Lidt forsinket – første runde er afviklet – præsenteres hermed en optaktsartikel om denne sæsons CBB Mobil Liga, dvs. den bedste danske herre-håndboldrække. Anden runde afvikles i aften, og man kan altså lige nå at klæde sig lidt bedre på før man placerer sine væddemål.

Casper Larsen har set alle 14 klubber efter i sømmene og vurderet styrken ud fra sidste sæsons indsats og sommerpausens spillerhandel.

Når du har læst optakten, bør du kigge forbi BetXperts håndboldside hvor analyser og tip løbende lægges ud (i skrivende stund er der tre tip).

TV-Guide til håndboldkampene i Toms Ligaen (k), CBB Mobil Ligaen og den tyske Bundesliga findes her.


Sidste sæson

Sidste sæson lykkedes det endelig for FCK at snuppe DM-titlen. Ligesom i forrige sæson, var de sidste sæson overbevisende i grundspillet, hvor de satte sig sikkert på 1.pladsen. Forrige sæson snublede de i semifinalen mod Viborg, men sidste sæson gik de hele vejen og besejrede GOG i finalen.

Kampen mellem de øvrige hold i toppen af rækken var meget hård, og 6 hold kæmpede lige til de sidste, om at komme med i slutspillet. I sidste ende trak Århus GF, GOG og BSV de længste strå i den kamp. Det betød bl.a., at KIF for første gang i rigtig mange år ikke var at finde i DM-semifinalerne.

Skanderborg rykkede direkte ned i 1. division, mens TMS Ringsted og Mors Thy bevarede deres plads i ligaen, efter at have spillet kval-kampe mod henholdsvis Lemvig og Faaborg fra 1. division.

Sidste sæsons grundspil sluttede således.

1. FCK Håndbold
2. Århus GF
3. GOG Svendborg
4. Bjerringbro-Silkeborg Voel
5. KIF Kolding
6. Skjern Håndbold
7. AaB Håndbold
8. Team Tvis Holstebro
9. Fredericia HK
10. Viborg HK
11. Nordsjælland Håndbold
12. Mors-Thy Håndbold
13. TMS Ringsted
14. Skanderborg


Den ny sæson

I den nye sæson er 1. runde allerede spillet, og det tegner til at blive en meget spændende og jævnbyrdig sæson, da flere af sub-topholdene har oprustet en del. Derudover er turneringsformen ændret til den nye sæson. Ændringen betyder, at hele 8 hold går i slutspillet, hvor de inddeles i 2 puljer. Her skal holdene mødes ude og hjemme. Efterfølgende spilles der finale og bronzekamp. Nr. 9-13 i grundspillet skal spille om at undgå nedrykning mod nr. 2-4 fra 1. division. Nr. 14 rykker direkte ned.

Mit bud på slutstillingen i grundspillet ser således ud.

1. FCK Håndbold
2. Bjerringbro-Silkeborg Voel
3. Skjern Håndbold
4. Århus GF
5. KIF Kolding
6. GOG Svendborg
7. AaB Håndbold
8. Fredericia HK
9. Viborg HK
10. Team Tvis Holstebro
11. Nordsjælland Håndbold
12. Mors-Thy Håndbold
13. Ajax
14. TMS Ringsted


FCK Håndbold

Ind:
Jacob Bagersted, Ajax København - Gudlaugur Arnarsson, HK Malmö - Vukasin Rajkovic, FA Göppingen - Valter Matosevic, Portland San Antonio - Stephen Nielsen, Drott Halmstad - Kasper Olsen, Jens Nyhuus og Rasmus Overby, Egne rækker

Ud:
Peter Nørklit, AG Håndbold - Michael Sahl Hansen, AG Håndbold - Kristian Svensson, AaB - Matthias Gustafsson, AaB

FCK vandt ganske fortjent DM-guldet sidste sæson, og nu skal de så med i Champions League, og se hvor langt deres kvaliteter rækker mod de helt store klubber. Holdet markerede sig allerede sidste sæson ganske pænt ude i Europa, da det blev til en finale plads i EHF cup`en, hvor de tabte efter 2 tætte kampe til Nordhorn fra den tyske bundesliga.

