I anledning af sidste runde i den franske Ligue 1 gennemgår Jens Bøye alle 10 kampe på jagt efter værdi.

Er der så værdi? Måske. Men peut-être que non. Kl er to om natten, og undertegnede er bælgøjet af mangel på søvn, så lad os indtil videre undlade at drage alt for skråsikre konklusioner; blot gennemgå kampene med diverse for og imod-elementer. Ikke eet ord om odds. Ah ok - et par ord om odds er der alligevel. Jeg kommer med nogle spiltanker, inkl odds der muligvis er spilbare.

Forhåbentligt til inspiration – og meget gerne også til diskussion. Spørg løs! Før eller siden vågner jeg i løbet af fredagen, og så kan jeg dels besvare spørgsmål, dels forhåbentligt tage de skarpe værdibriller på igen. 

Halvkedelig sæson

En kort bemærkning før gennemgangen af de 10 kampe: Her hvor sæsonen næsten er overstået, kan vi konstatere at der stadig er spænding om CL-billetterne, EL-ditto samt om nedrykning. Men generelt har sæsonen egentlig været relativt kedelig:

Frankrigs suverænt rigeste klub, PSG, vinder mesterskabet på suveræn vis. De tre næstrigeste klubbr, Monaco, Lyon og Marseille, fordeler pladserne fra 2 til 4. Ligaens fattigste klub, Metz, er agterlanterne, og nr næstsidst, Troyes, er også blandt de fattigste (tredjefattigst). 

Der er et par undtagelser – oprykker Amiens har ligaens næstbilligste trup, men har klaret sig glimrende og lander et sted mellem nr 11 og 13, og Toulouse der er tredjesidst, burde ligge markant bedre; har en dyr og talentfuld trup. Men generelt ligger holdene cirka hvor de ”bør” ligge. Og det er da lidt kedeligt. Nå, men:

Sidste runde: Kampgennemgang

De 10 kampe i sidste runde spilles alle lørdag kl 21.

Caen – PSG
Normannerne kæmper mod nedrykning; er 3 point foran Toulouse der indtager tredjesidstepladsen (playoff mod nr 3 fra L2), men La Téfécé har en bedre målscore og møder på hjemmebane Guingamp der kun har æren at spille for. Så Caen skal have point for at være sikker. Desværre for normannerne er sidste rundes hjemmekamp mod PSG. Bevares, pariserne har for længst vundet mesterskabet, og siden det kom i hus, har de helt klart sænket tempoet. I sidste uge tabte de endda deres første hjemmekamp i denne L1-sæson, med 0-2 mod Rennes. Som i den kamp mangler kreatør Neymar og spilfordeler Verratti, og nok også angriber/ligatopscorer Cavani. Nyt fravær er nok angriber/kantspiller Mbappé. Men hjemmeholdet har tabt 3 kampe i træk og mangler som i sidste uge førstekeeper Vercoutre; har nye fravær i def-midtbanemand Diomandé og angriber Crivelli.

Spiltanker: X til odds 3,9 hos Betfair Sportsbook*

Dijon – Angers
To hold der kun har æren at spille for. Nr 13 og 14. Dijon har en god hjemmebanestatistik, men er mandefaldsramt. Mangler stadig defensiv-midtbanefolk Abeid og Balmont, samt kantspiller Sammaritano. Desuden tvivl om midtbanemand Xeka, forsvarerne Varreault og (afløser) Lautoa, samt angriberne Tavares og Said. Angers har tvivl om backen Andreau og midtbanemand Oniangué.

Lyon – Nice
Lyon kæmper for en CL-billet, Nice for EL-billet. Storklubben Lyon er klar favorit hjemme (hvor det senest blev 3-0 over Troyes), men skuffede fælt ved at tabe 2-3 i Strasbourg i sidste weekend. Nice tabte i Marseille i seneste udekamp, men havde ellers gjort det fint på udebane i den seneste tid: 5 i træk uden tab. Og i sidste uge blev det 4-1 hjemme over Caen. 2 mål af angriber Balotelli der også scorede i Marseille. Som i seneste 2 kampe må Lyon undvære klassekeeper Lopes, men har midterforsvarer Marcelo og angriber/topscorer Mariano tilbage efter karantæne og skade. Nice uden midtbanemand Lees Melou samt fortsat venstreback Jallet.

Spiltanker: Over 3,5 mål til odds 2,1 hos 888Sport

Marseille – Amiens
Storklubben Marseille der kæmper for en CL-billet, er storfavorit mod en lille oprykker der kun har æren at spille for. Men hjemmeholdet har en hård onsdagskamp (EL-finale; tabt 0-3 mod Atlético) i benene og har nyt fravær i kreatør Payet og midterforsvarer Rami (til gengæld har målmand Mandanda fået annulleret sin karantæne efter udvisning i seneste runde). Og Marseille måtte i sidste weekend (hvor Payet og Rami også manglede) nøjes med 3-3 hos Guingamp der også kun havde æren at spille for. Her var det dog imponerende at Marseille scorede 1 mål 10 mod 11 og et andet mål 9 mod 11. Men man skal ikke kimse ad Amiens der er ubesejret i seneste 4 kampe, inkl opgør mod Monaco og PSG... Udeholdet nok stadig uden offensivmand Mendoza og angrebsindskifter Traoré. Nyt fravær: Midtbanemand Fofana.

