Sommeren er forbi, men ishockey-sæsonen lige på trapperne. Fredag 18. september går det løs, hvor Mike Larsen - en af BetXperts mest succesfulde tippere gennem tiden - er klar til endnu en sæson med dansk ishockey. Optakten er i år delt i to dele - i første del kigger Mike på odds, sæsonspil og gennemgår de første fem hold i ligaen. Optakt og odds til Metal Ligaen 2015/16. Værsgo'.

For folk med hang til vinterdepression er september ikke den rareste måned. September er nemlig en overgangsmarkør - snart bliver sommer til efterår - dagene bliver kortere, og vejret mere og mere dansk.

 

Vi tillader os dog at juble. For september er også måneden, hvor den danske ishockeyliga Metal Ligaen begynder igen. Og det er hvert år et mere end glædeligt gensyn. Kulden kalder nu igen fra de danske skøjtehaller, når Metal Ligaen 2015/16 på fredag starter op igen – igen med Dansk Metal som navnesponsor. Og igen har BetXpert en kompetent mand klar på første parket:

 

Mike Larsen har gennem 850 ishockey-tips skabt en tilbagebetalingsprocent på ikke mindre end 115. Med andre ord er der al mulig grund til at følge Hockey-Mike. Og hvis ikke du allerede gør det, så kan du abonnere på hans spil.

Tilbage til Metal Ligaen 2015/16, hvor det mange år været reglen, at man startede sæsonen med en gentagelse af sidste sæsons finale, men det gør man ikke i år. Dog har man samlet flere gode opgør sammen, hvor der kan komme nogle gode kampe og mulighed for overraskelser.

 

Herunder følger en gennemgang af de første fem af ti hold, der er i den danske Metal Liga 2015/16 - hvor det ligesom sidste sæson ligner en temmelig jævnbyrdig liga med en stærk top, der kommer til at kæmpe om top4, og nogle hold, der kommer til at kæmpe om at komme med i slutspillet.

 

Derudover har Mike selvfølgelig også kigget grundigt på odds for Metal Ligaen 2015/16 og gennemgår hvert hold i forhold til bookmakernes prissætning.

 

Se kampene fra Metal Ligaen

TV2 Sport ser ud til at komme til at sende en del flere kampe i denne sæson, end de har gjort tidligere. Det er godt for eksponeringen af dansk ishockey, og dermed får de forskellige sponsorer også mere eksponering ud af deres kroner, som de ligger i klubben. Det er en klar win-win for alle parter.

 

De starter allerede fra første runde med at sende ishockey, og de starter ud med en jysk klassiker i Esbjerg Energy mod Herning Blue Fox. Det bliver godt med mere eksponering af sporten, og man har flyttet nogle af kampene for, at de lettere kan komme til at vise dem. Der vil således i år blive vist kampe om mandagen, som dog første starter 20.30.

 

Tidspunktet kan måske dræbe lidt af interessen for at komme i hallen, da de først vil være færdige omkring 22.30 og vil være sent hjemme. Det kan blive en lang dag – både for spillerne, men også for fansene.

 

Lars Seier ind i Rungsted

En af de mest interessante nyheder i forsæsonen handlede om Saxo Bank-direktøren Lars Seier Christensen, som er gået ind i Rungsted Ishockeys ejerkreds, hvilket må siges at være en klar styrkelse. Det har fået oddsene på Rungsted til at dykke gevaldigt, men jeg forventer ikke, at han nu her og her kommer til at ligge en masse penge i klubben, som de kan bruge af.

 

Jeg tror, at han kommer til at tiltrække en del sponsorer til klubben, da han har et ry for ikke bare at kaste om sig med penge. På den måde styrker de organisationen i Rungsted, og styrker fremtiden for klubben.

 

Forventet slutstilling i grundspillet

Jeg forventer, at det bliver en meget tæt liga, hvor der ikke kommer til at være meget, der udskiller de første 5 hold i tabellen. Odense og Rødovre virker på papiret til at være for stærke til at komme med i bundstriden, mens Gentofte, Herlev og Aalborg kommer til at kæmpe om den sidste plads i slutspillet.

 

1. Esbjerg Energy

2. SønderjyskE
3. Herning Blue Fox
4. Rungsted Ishockey
5. Frederikshavn White Hawks
6. Odense Bulldogs
7. Rødovre Mighty Bulls
8. Gentofte Stars
9. Aalborg Pirates
10. Herlev Eagles


Det er dog meget svært at ligge sig fast på en stilling, for SønderjyskE har f.eks. mulighed for at forstærke sig med en udlænding eller to til den nye sæson. Derudover har Aalborg Pirates vist flotte takter i pokalturneringen op til sæsonen, mens Rødovre også sagtens kan blive trukket med ned i bundstriden, hvis de kommer dårligt i gang med sæsonen.

