NFL er tilbage med en ny sæson - og hvad mere er, NFL er tilbage hos BetXpert efter flere års pause!

Den første kamp spilles natten til fredag d. 5. september.

Via vores to eksperter Peter Jensen og Jonathan Morell dækker vi denne sæson - fra første kast til sidste knogleknusende tackling, fra første hut til sidste Hail Mary - med analyser og tip.

Følg dem på denne side: http://www.betxpert.com/ekspert/nfl/

NFLs officielle side: http://www.nfl.com/

Men først en grundig optakts-artikel der (efter et par ord om TV-dækningen) går tæt på hvert eneste hold i NFL.

Artiklen er så grundig at den er delt i to. Den første, denne, belyser halvdelen af NFL. AFC:  American Football Conference.

Nr 2 belyser NFC: National Football Conference: http://www.betxpert.com/artikel/nfl-optakt-nfc


TV-dækningen

Det er, ligesom sidste år, TV2 Sport og 3+, som står for tv-dækningen af NFL på dansk TV. Som noget nyt sender TV2 Sport HD også (én kamp live søndag kl. 19 med amerikanske kommentatorer).

- TV2 Sport søndag kl. 19 kører med den "gamle" duo, Claus Elming og Jimmy Bøjgaard (der går rygter om at Jesper Elming kan komme ind en gang eller to i løbet af året)

- Kampen kl. 22.15 på 3+ kommenteres af Jens Arnborg, Henrik Levysohn og Thomas "Bubba" Knudsen

- 3+ sender mellem 22.15-kampen og SNF et 60 minutters sammendraget af en kamp. Denne kommenteres af Tommy Kjærsgaard og Jens Knudsen.

- SNF på 3+ og MNF på TV2 Sport sendes med de originale amerikanske kommentatorer.

Hver uge vil en oversigt over den kommende uges kampe på dansk fjernsyn blive lagt ud her på BetXperts NFL-side.


AFC

American Football Conference dækker fire divisioner - der hver især indeholder fire hold.

AFC East
New England Patriots
Buffalo Bills
New York Jets
Miami Dolphins

AFC West
San Diego Chargers
Denver Broncos
Kansas City Chiefs
Oakland Raiders

AFC North
Pittsburgh Steelers
Cleveland Browns
Cincinnati Bengals
Baltimore Ravens

AFC South
Indianapolis Colts
Jacksonville Jaguars
Tennessee Titans
Houston Texans


AFC East

Sidste sæson:
1. New England Patriots (16-0)
2. Buffalo Bills (7-9)
3. New York Jets (4-12)
4. Miami Dolphins (1-15)

AFC East var NFLs absolut dårligste division i sidste sæson – hvis vi ser bort fra New England Patriots, som med deres perfekte regulære sæson, med 16 sejre i ligeså mange kampe, sikrede at AFC East stod for det absolut bedste i NFL. Miami Dolphins fik blot én sejr i 16 kampe og stod for en af sæsonens største skuffelser. Efter en flot 06/07-sæson skuffede Jets fælt sidste år, mens Buffalo Bills overraskede positivt og trods utallige skader ikke var langt fra at spille sig i slutspillet.

Mit bud på slutstillingen i divisionen i denne sæson:
1. New England Patriots
2. Buffalo Bills
3. New York Jets
4. Miami Dolphins
New England Patriots

Vigtigste trupændringer:
Forsvundet: WR Donte’ Stallworth, ILB Junior Seau, OLB Rosevelt Colvin, CB Asante Samuel
Kommet til: RB LaMont Jordan

Analyse af kampprogram:
Week 1: vs. Chiefs
Week 2: @ Jets
Week 3: vs. Dolphins
Week 4: Bye
Week 5: @ 49ers
Week 6: @ Chargers (SNF)
Week 7: vs. Broncos (MNF)
Week 8: vs. Rams
Week 9: @ Colts (SNF)
Week 10: vs. Bills
Week 11: vs Jets (Thu.)
Week 12: @ Dolphins
Week 13: vs. Steelers
Week 14: @ Seahawks (SNF)
Week 15: @ Raiders
Week 16: vs. Cardinals
Week 17: @ Bills

Ligaens letteste kampprogram (målt i antallet af modstandernes sejre i sidste sæson). En meget overkommelig sæsonstart, hvor styrkeprøverne nok kommer i spilleuge 6-9 (specielt Chargers og Colts. Broncos har ofte voldt Patriots problemer, så det bliver næppe en walkover). Spilleuge 12 eller 17 kan byde på en overraskelse indenfor divisionen. Dolphins har overrasket mod Patriots mere end én gang (bør dog ikke kunne ske denne gang), og Bills er den stærkeste af divisionsmodstanderne. Ellers ser det kun ud som om at det er i uge 13 og 14 at Patriots kan få større problemer.
RB Kevin Faulk har karantæne i sæsonens første kamp.

Preview:
Alt gik som Patriots håbede sidste år, lige indtil 34 sekunder før tid i Super Bowl, hvor Plaxico Burress greb det touchdown, som ødelagde Patriots’ drøm om at gå ubesejret gennem en hel sæson. Siden nederlaget i Super Bowl er der sket meget i New England. Flere startere er forsvundet og selvom der er fundet erstatninger har de ikke helt den samme kvalitet.

Forsvaret: Linebackerkæden, der var det helt store problem mod slutningen af sæsonen, er blevet ældre og konsekvensen blev taget i draften hvor Bill Belichick meget atypisk valgte en linebacker i første runde. Jerod Mayo har imponeret i preseason og ligner pt. en starter ved siden af veteranen Tedy Bruschi. Adalius Thomas og Mike Vrabel på OLB fuldender en stærk kæde. Spørgsmålet er dog om de er i stand til at stoppe løbet i år.
På CB er både Randall Gay og Asante Samuel væk, hvilket øger presset. Ellis Hobbs, der var svingende sidste år er nu holdets bedste og meget overraskende blev Fernando Bryant fyret da truppen skulle barberes ned til 53 spillere. Det kan blive andenrundevalget Terrence Wheatley, som kommer til at starte på positionen. Den defensive linje hos Patriots er en af ligaens stærkeste. Vince Wilfork i midten er stor og dominerende og Richard Seymour er en af ligaens bedste ends og med Ty Warren modsat fuldendes en trio, der ikke findes bedre mange steder i ligaen.

Angrebet: Den offensive linje blev udstillet i Super Bowl; ganske vist også af den måske bedste defensive end-duo i ligaen i sidste sæson. Ikke desto mindre ved samtlige hold i ligaen nu at måden man slår Patriots på er ved at lægge et stort pres på Tom Brady – ikke ved at trække masser af spillere tilbage i opdækning og give Brady masser af tid i lommen. Får Brady den tid i lommen er han muligvis ligaens bedste til at fordele boldene til sine receivere og i Randy Moss og Wes Welker har han stadig nogle yderst habile mål. Vi vil i år formentlig se mere til Jabar Gaffney, ligesom jeg også selv forventer at de fokuserer mere på løbespillet i denne sæson. Dermed lægges noget af presset over på RB Laurence Maroney, som startede skidt i sidste sæson, men kom bedre med mod slutningen efter en skadespause. I LaMont Jordan har de fundet en ganske en habil backup. Den offensive linje er uden guard Stephen Neal i første del af sæsonen. LT Matt Light og RT Matt Kaczur er ikke ligeså godt som de bliver gjort til. Tom Bradys evne til at bevæge sig i lommen har reddet de to mange gange.

Special teams: K Stephen Gostkowski sparkede masser af gange sidste år. Det var dog mest ekstra points han satte på tavlen. Han var dog også ganske stabil på FGs. P Chris Hanson er middelmådig. Returngamet ser til gengæld ganske godt ud. Rookie Matt Slater kan få jobbet efter Chad Jackson blev fyret. Wes Welker fører an på punt returns. Sidste år skiftede Patriots meget mellem returnere og bl.a. Ellis Hobbs lavede et return for touchdown.

Konklusion:
Forvent ikke en rekordsættende sæson fra Patriots (hverken 16-0, 50 touchdown passes fra Brady eller 23 TD-receptions fra Randy Moss), men med et overkommeligt kampprogram burde vejen være banet mod endnu et slutspil. Det ligner et sted mellem 12 og 14 sejre.