Til denne sæson har holdet mistet de 2 stærke svenskere Mathias Gustafsson og Kristian Svensson, der begge er skiftet til AaB. Derudover har keeper Peter Nørklit valgt at nedtrappe karrieren og er skiftet til den ambitiøse 2. divisions klub AG Håndbold. Men klubben har hentet fuldgode erstatninger i bl.a. den rutinerede kroatiske målmand Matosevic, der har spillet talrige landskampe for Kroatien. Han skal supplere den norske landsholds målmand Steiner Ege. Til at styrke bagkæden er hentet den serbiske landsholdsspiller Rajkovic. Derudover er hentet en række unge talenter bl.a. Kenneth Bagersted, der var en af Ajax`s bedste spillere sidste sæson i 1. division.

Kan FCK få kørt de nye spillere godt ind på holdet, så står de med rigtig gode chancer for at genvinde DM og gøre en god figur i Champions League.

Status: Lidt styrket


Bjerringbro-Silkeborg-Voel

Ind:
Anders Persson, IFK Ystad - Primoz Prost, Gorenje Velenje - Dennis Kirkegaard, GOG Svendborg - Simon Kristiansen, KIF Kolding - Kenneth Olsen, AaB - Frederik Børm, Stoholm - Damjan Blecic, Teka Cantabri

Ud:
Ivan Gajic, Gorenje Velenje - Ian Marko Fog, Nordsjælland Håndbold - Jeppe Fruensgaard, Lemvig - Nikolai Øris Nielsen, Lemvig - Morten Dueholm, Stoholm

Bjerrringbro-Silkeborg Voel satsede stort forud for sidste sæson, hvor der blev hældt rigtig mange penge i klubben, og der blev købt stort set et helt nyt hold. Sæsonen var dog noget svingende og bar præg af, at de mange nye spillere skulle spilles sammen. Det lykkedes dog alligevel at komme med i slutspillet, hvor de var lige ved at slå FCK ud. Efter uafgjort på udebane, kunne de ikke helt gøre arbejdet færdigt hjemme, da de tabte returkampen.

Holdet har bevaret grundstammen til denne sæson, og jeg forventer de blander sig helt i toppen af rækken. Bl.a. er det lykkedes at beholde en af sidste sæsons helt store profiler i ligaen, stregspiller Dragicevic, der endte som topscorer i ligaen. Ganske imponerende, eftersom at han ikke tog straffekast, hvilket normalt er med til at bringe spillerne helt frem på topscorerlisten.

Mest bemærkelsesværdigt til den nye sæson er, at holdet har sagt farvel til begge målmænd. Gajic, der stod rigtig godt i BSV-målet, er taget hjem til Goran Valenje, men Vajlenjes målmand Prost har taget turen den anden vej, og er i den kommende sæson at finde i det midtjyske. Derudover har klubben hentet en svensk målmand i Ystad.

Holdet burde være bedre sammenspillet nu, og er formentlig førsteudfordrer til FCK.

Status: Lidt forstærket


Skjern

Ind:
Kristian Gjessing, AaB - Rune Ohm, Anteguera - Anders Eggert, Flensburg Handewitt - Goran Kozomara, AaB - Jørgen og René Rasmussen, Rækker Mølle KFUM

Ud:
Patrick Westerholm, HC Midtjylland - Vignir Svavarsson, Lemgo - Kaupo Palmar, Ystad

Trods en god slutspurt lykkedes det ikke for Skjern at komme med i slutspillet sidste sæson. Det vil de gerne lave om på i den nye sæson, og de har således hentet en række gode forstærkninger. Venstrefløj Ander Eggert er lejet i Flensburg Handewitt, hvor han stod i skyggen af Lars Christiansen. Han satser nu på en del mere spilletid, og evt. komme tilbage på landsholdet. Til bagkæden er hentet Kristian Gjessing og Rune Ohm, der efter en turbulent tid i Spanien nu er tilbage i Danmark. På stregen er Kozomara hentet i Aab og tvillingerne Jørgen og René Rasmussen er hentet til hver deres fløj.