 

Langtidsspils-overvejelser

Bookmakerne har SønderjyskE og Frederikshavn som favoritter til finalen, men jeg er ikke helt enig med dem i, at det bliver de 2 hold, der kommer i finalen. Frederikshavn satser noget i målet med George Sørensen, og SønderjyskE ser ikke helt stærke ud i offensiven til sæsonen.

 

SønderjyskE ligger til odds 2,25 ved Danske Spil, hvilket jeg ikke ser den store værdi i, da deres hold ikke ser lige så stærkt ud som sidste sæson. De starter dog kun med 4 udlændinge, og har derfor plads til 4 mere, hvis de skulle føle behov for det.

 

Esbjerg lå til odds 10,00 hos Nordicbet* og Betsafe ligner derimod et frækt bud på en dansk mester. De ser ud til at have forstærket de pladser, hvor man var svage sidste sæsons grundspil, som i defensiven og målet. Offensiven ser stadig lige så stærk ud. 

 

Frederikshavn kunne være et frækt bud, men oddset er kun 7,00 hos Danske Spil, og det kommer helt an på, hvordan George Sørensen klarer presset af at være førstemålmand. Selvfølgelig kan der ske meget endnu i løbet af sæsonen, og holdene har mulighed for at forstærke sig i løbet af sæsonen, og de udenlandske spillere kan fejle.

 

Odds på Metal Ligaen 2015/16

Følg Mike Larsens odds og spilforslag fra Metal Ligaen 2015/16 gennen hele sæsonen her.

 

Vinderodds - Metal Ligaen 2015/16 (inkl. slutspil)

Bedste odds Bookmaker
SønderjyskE 2,20
Danske Spil
Herning Blue Fox 5,0
Unibet
Frederikshavn White Hawks 7,00 Danske Spil
Esbjerg Energy 7,50
Danske Spil
Rungsted Ishockey 18,00 Danske Spil
Odense Bulldogs 18,00 Danske Spil
Rødovre Mighty Bulls 51,00
Unibet
Aalborg Pirates 125,00 Danske Spil
Herlev Eagles 150,00 Danske Spil
Gentofte Stars 250,00 Danske Spil

Der er enkelte bookmakere på det danske marked, der endnu ikke er kommet med odds på det. Ligeledes er der også nogle underlige odds på markedet. Bet25 ligger f.eks. med odds 6,00 på Rungsted Ishockey - det er dykket gevaldigt efter, at Lars Seier blev annonceret i klubben. De ligger også med odds 8,00 på Herning Blue Fox og odds 75,00 på Rødovre Mighty Bulls, hvis man skulle have de lyster.

Tipico ligger desuden med kun odds 10,00 på Herlev Eagles, hvilket slet ikke giver nogen mening i min optik.


Herlev Eagles - skal kæmpe sej kamp i bunden

Træner: Linus Fagemo
Assistent: Morgan Persson

Første 3 kampe:
18/9 - SønderjyskE (ude)
22/9 - Esbjerg (ude)
25/9 - Rungsted (hjemme)

Forventning: Nr. 10 i grundspillet

Man må betegne Herlev som lillebror på Sjælland i denne sæson, hvor Rødovre og Rungsted er storebrødrene. Herlev skal kæmpe med Gentofte om ikke at blive det dårligste hold på Sjælland.


Igen i denne sæson bliver det svært. Man vil være markant svækket, hvis man bliver ramt af nogle skader. Budgettet er ikke stort i Herlev, og det ses i målet, hvor man ser ud til at være svækket i forhold til sidste sæson.

Sidste sæson
Sidste sæson startede katastrofalt for Herlev, og man fik ikke en sejr i ordinær tid i de første 9 kampe. Derfra skulle man kæmpe alt hvad man kunne, men det var ikke nok til at komme med i slutspillet, hvilket var første gang, siden at man vendte tilbage til ligaen i sæsonen 2011/12.

Man endte som nummer 9 - ikke mange point foran Gentofte Stars, der var kommet med i ligaen som det nye hold. Den dårlige sæson kostede også træneren jobbet efterfølgende, og man hentede Linus Fagemo i Herning op til denne sæson.