Buffalo Bills

Vigtigste trupændringer:
Forsvundet: TE Michael Gaines, DT Larry Tripplett, S Jim Leonhard
Kommet til: FB Darian Barnes, DT Marcus Stroud, OLB Kawika Mitchell

Analyse af kampprogram:
Week 1: vs. Seahawks
Week 2: @ Jaguars
Week 3: vs. Raiders
Week 4: @ Rams
Week 5: @ Cardinals
Week 6: Bye
Week 7: vs. Chargers
Week 8: @ Dolphins
Week 9: vs. Jets
Week 10: @ Patriots
Week 11: vs. Browns (MNF)
Week 12: @ Chiefs
Week 13: vs. 49ers
Week 14: vs. Miami (spilles i Toronto)
Week 15: @ Jets
Week 16: @ Broncos
Week 17: vs. Patriots

Der venter umiddelbart to hårde kampe fra starten af sæsonen for Bills, og kan de slippe derfra med 1-1 er der bestemt realistisk håb om at nå bye week (friuge) med 4-1. Uge 7 og 10 ligner nederlag og Monday Night Football-kampen mod Browns bliver heller ikke let. Det kan igen blive en skidt afslutning på sæsonen med to svære kampe til sidst.

Preview:
På trods af at holdet var ramt af utallige skader og selvom forsvaret rangerede som det næstdårligste og angrebet som det tredjedårligste i ligaen var Bills meget overraskende ikke langt fra at spille sig i slutspillet. Et sent nederlag tidligt på sæsonen til Broncos, den famøse MNF-kamp mod Cowboys og tre nederlag i træk sidst på sæsonen kostede i den sidste ende. Der er forsvundet mange spillere i offseason, men kun et fåtal var faste startere i sidste sæson.

Angrebet: To rookies impnerende positivt sidste år. RB Marshawn Lynch og QB Trent Edwards viste sig som spillere for fremtiden. Lynch skaffer muligvis ikke mange yards af gangen, men han skaffer bare konsekvent de nødvendige yards. Edwards virkede meget rolig i lommen og selvom han stats ikke var imponerende (7 TDs, 8 INTs og rating på 70,4) så var han 5-1 som starter, før det blev til de føromtalte tre nederlag i træk. Samtidig var det altså med et meget skadesplaget hold, som reelt kun havde Lee Evans som mål. I draften valgte Bills WR James Hardy, som er en stor fysisk receiver, der kan tage tæskene ind over midten og et perfekt komplement til hurtige Lee Evans.
På den offensive linje har LT Jason Peters, en af ligaens allerbedste på positionen, været utilfreds med ikke at få en ny kontrakt, og er i gang med et længere holdout, som kan komme til at koste. Langston Walker der hidtil har spillet RT ligner den midlertidige afløser på positionen. Skidt nyt for både Lynch og Edwards.

Forsvaret: I Stroud og Mitchell er der hentet to spillere med startermateriale, og i CB Leodis McKelvin fandt Bills i første runde af draften en hurtig CB. McKelvin har masser af potentiale, men det ser ud til at det blive Terrence McGee og Jabari Greer, der starter i første kamp. S Donte Whitner er en solid runstopper.
Sidste års andetrundevalg i draften (Lynch og Edwards blev valgt i første og tredje runde), MLB Paul Posluszny blev skadet i sin blot tredje kamp. Han er tilbage i år og bør kunne fortsætte hvor han slap – som en altdominerende force i midten af linebackerkæden. Posluszny, Kawika Mitchell og Angelo Crowell danner en rigtig solid trio.
Marcus Stroud er ikke så god som for nogle år siden, men han er en opgradering på en ellers lidt svag position. DE Aaron Schobel er en komplet end, der både kan jagte QB’en, men også bidrage som runstopper. Modsat Schobel er DE Chris Kelsey en habil runstopper.

Special teams: Ikke mange hold er så godt besat med returnere som Bills er. Terrence McGee, Roscoe Parrish og Leodis McKelvin er alle gode returnere. McGee og Parrish vil i første omgang tage sig af hhv. kick returns og punt returns. K Rian Lindell er solid og sikker og har et godt ben og også P Brian Moorman har et stærkt ben.

Konklusion:
Edwards går ind til sæsonen som starter og med Lynch bag sig og et forhåbentlig skadesfrit hold om sig kunne det tyde på at blive en god sæson for Bills. Om de når slutspillet skal være usagt, men 8-9 sejre virker ikke helt urealistisk, og med lidt held måske også 10.

New York Jets

Vigtigste trupændringer:
Forsvundet: QB Chad Pennington, OT Anthony Clement, OG Adrien Clarke, ILB Jonathan Wilma, OLB Victor Hobson
Kommet til: QB Brett Favre, FB Tony Richardson, OT Damien Woody, OG Alan Faneca, DT Kris Jenkins, OLB Calvin Pace

Analyse af kampprogram:
Week 1: @ Dolphins
Week 2: vs. Patriots
Week 3: @ Chargers (MNF)
Week 4: vs. Cardinals
Week 5: Bye
Week 6: vs. Bengals
Week 7: @ Raiders
Week 8: vs. Chiefs
Week 9: @ Bills
Week 10: vs. Rams
Week 11: @ Patriots (Thu.)
Week 12: @ Titans
Week 13: vs. Broncos
Week 14: @ 49ers
Week 15: vs. Bills
Week 16: @ Seahawks
Week 17: vs. Dolphins

En svær sæsonstart, hvor to af ligaens stærkeste hold venter i løbet af de første tre kampe. Det ligner i bedste fald 2-2 ved bye week. Friugen efterfølges af et nogenlunde kampprogram, hvor der er sejrsmuligheder i fem kampe i træk (ikke at det vil ske) inden Patriots venter. I de sidste seks kampe er det umiddelbart kun Seahawks-kampen der ser rigtig svær ud.
RB Jesse Chatman (backup, kommet til fra Dolphins) er suspenderet i sæsonens første fire kampe.

Preview:
Jets skuffede alt og alle – ikke mindst sig selv – ved at gå 4-12 i sidste sæson. Sæsonen gav mange spørgsmåltegn på QB-positionen, som burde være løst med Favre i truppen. Head Coach Eric Mangini skal formentlig have succes i år hvis ikke han skal fyres

Angrebet: Der har været fokus på at opgradere (løbe-)angrebet for Jets. I OG Alan Faneca fås en stærk linjemand, som omgående kan booste ethvert løbeangreb. FB Tony Richardson blokerede i sidste sæson for årets offensive rookie, Adrian Peterson, hos Vikings, og bør også kunne hjælpe ethvert hold. Offseason-sagaen om Brett Favre endte en måned før sæsonstart med at Jets byttede sig til veteran QB’en. Dette lukkede samtidig et vigtigt emne – nemlig hvem der skulle starte sæsonen under center – og sendte QB Chad Pennington sydpå til Miami. På RB ligner Thomas Jones ikke en holdbar løsning på længere sigt, men han bør kunne få moderat succes med Richardson og Faneca (og til dels Woody) i folden. Leon Washington og Jesse Chatman vil se spilletid når Jones skal have et hvil. Receivergruppen føres an af Jerricho Cotchery og Laveranues Coles. Den er ikke helt i top, men bør kunne producere med Favre til at fordele boldene.

Forsvaret: Valget af Vernon Gholston i første runde af draften var et sats, men spiller han op til sit gigantiske potentiale, vil han blive en stor succes. Han spillede sine bedste kampe i de store kampe og var den eneste der formåede at få et sack overfor Jake Long – som han nu kan komme til at stå over for to gange årligt når de møder Dolphins. Han har dog skuffet i training camp og vil starte sæsonen som backup for Bryan Thomas. Calvin Pace havde et godt år hos Cardinals og bør give Jets noget effektivt pass rush. Jonathan Vilma fandt sig aldrig til rette som ILB i 3-4-forsvaret og er nu væk, hvilket giver David Harris pladsen ved af Eric Barton.
NT Kris Jenkins er kommet til fra Panthers og kan han holde sig fit bør han blive en gevinst. Det vil også give plads til specielt Shaun Ellis. Dybdeb på den defensive linje er til at overse.
De bageste fire er en ung, men talentfuld gruppe. Darrelle Revis og Justin Miller på de to corners er hurtige nok til at følge med de fleste. Safety Kerry Rhodes står på randen af en Pro Bowl-sæson.