Ud er kun røget et par islændinge (der dog var bærende sidste sæson) og den aldrende Patrick Westerholm. Så samlet set et pænt forstærket Skjern-mandskab, der stadig indeholder landsholdsspillerne Jesper Jensen og Lars Møller Madsen. De startede da også sæsonen godt ved at hente 1 point ude mod Århus GF, hvor de endda lå til at vinde mod slutningen. Næste store styrkeprøve venter allerede i næste kamp, hvor FCK kommer på besøg.

Jeg forventer at Skjern vil blande sig helt i toppen i år. Om det så helt rækker til et par finalekampe må tiden vise.

Status: Klart forstærket


Århus GF

Ind:
Jannick Mazur, HK Malmö - Michael Riis, TMS Ringsted - Morten Nyberg Kristensen, Ajax - Nils Pedersen, Ribe HK - Patrick Eilert, Egne rækker

Ud:
Dawid Nilsson, Cuenca 2016 - Mihail Petrovski, TMS Ringsted - Søren Bisbo, Faaborg HK - Sturla Asgeirsson, ukendt

Århus GF har blandet sig i toppen af rækken gennem de seneste sæsoner. De gik dog lidt ned mod slutningen af sidste sæson, hvor de i semifinalen blev de stoppet af GOG. Holdet har til denne sæson mistet den stærke højreback Dawid Nilsson, der er taget til Spanien. Ellers er der kun røget lidt marginalspillere ud.

Klubben har hentet nogle spændende talentfulde spillere i Michael Riis, der sidste sæson gjorde sig bemærket i TMS, og Morten Nyberg Kristensen, der var godt spillende for Ajax i 1. division.

Århus GF har et gedigent hold, med en god blanding af rutine og talent. På de gode dage slår de de gode hold, hvilket bl.a. KIF og GOG fik at mærke sidste sæson, hvor de blev sendt hjem fra Århus med nederlag på 9-10 mål.. Holdet har det dog engang imellem med at levere nogle mærkelige resultater mod de mindre hold, hvor de bør vinde.

Status: Uændret


KIF Kolding

Ind:
Mateo Garralda, Ademar Leon - Miguel Gutierrez, Keymare Almeria - Muhamed Toromanovic, Bosna Sarajevo - Joachim Enggard, Egne rækker - Kim Nielsen, Viborg - Ole Erevik, Magdeburg

Ud:
Fredrik Ohlander, BM Granollers - Patrick Olsson og Joacim Erntsson, Team Tvis Holstebro - Simon Christiansen, Bjerringbro-Silkeborg

KIF var sidste sæson, for første gang i mange år, ikke at finde i slutspillet. Tabet af Nøddesbo og Boesen var tilsyneladende for stort, til at holdet kunne blande sig helt i toppen. Det skal dog siges, at holdet var hårdt ramt af skader især på stregpositionen, hvor erstatningen for Nøddesbo Rene Toft Hansen var skadet det meste af sæsonen, og 2.valget Patrick Olsson ligeledes var skadet meget af sæsonen. Dermed måtte veteranen Thomas Sivertsson spille mere end planlagt. Han har nu lagt skoene på hylden og erstattet sin bror Ulf Sivertsson som cheftræner. Ulf bliver dog på bænken og skal supplere Thomas.

KIF går efter at komme tilbage i toppen af rækken, og til det formål har de hentet den bosniske landsholdstreg Toromanovic. Derudover er den rutinerede bagspiller Garralda hentet i Ademar Leon. Han er efterhånden blevet 39 år, så næppe fremtidens spiller, men han bør kunne styrke holdet i den kommende sæson.

I målet har KIF mistet svenskeren Fredrik Ohlander, men har fundet en fuldgod erstatning i den norske landsholdskeeper Ole Erevik.

