BetXperts Kjartan Nygaard har mødt den tidligere FC Vestsjælland-spiller Kristoffer Wichmann til en åben snak om sagen vedrørende spil på egne kampe. I denne artikel graver vi netop i, hvorfor han valgte at spille på kampe, som han selv deltog i...

Debatten om spil på egne kampe kører for fulde omdrejninger i kølvandet på, at flere anonyme spillere fra 2.division til Serie 2 i sidste uge indrømmede, at de havde spillet på kampe, som de selv havde deltaget i.

Vi har talt med 32-årige Kristoffer Wichmann, som i flere omgange er blevet idømt karantænestraf af DBU, fordi han har spillet på egne kampe. Vi har spurgt ham om, hvorfor han gjorde det.

Derfor spillede jeg på egen kamp

I den første sag, hvor DBU anklagede Kristoffer Wichmann, handler det om pokalkampen mellem Hvidovre og Vanløse, hvor Vanløse stiller med et reservehold. Kristoffer scorer et højt odds (2,20) ved at gå tidligt ind på den kamp, men på 22 af de i alt 96 kuponer, vælger han at kombinere Hvidovre-sejren med en sejr til sin egen klub, FC Vestsjælland, som giver sølle odds 1,06 for at slå Skovlunde.     

- Danske Spil* vil begrænse sådan nogle som mig, så hvis jeg havde valgt at spille Hvidovre over Vanløse som singlespil, så havde jeg måske fået 5000 igennem, og de havde reguleret oddset ud fra princippet om personlige limits, siger Wichmann og uddyber:

- Hvis jeg gerne vil have flere midler igennem, så må jeg prøve at gå under radaren for at omgås det her system ved at finde ”bankere”. Jeg ser et par tenniskampe, AB over Døllefjelde Musse, og jeg ser også Vestsjælland over Skovlunde, som jeg selv deltager i.  

"Hvorfor tager jeg den med, når jeg ikke må? Først vil jeg sige, at jeg godt har vidst, at det var i strid med reglerne, men der har aldrig været en håndhævelse af straffen for at spille på sejr til eget hold..."

- Og hvorfor tager jeg den med, når jeg ikke må? Først vil jeg sige, at jeg godt har vidst, at det var i strid med reglerne, men der har aldrig været en håndhævelse af straffen for at spille på sejr til eget hold. Da DBUs konsulentfirma var ude og forklare om reglerne i starten af 2011, så lagde de specielt vægt på, at den store synder var at spille mod sit eget hold, omend de også sagde, at man ikke måtte spille på sejr i egen kamp, forklarer Wichmann.

- Jeg tog Vestsjælland, selv om jeg godt vidste, at DBU havde sat en grænse, og den har jeg trådt over. Det beklager jeg.

Inden Kristoffer Wichmann-sagen kom i mediernes søgelys, har der ikke været de store episoder i dansk fodbold omhandlende spil på egne kampe. Det tætteste vi kommer, er sagen omkring Samir Haiba og Jesper Sneholm, som begge havde spillet penge på, at deres hold ville tabe kampe i en lavere dansk række i juni 2010. En sag, som DBU blev gjort opmærksom på efter henvendelse fra bookmakerne. Og så var der Kim Aabech-sagen, hvor angriberen fra Lyngby spillede på, at hans klub ville tabe et Superliga-opgør i 2011 mod FC København i en kamp, hvor Kim Aabech startede på bænken, men blev skiftet ind efter 70 minutter, da FCK var foran med 1-0.

- Jeg havde ikke set alvoren i det, indtil DBU straffede mig og gav mig dobbelt så lang karantæne som Kim Aabech, som havde spillet mod sig selv.

Uafgjorte” kampe var faktisk halvgarderinger

Ekstra Bladet breakede i uge 20 en anden sag, som DBU havde på tegnebrættet mod Kristoffer Wichmann. Denne sag gik ud på, at han skulle have spillet på to uafgjorte kampe, hvor FCV møder Skive og Hobro, hvilket skulle vise sig at være en sandhed med modifikationer.

- Det var simpelthen så dårlig journalistik af Ekstra Bladet. Jeg havde halvgarderet de to kampe med FC Vestsjælland-sejr, siger Wichmann, som fik lov til at få publicere et læserindlæg i avisen, så fejlen blev rettet.

I de to kampe startede Wichmann på bænken og kom ikke ind, hvilket har ført til, at diverse medier har tænkt i konspirationsteorier, men hovedpersonen afviser, at betting kan påvirke hans ageren i en fodboldkamp.  

"Jeg ville have scoret, hvis jeg fik chancen, ligegyldigt hvad jeg havde spillet. Jeg ville overhovedet ikke tænke på, at jeg havde spillet på kampen..."

- Jeg ville have scoret, hvis jeg fik chancen, ligegyldigt hvad jeg havde spillet. Jeg ville overhovedet ikke tænke på, at jeg havde spillet på kampen, lyder det fra Wichmann , som pointerer, at han ikke lader sig følelsesmæssigt involvere, når der er tale om betting.

Fodboldspillere spiller på egne kampe

Ifølge Wichmann, er det slet ikke unormalt, at fodboldspillere hyppigt spiller på deres egne kampe. Det er en erfaring, som den tidligere FCV-spiller har optjent via sit virke som fodboldspiller, men også som oddssætter hos Danske Spil* og Ladbrokes.

- Fodboldmiljøet er et spillemiljø, fordi vi er vindere og godt kan lide spænding. Da jeg startede min karriere i 2000, var det fuldstændig almindeligt at spille på egen kamp. Jeg har haft trænere og direktører, som har haft en bon ude på deres eget hold, fordi de troede på deres eget hold – ikke fordi de nødvendigvis har forstand på odds, men fordi de tror på deres hold, lyder det fra Wichmann , som ikke blot kender til fodboldspilleres hang til betting fra omklædningsrummet:

- Jeg har været oddssætter frem til 2012, og uden jeg siger for meget, kan jeg godt se, hvad for nogle spil der tikker ind, og det er ikke alle sammen fra almindelige spillere.