TV 2 SPORT byder som sædvanlig på masser af LIVE sport, når vi rammer næste uge. Der er LIVE fodbold, football, tennis, håndbold og ishockey fra AL-Bank Ligaen og NHL.

VM-kval: South Africa, here we come!
Danmark spiller lørdag den 10. oktober den næstsidste kvalifikationskamp forud for VM-slutrunden i Sydafrika, når arvefjenderne fra Sverige gæster Parken. Men weekenden byder også på en lang række andre spændende kampe fra både de europæiske og sydamerikanske puljer. TV 2 SPORT sender lørdag eftermiddag live fra Dnipro Stadium i Dnipropetrovsk, hvor Ukraine møder England i gruppe 6.

De engelske løver er allerede sikre på en billet til VM-slutrunden, men for Ukraine står der meget på spil – ukrainerne har nemlig brug for at erobre andenpladsen i gruppen for at gå videre til playoff-runden, hvor de otte bedste to’ere skal kæmpe videre.

Lørdag kl. 21.40 løber blandt andre verdens dyreste fodboldspiller, Cristiano Ronaldo, på banen for sit fædreland, når Portugal på hjemmebane i Lissabon møder Ungarn – en absolut ikke udramatisk kamp, eftersom begge hold stadig har mulighed for at indtage andenpladsen i gruppen. Viser det sig, at Morten Olsens tropper trækker det korteste strå i Parken, får kampen desuden stor betydning for Danmark.

Senere lørdag sender vi direkte fra kvalifikationskampen mellem Argentina og Peru, og for natteravnene byder vi på opgøret mellem Colombia og Chile fra tidligere på aftenen. Søndag aften er der endnu mere sydamerikansk VM-kvalifikation på skærmen, når vi sender Bolivias kamp mod de mangedobbelte verdensmestre fra Brasilien. Følg den spændende rejse mod Sydafrika – live på TV 2 SPORT!

Endnu et mandagsdrama i SAS Ligaen
Mandag aften tager OB imod AaB på Fionia Park i Odense i 11. spillerunde i SAS Ligaen. Der er således lagt op til et af den slags dramaer, der efterhånden er blevet tradition i MandagsBold på TV 2 SPORT. Netop som man troede, at AaB var blevet et tophold, har nordjyderne tabt to hjemmekampe i træk, mens OB er ubesejret i de seneste 13 kampe på hjemmebane.

OB er dog kun smal favorit mod AaB, for de to klubber spiller normalt nogle meget jævnbyrdige opgør. Vi varmer som sædvanlig op til kampen fra kl. 18.30 i MandagsBold, og det hele kan desuden opleves i knivskarp HD-kvalitet på TV 2 SPORT HD. Senere på ugen er der mere dansk topfodbold – dog ikke fra SAS Ligaen, som ligger stille på grund af landsholdets vigtige hjemmekamp mod Sverige.

Pausen giver til gengæld plads til to live-kampe fra den næstbedste række. Søndag kl. 14.40 mødes AB og AC Horsens på Gladsaxe Stadion, og umiddelbart derefter stiller vi om til Lyngby Stadion, som lægger græs til kampen mellem Lyngby og FC Vestsjælland.

Husk også, at TV 2 SPORT hver mandag lige efter MandagsBold sender programmet DIV1SIONEN, som går helt tæt på den næstbedste fodboldrække med blandt andet aktuelle interviews og spændende reportager fra hele landet.

Rafael Nadal meldes klar til China Open
Nummer to på verdensranglisten, Rafael Nadal, har været hårdt plaget af skader i år, og det afholdt ham blandt andet fra at forsvare sin Wimbledon-titel. Efter et comeback i Canada i august blev den 23-årige spanske tennisstjerne for nylig ramt af en ny skade – denne gang en muskelskade i maven – men nu er han klar til at spille igen.

I næste uge kan Nadal opleves i ATP-turneringen China Open i Beijing, som i øvrigt spilles på de samme baner, hvor han sidste år vandt OL-guld. Nadal spås en god chance for at løbe af med sejren, ikke mindst efter at verdensetteren Roger Federer har meldt afbud. Til gengæld har en lang række andre verdensstjerner som Novak Djokovic, Andy Roddick, Nikolay Davydenko og Fernando Verdasco meldt deres ankomst.

China Open blev grundlagt i 1993 og har siden 2004 været en fast del af ATP World Tour. Den finder sted i Olympic Green Tennis Center i Beijing, og udover 500 ranglistepoint er der en kontant præmiesum på godt 3,3 millioner dollars på spil. Sidste år blev singlefinalen vundet af Andy Roddick fra USA. TV 2 SPORT sender over 22 timer live fra China Open fra torsdag til søndag i næste uge.

Vikings møder Packers i Monday Night NFL
Natten mellem mandag og tirsdag er der som sædvanlig Monday Night Football på programmet, og næste uges NFL-mandagskamp står mellem Minnesota Vikings og Green Bay Packers. Vikings og Packers mødes to gange hvert år, men det er første gang at quarterbacken for Minnesota Vikings hedder Brett Favre.

Den mangeårige ankermand for Packers skal for første gang i karrieren spille mod sit gamle hold, og det bliver foran en udsolgt Metrodome med 63.000 tilskuere på plads i Minneapolis. Favre har spillet 16 år for Packers, og det var til forargelse for klubbens fans, da han kort før sæsonstart skrev kontrakt med arvefjenderne.