Metz – Bordeaux
Metz er dømt til nedrykning mens Bordeaux kæmper for en EL-billet (har brug for sejr samtidig med at Nice højst skal have point mod Lyon). Ikke så sært at det formstærke udehold med 3 sejre i træk (sidste uges 4-2 over Toulouse var dog ret heldig) er klar favorit trods udebane. Metz vil dog nok gerne slutte sæsonen af på hæderlig vis, især på eget græs. Og hjemmeholdet kan styrkes markant i forhold til sidste uge. Tilbage kan meget vel være angriber/topscorer Roux, venstreback Palmieri, højreback Rivierez samt midterforsvarerne Bisevac og Niakhaté. OPDATERING: Metz har Rivierez og Niakhaté tilbage, men mangler stadig Roux, Palmieri og Bisevac (samt nogle reserver; den udtagne trup indeholder kun 16 mand). Bordeaux har den målfarlige midtbanemand Sankharé tilbage i truppen; han missede sidste uges kamp.

Rennes – Montpellier
Rennes (nr 5) er sikker på en EL-billet, spørgsmålet er om det skal være en billet direkte til gruppespillet, eller om klubben skal via kvalifikationen. Efter 2-0-sejr i Paris er bretonerne naturligvis favoritter til at slå midterholdet Montpellier der kun har æren at spille for, og som stadig må undvære venstre wingback Roussillon og midterforsvarer Mukiele. Forsvarsstyrmand Hilton er nok tilbage, men næppe fra start. Det svækkede forsvar og kun æren på spil har dog ikke afholdt Montpellier fra at få 4 point i seneste 2 runder, og det er værd at bemærke at uafgjort er nok for Rennes, samt at hjemmeholdet nok stadig må undvære topscorer Khazri.

Toulouse – Guingamp
Toulouse (ret uheldig med at tabe 2-4 i Bordeaux i seneste runde) kæmper mod nedrykning; skal vinde for at indhente Caen (hvis normannerne taber til PSG) og for at være sikker på at holde Troyes bag sig. Guingamp med kun æren at spille for; manager Koumbouaré melder dog at hans hold – af respekt for de andre nedrykningstruede – skal spille for at vinde. Jeg kan dog godt tvivle lidt på hvor meget gejst bretonerne har. Een ting er at sætte sig op op på hjemmebane mod Marseille (3-3 i sidste uge), eller mod Monaco og PSG, men udebane mod Toulouse? I seneste udekamp spillede Guingamp elendigt og tabte i Dijon. Udeholdet uden forsvarer Eboué Eboué og midtbaneindskifter Diallo. Hjemmeholdet nok stadig uden def-midtbanemand Cahuzac, men kollega Imbula er tilbage.

Spiltanker: 1 til odds 1,57 hos Bet365*

Nantes – Strasbourg
Kamp mellem to hold der begge kun har æren at spille for. Bretonerne er bedre placerede og favoritter på eget græs, og de kommer fra en fin 2-0-sejr i Angers. Strasbourg gjorde det dog endnu bedre med en flot 3-2-sejr over storklubben Lyon, men det resultat betød at alsacianerne sikrede sig mod nedrykning, så er der gejst til en fight på udebane i sæsonens sidste kamp? Udeholdet mangler stadig venstrekantsdribler Terrier og har tvivl om højrekant Da Costa der gjorde det flot mod Lyon. Det er i øvrigt sidste kamp for Nantes-træner Ranieri der forlader klubben efter eet år ved styrepinden.

Spiltanker: 1 til odds 1,85 hos Bet365*

Saint-Étienne – Lille
Saint-Étienne kæmper for en EL-billet, Lille har netop sikret sig mod nedrykning. På den led virker det logisk at hjemmeholdet er klar favorit. Men efter 13 kampe i træk uden nederlag (gradvist dårligere spil) har SE tabt de seneste 2 runder, og kreatør Cabella er nyt fravær. Desuden tvivl om venstreback Silva. Lille stadig uden midterforsvarer Soumaoro, men 3 sejre i træk, og hvem ved – måske er der også lyst til at slutte godt af.

Troyes - Monaco
Drama. Troyes kæmper mod direkte nedrykning og SKAL have en sejr (og samtidig håbe at Toulouse snubler). Monaco kæmper for en CL-billet. Det sjove er at dén billet kan sikres med uafgjort, så får man at se lille Troyes presse og store Monaco forsvare? Tjah. Monegaskerne har i hvert fald ikke ligefrem sprudlet på det seneste. Skidt spil og 3 kampe i træk uden sejr fulgt af forriges rundes 2-1-sejr hos Caen samt sidste uges 1-0-hjemmesejr over Saint-Étienne på et straffespark i 91. minut. Troyes vandt seneste hjemmekamp 3-1 over Caen; tabte derefter klart i Lyon, men fik så 1-1 i Montpellier. I december var Troyes tæt på at få point i Monaco (førte 2-0, men tabte 2-3 efter et selvmål samt 2 mål af den nu solgte Monaco-angriber Carrillo). Hjemmeholdet stadig uden defensiv-midtbanemand Dingome. Udeholdet har tvivl om angriberne Falaco, Keita og Jovetic, målmænd Subasic og Benaglio, samt venstreback Jorge (og alternativet Raggi har karantæne).