Vigtigste transfers
Man har mistet kaptajn Henric Nordin, der dog ikke spillede en lige så god sæson som den første, han spillede i Herlev. Han er blevet erstattet af danske Daniel Villadsen, der er kommet til fra franske Mulhouse, der spiller i den næstbedste franske række. Han kommer med stor erfaring fra den danske liga, hvor han har repræsenteret Aalborg, Esbjerg og SønderjyskE, hvor han i SønderjyskE har vundet et par mesterskaber.

40-årige Trevor Koenig er væk fra målet til den kommende sæson, hvilket var forventet, da han var oppe i årene. Han er blevet erstattet af finske Aaro Peltonen, der kommet med en del erfaring fra finsk ishockey. Hans stats er rimelig gode, og det skal blive spændende at følge ham i den danske liga. Herlev har allerede inden sæsonen er startet skilt sig af med Mattias Petterson, der ikke levede op til forventningerne i målet.

Antti Hölli, der var fansenes spiller i sidste sæson, er væk fra holdet. Det er en stor del af holdets offensiv, der ryger med ham. Han endte med 28 point i 34 kampe, hvilket må betegnes som godkendt på et hold, der ikke kom med i slutspillet. Dog har man gjort et mindre scoop ved at hente Toumas Muhonen i Gentofte Stars, hvor han var en af de bedre spillere, som de havde til sæsonen.

Nøglespillere
Toumas Muhonen er hentet i Gentofte, hvor han sammen med Ossi Saarinen var en målfarlig duo. Muhonen lavede 34 point i 36 kampe, hvilket må siges at være ganske imponerende på et hold, der var spået til at spille i bunden. Scorede 16 mål i løbet af sæsonen, hvilket svarer til, at han scorede næsten hvert femte mål som Gentofte scorede.

Sonny Hertzberg er kommet hjem til Danmark efter en rimelig god sæson i OHL, som er en af Nordamerikas juniorligaer. Der viste han sig som en god defensiv back, som også har et godt skud. Han scorer ikke mange mål, men er god placeringsmæssigt på isen. Han har fået sin opvækst i Herning og spillet sine juniorår i Sverige, hvilket er et godt kvalitetsstempel.

Radomir Heizer er en stærk forward, der har et godt skud og har tidligere scoret en del mål. Det er dog hans første sæson udenfor Slovakiet og Tjekkiet, hvor han spillede dele af sidste sæson. Han kommer fra den slovakiske klub, HC Banska Bystrica, hvor han har spillet i 5 sæsoner med større og større succes. Det bliver spændende at se, om han kan tilvænne sig til den danske mentalitet.

Dennis Bozic er en back, der er stærk i det offensive spil, men han arbejder ikke meget med hjem af isen. Han spillede også sidste sæson i Herlev, og han bidrog med 17 point i 27 kampe, hvilket er ganske acceptabelt for en back. Han har et godt skud fra blå linie, som han gav flere prøver på i løbet af sidste sæson.

Hold øje med
Andreas Søgaard Jensen er kommet til fra Herning, hvor han havde en ganske godkendt sæson. En rigtig slidertype, der ikke scorer mange mål. Han bliver en vigtig arbejdshest på isen, når Herlev er i undertal. Han har også scoret forholdsvis mange mål af en spiller i den rolle sidste sæson.

Marc Schlaeger bliver sandsynligvis reservemålmand i denne sæson, men jeg forventer, at han kommer til at få lidt spilletid i kampene. Talentfuld målmand, der spillede juniorhockey i Nordamerika i sidste sæson, ellers har han 3 sæsoner på Malmös juniorhold. Han var U18-landsholdsmålmand i forrige sæson, og han ligner en spændende målmand, som Herlev har som reserve.

Oddstanker - Herlev Eagles

Jeg tænker, at bookmakerne nok rammer Herlev meget godt. De er spået en plads i bunden af ligaen, og jeg tror ikke, at de kommer til at overraske meget. De har dog en stærk hjemmebane, hvor de kommer til at tage de fleste af deres point. Det kunne være spændende at kigge i forhold til over/under spil i den kommende sæson. Offensivt har man spillere, der kan score mål, men defensivt ser det ikke ud til, at man kan holde modstanderen fra at score.

Odds 150 hos Danske Spil på Herlev Eagles som danske mestre er i mine øjne fair prissat. De kommer til at kæmpe med Aalborg og Gentofte om at komme med på yderste mandat i slutspillet. Derefter kunne det sagtens ligne 4 kampe i kvartfinalen, og så er der sommerferie.