Status: Forstærket


GOG Svendborg TGI

Ind:
Kasper Nielsen, Flensburg Handewitt - Thomas Skoglund, Haslum - Kristian Meijer, Torrevieja - Kristoffer Kleven Moen, Sandefjord - Rasmus Nielsen, Egne rækker, Minik Dahl Høegh, BSV - Michael Damgaard, Egne rækker - Tobias Møller, Egen rækker

Ud:
Mikkel Hansen, FC Barcelona - Magnus Jernemyr, FC Barcelona - Lasse Svan Hansen, Flensburg Handewitt - Jakob Green, AG Håndbold - Dennis Kirkegaard, Bjerringbro-Silkeborg

GOG er som regel fast inventar i semifinalerne. Det var de også i sidste sæson, hvor de nåede hele vejen til finalen. Der kunne de dog ikke hamle op med FCK. I Champions League gjorde de det rigtig godt og var lige ved at snyde storklubben Barcelona for en plads i semifinalen. Den gode indsats betød, at udenlandske klubber fik øjnene op for holdet. Det medførte, at Mikkel Hansen og Magnus Jernemyr skiftede til Barcelona efter sæsonen, mens Flensburg Handewitt hentede Lasse Svan Hansen.

Umiddelbart en stor svækkelse for GOG at miste 3 bærende spillere. De har dog gjort nogle fornuftige indkøb, og bl.a. hentet landsholdsspiller Kasper Nielsen hjem fra Tyskland. Til fløjene er hentet svenske Kristian Meijer og den norske landsholdsspiller Thomas Skoglund.

Holdet døjer med lidt skader, og således er Kasper Nielsen pt. ude et par uger, mens den islandske olympiske sølvvinder Snorri Gudjonsson ligeledes må se til fra sidelinjen i starten af sæsonen.

Inden sidste sæson mistede holdet 4-5 bærende spillere, men alligevel formåede træner Ulf Schefert at få det optimale ud af truppen. Mange afskriver igen i år holdet fra at blande sig i toppen af rækken, men jeg vil nu ikke blive overrasket, hvis de alligevel kommer til atgøre det godt.

Status: Svækket


AaB Håndbold
 
Ind:
Mattias Gustafsson, FCK - Kristian Svensson, FCK - Jonas Larholm, FC Barcelona - Mads Christiansen, TMS Ringsted - Jannick Green, Lemvig Håndbold

Ud:
Joachim Boldsen, FC Barcelona - Goran Kozomora, Skjern Håndbold - Kristian Gjessing, Skjern Håndbold - John Boye Rasmussen, SønderjyskE - Matias Pape, SønderjyskE - Mikkel Ibsen, Stoholm - Kenneth Olsen, Bjerringbro Silkeborg

AaB var nok den klub, der fik mest opmærksomhed i medierne sidste sæson. Det skyldtes dog ikke de sportslige resultater, men deres køb af Joachim Boldsen. Billetterne til hjemmekampene blev revet væk, og klubben fik en god andel i salget af hans bog. Samlet set en rigtig god investering for klubben. På det sportslige plan gik det ikke helt som forventet, og Boldsen var skadet meget af sæsonen. En 7.plads, et godt stykke fra slutspillet, var ikke helt hvad de havde regnet med.

Til den nye sæson er Boldsen væk, da han er skiftet til Barcelona, men klubben har fået fat i nogle gode forstærkninger. De 2 svenskere Kristian Svensson og Mathias Gustafsson er hentet i FCK, mens en tredje svensker Jonas Larholm er hentet i Barcelona. 3 gode forstærkninger, som bliver spændende at følge i AaB. Desværre for klubben har Svensson brækket hånden i optakten, og han går dermed glip af en god del af efterårssæsonen. Udover svenskerne har klubben hentet Mads Christensen i TMS. Han var en ombejlet herre, da han på trods af, at han spillede på et bundhold, var den næstmest scorende spiller i ligaen sidste sæson.

AaB bør være blandt de 8, der går i slutspillet. Ledelsen har nok højere mål, men jeg tror ikke de får medaljer denne sæson.