Special teams: K Mike Nugent er stabil på de korte distancer, men har ikke benet til de helt lange field goals. P Ben Graham havde en noget ustabil sæson sidste år og skal forbedre sig. Leon Washington er en lynende hurtig returner.

Konklusion:
Kampprogrammet virker overkommeligt med flere åbne kampe, og med erhvervelsen af Brett Favre, er der næsten kun ét offensivt spørgsmål der skal besvares; rammes Favre af Madden Curse (de spillere der kommer på Madden-coveret er enten blevet skadet eller har underpræsteret året efter i flere år)? Som udgangspunkt må vi tro at det er tilfældigt at det er sket, så hvis receiverne kan blive bedre til at nå end zone har Jets pludselig et nogenlunde slagkraftigt angreb. Målet er at nå 10 sejre, og med Favre i folden virker det ikke længere helt urealistisk. Jeg tror dog ikke de når derop. 7-9 sejre er mit bud.

Miami Dophins

Vigtigste trupændringer:
Forsvundet: WR Marty Booker, DE Jason Taylor, ILB Zach Thomas, K Jay Feely
Kommet til: QB Chad Pennington, WR Ernest Wilford, OG Steve McKinney, OG Justin Smiley, DT Jason Ferguson, OLB Reggie Torbor

Analyse af kampprogram:
Week 1: vs. Jets
Week 2: @ Cardinals
Week 3: @ Patriots
Week 4: Bye
Week 5: vs. Chargers
Week 6: @ Texans
Week 7: vs. Ravens
Week 8: vs. Bills
Week 9: @ Broncos
Week 10: vs. Seahawks
Week 11: vs. Raiders
Week 12: vs. Patriots
Week 13: @ Rams
Week 14: @ Bills (spilles i Toronto)
Week 15: vs. 49ers
Week 16: @ Chiefs
Week 17: @ Jets

Der er mulighed for sejr fra starten af sæsonen og med lidt held kan Dolphins gå til bye week 2-1. Efter bye week spidser tingene til og både uge 5 og 6 kan let ende med nederlag, ligesom også uge 8-10 ser svær ud. Raiders-kampen kan blive spændende og jeg har en lille fidus til at Dolphins også overrasker hjemme mod Patriots. De sidste fem kampe byder ganske vist på fire udekampe, men ingen af kampene virker helt umulige at vinde.

Preview:
Der er sket masser hos Miami Dolphins. Den skuffende sæson sidste år har betydet skift på trænerpositionen, hvor Tony Sparano er blevet ansat. Det er den tidl. Dallas Cowboys-HC Bill Parcells, der har stået med ansvaret for både at finde den rigtige træner og opbygge holdet på ny. Ansættelsen af Sparano var logisk, idet han har været assistent for Parcells hos Cowboys og altså på det nærmeste er oplært under Parcells. Endnu en vigtig beslutning Parcells har været med i, var hvordan Miami skulle bruge det allerførste valg i draften. Fire dage før draften kunne OT Jake Long efter at have sat sin underskrift på en kontrakt på et pressemøde præsenteres som holdets første valg. Long lignede på forhånd en startende RT, men overbeviste i hvert fald Dolphins om at han kunne starte på venstre side af linjen.

Angrebet: Valget af Jake Long giver Dolphins en vigtig brik i bestræbelserne på at få bygget holdet op igen, og startskuddet er altså gået ved den offensive linje. QB Chad Henne blev valgt i anden runde og lignede længe en spiller der skulle starte mod slutningen af sæsonen; lige indtil Jets hentede Brett Favre og fyrede Chad Pennington. Bill Parcells var i 2000 hos Jets og var med til at vælge Pennington i draften, hvorfor det gav god mening at hente ham til Miami, hvor man manglede en solid starter på positionen. Penningtons ankomst førte til at Josh McCown, som ellers var blevet hentet ind som starter tidligere på året i Raiders, blev skippet videre til Carolina Panthers. Receiver-situationen ser dog ikke helt lovende ud, og det ser ud til at Dolphins skal håbe på at Ted Ginn Jr. får sit gennembrud, efter en lidt skuffende sæson sidste år. RBs Ricky Williams og Ronnie Brown giver – hvis de kan holde sig raske – Dolphins et meget solidt one-two punch, og forvent mange løb i venstre siden bag Jake Long.

Forsvaret: DE Phillip Merling lignede et førsterundevalg, men faldt til anden runde hvor Dolphins slog til og valgte ham. I midten af 3-4-forsvaret vil NT Jason Ferguson skulle fylde ud. Veteran DE Vonnie Holliday har en vigtig sæson foran sig efter skader har fået hans niveau ned de seneste år. OLB Joey Porter havde en skuffende første sæson i Miami og også han står overfor en vigtig sæson. På den modsatte side står Super Bowl-vinder Reggie Torbor. Channing Crowder i midten skal også træde i karakter, da han har kontraktudløb efter i år og endnu ikke har indfriet potentialet. CB Will Allen var en af holdets bedste spillere sidste år. I S Yeremiah Bell har Dolphins en solid runstopper og makkeren Chris Crocker er blevet fremhævet som den bedste cover safety af Coach Sparano.

Special teams: Rookie K Dan Carpenter skal tage over efter Jay Feely. P Brandon Fields har et stærkt ben og blev bedre som året gik til også at få placeret boldene. Ted Ginn Jr. er en farlig returner.

Konklusion:
Håbet med Jake Long er vel at han kan gøre for Dolphins hvad Joe Thomas gjorde for Browns i sidste sæson. En stor dominerende starter på LT, der booster løbeangrebet og beskytter QB’en på kastespil. Det kan bringe et hold langt. Kan Pennington holdes på benene og løbeangrebet komme i gang, så kræver det bare et pænt spillende forsvar for at der vindes en del kampe. Mit bud er at det i år bliver i omegnen af 5-7 sejre for Dolphins og playoff inden for de følgende to sæsoner (det vil også være i Parcells ånd. Han har tre gange som Head Coach overtaget en synkende skude og ført holdet i playoff inden for to år (én gang i første sæson som HC)).



AFC West

Sidste sæson:
1. San Diego Chargers (11-5)
2. Denver Broncos (7-9)
3. Kansas City Chiefs (4-12)
4. Oakland Raiders (4-12)

Endnu en division, der hørte til blandt ligaens dårligste sidste år. Chargers overvandt en forfærdelig sæsonstart og vandt syv af deres sidste otte kampe og nåede siden AFC-finalen, hvor skader gjorde kampen mod Patriots ret uinteressant. Broncos skuffede (i hvert fald mig) fælt med et horribelt forsvar og et ustabilt angreb. For Chiefs fungerede hverken løb eller kast og kun forsvaret reddede noget af æren – i hvert fald i starten af sæsonen – mens Raiders ikke overraskende sluttede i bunden af divisionen.

Mit bud på slutstillingen i divisionen i denne sæson:
1. San Diego Chargers
2. Oakland Raiders
3. Denver Broncos
4. Kansas City Chiefs

San Diego Chargers

Vigtigste trupændringer:
Forsvundet: RB Michael Turner, FB Lorenzo Neal, OT Shane Olivea, CB Drayton Florence, S Marlon McCree
Kommet til: OT L.J. Shelton, OG Kenan Forney, C Jeremy Newberry, ILB Derek Smith

Analyse af kampprogram:
Week 1: vs. Panthers
Week 2: @ Broncos
Week 3: vs. Jets (MNF)
Week 4: @ Raiders
Week 5: @ Dolphins
Week 6: vs. Patriots (SNF)
Week 7: @ Bills
Week 8: @ Saints (spilles i London)
Week 9: Bye
Week 10: vs. Chiefs
Week 11: @ Steelers
Week 12: vs. Colts (SNF)
Week 13: vs. Falcons
Week 14: vs. Raiders (Thu.)
Week 15: @ Chiefs
Week 16: @ Buccaneers (SNF)
Week 17: vs. Broncos

Der venter en forholdsvis blød start for Chargers, selvom hverken Panthers eller Broncos ude er en walkover. De tre kampe op til holdets bye week, specielt mod Patriots og Saints, virker som de virkelige styrkeudfordringer i første halvdel af sæsonen. I anden halvdel ser det kun på forhånd ud som om Steelers, Colts og Bucs kan volde problemer.
ILB Stephen Cooper er suspenderet i sæsonens første fire kampe.