Aalborg Pirates - vilje og fight skal bane vejen

Træner: Jens Nielsen 
Assistent: Ronny Larsen

Første 3 kampe:
18/9 - Frederikshavn (hjemme) 
19/9 - Frederikshavn (ude)
22/9 - Rødovre (hjemme)

Forventning: Nr. 9 i grundspillet

Slutspillet er langt fra sikkert, men mod, gå-på-mod og samme attitude som i træningskampene, så kan man overraske i denne sæson. Man er svækket på holdet i forhold til sidste sæson, men man har et hold, der kommer til at kæmpe for hinanden, og hvor man ikke giver op på noget tidspunkt.

 

Sidste sæson

Det blev til en overlevelsessæson i Aalborg sidste sæson. Man kom til at kæmpe mere med en dårlig økonomi, og man var meget tætte på at gå konkurs. Klubben blev dog reddet i sidste ende, hvilket man også var glad for i hele hockey-Danmark. Man kommer til at leve på sine egne talenter i de kommende sæsoner, og det er noget, som man har råbt på de seneste sæsoner.

 

På isen blev det til en kvartfinaleserie mod Frederikshavn White Hawks, hvor man ikke kunne stille det store op, da man tabte med 4-1 i kampe. Dog havde man muligheder for at drille Frederikshavn i enkelte kampe, men samlet set var det fortjent, at det var Frederikshavn, der gik videre.

 

Vigtigste transfers

Man har mistet stærke Ervins Mustukovs i målet, og erstattet ham med Marcus Lundell, der primært har spillet i den tredjebedste svenske række i sin karriere. Mustukovs sikrede en del point til Aalborg i sidste sæson, da han havde flere gode redninger og ret beset var han en af de bedste målmænd i ligaen i sidste sæson. En klar svækkelse af målmandsposten, da Lundell ikke ser lige så stærk ud som Mustukovs var.

 

Offensivt har man mistet alle udenlandske forwards fra sidste sæson, deriblandt Mike Vaskivuo, der var topscorer i sidste sæson. Han scorede en del mål for Aalborg, men han var til tider også en humørspiller, der ikke skøjtede i fuld fart hjem af isen for at hjælpe til. Som ”målmaskine” har man hentet Olle Liss i det svenske, og han ligner en goalgetter af format i Aalborg. Sandsynligvis også en billigere løsning end Mike Vaskivuo var.

 

Nicolai Meyer er kommet til fra Frederikshavn, hvor han ikke var tilfreds med den spilletid, som han fik sidste sæson. Han er taget til Aalborg, hvor han bestemt kommer til at få en del spilletid. Han bliver en vigtig del af den offensiv, som Aalborg kommer med qua hans gode skud og høje fart på skøjterne.

 

Nøglespillere

Daniel Madsen er holdet mest erfarne spiller i defensiven, og han er nærmest en lokal spiller, når han spiller sin 7. sæson i Aalborg. Han har et fremragende skøjteløb og et rigtig godt skud, som man kommer til bruge godt i powerplay. Han har tidligere haft et temperament, der har kostet en del udvisninger, men det har han fået en smule under kontrol over de seneste sæsoner.

 

Sebastian Ehlers er bare 22 år, men han er en af de mest erfarne spillere i Aalborgs offensiv til denne sæson. Han bliver en vigtig spiller i powerplay og bliver uden tvivl en spiller, som de unge spillere kommer til at læne sig op af. Hans erfaring bliver vigtig for Aalborg, og han bliver en spiller, der skal holde hovedet koldt i løbet af kampen og ikke gøre noget overilet.

 

Lars Lundin kan beskrives som en stærk offensiv back, der ligeledes bliver brugt i powerplay. Han har spillet sine ungdomsår i Leksand, så man kan være sikker på, at Jens Nielsen har fået gode referencer på ham.

 

Den anden svenske back, Robin Karlsson, der er kommet ind på holdet, er en stærk defensiv back, der ikke tager mange udvisninger, og er rigtig placeringsstærk i forhold til modstanderen. Umiddelbart en solid forstærkning af defensiven. Han kan også trække på erfaring fra en sæson i den bedste svenske liga.

 

Hold øje med

Jeppe Jul Korsgaard, forward. Den unge forward er kommet hjem til Aalborg efter en sæson i Sverige på AIKs U18 hold, hvor han havde god succes. Et stort arbejdsiver og gode muligheder for at blive fremtidens mand i Aalborg. Et kig tilbage, så kan man se, at han forrige sæson (som 15 årig) lavede 37 point i 27 kampe i 1. division.