Status: Forstærket


Fredericia HK

Ind:
Jesper Ahle, Team Tvis - Jacob Thoustrup, Team Tvis - Lars Knudsen, GV Ejby - Henrik Sloth, Skanderborg - Kasper Christensen, Lemvig - Palle Hansen, Skjern - Rasmus Matthiessen, Flensburg Handewitts 2. hold - Kasper Larsen, Århus GF

Ud:
Martin Bruun, Micke Næsby, Kenneth Jørgensen og Johnny Ebbesen, alle Vejle Bredballe - Simon Krogh, Skjern - Gisli Kristjansson, Nordsjælland Håndbold - Fannar Thorbjørnsson, Island

Fredericia HK har været den mest omtalte klub i ligaen i tiden op til sæsonstart. Klubben var næsten gået konkurs, da de mandag den 1. september skrev, at de samme dag ville indgive en konkurs-erklæring, og dermed var en tvangsnedrykning konsekvensen. Fanklubben HK Ultras ville ikke acceptere det, så samme dag blev en større redningsaktion sat i gang. Opbakningen fra indbyggerne primært i Fredericia var stor, og i løbet af et døgn lykkedes det at indsamle omkring 300.000kr til klubben. Bl.a. via en auktion på fanklubbens hjemmeside, hvor flere landsholdsspillere donerede spillertrøjer. Den megen opmærksomhed omkring klubben betød, at flere sponsorere meldte sig i 11. time, og tirsdag kl. 17 kom forløsningen, hvor klubben kunne melde ud, at konkursen var afværget.

For at vende tilbage til det sportslige, så har klubben hentet en del spændende spillere til den nye sæson. I Tvis er hentet Jacob Thoustrup og Jesper Ahle. Især førstnævnte spillede en stor kamp i sin første officielle optræden i pokalturneringen, hvor Lemvig blev besejret. Her scorede han nærmest efter behag. Udover de 2 Tvis-spillere er Henrik Sloth hentet i Skanderborg. Der er desuden hentet en række unge spillere, som skal supplere de rutinerede spillere. Det var dog også nødvendigt med nye spillere, da en række af de bærende spillere fra de seneste sæsoner har valgt at trappe ned, og tørner nu ud for Vejle-Bredballe i 2. division.

FHK har optrappet træningsmængden til den nye sæson, og således er alle nu enten deltids- eller fuldtidsansatte. Alt andet lige bedre forhold for spillerne, der tidligere har skullet passe et fuldtidsjob ved siden af håndbolden.

Klubbens målsætning er en plads i top 8 og dermed slutspil. Med de nye forstærkninger ser det ud til, at være et mål der er inde for rækkevidde. Klubben har fordel af, at de altid får stor opbakning fra fanklubben HK Ultras, både ude og hjemme.

Status: Forstærket


Viborg HK

Ind:
Dane Sijan, Flensburg-Handewitt - Thomas Furer, Wacker Thun - Kasper Gudnitz, Egne rækker

Ud:
Milan Grubanov, Encantada - Thomas Forsberg, IK Sävehof

Viborg havde en meget turbulent sidste sæson. Forrige sæson hentede klubben sølvmedaljer, men det til trods, forlod rigtig mange af spillerne klubben forud for sidste sæson. Dermed stod klubben overfor en deltagelse i Champions League med et stort set nyt hold. Oven i det hele blev holdet ramt af en endeløs række af skader, og først mod slutningen af sæsonen kunne de stille i nogenlunde stærkeste opstilling. Omstændighederne taget i betragtning, gjorde de en god figur i Champions League, selvom det blev til exit efter gruppespillet. I ligaen lå holdet lidt for sig selv lige over nedrykningsstregen og et stykke efter midterfeltet.

Nu får holdet så chancen for at starte på en frisk, og forhåbentlig undgå helt så mange skader den kommende sæson. Der har ikke været de store udskiftninger på holdet. Den svenske målmand Thomas Forsberg er taget hjem til Sverige, og erstattes af en tidligere Viborg-spiller Dean Sijan, der vender tilbage efter en ikke alt for vellykket sæson i Flensburg Handewitt, hvor det kneb lidt med at få spilletid.

