Sports-betteren Kristian Kofod er ramt af så massive spillebegrænsninger, at det ikke længere giver mening at spille hos danske bookmakere. Bookmakerne må dog gerne limitere vindende kunder, men grænsen skal være "rimelig," siger jurist fra Forbrugerombudsmanden.

Hvis Kristian Kofod forsøger at spille på to badminton-kampe ved bookmakeren Bet365* - en såkaldt double - så kan han spille for præcis 0 kroner.

Og situationen er ikke meget anderledes, når Kristian Kofod forsøger at spille hos bookmakere som Unibet*, 888sport og Nordicbet*. Han er systematisk limiteret på badminton-markederne, så han blot kan spille for ren symbolske beløb.

Kristian Kofod har ikke fået nogen forklaring på, hvorfor han er limiteret. Men han er ikke selv i tvivl: Han vinder for meget. Begrænsningerne er således kommet umiddelbart efter, at han har vundet store beløb. Hos Bet365* fik han sin limit efter bare fire dage.

"Så var det ikke helt så sjovt mere. Bookmakerne lader dig åbenbart kun spille, hvis du taber," siger Kristian Kofod til BetXpert.

Billedtekst: Her ses to badminton-kampe, som Kristian Kofod har forsøgt at spille på. Maksimumbeløb pr. kamp for singlespil er omkring 30 kroner. Hvis han forsøger at kombinere de to spil og derved spille en double, så er det accepterede beløb 0 kroner.

Spiller for at vinde

Kristian Kofods limits hos Bet365* gælder ikke kun badminton, selvom det er det marked, hvor han har vundet størstedelen af sine penge. Også på store fodboldmarkeder som Champions League er han stærkt limiteret i forhold til, hvad andre folk kan spille.

Ved Grand Slam-turneringen Australian Open, som spilles i disse dage, kan han også kun spille for symbolske beløb, selvom han stort set aldrig har spillet på tennis.

Eksempelvis kunne han blot sætte 90 kroner på, at italieneren Fognini skulle slå Gilles Müller i første runde til odds 2,10. For andre - ikke-limiterede spillere - kan der på lignende kampe spilles for i omegnen af 7.000 kroner.

Men hvordan er det så kommet dertil, at Kristian Kofod er så stærkt limiteret? Har han forbrudt sig mod nogle regler, eller har han en særlig insider-viden?

"Nej, det mener jeg bestemt ikke, jeg har. Udover at jeg spiller, når jeg synes, at bookmakerne har sat deres odds forkert," siger Kristian Kofod, der ikke spiller badminton selv.

Den 21-årige Kristian Kofod begyndte først at bette under en eksamensperiode i 2013. Han kendte ikke noget til badminton, men det gjorde hans studiekammerater, som han rådførte sig med. Derefter begyndte han selv at researche lidt på sporten.

"Fra starten vidste jeg nærmest ingenting, men udfra statistikken kunne jeg se, at der var nogle "over-"linjer (spiltype, hvor man vædder på om en kamp fx går over/under 30,5 point, red.), som jeg mente var skævt sat," siger Kristian Kofod.

Kristian Kofod vandt en del penge hos Bet365*, men festen stoppede brat. Fire dage efter han begyndte at spille, var kontoen limiteret.

Billedtekst: Her er limits fra tennisturneringen Australian Open. 8 kroner kunne han spille for, hvis han kombinerede kampene med Fognini og Kukushkin.

Må gå til udenlandske bookmakere

Den 21-årige bettor mangler stadig at åbne konto hos flere af de danske licensbookmakere, men han er overbevist om, at han ingen fremtid har på det danske betting-marked, hvis han ikke snart begynder at tabe nogle penge.

"Jeg synes, det er ærgerligt. Hvis man som jeg er en vindende kunde, så siger bookmakerne stop. Som spiller er det uforstående," siger Kristian Kofod.

Han kan dog godt forstå, at bookmakerne forsøger at beskytte deres forretning. Til en vis grænse.