 

Kristian Kodal, talentfuld back. Han fik til dels et gennembrud i sidste sæson, hvor han var en ganske stabil back. Han fik desværre ødelagt sæsonen grundet en skulderskade, der satte ham ud af spillet i store dele af sæsonen. Han kan blive en vigtig brik i defensiven i Aalborg i denne sæson, hvor han trods sin unge alder har spillet.

 

Oddstanker - Aalborg Pirates

Jeg forventer, at det bliver en svær sæson i Aalborg. Bookmakerne vil sandsynligvis kigge en del på sidste sæson, men holdet er et helt andet til denne sæson. Kommer Aalborg ind i en positiv stime med et par sejre, så kan det blive godt med et spil imod Aalborg, der bliver vejen at gå. Inden sæsonen var Aalborg vurderet til at ende på en af de sidste slutspilspladser af bookmakerne, men jeg tror, at de kommer til at kæmpe for den.

Odds 125 hos Danske Spil som danske mestre virker til at være fair sat, da jeg ikke spår Aalborg den store chance for at komme så langt. De skal reelt set være glade, hvis det bliver til slutspil i denne sæson. Faktisk startede Aalborg i odds 9 (Bet25) og odds 10 (Betsafe), men det blev rimelig hurtigt rettet til, således at de kom op i et odds, der gav mening.


Gentofte Stars - kæmper for slutspilsplads

Træner: Karsten Arvidsen 
Assistent: Kristian Just 

Første 3 kampe:
18/9 - Rødovre (hjemme)
21/9 - Odense (hjemme)
25/9 - SønderjyskE (ude)

Forventning: Nr. 8 i grundspillet

Gentofte Stars har smidt Unibet* som navnesponsor, men man har fået samlet et noget spændende hold til den kommende sæson. Til denne sæson har man hentet flere interessante spillere ind på holdet, og de skal nok komme til at overraske i den kommende sæson. Der kunne ligge en mulig slutspilsplads til Gentofte i den kommende sæson, men de vil komme til at kæmpe med Herlev og Aalborg om den sidste billet.

 

Sidste sæson

Sidste sæson var Gentoftes første i den bedste række i mange år. Alle regnede med, at de ville få en del lussinger, da holdet egentlig kun var gearet til 1. division, da det blev annonceret, at man ville spille ligahockey. Gentofte drillede nogle af holdene op til flere gange, men det lykkedes ikke for Gentofte at komme med i slutspillet i sidste sæson, og derfor sluttede sæsonen meget tidligt for Gentofte.

 

Vigtigste transfers

I målet har man hentet en lille spirrevip, Teemu Seepänen, der kun er 166 cm. høj. Han har spillet en del i den næstbedste finske række, hvor han har stået rigtig godt. Senest var han i Kazakhstan, hvor han også præsterede meget godt. Dog er det ikke den danske liga, men han ligner en klar forstærkning i forhold til de 2 danske målmænd, der spillede sidste sæson.

 

Toumas Muhonen og Ossi Saarinen. Farlig finsk duo, der scorede ca. 40% af Gentofte Stars' mål i sidste sæson. De bliver svære at erstatte i Gentofte, da de var en konstant trussel for modstanderen, når de kom ind i modstanderens zone. Man har hentet flere spændende spillere ind for at erstatte dem, og man ser ud til at have fået noget mere bredde på holdet i forhold til sidste sæson.

 

Niclas Edman spillede en flot sæson i Gentofte, hvilket gjorde, at han fik en kontrakt med Frederikshavn i den kommende sæson. Stor fysisk stærk back, som modstanderne slog sig på, når de ville forbi ham. Ikke nok med, at han havde fysikken på sin side, så havde han også et godt skud, hvilket var med til at give ham 6 mål og 18 point i sidste sæson.

 

Nøglespillere

Teemu Seppänen er en lille målmand, der kommer til fra den kazakhstanske liga. Niveauet er ikke så højt i den liga, men han har 8 sæsoner i Mestis, hvilket er den næstbedste række i Finland. De holder et meget godt niveau i Finland, og han skal nok blive en af ligaens bedste målmand i den kommende sæson. Han er hurtigt på stregen og meget reaktionsstærk.

 

Jeff Terminesi vender tilbage til den danske liga, hvor han spillede en enkelt sæson for Rødovre i 2012/13-sæsonen og gjorde det godt. Han ligner den spiller, der skal tage over for Niclas Edman, og det er også muligt, at han kan det. Han har et godt skud og er placeringsstærk på isen, men dog mangler han lidt fysik i forhold til Edman.