Status: Uændret


Team Tvis Holstebro

Ind:
Patrick Olsson og Joacim Erntsson, KIF Kolding - Søren Tau og Nikolaj Mehl, Lemvig Håndbold - Nichlas Bruzelius, Egne rækker

Ud:
Jakob Thoustrup, Fredericia HK - Jesper Ahle, Fredericia HK - Niklas Forsmoo, Lugi Lund – Kim Nielsen, KIF Kolding

Team Tvis Holstebro har de seneste mange sæsoner ligget meget stabilt omkring nr. 8.-9.pladsen. En 8. plads vil nok også være fint for dem i den kommende sæson, da det betyder deltagelse i slutspillet. Jeg tror dog de får lidt svært ved op opnå den målsætning, da de har mistet et par af de bærende spillere i Jesper Ahle og Jakob Thoustrup til Fredericia. De ville gerne have beholdt begge spillere, men FHK tilbød dem nogle bedre kontrakter - så kan man jo tænke lidt over dét, da det nær havde kostet FHK deres eksistens.. Nicklas Forsmoo er taget hjem til Sverige. Som erstatning er hentet Patrick Olsson og Joachim Erntsson i Kolding.

Tvis kan som regel på gode dage spille lige op med de bedste hold i rækken, men stabiliteten og kvaliteten er ikke helt til at ligge i toppen gennem en hel sæson. Sidste sæson lå de længe helt i toppen (3-4 stykker), men gik ned mod slutningen og sluttede på den "sædvanlige" 8. plads.

Klubben har døjet med en del skader til bærende spillere i optakten.

Status: Svækket


Nordsjælland Håndbold

Ind:
Fredrik Wahlström, Helsingborg - Ian Marko Fog, Bjerringbro Silkeborg - Duzan Milicevic, Rostock - Gisli Kristjansson, Fredericia HK - Mark Strandgaard, Team Sydhavsøerne

Ud:
Martin Bager, Ciudad Encantada - Mikael Fruelund, Ajax København

Nordsjælland gjorde det fornuftigt sidste sæson, som oprykker. Holdet lå godt nok det meste af sæsonen lige over nedrykningsstregen. Pointmæssigt var de dog et pænt stykke over de hold, der kæmpende om at undgå den direkte nedryknings plads.

Til den nye sæson har holdet været ude at hente et par erfarne stregspillere i Ian Marko Fog og Gisi Kristjansson. Begge må vel siges at have passeret toppen på håndboldbanen, men tilfører holdet en del rutine. Til bagkæden er hentet den tidligere BSV-spiller Frederik Wahlstrøm samt serberen Milicevic. Begge er spillere der forstærker bagkæden, hvor Mikael Freulund er væk efter skiftet til Ajax.

Nordsjælland har altså forstærket sig, men ender formentlig i nedrykningsspillet, set i lyset af de mange klubber lige over, som har oprustet en hel del mere.

Status: Forstærket


Mors-Thy Håndbold

Ind:
Kim Møller, Stoholm- Bo Pedersen, Dronninglund - Lasse Syndergaard, Lyngby HK - Kasper Povlsgaard og Jakob Larsen, Skanderborg

Ud:
Thomas Bruhn, AG Håndbold - Brian Sørensen, Stoholm - Jørgen Borregaard, ukendt

Mors Thy har de seneste sæsoner været et elevatorhold, men sidste sæson lykkedes det at overleve i rækken som oprykker. De måtte dog ud i 2 kval-kampe mod lokalrivalerne fra Lemvig, der begge blev vundet.

Til den nye sæson er der ikke hentet de store forstærkninger. I Skanderborg har Mors hentet 2 af nedrykkerholdets mest markante spillere i Jakob Larsen og Kasper Povlsgaard. Sidstnævnte har efterhånden spillet en del ligakampe for dels Skanderborg og tidligere Silkeborg-Voel. Han er en kontant herre, der tager godt fra i forsvaret. Ind er desuden hentede gode gamle Bo Pedersen, der vender tilbage som spillende assistenttræner.

Med den nye turneringsstruktur, hvor nr. 9-13 skal ud i nedrykningsspil og nr. 14 rykker direkte ned, har holdet kun ét mål denne sæson, og det er at undgå plads nr. 14. Det burde de have en god mulighed for, da jeg vurderer TMS og Ajax til at være svagere hold. Svaret kommer måske allerede onsdag, hvor Ajax kommer på besøg i Morsø ungdomsgård eller bette Balkan, som hjemmebanen bliver kaldt på de kanter.

