Finansminister Claus Hjort Frederiksen bekræfter over for BetXpert, at et frasalg af Danske Licens Spil er på tegnebrættet, men har en ingen konkret tidsplan.

Danske Licens Spil skal sælges, men der er endnu ikke sat dato på.

Det er i korte træk budskabet fra finansminister Claus Hjort Frederiksen om et kommende frasalg af Danske Spil.

Tidligere på måneden skrev BetXpert, at et salg af Danske Licens Spil - som er den del af Danske Spil, der fungerer på markedsvilkår og blandt andet har Oddset og Tips - snart kunne blive en realitet, da der allerede er opbakning fra alle blå partier.

Den daværende fungerende politiske ordfører fra Venstre, Jacob Jensen, udtalte til BetXpert, at det ikke var statens opgave at drive et spilleselskab, som fungerer på kommercielle vilkår.

"Vi mener generelt, at staten skal fokusere på sine kerneopgaver, og så er der andre ting, som fungerer bedst på kommerciel basis. Og vi mener ikke, at en statsmyndighed skal være i konkurrence med private aktører," sagde han.

Derudover henviste han til resortministeren, som altså er finansminister Claus Hjort Frederiksen. I et skriftligt svar til BetXpert.com bekræfter finansministeren, at et salg af Danske Licens Spil er på tegnebrættet, men at han ikke ønsker at give en tidsplan for det:

”Som der står i regeringsgrundlaget, så ønsker vi at lave en politisk aftale om statens selskaber. Timingen af dette er der endnu ikke taget stilling til. Samtidig er det en del af den ny statslige ejerskabspolitik, at der skal tages stilling til, hvorfor staten ejer et givent selskab,” skriver finansminister Claus Hjort Frederiksen i en mail til BetXpert.com.

Dansk Folkeparti bakker op

Hermed synes der altså at være en politisk enighed om, at Danske Licens Spils dage som statsejet er talte. I BetXperts artikel tidligere på måneden, sagde Dansk Folkeparti følgende:

"Vi er tilhængere af, at Lotto og andre monopoliserede spil bliver på statslige hænder, men det giver ikke mening, at staten skal drive et firma på et liberaliseret spillemarked," udtalte skatteordfører Dennis Flydtkjær.

Når først en tidsplan endelig meldes ud, så kan et salg gå stærkt. Det mener Carsten Greve, professor ved CBS og blandt andet medforfatter til bogen "Moderniseringen af den offentlige sektor.

"I princippet behøves der ikke gå så lang tid, hvis først der skabes et flertal i Folketinget. Så kan der måske gå et til to år. Men først laver man typisk diverse undersøgelser - hvem kan være interesseret i at købe, hvordan ser markedet ud, hvad skal prisen være," har han udtalt til BetXpert.