 

Artem Iossafov, finsk-russisk wing, der kunne blive den nye Saarinen i den kommende sæson. 4 sæsoner i Mestis og han var også oppe og få 28 kampe i SM-liiga i sidste sæson. Han kommer til at blive en trussel for alle holdene, når Gentofte kommer ind i modstanderens zone. Han har et godt skud og et stærkt skøjteløb.

 

Nicklas Hansen er en skudstærk back, som man dog ikke har set det store fra i de seneste sæsoner. Den tidligere landsholdsback kommer muligvis til at være en stærk spiller i Gentoftes defensiv i denne sæson. Han kan måske betegnes som en lille lottokupon, da han ikke har spillet op til niveau de seneste sæsoner. Rammer han sæsonen, så bliver han en markant forstærkning af defensiven i Gentofte.

 

Hold øje med

Yannick Vedel, hjemvendt forward fra Nordamerika. Han har spillet 5 sæsoner i diverse juniorligaer i Nordamerika, hvor han har fået en del erfaring, som han kan bidrage med til et rimelig ungt Gentoftehold. Han bliver en klar gevinst for Gentofte, hvor han arbejder godt defensivt, men også har et godt øje for det offensive spil.

 

Mads Linke, hurtig forward, der lige skulle vende sig til det højere tempo, der er i Metal Ligaen kontra 1. division. Han var en målmaskine i 1. division, men det lykkedes ikke helt i sidste sæson, hvor det dog blev til 8 mål og 20 point i 35 kampe. Men nu har han fået en sæson med højere tempo i skøjterne, så det er bestemt en spiller, som man skal holde lidt øje med i den kommende sæson.

 

Oddstanker - Gentofte Stars

Jeg tror, at Gentofte Stars kommer til at overraske en del. De har fået samlet et meget godt hold og har klaret sig rimelig godt i træningskampene op til sæsonen. Jeg forventer, at bookmakerne måske kommer til at undervurdere dem en smule i starten af den kommende sæson, da de vil kigge en del på sidste sæsons resultater.

Odds 250 hos Danske Spil virker lidt for højt, da jeg regner med, at de godt kan overraske, men skulle de komme til slutspillet, så kommer de til kort der. I en serie over 7 kampe, så vil de komme til kort mod de større hold i ligaen i denne sæson. Sidste sæson var der en del målrige kampe grundet den unge danske målmandsduo, men der ser man ud til at være forstærket til denne sæson. Defensiven ser også stærkere ud, så det er muligt, at der skal kigges mod målfattige i denne sæson.

Man kan sagtens kaste et lille symbolsk beløb efter Gentofte til denne pris. 


 

Rødovre Mighty Bulls - stærkt dansk hold uden goalgetter

Træner: Jesper Duus 
Assistent: 

Første 3 kampe:
18/9 - Gentofte (ude)
22/9 - Aalborg (ude)
25/9 - Herning (hjemme)

Forventning: Nr. 7 i grundspillet

Rødovre har i de seneste sæsoner haft en stærk målmand i Sebastian Dahm, og han er væk til denne sæson. Det bliver en stor svækkelse af målmandsposten i Rødovre i denne sæson. Et næsten rent dansk hold, hvor der mangler den store goalgetter. Derfor regner jeg med, at Rødovre får en svær sæson, hvor det dog bliver til slutspil, da man har noget klasse og en normal stærk hjemmebane.

 

Sidste sæson

En blandet sæson for Rødovre, hvor de havde perioder, hvor de spillede rigtig flot ishockey, men nogle gange havde de en stime af nederlag. Dog kom Rødovre som ventet i slutspillet, hvor man i kvartfinalen blev valgt af SønderjyskE. Rødovre blev sendt ud med 4-1 i kampe. Rødovre havde problemer med at score mål, og det lykkedes at vinde den ene hjemmekamp grundet en stærk defensiv. Umiddelbart ligner det en lignende sæson for Rødovre i denne sæson.

 

Vigtigste transfers

Sebastian Dahm er den bedste danske målmand i ligaen, men efter et fremragende VM, så fik han chancen i Graz 99'er. Han var en ufattelig vigtig målmand for Rødovre i den forgangne sæson. Han reddede Rødovre i flere omgange og var mange gange manden bag point til Rødovre, da man selv scorede 1-2 mål, og Dahm lukkede af i målet.

 

Phillip Bruggisser er kommet til fra Sverige, hvor han har spillet de seneste sæsoner. Han har et godt skud og har scoret en del mål i Sverige. Udover det gode skud og mange point, så er han også rigtig stærk i det defensive arbejde. Der er ikke blevet lukket mange mål ind imens han er på isen, da han er placeringsstærk og lukker godt ned for modstanderen.

