Kroatien har tromlet henover al modstand indtil videre ved VM-slutrunden i Rusland, men de var i deres kvalifikation ikke mere overbevisende end Danmark. De sluttede bag Island i gruppen og måtte ud i to playoff-kampe mod Grækenland, før VM-billetten var sikret. Få et komplet overblik over både Kroatiens og Danmarks vej til søndagens møde i VM 1/8-finalen.

Når VM 1/8-finalen mellem Kroatien og Danmark fløjtes i gang på Nizhny Novgorod Stadium på søndag klokken 20.00, giver banen måske de kroatiske favoritter en lille mental fordel. Det var nemlig på samme stadion, Kroatien ydmygede Argentina 3-0 i anden runde af gruppespillet, og det er ikke utænkeligt, at den gode oplevelser giver kroaterne et par procent ekstra selvtillid i kampen mod Danmark.

Kroatien er af bookmakere og eksperter kloden over blevet gjort til favoritter imod Åge Hareides udvalgte, og ser man på slutrunden indtil videre, er det da også med god grund. Danmark har skrabet det nødvendige antal point sammen til at blive toer i en ikke så frygtindgydende pulje, men har endnu til gode at levere en overbevisende præstation på grønsværen.

1-0-sejren over Peru kom i hus i høj grad takket være storspil af Kasper Schmeichel i målet, uafgjort 1-1 mod upåagtede Australien var ret beset et fair resultat, og i langgaberen mod Frankrig var der ikke meget at råbe hurra for især offensivt. 

Omvendt lagde Kroatien fra land ved slutrunden ved at sikkert at slå Nigeria 2-0 i en kamp, hvor kroaterne ikke for alvor spillede sig ud. Den sejr blev fulgt op af kindhesten til Argentina, inden et kroatisk mandskab med ni reserver slog Island 2-1 i en tæt kamp, som islændingene dominerede store dele af.

Skydegale kroater

I gruppespillets tre runder har kroaterne scoret syv gange, men de har også haft masser af afslutninger. Samtidig har de begået et hav af frispark og også fået en del flere kort end de danske spillere, der skal være på tæerne for at følge med de aggressive kroater i 1/8-finalen.

  Kroatien Danmark
Mål scoret 7 2
Mål indkasseret 1 1
Gule kort 8 5
Straffespark 1 0
Offsides 5 5
Hjørnespark 13 14
Skud 39 25
Skud indenfor rammen 9 9
Forseelser begået 55 35
Forseelser trukket 37 24

Kilde: FIFA

Kroatiske kvaler i kvalifikationen

Zoomer man en smule ud og tager kvalifikationen med, har kroaterne dog bestemt ikke imponeret, og man kan i virkeligheden stille spørgsmålstegn ved, om ikke Danmark leverede en bedre kvalifikation end kroaterne.

For nok måtte Danmark som bekendt ud i to afgørende playoff-kampe mod Irland for at sikre sig en plads ved VM i Rusland, men det samme måtte Kroatien. Og mens Danmark sluttede bag et stærkt polsk hold med en dødbringende Robert Lewandowski i front, var det Island, der vandt Kroatiens gruppe. Og faktisk sikrede Kroatien først en plads i playoff i sidste runde af kvalifikationen med en 0-2-sejr i en direkte kamp om andenpladsen mod Ukraine.

Undervejs leverede Kroatien skuffende præstationer mod både Island, Finland og Kosovo, men da det hele skulle afgøres i playoff-kampene mod Grækenland, viste de trods alt klassen - som Danmark. 4-1 i første kamp mod et rystende svagt græsk mandskab blev fulgt op af et 0-0-resultat i Piræus, og så var kroaterne klar til VM 2018.

Et ikonisk lob over Schmeichel senior

Danmark og Kroatien har tidligere krydset klinger fem gange - senest i en træningskamp i 2004 i Parken, som Kroatien vandt 1-2. Første møde var ved EM 1996, hvor Kroatien for første gang brød internationalt igennem lydmuren som en stærk fodboldnation - blandt andet efter en overbevisende 3-0-sejr over Danmark i gruppespillet.

Kampen huskes især for én bestemt detalje. I slutminutterne ved stillingen 2-0 har Danmark kastet alt frem, og på en kontra slipper den kroatiske angrebslegende, Davor Šuker, fri i venstre side af feltet, og så let som ingenting lobber han bolden over en fremadstormende Peter Schmeichel til slutresultatet. Danmark, der var regerende europamestre, gik ikke videre fra puljen, men det gjorde Kroatien, der i kvartfinalen måtte se sig slået 2-1 af Tyskland - igen stod Davor Šuker bag kroaternes scoring.

Den samlede stilling efter fem indbyrdes kampe er to sejre til Danmark, to sejre til Kroatien og en enkelt uafgjort med en målscore på 7-6 i kroaternes favør. Bookmakerne er klar til kampen. Læs nærmere om deres bedste odds her.