Status: Uændret


Ajax København

Ind:
Nichlas Holm Jørgensen, Nordsjælland Håndbold - Mikael Fruelund, Nordsjælland - Oliver Pedersen, BK Ydun - Jakob Vinther, Slagelse - Nikolaj Koch-Hansen, FCK - Heini Haunarson, ELITE 3000 - Thomas Iversen, TMS Ringsted - Emil K. Jakobsen, Skjern Håndbold, Daniel Dam, Slagelse FH, Erik Haug, ELITE 3000

Ud:
Jacob Bagersted, FCK - Morten Nyberg Kristensen, Århus GF - Jesper Fredin, TMS Ringsted - Jonas Jensen, AG Håndbold, Morten Simonsen, ukendt - Anton Jensen, stoppet

Ajax stiller, som oprykker, med et stort set nyt hold. Således er hele 10 nye spillere hentet ind i bestræbelserne på at undgå en direkte returbillet til 1. division. De mest markante forstærkninger er Mikael Fruelund og Nikolaj Koch Hansen. Førstnævnte er bror til Katrine Fruelund. Han kommer med noget erfaring fra ligaen, hvor han spillede for Nordsjælland i sidste sæson. Nikolaj Koch Hansen er lillebror til den mere kendte Sebastian Koch Hansen og er skiftet fra FCK for at få noget mere spilletid.

Ajax har måtte give afkald på 2 af deres bærende spillere fra sidste sæson, Jacob Bagersted, der er taget til FCK, og Morten Nyberg Kristensen, der er skiftet til Århus GF. Derudover er Anton Jensen stoppet efter mange sæsoner i klubben. På trænerbænken venter der altså Christian Dalmose en stor opgave, i at få de mange nye spillere spillet sammen.

Som det er tilfældet med Mors, virker det meget urealistisk for Ajax at gå efter en plads i slutspillet, de må nok indstille sig på en hård kamp i bunden, for at undgå sidstepladsen i rækken.

Status: Uændret - lidt svækket


TMS Ringsted

Ind:
Karsten Andersen, Toledo Balonmano - Mihail Petrovski, Århus GF - Frederik Milbo, Skt Annæ - Mikkel Sjøberg, Slagelse fH - Jesper Fredin, Ajax - Thomas Due Nielsen, Elite 3000 Helsingør

Ud:
Michael Riis, Århus GF – Mads Christiansen, AaB – Ulrik Knudsen, HIK – Rasmus Wechmann, Slagelse – Mikkel Pedersen, Slagelse

Træner Mik Hagenbo har tidligere udtalt, at TMS Ringsted er fremtidens hold. Jeg ved ikke lige, hvor langt frem i tiden han tænker.. For mig at se, bliver det i hvert fald ikke lige de næste sæsoner. Klubben overlevede med nød og næppe i ligaen sidste sæson. Det krævede 3 hårde kval-kampe mod Faaborg fra 1. division, før pladsen i ligaen var sikret.

Denne sæson ser ikke ud til at blive lettere for TMS, og de er min favorit til at tage sidstepladsen. Holdet har forud for sæsonen mistet deres 2 bedste spillere. Mads Christensen, der var den næstmest scorende i ligaen sidste sæson, er taget til AaB, mens Michael Riis er skiftet til Århus GF. De 2 spillere stod sidste sæson for knap halvdelen af TMS`s mål. Som erstatning for de 2 er Petrovski, der ikke helt slog til i Århus GF, hentet sammen med Karsten Andersen, der er hentet hjem fra udlandet. Inden han tog til udlandet gjorde han det udmærket for BSV.

Jeg tror TMS kommer til at kæmpe meget hårdt for at overleve i ligaen. Sidste sæson præsterede de blot at hente 7 point i 26 kampe. De 3 af dem blev hentet mod rækkes prügelknabe Skanderborg.

Status: Svækket