 

Matias Lassen er smuttet til Leksands U20 hold. Selvom han var en ung spiller, så var han rigtig stærk i det defensive arbejde. Rødovre lukkede ikke mange mål ind med ham på isen i sidste sæson. Ung spiller med et rigtig godt skøjteløb, der kunne gøre livet svært for en del spillere.

 

Nøglespillere

Jannik Karvinen er en stærk forward, og det er sandsynligvis fra ham, at man skal se hovedparten af målene. Han havde en stærk sidste sæson, hvor han scorede 20 mål i 35 kampe, hvilket må være godkendt. En ægte Rødovredreng, der har spillet stort set hele karrieren i klubben. Dermed også det meste naturlige valg som kaptajn i klubben.

 

Stefan Ridderwell er kommet til som erstatning for Sebastian Dahm, og det er noget af en arv, som han skal løfte. Han har CV'et til at gøre det i hvert fald. Fem sæsoner i SHL, én sæson i DEL samt draftet til NHL taler for kvalitet, men en målmand er ikke bedre end de backs, der spiller foran ham. Han viste lidt svaghedspunkter i målet i pokalkampen mod Aalborg, men sandsynligvis bare en dårlig dag.

 

Jonas Sass er en skøjtestærk forward, der har masser af fart i benene. Han er vendt hjem til Rødovre efter, at han har haft 3 hele sæsoner i Herlev, mens den seneste blev delt mellem Herlev og Odense. Han skal bruge sin fart til at skabe overtal, som hans holdkammerater skal udnytte. På trods af en alder af bare 22 år, så har han en del rutine, som han kan bidrage med.

 

Mike Rådde, svensk back, som man næsten må betegne som dansker efter 6 sæsoner i Danmark, hvor de seneste 5 har været i Rødovre. God offensiv back, der kan bruges i de fleste situationer på isen. Han er god på skøjterne og han har et godt skud.

 

Hold øje med

Nikolaj Krag Christensen kommer måske ikke til at få så meget spilletid i denne sæson, men han er en spændende spiller for fremtiden i klubben. Han havde en fremragende sidste sæson, hvor han vandt 3 DM-titler (U17, U20 og 1. division) samt en guldmedalje ved U18 B-VM. Han har et overlegent skøjteløb, god teknik samt et skud, der ligger over gennemsnittet for sin aldergruppe. Bestemt en spiller, der kunne være på vej mod større ting.

 

Matthias Asperup, ung dansk forward, der har været omkring Malmös U20hold, hvor han havde rimelig god succes, men vendte hjem til Rødovre mod slutningen af sidste sæson. Han er en god arbejdshest, der ikke scorer mange mål, men han stresser modstanderen til at lave fejl med hans store arbejdsiver.

 

Oddstanker - Rødovre Mighty Bulls

Jeg forventer, at Rødovre kommer til at ende på 7. pladsen. De virker ikke til at være stærke nok til top6, mens man også ser ud til at være for stærke til ende længere nede i tabellen. Det er også sådan, at bookmakerne har sat oddset på Rødovre meget godt.

Igen i denne sæson forventer, at jeg Rødovre bliver et hold, der kommer til at spille en del kampe, hvor der ikke bliver scoret ret mange mål. Jeg kan ikke se, hvor målene skal komme fra hos Rødovre.

Odds 51 hos Unibet* på Rødovre virker meget godt sat i mine øjne, da jeg regner med, at de kommer i slutspillet, men det bliver heller ikke til mere end en kvartfinale, som jeg ser det. 


 

Odense Bulldogs - ser stærke ud offensivt

Træner: Brad Gratton 
Assistent: 

Første 3 kampe:
18/9 - Rungsted (hjemme)
21/9 - Gentofte (ude)
25/9 - Aalborg (hjemme)

Forventning: Nr. 6 i grundspillet

Odense bliver et offensivt spændende hold til denne sæson, hvor målmandsposten og defensiven ikke ser så stærk ud som den var i sidste sæson. Odense har hentet flere gode spillere ind på holdet til at erstatte de offensive kræfter, mens det halter defensivt.

 

Sidste sæson

Odense startede sæsonen helt fantastisk, og var længe det bedste hold i ligaen. Så ramte man en gevaldig downperiode, hvor man kun vandt to (begge i overtid) af de sidste 13 kampe, hvilket var inkl. 4 slutspilsskampe, hvor man røg ud med 4-0 i kampe til Esbjerg. Med den start, som Odense havde fået, så var det noget af en skuffelse at ryge ud så hurtigt.