Preview:
Chargers havde en skidt start på sæsonen, men efter at være åbnet 1-3 vandt holdet 10 af de næste 12 kampe og tog sig af Titans og Colts i slutspillet inden Patriots blev endtestationen. Størstedelen af holdet returneres, men der er forsvundet vigtige spillere både på angreb og forsvar op til denne sæson.

Angrebet: Den vigtigste der er forsvundet kan meget vel vise sig at være Michael Turner. Hvis RB LaDainian Tomlinson igen i denne sæson kommer til at døje med skader/slitage er Chargers’ backup på positionen ikke af samme kvalitet. Lorenzo Neal er svær, om ikke umulig, at erstatte som lead blocker, men i tredjerundevalget Jacob Hester har Chargers fundet en spiller der både kan fungere som FB og RB, og han har gode chancer for at kunne få stor succes i San Diego. Lille lynhurtige Darren Sproles bør også se spilletid på positionen. Shane Olivea mistede sin starterplads på RT i sidste sæson til Jeromey Clary. C Nick Hardwick er skadet og forventes ude til de første kampe, hvor Jeremy Newberry overtager. WR Chris Chambers blev hentet hos Dolphins sidste år og han havde en flot sæson, og det gav også plads til Vincent Jackson, som i slutspillet i gennemsnit greb bolde for 100 yards. QB Philip Rivers og TE Antonio Gates er begge blevet opereret op til sæsonen, men forventes at være klar når det går løs. Skulle de – eller Tomlinson – gå ned er der et stykke til erstatningerne, så det er alfa og omega for Chargers at undgå skader til disse spillere.

Forsvaret: NT Jamal Williams er en gigantisk space eater i midten af den defensive linje, som konstant tiltrækker flere mand og dermed giver mulighed for at andre kan lave spillene. DE Igor Olshansky er ved at udvikle sig til en yderst komplet end. OLB Shawne Merriman er skadet og selvom han vil spille er det en stor svækkelse af holdet, da han næppe holder hele sæsonen, selv med begrænset spilletid. Hvis Merriman er ude vil Shaun Phillips på den anden side få mere opmærksomhed, og han har spillet nogle gode sæsoner i Merrimans skygge og vil være ked af at miste Merriman. ILB Derek Smith vil formentlig se spilletid mens Cooper er ude med karantæne. Antonio Cromartie fik et stort gennembrud og havde 10 interceptions sidste år, på trods af at han end ikke startede sæsonen som starter. Drayton Florence blev til overs og er sendt til Jacksonville. Quintin Jammer starter modsat og med Eric Weddle og Clinton Hart er Chargers godt besat i secondarien. Staben har så stor tiltro til Weddle at de lod McCree skifte klub,

Special teams: K Nate Kaeding og P Mike Scifres bliver bedre og bedre for hvert år og med Darren Sproles til at returnere er der masser af håb om at Chargers kan vinde kampen om field position.

Konklusion
Kan de holde sig nogenlunde skadesfrie ligner Chargers en Super Bowl-kandidat og 12-14 sejre i den regulære sæson er ikke umuligt, og kan være nok til hjemmebanefordel gennem slutspillet. Merrimans skade er dog en stor bekymring og det kan koste sejre – ikke mindst i slutspillet.

Denver Broncos

Vigtigste trupændringer:
Forsvundet: RB Travis Henry, WR Javon Walker, OT Matt Lepsis, OG Montrae Holland, C Chris Myers, OLB Ian Gold, S Nick Ferguson, S John Lynch, K Jason Elam
Kommet til: WR Keary Colbert, DT Dewayne Robertson, ILB Niko Koutovides, OLB Boss Bailey, S Marlon McCree

Analyse af kampprogram:
Week 1: @ Raiders (MNF)
Week 2: vs. Chargers
Week 3: vs. Saints
Week 4: @ Chiefs
Week 5: vs. Buccaneers
Week 6: vs. Jaguars
Week 7: @ Patriots (MNF)
Week 8: Bye
Week 9: vs. Dolphins
Week 10: @ Browns (Thu.)
Week 11: @ Falcons
Week 12: vs. Raiders
Week 13: @ Jets
Week 14: vs. Chiefs
Week 15: @ Panthers
Week 16: vs. Bills
Week 17: @ Chargers

Det er faktisk ikke noget specielt godt kampprogram Broncos har fået, efter min mening. Raiders ude bliver næppe en walkover (tabte den tilsvarende kamp sidste år) og hverken Chargers eller Saints er lette at slå. Chiefs ude bør kunne vindes, men bliver heller ikke let, og udmønter hverken kampen mod Raiders eller Chiefs sig i mindst én sejr kan man risikere at gå til bye week 0-7, efter fire svære hjemmekampe. Patriots har man før drillet på udebane, men det bliver næppe en sejr dér.
Anden halvdel ser lidt bedre ud med både Chiefs, Raiders og Dolphins hjemme og udekampe mod Falcons og Jets.
WR Brandon Marshall er suspenderet i sæsonens første kamp.

Preview:
Sidste sæson gik bestemt ikke som Broncos havde regnet med. Flere startere er forsvundet op til denne sæson. og selvom der er kommet mange spillere til er flere af dem kun hentet for at give dybde på positioner, hvorfor holdet fremstår noget svagere end sidste år.

Angrebet: I dette års draft valgte holdet i første runde afløseren for pensionerede Matt Lepsis, OT Ryan Clady, som altså skal være bodyguard for Jay Cutler de næste mange år. Cutler spillede sidste år med udiagnosticeret sukkersyge, hvilket påvirkede hans spil. Han har set godt ud i preseason og kan få en rigtig god sæson i år. WR Brandon Marshall fik et gennembrud sidste år og vil være Cutlers go-to-guy. Modsat ham starter Darrell Jackson og med Brandon Stokley, Keary Colbert og rookie Eddie Royal er Broncos godt besat på positionen. Med Ryan Clady er der grobund for en solid løbeoffensiv i venstresiden, og traditionelt er en startende RB hos Broncos næsten sikret en 1000 yard sæson på forhånd. Det må være gode nyheder i Selvin Youngs ører da han ligner starteren på running back-positionen.

Forsvaret: Jeg havde selv store forventninger til Broncos i sidste sæson, men blev grueligt skuffet som sæsonen skred frem. Forsvaret, der havde været så stærkt sæsonen inden, var til tider helt vækLøbeforsvaret der ellers havde været stærkt faldt fra hinanden og blev løbet over i mange kampe sidste år, og det må simpelthen ikke gentage sig i år. DE Elvis Dumervil kan være på vej mod en Pro Bowl sæson, men John Engleberger er ikke den store trussel som pass rusher, men ganske god mod løbet. I linebackerkæden er D.J. Williams rykket tilbage som weakside linebacker efter et år i midten. MLB Nate Webster og OLB Boss Bailey vil starte på de andre positioner. Dybden er dog kritisk her. CBs Champ Bailey og Dre’ Bly blev begge brændt et par gange for nogle dybe spil, men er stadig en af ligaens bedste duoer på CB, men de skal spille op til niveau i hver eneste kamp. Marlon McCree og Hamza Abdullah starter på safety-positionerne.

Special teams: Selv her ser det lidt tvivlsomt ud efter K Jason Elams afgang til Atlanta Falcons. Han har været en vigtig mand for holdet igennem mange år, og bliver svær at erstatte. Matt Prater (ham som Falcons fyrede inden de hentede Morten Andersen ind igen igen igen) er manden der skal erstatte ham – uha uha! Puntersituationen ser også tvivlsom ud. Eddie Royal som returner ligner næsten det eneste positive på special teams.

Konklusion:
Alt i alt ligner det her en lidt kedelig sæson for Broncos. Jeg tvivler på at de falder helt igennem, men playoff ser jeg dem ikke nå. 7-8 sejre virker realistisk.

