Efter en veloverstået CL-runde med danskerpoint og -mål (og BetXpert-overskud), vender vi nu blikket mod Europa League, hvor bl.a. FCK skal i aktion...

Tredje runde af Champions League-gruppespillet er nu overstået, og det var som sædvanligt ikke helt uden overraskelser.

Tirsdag stod FC Nordsjælland for en af de største af slagsen, da man stjal point fra de italienske mestre fra Juventus - og endda var tæt på at nuppe sejren. Giganterne Barcelona og Manchester United kom begge bagud (mod hhv. Celtic og Braga) og sensationen lurede, men det lykkedes begge mandskaber at vende lykken og sætte tre point på kontoen.

Onsdag stod de tyske hold for de største overraskelser. Arsenal var tamme og medgørlige på Emirates Stadium i London, hvor Schalke 04 vandt 2-0. I Dortmund fik de tyske mestre besøg af Real Madrid i en medrivende kamp, som hjemmeholdet kunne trække sig sejrrigt ud af, 2-1.

I samme gruppe skuffede Manchester City i udekampen mod Ajax, på trods af at englænderne kom foran allerede efter 22 minutter. En assist og et mål af Christian Eriksen var dog med til at vende bøtten for hjemmeholdet, der vandt 3-1 og dermed sendte City ned i bunden af tabellen.

Her hos BetXpert bød de to CL-dage på ni spilforslag og et overskud på 1,02 units - eller hvad der svarer til en tilbagebetalingsprocent på 112,75%.

Torsdagens Europa League

I dag, torsdag, er der en lang række kampe i den anden europæiske turnering, Europa League. Først og fremmest skal FC København i aktion i udekampen mod Stuttgart, der huser den tidligere FCK-profil William Kvist.

Helt urealistisk er det ikke, at man kan gøre FCN kunststykket efter og tage point fra dagens modstander. Tyskerne har nemlig ikke været alt for overbevisende, er midt i stramt program og har udnævnt Europa League til andenprioritet.

Martin K. Andersen har taget et kig på kampen og anbefaler et asian +1 spil på FCK (pengene tilbage ved Stuttgart-sejr ét mål).

Et andet tysk hold der kan komme i problemer, er Borussia Mönchengladbach der møder Marseille. Franskmændene er godt med i toppen af Ligue 1 mens Gladbach stadig lider af sommerens afgange og leverer meget svingende præstationer. Jens Bøye anbefaler et spil på Marseille, men med pengene tilbage ved uafgjort.

Andetsteds gæster Bordeaux portugisiske Maritimo; en kamp mellem to formsvage mandskaber og Jens Bøye anbefaler et spil på krydset.

Slutteligt har samme ekspert forfattet en infoanalyse på kampen mellem Lyon og Athletic Bilbao - den kan du læse her: http://www.betxpert.com/ekspert/tips/lyon-athletic-bilbao

Husk desuden, at du i vores Match Center kan finde nyheder, odds og statistik på alle kampene i aftenens Europa League.