heftig stimuli, der fortæller spilleren, at det er lige ved og næsten, at de vinder. Det blinker, klirrer og går ufatteligt hurtigt. Et spil tager to sekunder, og så kan du spille igen. Hvis det går langsommere, så gider folk ikke spille, da det bliver uinteressant. Interessen fastholdes ikke af selve spillet, men af dopaminudskillelsen, der sker, hver gang man spiller.”

Særligt de unge får spilleproblemer

Michael Bay Jørsel, centerleder hos Center for Ludomani, siger, at den øgede omsætning ikke mindst skal ses i lyset af, at næsten alle hele tiden har ”et kasino i lommen”. 

”Vi går alle rundt med en smartphone i lommen, og hvis du vil gamble, kan du gøre det når som helst og hvor som helst. Du behøver ikke engang at bevæge dig uden for din dør for at spille.”

Centerlederen tilføjer, at over to tredjedele af de personer, der henvender sig på Center for Ludomani, er afhængige af at spille på onlinekasino, og at 53 procent centerets samlede henvendelser er fra unge mellem 18 og 30 år.