Kansas City Chiefs

Vigtigste trupændringer:
Forsvundet: WR Samie Parker, WR Eddie Kennison, FB/TE Kris Wilson, OG John Welbourn, C Casey Wiegmann, DE Jared Allen, CB Ty Law
Kommet til: FB Oliver Hoyte, OLB Demorrio Williams, K Jay Feely

Analyse af kampprogram:
Week 1: @ Patriots
Week 2: vs. Raiders
Week 3: @ Falcons
Week 4: vs. Broncos
Week 5: @ Panthers
Week 6: Bye
Week 7: vs. Titans
Week 8: @ Jets
Week 9: vs. Buccaneers
Week 10: @ Chargers
Week 11: vs. Saints
Week 12: vs. Bills
Week 13: @ Raiders
Week 14: @ Broncos
Week 15: vs. Chargers
Week 16: vs. Dolphins
Week 17: @ Bengals

Et nogenlunde pænt kampprogram Chiefs har fået. En nærmest umulig start følges op af tre kampe, som gerne skulle generere en sejr eller to, inden en svær kamp op til bye week. Jets kan slås på dagen, men let bliver det ikke. Derpå følger fire svære kampe. Fordelen er dog at tre af disse er på hjemmebane. Så kommer tre vigtige divisionskampe, hvor der måske kan findes én sejr, inden to forholdsvis lige kampe til sidst.

Preview:
Efter en horribel sæson har det været oprydningstid i Kansas City, som er gået i gang med at genopbygge holdet fra bunden. Alle ”gamle” spillere er røget ud og er erstattet af yngre kræfter, som kan bære holdet i årene fremover. Af samme grund samlede Chiefs masser af draft picks sammen, bl.a. ved at sende forsvarets største stjerne, DE Jared Allen til Vikings. Denne trade gjorde at Chiefs endte med to valg i første runde.

Forsvaret: Med deres første valg (5th overall) valgte de draftens måske bedste spiller, DT Glenn Dorsey, som bør kunne gå ind i forsvaret og være en faktor fra dag 1. Han vil starte ved siden af veteranen Ron Edwards og Tamba Hali og Alfonso Boone skal forsøge at gøre det som Jared Allen var en af de bedste i ligaen til, nemlig at nå ind til modstandernes QB. Ikke en imponerende gruppe, og dybden er heller ikke god. I linebackerkæden er veteranen Donnie Edwards stadig en vigtig figur, men han kæmpede med skader sidste år og virker til at have ramt muren. Pat Thomas og Derrick Johnson bliver startere på hhv. MLB og den anden OLB-position. Dybden er også her et alvorligt problem. I Chiefs’ secondary ser det også skidt ud. Veteran Patrick Surtain og rookie Brandon Flowers starter på CB og kan udgøre en god duo – men med det forventede mangel på pass rush fra de forreste fire, så kan de være prisgivet i mange tilfælde. Surtain er dog også ved at nå den alder hvor hver sæson kan være den sidste på højt niveau, og dybden er meget tvivlsom. Bernard Pollard og Jarrad Page starter på de to safety-positioner.

Angrebet: Det andet valg i første runde blev brugt på Branden Albert, der kan spille både guard og tackle og dermed giver Chiefs masser af muligheder (alt tyder dog på at han skal spille LT). Larry Johnson var før sidste sæson en af de absolut hotteste spillere i ligaen, men en horribel offensiv linje, skader og generel slitage, gjorde at Johnson endte med en yderst skuffende sæson. Han skulle nu atter være på 100% og det bliver spændende at se ham i år, hvis den offensive linje kan give ham plads. Statistisk set tyder det dog ikke alt for godt. De spillere, der har haft over 400 carries i løbet af en sæson, har sjældent præsteret store tal efter dette. Chiefs er dog afhængige af at Johnson ikke også ryger i den gruppe. På QB er der store forventninger til Brodie Croyle, som dog ikke imponerede i sidste sæson. Med Jared Allen væk, efterlades et hul på defensive end, som er svært at erstatte. Chiefs starter et meget ungt hold, som godt kan få mange stryg i år. WR Dwayne Bowe skal (mindst) fortsætte takterne fra sidste sæson, og Larry Johnson skal samle mindst fire yards pr. carry, for at holde angrebet i gang.

Special teams: Der er kamp om pladsen som kicker mellem Nick Kovak og Connor Barth, og jeg vil ikke være overrasket hvis Chiefs ender med at hente en veteran ind kort inde i sæsonen. P Dustin Colquitt havde en fin sæson og er god til at placere bolden indenfor modstanderens 20-yard linje. B.J. Sams vil stå for returns.

Konklusion:
Jeg ser en del spørgsmålstegn både på forsvar og angreb, og kan godt frygte at Chiefs i mange kampe skal sætte mange points på tavlen for at få en sejr. Draften var god, men det er først om 2-3 sæsoner at vi bør se eftervirkningerne af dette. Jeg tror ikke på mere end 4-6 sejre til Chiefs, og ser dem drafte i top tre næste år.

Oakland Raiders

Vigtigste trupændringer:
Forsvundet: QB Josh McCown, RB LaMont Jordan, WR Jerry Porter, OT Barry Sims, C Jeremy Newberry, DT Warren Sapp
Kommet til: WR Javon Walker, WR Drew Harris, OT Kwame Harris, CB DeAngelo Hall, S Gibril Wilson,

Analyse af kampprogram:
Week 1: vs. Broncos (MNF)
Week 2: @ Chiefs
Week 3: @ Bills
Week 4: vs. Chargers
Week 5: Bye
Week 6: @ Saints
Week 7: vs. Jets
Week 8: @ Ravens
Week 9: vs. Falcons
Week 10: vs. Panthers
Week 11: @ Dolphins
Week 12: @ Broncos
Week 13: vs. Chiefs
Week 14: @ Chargers (Thu.)
Week 15: vs. Patriots
Week 16: vs. Texans
Week 17: @ Buccaneers

Med tre divisionsopgør inden for de første fire uger er der ikke plads til at være en langsom starter for Raiders. Bliver disse tre kampe tabt ser det sort ud. Kan Raiders nå bye week 2-2 ser det til gengæld pænt ud. Efter bye week venter tre overkommelige kampe fra uge 7-9, en lige kamp mod Dolphins i uge 11, inden tre divisionsopgør på stribe, hvor i hvert fald kampen mod Chiefs skal vindes. Det kan meget vel slutte med fire nederlag, men hjemme mod Texans og ude mod Bucs er der muligheder.

Preview:
Raiders havde som forventet en svær sæson, som er svær at udlede noget af. Ejer Al Davis og HC Lane Kiffin er bestemt ikke enige om hvordan alt skal køres, men ikke desto mindre formår Kiffin at indrette sig uden at virke til at tabe ansigt.

Forsvaret: Forsvar, forsvar og forsvar. Der har ikke været megen tvivl om hvad fokuspunktet har været for Raiders i off-season. Der er givet store tvivlsomme kontrakter til flere spillere på forsvaret. Der skal præsteres på højere niveau end sidste år, og de navne der er at finde i Raiders-uniformen på forsvarssiden giver næsten løfter i sig selv. Med DeAngelo Hall og Nnamdi Asomugha har holdet to corners der kan følge med de fleste, hvilket giver plads til at pakke boksen og stoppe løbet, hvilket Super Bowl-vinder Wilson kan bidrage til. Og det er løbedefensiven der har trængt mest til at blive forbedret (tillod næstflest yards pr. kamp i sidste sæson og flest yards pr. carry i ligaen). Den defensive linje er den mest tvivlsomme kæde hos Raiders. Tommy Kelly fik en alt for stor ny kontrakt på trods af at han kommer tilbage efter en korsbåndsoperation. Derrick Burgess på den ene defensive end kæmpede også med skader sidste år, men fik alligevel otte sacks. Linebackerkæden føres an af MLB Kirk Morrison og OLB Thomas Howard, der begge er gode i opdækning, men tillader for mange yards på løb.

