Vaks ekspedient fældede Carsten Hemmingsen, da han som Middelfart-træner sidste år spillede på egne kampe. Nu er det op til DIF's matchfixingnævn at udmåle en straf.

I flere tilfælde har Carsten Hemmingsen sat penge på sit eget hold, da han sidste år var træner for 2. divisionsklubben Middelfart. Det skriver Fyens Stiftstidende tirsdag morgen.

Dermed har den tidligere professionelle fodboldspiller forbrudt sig mod reglerne.

"Jeg indrømmer, at jeg godt vidste, at man ikke må spille på egne kampe, men jeg gjorde det alligevel. Men jeg vidste ikke, at man heller ikke måtte spille på andre kampe i de to andre rækker i 2. division. Jeg vidste ikke, at de blev betragtet som egne rækker," siger Carsten Hemmingsen blandt andet til avisen.

"Det var uetisk adfærd, ikke matchfixing, men jeg har dummet mig gudsjammerligt og må tage min dom."

Ifølge Carsten Hemmingsen spillede han til dels på vegne af sin svoger, der bor på Bali og derved ikke selv kunne spille.

Ekspedient fik mistanke

Ifølge avisen var det en ekspedient i Odense, der fik sagen til at rulle. Vedkommende genkendte Carsten Hemmingsen i færd med at sætte et væddemål og anmeldte derefter træneren til DBU's matchfixing-hotline.

Sagen har været behandlet i diskretion i DBU-systemet indtil videre, men der kan meget vel allerede falde dom tirsdag. Carsten Hemmingsen benægter, at han har været medvirkende til matchfxing.

- Jeg kan kun sige, at jeg har dummet mig og er ked af det. Men jeg vil gerne understrege, at der ikke har været tale om matchfixing, idet jeg ikke har prøvet at manipulere med kampene, siger Carsten Hemmingsen til avisen.

Han erkender dog at have overtrådt reglerne om, at man som træner ikke må spille på egne kampe. Ifølge Fyens Stiftstidende bliver sagen behandlet som "uetisk adfærd" og ikke ikke som en sag om aftalt spil.

45-årige Carsten Hemmingsen er i dag sportschef i 2. divisionsklubben Marienlyst.