En mand, der havde lånt penge til spil af en internetbank, måtte ikke fortælle om sin sag, mod at han fik slettet sit lån. 

En gældsramt ludoman havde blandt andre lånt penge af internetbanken Basisbank. Han mente imidlertid ikke, at Basisbank med flere havde kreditvurderet ham ordentligt, hvorfor han klagede til Forbrugerombudsmanden. 

Da Forbrugerombudsmanden gik ind i sagen, valgte flere af mandens kreditorer at droppe lånene. Det skriver DR.dk

Krævede accept om tavshedsklausuler

Basisbank ville dog ikke opgive lånet, som var på over 50.000 kroner, uden videre. De krævede, at manden accepterede to tavshedsklausuler.

Først og fremmest skulle klagen trækkes tilbage, og herudover måtte aftalen aldrig omtales igen. Hverken overfor venner og familie eller offentligheden. 

En sådan aftale er dog ”i strid med hæderlig forretningsskik”, da den ”fratager forbrugeren centrale rettigheder som ytringsfriheden”, lyder det fra Forbrugerombudsmanden i sagen, som DR Nyheder har fået aktindsigt i. 

Basisbank: Ikke urimelige krav

Basisbank er dog ikke enige med Forbrugerombudsmanden. 

”Fortrolighedsbestemmelser er naturlige og kommercielt sædvanlige vilkår i et udenretligt forlig som det omtalte,” lyder det fra internetbanken, som fortsætter:

”Basisbank har således hverken overtrådt aftalelovens bestemmelser, tilsidesat god skik i henhold til lov om finansiel virksomhed eller i øvrigt handlet i strid med anden lovgivning i forbindelse med det konkrete forlig.”

Basisbank har imidlertid ikke tænkt sig at stejle ved kravet om tavshedsklausulerne.

Forbrugerombudsmanden opfordrer andre, der måtte have indgået forlig med lånevirksomheder under lignende vilkår, til at kontakte Forbrugerombudsmanden.