Angrebet: Efter at have brugt masser af millioner på forsvaret skulle de fleste af millionerne i draften bruges på angrebet og i første runde valgte de RB Darren ”Run-DMC” McFadden. Et kæmpetalent, som af mange betragtes som en bedre spiller end Vikings’ Adrian Peterson – umiddelbart et fint valg, men det udfyldte ikke noget hul i truppen; tværtimod var løbeangrebet noget af det der fungerede bedst sidste år. Fjerderundtevalgte WR Arman Shields kan se spilletid allerede i år i en middelmådig receivergruppe. QB JaMarcus Russell fik spilletid mod slutningen af sæsonen, men viste ikke meget. På RB var der som nævnt ovenfor opløftende takter, men efter at have valgt Darren McFadden i årets draft var der ikke plads til LaMont Jordan og Dominic Rhodes, og Justin Fargas kan hurtigt blive degraderet til backup. WR Ronald Curry er stadig i klubben og kan Javon Walker holde fokus og præstere på banen, har Russell såmænd et par solide receivere. Drew Carter, som flere i klubben havde store forventninger til er blevet skadet og er ude for sæsonen.Raiders bliver dog med al sandsynlighed et løbehold. Jeg har svært ved at se holdet få offensiv succes i kampe hvor løbeangrebet ikke er kørende. Kører løbeangrebet fjernes presset fra Russells skuldre og det er nøglen til succes.

Special teams: K Sebastian Janikowski har et af ligaens stærkeste ben, men brænder alt for mange spark. P Shane Lechler havde en stor sæson, men måtte se to punts returneret for touchdown, Rookie Tyvon Branch kan bidrage som returner i år sammen med Johnnie Lee Higgins.

Konklusion:
Jeg et hold med meget større potentiale end sidste år. Tilføjelsen af McFadden kan få samme indflydelse på holdet som Adrian Petersons havde på Vikings sidste år. Det bliver næppe slutspil, men 7-8 sejre har holdet potentialet til at nå.



AFC North

Sidste sæson:
1. Pittsburgh Steelers (10-6)
2. Cleveland Browns (10-6)
3. Cincinnati Bengals (7-9)
4. Baltimore Ravens (5-11)

AFC North gav ligaen en stor overraskelse og en ligeså stor skuffelse. Cleveland Browns gik fra at være ligaens tredjedårligste hold i 06/07 til at være kun én sejr fra slutspillet. Baltimore Ravens gik omvendt fra divisionsvinder til divisionens dårligste hold. De var samtidig det eneste hold der tabte til Miami Dolphins. Steelers spillede en solid sæson og vandt divisionen, ikke mindst takket være en stærk hjemmebane og god start på sæsonen, mens Bengals’ spillere blev ved med at lave ballade udenfor banen og ikke præstere på den.

Mit bud på slutstillingen i divisionen:
1. Cleveland Browns
2. Pittsburgh Steelers
3. Baltimore Ravens
4. Cincinnati Bengals
Pittsburgh Steelers

Vigtigste trupændringer:
Forsvundet: RB Najeh Davenport, OG Alan Faneca, LB Clark Haggans
Kommet til: RB Mewelde Moore, C Justin Hartwig, OLB Keyaron Fox

Analyse af kampprogram:
Week 1: vs. Texans
Week 2: @ Browns (SNF)
Week 3: @ Eagles
Week 4: vs. Ravens (MNF)
Week 5: @ Jaguars (SNF)
Week 6: Bye
Week 7: @ Bengals
Week 8: vs. Giants
Week 9: @ Redskins (MNF)
Week 10: vs. Colts
Week 11: vs. Chargers
Week 12: vs. Bengals (Thu.)
Week 13: @ Patriots
Week 14: vs. Cowboys
Week 15: @ Ravens
Week 16: @ Titans
Week 17: vs. Browns

Steelers har ligaens hårdeste kampprogram, som byder på opgør mod ikke mindre end otte opgør mod hold der var i slutspillet sidste år. Der skal helst findes mindst tre sejre inden bye week (de to hjemmekampe og en udekamp), men det bliver ikke let. Efter bye week bør der vente en sejr mod Bengals, inden det for alvor går løs. I de næste syv kampe venter seks slutspilsdeltagere, og kun kampen mod Bengals virker ”let”. Redskins er der pæne muligheder mod, og at man har Colts, Chargers og Cowboys hjemme hjælper – men bliv ikke overrasket hvis Steelers går 2-5 eller værre i denne periode. Udekampen mod Ravens bør vindes og Titans er der også pæne muligheder mod, inden en kamp, som potentielt kan afgøre divisionen, hjemme mod Browns.

Preview:
Det sluttede rigtig rigtig skidt for Steelers. De gik 1-4 i deres sidste fem kampe (inkl. den sidste kamp i regular season med reserverne samt slutspilsnederlaget til Jaguars). Efter en fantastisk start, hvor Steelers specielt imponerede på hjemmebane krakelerede det mod slutningen af sæsonen, kulminerende med slutspilsnederlaget til Jaguars.

Angrebet: QB Ben Roethlisberger fik masser af tæsk sæsonen igennem og specielt mod slutningen, hvor den manglende dybde på den offensive linje blev udstillet. Pro Bowl guard Alan Faneca er taget til Jets og erstatningen har langt fra samme kaliber. Det vil få negativ indflydelse på et løbeangreb, hvor Willie Parker ganske vist spillede en fin sæson, yardmæssigt, men skuffede scoringsmæssigt (321 carries, 1316 yards og blot to touchdowns i 15 kampe). Najeh Davenport, der stod for flere af touchdown-løbene er væk, så nu skal Parker træde i karakter sammen med rookie Rashard Mendenhall. Det giver en potentielt farlig duo, men selvom Mendenhall var en mindre gave med 23. valget er der visse spørgsmålstegn ved ham, da han har kun præsteret på collegeniveau i ét år. I anden runde af draften valgte Steelers WR Limas Sweed, som er en stor fysisk receiver med sikre hænder, som kan tage mange af de tørre tæsk ind over midten. Begge spillere bør se en del spilletid i denne sæson. Receiverne er generelt af fin kvalitet og Big Ben er blandt ligaens bedste på positionen, men kan den offensive linje ikke holde ham på benene, så får angrebet store problemer.

Forsvaret: Det tredjebedste forsvar målt i yards pr. kamp både mod løb og kast. Løbeforsvaret var dog blot det 13. bedste målt i yds/carry, efter at have været i top tre i den kategori de foregående tre år. Her skal virkelig rettes op i denne sæson, hvor stærke løbehold som Eagles, Ravens, Jaguars, Chargers, Redskins, Cowboys og Titans er på programmet. Heller ikke dette er adresseret specielt i off-season, hvilket lægger pres på en spiller som Troy Polamalu, der var væk i flere kampe sidste år (spillemæssigt og pga. skader). NT Casey Hampton er stadig en solid klippe i midten af den defensive linje og tiltrækker flere offensive linjemænd gang på gang, hvilket tillader andre at komme ind og lave de store spil. Selvom kasteforsvaret klarede det pænt i dele af sidste sæson, så er det stadig et tvivlsomt punkt, grundet manglende dybde. Linebackerkæden ser ganske solid ud. James Harrison var holdets bedste spiller sidste år (i hvert fald på forsvaret) og på den anden OLB står LaMarr Woodley overfor et gennembrud. Farrior og Foote danner en solid duo i midten, men Foote kan muligvis skulle kæmpe for ikke at tabe pladsen til Lawrence Timmons, som Steelers valgte i sidste års draft. For nu er han dog bare førstereserve på positionen.

Special teams: Punter Daniel Sepulveda er ude hele sæsonen med en skade og erstattes af Mitch Berger. I Jeff Reid har de en yderst stabil herre, som kun brændte to spark i sidste sæson (fra 65(!) yards i Denver og 44 yards på hjemmebane mod Miami (en kamp der blev spillet i en ren mudderpøl efter et slemt uvejr)). Mewelde Moore vil stå for returns.

Konklusion:
Vi kommer til at se meget til Steelers i denne sæson. Udover fem kampe på nationalt fjernsyn (torsdagskampe, Sunday og Monday Night Football) vil vi nok også få lejlighed til at se dem mod fx Giants, Colts, Chargers, Patriots eller Cowboys.
Hvor god en sæson det så bliver er meget svært at spå om. Kampprogrammet er benhårdt og med tvivlsom dybde både på den offensiv linje og i holdets secondary kan det meget let blive et skuffende år. 8-9 sejre er mit bud – med lidt held kan de nå 10.

