Nordjyllands Politi efterforsker Jores Okore-advarsel, fordi der var spillet usædvanligt mange penge på udfaldet. 

AaB’s Jores Okore fik gult kort i tillægstiden mod OB den 18. oktober 2019. Nordjyllands Politi efterforsker nu sagen som matchfixing. Det gør de, fordi der som konsekvens af advarslen til AaB-spilleren blev udbetalt et stort beløb i spillegevinster. Det skriver flere medier, heriblandt B.T.

Pengestrømmen fører til København

Ifølge B.T.s kilder drejer det sig om et sekscifret beløb. Der skulle fortrinsvis være spillet hos Bet25 og Danske Spil*.

Typisk ser man, at pengesporet ender i udlandet, når der har været mistanke om matchfixing på dansk jord. Det er imidlertid ikke tilfældet denne gang. Her ender pengene i København. 

Nordjyllands Politi har bekræftet, at de kigger på sagen.

”Nordjyllands Politi modtog i februar 2020 en anmeldelse om såkaldt matchfixing relateret til fodboldklubben AaB. På grundlag af overtrædelse af straffelovens § 279 omhandlende bedrageri indledte Nordjyllands Politi en efterforskning af sagen.”

”Virkede som en tilfældig handling”

Det var OB’s Oliver Lund, som fik en hård medfart af Jores Okore, hvilket førte til det gule kort til AaB-spilleren. OB-spilleren ser imidlertid intet mistænkeligt ved episoden, siger han til Sport Fyn.

”Jeg har ikke så meget at sige til den sag. Jeg har ikke fulgt den. Men som jeg husker episoden, så virkede det som en tilfældig handling fra Okore i kampens hede. Den virkede ikke overlagt. Jeg ville ind på bolden, og Okore så mig ikke. Sådan husker jeg det. Andet kan jeg ikke sige.”

Episoden, hvor Jores Okore begår hændelsen, der fører til det gule kort, kan ses hos flere medier. Heriblandt i B.T.s artikel.