Fra Milan til Torshavn. Sådan kan det gå for Liverpool efter dagens lodtrækning til den kommende sæsons Champions League-turnering.

Den engelske klub, der i maj slog Milan i CL-finalen i Istanbul, er som bekendt kommet med i næste sæsons turnering via dispensation (reglerne åbnede ellers ikke for adgang for forsvarende mestre) og skal derfor kæmpe sig hele vejen igennem kvalifikationsrunderne, før gruppespillet kan nås.

Lodtrækningen magede det sådan, at Liverpool i første runde (spilledatoer: 12./13. juli og 19./20. juli) skal møde et andet britisk hold, walisiske Total Network Solutions FC. Klares dén hurdle, skal Reds op imod vinderen af kampen mellem færøske HB Tórshavn og FBK Kaunas fra Lithauen. Og sådan kan det gå, at Liverpool måske går fra at møde Shevchenko, Tomasson og co. til at skulle drible udenom folk som Emil Nolsøe Leifsson og Bárður Johannesen... Og såmænd også gode gamle Heine Fernandez, hvis den spillende træner sætter sig selv på banen. Samt hvis den gamle målræv altså stadig er HB-træner til den tid (lokale fans kræver hans fyring, fordi han har udtalt, at hans hold ikke vil have den mindste chance mod Liverpool)....

Brøndby mod georgiere eller estere


Brøndby er også med i Champions Leagues kvalifikationsspil. I modsætning til Liverpool, skal Vestegnens drenge dog ikke starte fra bunden, men kommer først med fra anden kvalifikationsrunde - hvor de skal møde vinderen af kampen mellem FC Dinamo Tbilisi fra Georgien og FC Levadia Tallinn fra Estland.

Dinamo Tblisi deltog sidste år i UEFA Cuppens gruppespil (dog uden større succes). Levadia Tallinn kender man umiddelbart ikke det store til - men mon ikke Brøndby efter sidste sæsons UEFA-fadæse mod Ventspils fra Letland er holdt op med at undervurdere baltiske modstandere?

Ud over Brøndby træder en række andre prominente klubber ind i CL i anden kval-runde: Fx Celtic, Anderlecht og Trabzonspor.

Anden kval-runde afvikles d. 26./27. juli og d. 2./3. august.

UEFA Cup-lodtrækning: Esbjerg møder estisk hold


Der er også trukket lod til UEFA Cuppen, Champions Leagues fattige lillebror. Her drejer det sig om første kvalifikationsrunde (d. 14. og 28. juli) med deltagelse af blandt andre Esbjerg, der jo er med takket være UEFAs fairplay-konkurrence. Vestjyderne skal møde Flora Talinn og er naturligvis favoritter.

De øvrige danske UEFA Cup-deltagere, FC København og FC Midtjylland, træder først ind i turneringen fra anden kvalifikationsrunde.