Cleveland Browns

Vigtigste trupændringer:
Forsvundet: C LeCharles Bentley, DE Orpheus Roye, DT Ethan Kelley, DT Ted Washington, CB Leigh Bodden
Kommet til: WR Donte’ Stallworth, OG Rex Hadnot, DT Shaun Rogers, DE Corey Williams

Analyse af kampprogram:
Week 1: vs. Cowboys
Week 2: vs. Steelers (SNF)
Week 3: @ Ravens
Week 4: @ Bengals
Week 5: Bye
Week 6: vs. Giants (MNF)
Week 7: @ Redskins
Week 8: @ Jaguars
Week 9: vs. Ravens
Week 10: vs. Broncos (Thu.)
Week 11: @ Bills (MNF)
Week 12: vs. Texans
Week 13: vs. Colts
Week 14: @ Titans
Week 15: @ Eagles (MNF)
Week 16: vs. Bengals
Week 17: @ Steelers

Der ser ud til at vente Browns en ond start. Trods to hjemmekampe er det to svære af slagsen og kan de få én sejr ud af de to bør der være glæde i Ohio. Ravens og Bengals, trods udekampe, skal de kunne slå hvis de vil nå slutspillet. Efter bye week venter tre hårde kampe mod slutspilsdeltagere fra sidste år, inden fire mildere uger, der gerne skulle give mindst tre sejre. De sidste fire uger skal gerne give mindst to sejre.

Preview:
QB Derek Anderson startede sidste sæson på bænken, men da Charlie Frye spillede skidt i åbningskampen greb Anderson chancen da han fik den. Og dét i stor stil. Årets draft bar præg af Browns’ handler i dette års off-season samt sidste års trade i draften for at sikre sig QB Brady Quinn. Den handel kostede årets førsterundevalg. Packers fik Browns’ andetrundevalg for Corey Williams, mens Lions udover Leigh Bodden fik Browns’ tredjerundevalg.
Da Browns endelig valgte spillere i fjerde runde faldt valget på LB Beau Bell og TE Martin Rucker, som nok begge kun vil se begrænset spilletid i år.

Angrebet: Browns’ offensiv er tilsyneladende på plads. Alle startere returnerer til endnu et run mod playoff. Og det er en yderst talentfuld flok. I Braylon Edwards, Donte’ Stallworth, Joe Jurevicius og TE Kellen Winslow er spillere kan volde ethvert forsvar store problemer. Det største spørgsmål er om Derek Anderson kan gentage sin forrygende sæson eller om han vil vise sig som et one-year wonder og ende med at tabe pladsen til Brady Quinn. Med erfaringen fra sin første sæson som starter bør Anderson dog være bedre og fjerne nogle af de 19 interceptions som skæmmede en ellers fin statistik sidste år. På RB fik Jamal Lewis forlænget sin kontrakt efter en flot sæson, hvor han kunne nyde godt af en velfungerende kasteoffensiv. Det bør kunne fortsætte i år. Hans backups har ikke set meget spilletid, og er ikke på samme niveau, men vil næppe falde helt igennem.

Forsvaret: CB Leigh Bodden er forsvundet fra et i forvejen ikke superimponerende secondary. Den defensive linje er til gengæld blevet et par profiler rigere, takket være to trades. Shaun Rogers og Corey Williams er spillere der begge bør gå direkte ind i startopstillingen. Rogers som nose tackle og Williams som defensive end, hvor han erstatter Orpheus Roye. Problemet er bare at dybden er til at overse, så kommer der skader på forsvaret kan problemerne hurtigt komme
Linebackerkæden er ikke imponerende og det lægger et ekstra pres på den defensive linje.

Special teams: Joshua Cribbs er en af ligaens farligste returnere og K Phil Dawson viste sig også at være guld værd sidste år. P Dave Zastudil var skadet i dele af sidste sæson og det påvirkede hans spil.

Konklusion:
Browns har noget at bevise og de er sultne efter at bevise det. Kan de holde sig skadesfrie på forsvaret og kan Derek Anderson holde niveauet fra sidste år, går Browns en stor sæson i møde. Det kan blive tæt i toppen mod Steelers, men jeg tror Browns er dét mere sultne som gør at de kan slå Steelers i det samlede resultat. 9-10 sejre og en divisionstitel kan det blive til, hvis alt går vel. AFC North har dog et så hårdt kampprogram at otte sejre til sidst sagtens kan vise sig nok til at vinde divisionen.

Cincinnati Bengals

Vigtigste trupændringer:
Forsvundet: RB Rudi Johnson, OT Willie Anderson, DE Justin Smith, ILB Odell Thurman, ILB Landon Johnson, ILB Ahmad Brooks, CB Deltha O’Neal, S Madieu Williams
Kommet til: TE Ben Utecht, DE Antwan Odom

Analyse af kampprogram:
Week 1: @ Ravens
Week 2: vs. Titans
Week 3: @ Giants
Week 4: vs. Browns
Week 5: @ Cowboys
Week 6: @ Jets
Week 7: vs. Steelers
Week 8: Bye
Week 9: vs. Jaguars
Week 10: @ Texans
Week 11: vs. Eagles
Week 12: @ Steelers (Thu.)
Week 13: vs. Ravens
Week 14: @ Colts
Week 15: vs. Redskins
Week 16: @ Browns
Week 17: vs. Chiefs

Ligesom sidste år starter sæsonen med et opgør mod Ravens, og det skulle gerne ende ligesom sidste år for Bengals; med en sejr – ellers bliver det hårdt op til bye week. Kampen mod Jets ser lige ud, og kan vindes. Efter bye week venter et hårdt program og jeg tror max. det bliver til én udesejr i de kampe og i bedste fald tre ud af fem på hjemmebane.
WR Chris Henry er suspenderet i sæsonens første fire kampe.

Preview:
Uroen fortsætter hos Bengals. WR Chris Henry rodede sig atter ud i noget rod med loven og blev (langt om længe) fyret, men siden hen helt uforståeligt hentet tilbage. Også ILB Odell Thurman er blevet fyret efter længerevarende karantæne fra NFLs side. WR Chad Ocho Cinco (tidl. Chad Johnson – han har officielt skiftet efternavn til Ocho Cinco) var utilfreds og ville trades – HC Marvin Lewis udalte at han hellere ville sætte stjernen på bænken end trade ham væk, og det ender da også med at Ocho Cinco spiller med fra sæsonstart, hvis han bliver en skadet skulder kvit. Bengals off-season aktiviteter båret præg af at holdet kan være nødt til at klare sig uden nummer 85 inden for en overskuelig fremtid. Holdet valgte således tre WRs i årets draft. I første runde valgte de dog LB Keith Rivers, som bør kunne bidrage stort allerede i denne sæson.

Angrebet: WR Jerome Simpson fra anden runde af draften er en stor og farlig (43 TDs i 44 kampe i college) receiver, der har fremtiden foran sig, men formentlig i år vil blive overstrålet lidt af Andre Caldwell (Reche Caldwells lillebror), som af QB Carson Palmer er blevet betegnet som mere NFL-klar end Simpson. Ingen af de to har dog slået endeligt igennem i training camp hvilket vækker lidt bekymring i Bengals-lejren hvor positionen ser meget tynd ud kort før sæsonstart. Når alle mand bliver klar bør kasteangrebet dog, som altid, være et punkt modstanderne skal være opmærksomme på. I T.J. Houshmandzadeh og Ocho Cinco har Carson Palmer en af ligaens farligste receiverduoer. TE Ben Utecht er kommet til fra Colts og giver endnu et mål. Løbeangrebet var ikke prangende sidste år. Dels pga. skader til stort set alle der kunne løbe bolden, dels fordi at Rudi Johnson – når han endelig spillede – slet ikke var oppe i det gear vi kender. Johnson er blevet fyret og løbeangrebet hænger derfor først og fremmest på Chris Perry, med Kenny Watson som backup. Ligeså uforståeligt det var at Bengals hentede Chris Henry tilbage, ligeså uforståeligt reagerede flere fans da det kom frem at veteran tackle Willie Anderson var blevet cuttet. Han var en ledertype, og vil blive savnet.