 

Vigtigste transfers

Morten Andreasen, forward. Han er dog en del af klubben endnu, men kun 1. division uden mulighed for at komme på eliteholdet. Jeg ser ham som en god leder og playmaker på isen, og vil bestemt pynte på et hvert hold i Metal Ligaen. Om han kommer til at spille i denne sæson er uvist, men hvis muligheden byder sig, så springer han på.

 

John Armstrong ligner en stærk offensiv signing af Odense til denne sæson. Han har spillet 3½ sæson i AHL, hvor det er blevet til 177 kampe. Han blev draftet i 2006, men kom aldrig igennem nåleøjet til NHL. Han besidder et godt skud, og han har scoret rimelig med mål i karrieren, hvor det dog primært har været på niveauet under AHL. Han arbejder dog ikke så godt hjem af isen.

 

Chet Pickard var sidste skanse sidste sæson, og der gjorde han det meget godt. Han blev belønnet med en kontrakt i DEL-klubben, Iserlohn Roosters, hvilket er et godt skridt op af. Han var ikke den stærkeste målmand i slutspillet, men det var generelt hele holdet, der var ramt af en dårlig på det tidspunkt.

 

Nøglespillere

Tadeas Galansky bliver en spændende målmand at følge i denne sæson. Han har spillet lidt juniorhockey i OHL, men ellers er det Mestis (næstbedste række i Finland), der er hans højeste niveau. Der var han endda kun reservemålmand, så det bliver en stor opgave for ham at blive førstemålmand.

 

Joakim Nettelbladt, stærk svensk back, der havde en fremragende sæson i Odense i sidste sæson. Han var en stærk defensiv back, der også fik scoret et par mål i løbet af sæsonen. Han lukkede rigtig godt ned for modstanderne. Han ligner det stærkeste fynske backkort i den kommende sæson. En af de bedste spillere sidste sæson for Odense, når modstanderen havde pucken.

 

Canadieren, Dale Mitchell, med det iltre temperament fik forlænget sin kontrakt med Odense i den kommende sæson. 44 point i 35 kampe må siges at være godkendt, men jeg synes, at de 162 udvisningsminutter trækker en smule ned. Det er aldrig godt, når man har en spiller i udvisningsboksen.

 

En anden canadier, Ryan McDonough, fik ligeledes sin kontrakt forlænget med fynboerne. En stærk center, der arbejder godt for holdet, men også har et rigtig godt skud. Han er en rigtig goalgetter på holdet, og han endte også med blive topscorer i sidste sæson, og der kommer til at ligge et stort pres på ham for at give Odense sejre i denne sæson.

 

Hold øje med

Andreas B. Pedersen er kommet til klubben fra Esbjerg, hvor han havde en spændende sæson. Han lærte en del under Kyle Wharton og Wade Bergman. Nu skal han stå på egne fødder, og det bliver spændende at følge ham i Odense i denne sæson. Han var rigtig stærk sidste sæson, og det skal han arbejde videre på denne sæson.

 

Unge Frederik Høeg har allerede 2 sæsoner under bæltet i Metal Ligaen i en alder af bare 18 år. Et af de største talenter, som Odense har af egen avl. Det bliver sandsynligvis til en del tid i 4. kæden, hvor han ikke får spillet så meget. Han skal bare køre hårdt på, når han får muligheden. Kan muligvis være sæsonen, hvor han får det store gennembrud.

 

Oddstanker - Odense Bulldogs

Jeg forventer, at Odense ender omkring 6. pladsen i grundspillet. Man er uden tvivl stærk i offensiven, hvor man gerne skulle score en del mål. Defensivt mangler man rutine, som jeg ser det. Man kommer sikkert med i slutspillet, og hvis man rammer dagen der, så kan man sagtens trække en serie ud i 6 eller 7 kampe. Jeg vil sandsynligvis kigge i omegnen af målrige kampe for Odense i denne sæson. Det kunne godt blive et Esbjerg hold på det punkt.

Odds 18 hos Danske Spil som danske mestre rammer nok meget godt, da der skal ske nogle ting for, at Odense ender med mesterskabet i denne sæson. Jeg ser mindst 3 hold, som de vil få det svært mod i slutspillet, hvis de skulle rende ind i dem på nuværende tidspunkt.


 

Det var første del af optakten til den danske ishockey-sæson 2015/16. Andel del af optakten til Metal Ligaen - med fokus på de fem hold, jeg rangerer som de bedste -  følger snarest.