Danske Spil indgår partnerskab med GGPoker
Det er officielt: Danske Spil Poker har indgået et strategisk samarbejde med GGPoker, verdens største onlinepokernetværk. Det fremgår af en fælles pressemeddelelse fra GGPoker og Danske Spil.
Aftalen betyder, at Danske Spil forlader PartyPoker-platformen og fremover vil benytte GGPokers teknologi - et markant skridt for både den statsejede spiludbyder og dansk poker.
Et nyt kapitel for Danske Spil Poker
Samarbejdet blev offentliggjort den 30. oktober efter at GGPoker har modtaget leverandørlicens fra den danske Spillemyndighed. Dermed kan Danske Spil nu tilbyde sine kunder adgang til GGPokers globale netværk, hvor millioner af spillere allerede er aktive på tværs af landegrænser.
For danske spillere betyder det en markant opgradering af oplevelsen - både teknisk og indholdsmæssigt. GGPoker er kendt for sin innovative software og et stort udvalg af turneringer, herunder de populære World Series of Poker (WSOP)-events.
“Vi ser frem til at byde vores Danske Spil-pokerfællesskab velkommen i et helt nyt pokerunivers med GGPoker som partner,” udtaler Søren Schneider, iGaming Director hos Danske Licens Spil, og fortsætter: “Kombinationen af GGPokers software og Danske Spils poker-DNA vil give vores spillere en førsteklasses oplevelse.”
Hos GGPoker kalder man aftalen en vigtig milepæl i selskabets europæiske strategi: “Vi er begejstrede for at samarbejde med Danske Spil og bringe verdens bedste pokeroplevelse til danske spillere,” siger Sarne Lightman, Managing Director hos GGPoker.
Fra PartyPoker til GGPoker
Danske Spil Poker har i mange år kørt på PartyPoker-netværket, men det samarbejde udløb tidligere på året. Rygterne om et skifte til GGPoker har svirret i pokerfællesskaber siden sensommeren, blandt andet på PokerNet, hvor brugere allerede i september diskuterede muligheden.
Skepsis var der dog også. Flere mente, at det danske marked var for lille til, at GGPoker ville justere sin software til lokale regler. Men med den nye licens på plads er aftalen nu en realitet - og den giver danske spillere lovlig adgang til det netværk, der de seneste år har sat standarden for onlinepoker på international plan.
Langt bredere pokeroplevelse til danskerne
Selvom spillet nu foregår på GGPokers teknologi, vil Danske Spil fortsat stå for den danske platform og kundehåndtering. Spillere logger ind via Danske Spils egen klient, men bagved ligger nu GGPokers netværk.
Men fra aftalens ikrafttræden får man som pokerspiller hos Danske Spil adgang til:
- Eksklusive spilformater som Rush & Cash, All-In or Fold, Mystery Battle Royale og Spin & Gold
- Avancerede analyseværktøjer som PokerCraft og Smart HUD
- Store turneringsserier som GGMasters, GGPoker World Festival og WSOP Online
- Live-kvalifikationer til store events gennem WSOP Express Satellites
Det danske marked vil dog fortsat være underlagt den danske spillelov, samt Spillemyndighedens retningslinjer for markedsføring af spil, m.m., hvilket betyder, at visse internationale funktioner, såsom som bomb pots og bad beat jackpots, sandsynligvis ikke bliver tilgængelige.
Derudover vil der også være grænser på bonusser, rakeback, m.m. for at sikre, at Danske Spil holder sig inden for retningslinjerne.
Betydning for det danske pokermarked
Aftalen markerer den første gang, GGPoker officielt går ind på det danske marked via en licenseret operatør. Det kan potentielt ændre konkurrencebilledet for onlinepoker i Danmark, hvor Danske Spil i mange år har haft en stabil, men begrænset, markedsandel.
Med GGPoker som partner får Danske Spil nu adgang til globale turneringer, bedre teknologi og flere spillere - elementer, der potentielt kan puste liv i dansk onlinepoker, som har stået stille siden pokerboomet i 2000’erne.
Blandt spillerne er forventningerne høje, men der er også bekymring for, om rake-strukturen følger med fra GGPokers internationale side, hvor gebyrerne ofte ligger højere end konkurrenternes.
Vi kender endnu ikke den officielle dato for, hvornår Danske Spil går live på GGPokers netværk, men aftalen er altså på plads.
Tilføj kommentar