Forsvaret: DE Justin Smith er forsvundet og Antwan Odom skal forsøge at overtage denne plads og det er vigtigt for Bengals at han kommer i gang. Bengals havde blot 22 sacks sidste år, færrest i ligaen, og det skal forbedres. Odom havde alene otte i Titans, så der er håb. Forskellen er dog at Odom i Titans spillede på en stjernespækket linje, og han derfor ikke var den der krævede mest opmærksomhed. Det er han her. Et vigtigere problem er – også her – at dybden stort set ikke er der, hvilket kan komme til at koste som sæsonen skrider frem. Linebackerkæden har også store spørgsmålstegn, men styrkes af Rivers’ tilgang. Ahmad Brooks havde mangler, men var stadig et spændende projekt, som dog blev opgivet op til sæsonstart. Bengals’ secondary ser lidt bedre ud, men har dog mistet Deltha O’Neal, der kunne have gjort det godt som nickelback. Hvis ikke den defensive linje kan oppe sig og få lagt pres på modstandernes QB skal de nok få problemer. Bengals tillod 29 TDs gennem luften sidste år, tredjeflest i ligaen.

Special teams: Her er Bengals ganske godt besat med K Shayne Graham og P Kyle Larson, der begge er meget stabile. Glenn Holt vil returnere kickoffs.

Konklusion:
Det ligner meget endnu et, i bedste fald, middelmådigt år for Bengals. HC Marvin Lewis ligner ikke en mand, der står på sidelinjen hos Bengals når næste sæson starter. Han har egentlig gjort og sagt mange af de rigtige ting, men ledelsen er gået en helt anden vej og det virker kun som et spørgsmål om tid før det hele eksploderer. Der er masser af uro omkring holdet (Ocho Cincos navneskift gør det ikke bedre), og selvom talentmassen er der på de fleste positioner, så skal også vise noget, da dybden samtidig er tvivlsom over det hele. Det virker som om det er dømt til at gå galt. I bedste fald tror jeg de kan nå 7 sejre igen i år, men jeg vil ikke blive overrasket hvis Bengals drafter i top 5 næste år.

Baltimore Ravens

Vigtigste trupændringer:
Forsvundet: QB Steve McNair, OT Jonathan Ogden, C Mike Flynn
Kommet til: FB Lorenzo Neal, OT Chad Slaughter, OG Adrien Clarke, CB Fabian Washington

Analyse af kampprogram:
Week 1: vs. Bengals
Week 2: @ Texans
Week 3: vs. Browns
Week 4: @ Steelers (MNF)
Week 5: vs. Titans
Week 6: @ Colts
Week 7: @ Dolphins
Week 8: vs. Raiders
Week 9: @ Browns
Week 10: Bye
Week 11: @ Giants
Week 12: vs. Eagles
Week 13: @ Bengals
Week 14: vs. Redskins
Week 15: vs. Steelers
Week 16: @ Cowboys (Sat.)
Week 17: vs. Jaguars

Et nogenlunde fint kampprogram for Ravens. En nogenlunde start, hvor der er pæne sejrsmuligheder i de første to kampe inden fire sværere kampe, hvor max. én sejr ser realistisk ud. De tre uger op til bye week skal helst resultere i mindst to sejre, hvis Ravens skal gøre sig forhåbninger om ikke at gentage sidste sæsons resultat. Efter bye week venter formentlig to nederlag inden en lige kamp mod Bengals. Redskins hjemme kan godt vindes inden tre uger der ser meget svære ud.
CB Fabian Washington er suspenderet i den første kamp.

Preview:
Ovenpå en skuffende sæson blev HC Brian Billick fyret og erstatningen blev fundet i John Harbaugh, der for første gang skal prøve kræfter med et job som head coach. Starten blev ikke let for ham. Ni dage før draften valgte QB Steve McNair at hænge udstyret på hylden og i midten af juni valgte OT Jonathan Ogden, som forventet, også at gå på pension. I løbet af den første uge af training camp måtte først Jared Gaither og dernæst Adam Terry på LT udgå med skader, men Gaither bør være klar til sæsonstart.

Angrebet: Jared Gaither, der starter på LT, får til opgave at beskytte hvem end der vinder QB-kampen. Det lå længe i luften at det skulle være Kyle Boller, men han er blevet skadet og da Troy Smith har halsbetændelse ser det pludselig ud som om rookie Joe Flacco kommer til at starte. Det kan dog være på lånt tid, da Boller nok vil overtage jobbet når han bliver klar igen. Boller har dog ikke været imponerende i sine første sæsoner og det efterlader en del spørgsmålstegn på positionen. Flacco er draftet som en langtidsløsning.
Receivergruppen er ok, men ikke meget mere. Både aldrende Derrick Mason og Mark Clayton, som ser ud til at kunne tabe starterpladsen til Demetrius Williams, der skuffede sidste år. Det vigtigste våben er TE Todd Heap, som pga. skader kun spillede seks kampe sidste år. Andenrundevalget RB Ray Rice kan konplementere Willis McGahee, som havde en fremragende sæson sidste år, og skal have succes i år, hvis ikke Ravens skal få store problemer. McGahee er blevet opereret og er tvivlsom til sæsonpremieren. Spiller han ikke vil Rice starte.

Forsvaret: Ravens er traditionelt et stærkt forsvarshold og sidste år var løbeforsvaret da også ligaens stærkeste målt i yds/carry. Kasteforsvaret var en helt anden sag og blev brændt for flere store spil. Colts og Steelers formåede begge at besejre Ravens i løbet af to quarters, takket være et effektivt luftangreb. Den defensive linje er en af de stærkeste i ligaen, og DE Haloti Ngata står over for det helt store gennembrud. Linebackerkæden i 3-4-forsvaret styres stadig af Ray Lewis, som dog er mærket af alderen og skader. I OLB Terrell Suggs har de en farlig pass-rusher, som også underpræsterede sidste år. Også holdets secondary skuffede sidste år. Meget af det skyldtes, at Samari Rolle og Chris McAllister missede størstedelen af sæsonen med skader. Begge er dog ved at være oppe i alderen og det kan betyde masser af spilletid til Fabian Washington som kom til fra Raiders i draftday-trade. Ed Reed er stadig blandt ligaens bedste safeties.

Special teams: John Harbauch er tidl. special teams coach og det kan give et boost i år. I Yamon Figurs har de en farlig returner, som bør blive endnu bedre i sin anden sæson. K Matt Stover er en af ligaens mest præcise kickere. Punter Sam Koch er stabil og kan blive vigtig i kampen om field position.

Konklusion:
Det ligner ikke nogen stor sæson for Ravens. Alt for meget afhænger af forsvaret, og kasteforsvaret vil blive sat på mange prøver i år. Underpræsterer det igen bliver det ikke til mange sejre, men kan det spille op til niveau, kræves der ikke for meget af angrebet før de vinder kampene. Jeg tror dog det bliver en lidt blandet sæson. Selv hvis forsvaret kan lave det ene store spil efter det andet, så mangler angrebet ganske enkelt for meget til at blive en trussel. Jeg tror det ender omkring 7 sejre



AFC South

Sidste sæson:
1. Indianapolis Colts (13-3)
2. Jacksonville Jaguars (11-5)
3. Tennessee Titans (10-6)
4. Houston Texans (8-8)

AFC South sluttede som ligaens bedste division målt i sejre, sammen med NFC East, og uden hold med losing record. Texans fik langt om længe hvad der mindede om et gennembrud. Colts og Jaguars sluttede som forventet i toppen, og kun de indbyrdes opgør gjorde at Colts sluttede øverst. Titans spillede ikke prangende offensivt, men fik alligevel spillet sig i slutspillet – den afgørende sejr blev hentet mod Colts´ reserver i sæsonens sidste kamp.

Mit bud på slutstillingen i divisionen:
1. Indianapolis Colts
2. Jacksonville Jaguars
3. Houston Texans
4. Tennessee Titans
Indianapolis Colts

Vigtigste trupændringer:
Forsvundet: TE Ben Utecht, OG Jake Scott, ILB Rob Morris, LB Rocky Boiman
Kommet til: RB Dominic Rhodes

Analyse af kamprogram:
Week 1: vs. Bears (SNF)
Week 2: @ Vikings
Week 3: vs. Jaguars
Week 4: Bye
Week 5: @ Texans
Week 6: vs. Ravens
Week 7: @ Packers
Week 8: @ Titans (MNF)
Week 9: vs. Patriots (SNF)
Week 10: @ Steelers
Week 11: vs. Texans
Week 12: @ Chargers (SNF)
Week 13: @ Browns
Week 14: vs. Bengals
Week 15: vs. Lions
Week 16: @ Jaguars (Thu.)
Week 17: vs. Titans