"I bund og grund forstår jeg godt, at man vil begrænse de vindende kunder. Men det virker voldsomt helt at udelukke spillere, som de jo nærmest gør med mig. Jeg synes, det ville være mere fair, hvis man fandt et minimumsbeløb, som alle kunne vinde," siger Kristian Kofod.

Udover Danske Spil*, som ikke opererer med personlige limits, men i stedet sætter generelle markedslimits, så tvivler han på, at nogen danske bookmakere vil lade ham spille på badminton for større beløb.

"Jeg overvejer i stedet at begynde at spille hos de udenlandske bookmakere uden licens. Men omvendt har jeg heller ikke lyst til at skulle betale skat af gevinsterne," siger Kristian Kofod. Det er man nemlig fri for hos de dansk-licenserede bookmakere.

Hvorfor spiller du ikke bare på de store fodboldmarkeder - her kan du spille for tre-firecifrede beløb? 

"Det har jeg ikke lyst til, fordi jeg ved ikke lige så meget om fodbold, som jeg gør om badminton," siger han.

Vi ville gerne spørge Bet365*, hvorfor de har limiteret Kristian Kofod så massivt, og om det er rimeligt at give en limit ned til 0 kroner, men de har ikke ønsket at udtale sig.

Billedtekst: Her ses limits på et par fodboldkampe. PSG-spillet er fra den forestående CL-kamp mellem PSG og Chelsea, hvor ikke-limiterede spillere kan spille for over 20.000 kroner på PSG hos Bet365*.

Ekspert: Okay at limitere, men...

Kristian Kofods historie er ikke enestående. BetXpert har kendskab til en lang række spillere, der har limits på alt fra fodbold til håndbold, tennis, ishockey og underholdning.

Tidligere har vi blandt andet skrevet historien om en Unibet-kampagne, hvor nogle kunder blot fik lov at spille for 5 kroner.

Spørgsmålet er så, i hvor stort omfang bookmakerne må forskelsbehandle deres kunder. BetXpert har spurgt Spillemyndigheden, som oplyser, at "limitering vil være et aftaleretligt forhold mellem spiludbyder og spiller."

Derudover lyder det, at "rimeligheden i et aftalevilkår" ikke bliver reguleret i spilleloven, men at det hører under Forbrugerombudsmandens kompetenceområde.

Vi er derfor gået til Forbrugerombudsmanden, som dog ikke vil forholde sig til det konkrete tilfælde med Kristian Kofod. Men generelt vurderer specialkonsulent og jurist Carsten Strøjer, at bookmakerne er i deres fulde ret til at limitere kunderne.

"Så længe det fremgår af vilkårene for de pågældende spil, så kan jeg ikke se, at limitering af udvalgte kunder i sig selv vil være i strid med markedsføringsloven. Det forudsætter dog, at det ikke er i strid med diskriminationslovgivningen (fx køn og religion)," siger han.

"Hvis der er nogen, der har en særlig indsigt eller forudsætning i de her ting, så gør bookmakerne efter min vurdering ikke noget galt. Men det beror som ofte på en konkret vurdering, ligesom det forudsætter, at det sker på et oplyst grundlag, og at aftalevilkårene er i orden," siger Carsten Strøjer.

Aftalevilkårene, som specialkonsulenten henviser til, vil typisk være de vilkår, man indgår, når man opretter en konto.

Limits skal være "rimelige"

Carsten Strøjer påpeger dog, at der altid er en "rimelighedsbetragtning." Dvs. at grænsen for limitering skal være "rimelig."

"Men jeg kan ikke sige, hvor grænsen skal sættes," siger han.

Bookmakerne beskriver selv betting som et færdighedsspil. Kan man ikke argumentere for, at spilleren blot

slår oddsætteren i et fair game?

"Det er muligt, men du kan sammenligne det med en tegnekonkurrence for børn, der bliver udbudt. Her er det heller ikke meningen, at en arkitekt eller professionel tegner skal være med," forklarer Carsten Strøjer.

"Det afgørende er, at udbydere af tegnekonkurrencer eller spil på forhånd gør sig klar, hvem der skal modtage tilbuddet og hvilke regler, der gælder," slutter han.