Han har allerede vist sig at være en stor gevinst for Vikings og har ført klubben til tre sejre i årets første tre kampe. Packers har til sammenligning vundet to af deres tre kampe indtil videre. Der er med andre ord tale om en topkamp i NFC North divisionen, og den kan følges live på både TV 2 SPORT og TV 2 SPORT HD mandag nat fra kl. 02.30.

Søndag er der NFL kl. 18.50, når TV 2 SPORTs veloplagte eksperter, Jimmy Bøjgaard og Claus Elming, disker op med live-kamp, quiz, musik - og popcorn, naturligvis!

Top-ishockey fra begge sider af Atlanten
Med erhvervelsen af tv-rettighederne til den stærke nordamerikanske NHL-liga har TV 2 SPORT for alvor sat trumf på ishockeydækningen. Kanalen har i forvejen de eksklusive rettigheder til både A-VM og den danske superisliga, AL-Bank Ligaen, og i den kommende uge er der live-ishockey både torsdag og fredag aften.

Først gælder det torsdagens NHL-kamp mellem de forsvarende Stanley Cup-mestre Pittsburgh Penguins og et af ligaens ældste hold, New York Rangers. Spillerne løber på isen i Mellon Arena i Pittsburgh kl. 00.55 dansk tid, og kampen sendes direkte på både TV 2 SPORT og i High Definition på TV 2 SPORT HD.

Søndag aften sender TV 2 SPORT HD desuden NHL-kampen mellem New York Rangers og Anaheim Ducks direkte fra Madison Square Garden kl. 22.55, mens kampen kan fanges en time senere på TV 2 SPORT.

Fredag er der dansk topishockey på programmet, når Frederikshavn White Hawks får besøg af AaB i AL-Bank Ligaen. Både Frederikshavn og AaB spilledes sig i sidste sæson frem til kvartfinalerne men blev slået ud af henholdsvis Rødovre og Herning. Det nordjyske opgør finder sted i Iscenter Nord i Frederikshavn og kan følges live på TV 2 SPORT fra kl. 20.45 med Jimmy Bøjgaard og Frits Nielsen på sidelinjen.

Det bedste af dansk håndbold og badminton
I næste uge løber tredje runde af Badmintonligaen af stablen, og TV 2 SPORT er klar med direkte dækning fra Greve Hallen, hvor Greve møder Værløse tirsdag aften. Efter de første to runder af grundspillet ligger Greve og Aarhus Elite på en delt førsteplads, mens Værløse er pænt placeret midt i tabellen.

Greve har vundet det danske holdmesterskab en enkelt gang, mens det er blevet til tre sølv- og to bronzemedaljer, siden Badmintonligaen så dagens lys i 1999. Truppen tæller stærke internationale navne som Lars Paaske, Joachim Persson, Kamilla Rytter Juhl, Carsten Mogensen og Kenneth Jonassen. Gæsterne fra Værløse stiller til gengæld med blandt andre verdens bedste damespiller, Tine Rasmussen, samt veteranen Martin Lundgaard.

Dagen efter, onsdag kl. 19.45, blænder TV 2 SPORT op for den danske håndboldliga for herrer, Jack & Jones Ligaen, som er nået frem til sjette spillerunde. Rune Knudsen og Jeppe Haugaard følger begivenhederne direkte fra Silkeborg-Hallerne, hvor Bjerringbro-Silkeborg tager imod Team Tvis Holstebro – en kamp, som Team Tvis har brug for at vinde, hvis holdet for alvor skal op blandt de otte bedste.

Næste uges live-events på TV 2 SPORT:

MANDAG 5. OKTOBER
18:30 FODBOLD SAS Ligaen: MandagsBold*
18:55 FODBOLD SAS Ligaen: OB - AaB*
20:55 FODBOLD SAS Ligaen: MandagsBold*
02:30 AMR. FODBOLD NFL: Minnesota Vikings - Green Bay Packers*

TIRSDAG 6. OKTOBER
18:55 BADMINTON Badmintonligaen: Greve - Værløse

ONSDAG 7. OKTOBER
19:00 HESTESPORT Trav: Ugens V5-løb fra Odense**
19:45 HÅNDBOLD Jack & Jones Ligaen: Bjerringbro-Silkeborg - Team Tvis

TORSDAG 8. OKTOBER
09:00 TENNIS ATP World Tour 500: China Open
00:55 ISHOCKEY NHL: Washington Capitals - NY Rangers*

FREDAG 9. OKTOBER
05:00 TENNIS ATP World Tour 500: China Open
20:45 ISHOCKEY AL-Bank Ligaen: Frederikshavn White Hawks - AaB

LØRDAG 10. OKTOBER
06:00 TENNIS ATP World Tour 500: China Open
17:10 FODBOLD VM-kvalifikation: Ukraine - England
21:40 FODBOLD VM-kvalifikation: Portugal - Ungarn
23:55 FODBOLD VM-kvalifikation: Argentina – Peru

SØNDAG 11. OKTOBER
09:30 TENNIS ATP World Tour 500: China Open
14:40 FODBOLD 1. division: AB - AC Horsens
16:45 FODBOLD 1. division: Lyngby - FC Vestsjælland
18:50 AMR. FODBOLD NFL: Kamp bekræftes senere*
22:00 FODBOLD VM-kvalifikation: Bolivia – Brasilien
22:55 ISHOCKEY NHL: NY Rangers – Anaheim Ducks**

* Sendes også direkte på TV 2 SPORT HD
**Sendes kun direkte på TV 2 SPORT HD

- Se hele programmet på tv2sport.dk/tv eller tekst-tv fra side 300.

Kilde: tv2sport.dk

BetXpert TV-guide her:

http://www.betxpert.com/tv.asp?sport=all