Den seneste snak om at indføre spillekort for at få lov at spille oddset eller lotto i kioskerne risikerer at blive en dyr omgang for Danske Spil*. Derfor håber de, at der indføres en rimelig bagatelgrænse, så den almindelige bruger ikke generes.

Det vakte stor opsigt, da Politiken for kort tid siden skrev, at fx rockere bruger Danske Spils kiosker til hvidvaskning af penge ved at spille store kontantbeløb igennem. Og nu synes der at være et flertal på Christiansborg for at indføre et spillekort efter bl.a. norsk forbillede. Det betyder, at danskerne kan se frem til at skulle registrere sig, før de kan få lov at tipse, spille lotto eller oddset.

Men det er i virkeligheden meget udansk, mener Danske Spil*, som frygter, at danskerne vil vende sig mod ordningen og slet ikke spille.

”Vi håber på, at der bliver en bagatelgrænse, så det kun gælder nogle enkelte store beløb, så man ikke generer dagligdagsspilleren. Og så skal man selvfølgelig finde ud, at hvor høje beløb storspil er,” siger Thomas Rørsig, kommunikationschef ved Danske Spil*, i et interview med BetXpert.com.

Han mener ikke, det er rimeligt, at rockere, og andre tvivlsomme bekendtskaber, skal ødelægge det for alle andre.

”Det er meget udansk at lade sig registrere på den måde. Som kundeoplevelse vil det være en kraftig forringelse, hvis man er vant til at spille lotto eller smide en 50’er på en superligatriple. Det vil helt umiddelbart komme til at koste bunke penge,” siger Thomas Rørsig.

Hvad synes du om planerne om at indføre et spillekort for at kunne spille i de danske kiosker? Er det fair nok, eller bør rockere i virkeligheden ikke have lov at ødelægge det for det store flertal?